16.05.2020

Efter julens katastrofevalg har Labour valgt den tidligere menneskerettighedsadvokat Keir Starmer som deres nye leder. Han har overtaget et parti i dyb krise, men Starmer lover vidtgående reformer, og efter den første måned i jobbet ligner han med sin veltalenhed, metodiske fremgang og anti-populistiske politik et seriøst bud på en kommende premierminister.

Af Victor Hatami

Det er nok stadig de færreste i Danmark, der overhovedet har hørt navnet. Men i lidt over en måned har Keir Starmer været leder af Labour og af Her Majesty’s Most Loyal Opposition. Hans tiltrædelse druknede i coronakrisen og forsamlingsforbuddet, der satte en stopper for den store, festlige partikongresudnævnelse, som kunne havde givet den nye leder et solidt spark ind i den offentlige bevidsthed. I stedet blev resultatet af afstemningen blandt medlemmerne, noget antiklimatisk, sendt ud på mail.

Starmer får nok at tage fat på. Labour kommer fra det dårligste valg siden 1935, og der er dybe interne stridigheder i partiet. Samtidig står landet over for nogle enorme udfordringer: den næste fase af Brexit står for døren og behovet for store reformer lurer forude. Først og fremmest er det dog coronapandemiens rasen og de store konsekvenser, der nødvendigvis følger i dens kølvand, som fylder i Starmers kalender.

Derfor har Starmers første måned som oppositionsleder selvsagt ikke været en været nogen almindelig måned. Med bl.a. en premierminister på intensiv afdeling, har oppositionslederens rolle været mere tilbagetrukken.

 

Starmer får nok at tage fat på. Labour kommer fra det dårligste valg siden 1935, og der er dybe interne stridigheder i partiet. Samtidig står landet over for nogle enorme udfordringer: den næste fase af Brexit står for døren og behovet for store reformer lurer forude
_______

 

Men efter parlamentet genåbnede i slutningen af april har han kunnet træde længere frem i det politiske rampelys i de ugentlige spørgetimer, Prime Minister’s Questions (PMQs).
De første par uger har Starmer stået overfor udenrigsminister og First Secretary of State, Dominic Raab, i Boris Johnsons sted, men sidste onsdag var Johnson tilbage ved pulten, og de to ledere mødtes i deres første offentlige debat. Her gik Starmer lidt mere offensivt til værks. Han lagde ud med at punktere Johnsons påstand om, at regeringens respons på krisen skulle have været en succes med henvisning til at Storbritannien nu havde det højeste dødstal i Europa og meget retorisk at spørge: “… can the Prime Minister tell us: How on earth did it come to this?”. Han fortsatte derefter med stringente og velformulerede spørgsmål og brugte behændigt regeringens egne grafer og tal imod den noget mere famlende Johnson.

Starmers baggrund som advokat kom tydeligt til udtryk, og han fremstod veloplagt med sin nøgterne og præcise fremgangsmåde, især overfor Johnson, der tydeligt manglede den sædvanlige opbakning fra de mange medlemmer i salen, der i coronatiden er henvist til at deltage over video.

Mr Darcy
Det er kun 5 år siden Keir Starmer som 52-årig blev valgt til parlamentet for første gang. Inden da havde han været chef for den britiske anklagemyndighed, en stilling der indbragte ham et ridderslag og retten til at kalde sig Sir Keir Starmer – en titel han dog foretrækker ikke at bruge.

Starmer, der er barn af arbejderklassen, blev uddannet jurist først fra Leeds, siden Oxford, og opbyggede en succesfuld karriere som forsvarsadvokat med speciale i menneskerettighedsspørgsmål og førte i 90’erne en række kendte sager, der gav ham en vis mediebevågenhed. Et vedholdende rygte vil således vide, at den unge Starmer var den oprindelige inspiration til Mark Darcy i Helen Fieldings Bridget Jones’ Dagbog (i filmen spillet af Colin Firth) med sin selvdisciplin og lettere fåmælthed, men samtidig drevet af en indre kraft og retfærdighedssans.

Den afmålte og seriøse fremtoning var da også noget af det, der sikrede ham sejren i kampen om partilederskabet. Ord som ihærdig, omhyggelig, flittig, analytisk og intelligent gik da også igen hos hans støtters beskrivelse af ham, som samtidig understregede hans drive og iver. Disse egenskaber er særlig væsentlige for Labours medlemmer, der længe har manglet en lederskikkelse med en kompetence og en pragmatisk kunnen, der kan stå i kontrast til både Corbyn og Johnson. En, der kan få styr på kampene i partiet, og som kan være en troværdig kandidat til premierministerposten.

 

Hvor Corbyn skabte splid, så er Starmer et godt bud på en samlende figur. Ikke alene vandt han overbevisende posten med 56 pct. af stemmerne i første runde. Han havde også – modsat Corbyn da han blev valgt – et flertal af parlamentsmedlemmerne bag sig. Under hans ledelse vil den store, midtsøgende højrefløj af partiet, der de sidste fem år har været lagt på is, igen kunne komme til orde
_______

 

En samlende figur
Den første udfordring han står overfor, er at få samlet partiet igen. Starmer overtager et Labour, der især under Corbyns ledelse har været martret af interne stridigheder, hvor forskellige grupperinger har underløbet hinanden, og hvor dårlige sager og uenigheder om både Brexit og den politiske retning har efterladt arbejderpartiet splittet. Corbyns manglende evne til at konsekvent at gribe ind og få stoppet det flerårige problem med anklager om antisemitisme i Labour affødte stor intern kritik. Samtidig indsatte Corbyn sine mest loyale støtter på de tunge poster, og der opstod blandt hans tilhængere en nærmest sekterisk dyrkelse af ham og hans projekt, og alle, der stillede sig kritiske over for hans linje, blev udstillet som værende illoyale og anti-Labour.

Men hvor Corbyn skabte splid, så er Starmer et godt bud på en samlende figur. Ikke alene vandt han overbevisende posten med 56 pct. af stemmerne i første runde. Han havde også – modsat Corbyn da han blev valgt – et flertal af parlamentsmedlemmerne bag sig. Under hans ledelse vil den store, midtsøgende højrefløj af partiet, der de sidste fem år har været lagt på is, igen kunne komme til orde.

Men tag ikke fejl, Starmer tilhører ingenlunde højrefløjen i Labour. Han betegner sig selv som socialist og tilhører den moderate venstrefløj. Han holder også fast i en del af Corbyns mere vidtgående politikker om at renationalisere kritisk infrastruktur som postvæsen, energiforsyning og jernbaner, sætte skatten op for de rigeste og afskaffe undervisningsafgiften på de videregående uddannelser – noget, der er vigtigt for at sikre støtten fra venstrefløjen.

Mange håber at Starmer kan være en samlende figur, så han kan tackle nogle af de problemer som hidtil har belastet partiet. Indtil videre har han undskyldt for håndteringen af antisemitisme-sagen og udpeget en forholdsvis bred skare af parlamentsmedlemmer til sit skyggekabinet, bl.a. sine to modkandidater fra partiledervalget, tidligere leder Ed Miliband, samt venstrefløjens Angela Rayner som næstkommanderende. Starmer har således slået de første lovende takter an til at samle og få lidt hold på det splittede parti. Den store test for fremtiden ligger imidlertid i at få vælgerne tilbage.

 

I december tabte Labour fjerde valg i træk, og det lykkedes dem kun at vinde 202 af de 650 parlamentspladser. Nu er det ti år siden, de mistede magten; det er femten år siden, de sidst vandt et valg; og på under tyve år, har de mistet over halvdelen af deres sæder i parlamentet
_______

 

En broget vælgerskare
I december tabte Labour fjerde valg i træk, og det lykkedes dem kun at vinde 202 af de 650 parlamentspladser. Nu er det ti år siden, de mistede magten; det er femten år siden, de sidst vandt et valg; og på under tyve år, har de mistet over halvdelen af deres sæder i parlamentet.

Det største tilbageslag ved dette valg var de Konservatives gennembrud af den såkaldte ”Red Wall”, Labours gamle industrielle kerneland. Her er folk nok på den økonomiske venstrefløj, men de er også ofte socialt konservative og bryder sig ikke om politiske dagsordener, der bygger på progressivitet og internationalisme. For dem var Labours vaklen i Brexit-spørgsmålet men i høj grad også Jeremy Corbyn selv dråberne, der fik bægeret til at flyde over. Hans revolutionære baggrund, samt rygter om forbindelser til terrorgrupper og hans manglende evne til at sætte sig ind i befolkningens bekymringer gjorde ham i deres (og mange andres) øjne til en utænkelig kandidat til premierministerposten. De måtte, for første gang i deres liv, flytte deres kryds.

Starmer har allerede vundet lidt ved ikke at være Corbyn, men spørgsmålet om Brexit er sværere at gøre noget ved. Starmer er en kendt EU-tilhænger, og måske er det faktisk ikke så dårligt for ham, at det er de konservative, der skal gennemføre Brexit. Så kan han holde lav profil i det spørgsmål og forsøge hverken at støde de gamle arbejdere eller de EU-begejstrede storbyvælgere fra sig.

Starmer kan håbe på, at det ideologiske i Brexit-spørgsmålet ikke længere fylder, når briterne skal til valg igen om 4 ½ år. Men præcis hvad han skal gøre for at få vælgerne bag sig til den tid, er ikke til at sige. I fire år var Brexit omdrejningspunktet i britisk politik, og selvom det på ingen måder er slut, så var tiden efter valget kommet for begge partier til at udforme deres visioner for fremtidens Storbritannien. For hvordan et Post-Brexit-Britain skal se ud. Vi nåede dog kun at få små glimt inden coronapandemien for alvor brød ud og overtog dagsorden. Konsekvenserne af den – og af Brexit – vil formentligt forandre det britiske samfund markant over de næste år, og det er umuligt at sige, hvilke politiske skillelinjer, som bliver afgørende ved valget i 2024.

Noget Starmers potentielle vælgere dog kan blive enige om er, at der er brug for et markant opgør den økonomiske austerity-politik, der er ført de sidste 10 år, at der skal sættes en stopper for den voksende ulighed, og at der skal gøres noget ved de enorme regionale forskelle i velstand og udvikling. Det havde selv de konservative indset, og allerede før coronapandemien brød ud havde de lovet, at der ville blive skruet gevaldigt op for det offentlige forbrug med bl.a. £600 mia. til investeringer i infrastruktur og et boost af sundssystemet med 40 nye hospitaler og 50.000 ekstra sygeplejersker.

 

Starmer skal selvfølgelig se tiden og den økonomiske situation an, men han har muligheden for at lægge op til en helt anden økonomisk kurs for landet. Hvor Corbyn havde Brexit og først og fremmest sig selv i vejen for at kunne realisere sin politik, så har Starmer bedre chancer for at lykkes
_______

 

Men med den nye krise vil der med stor sandsynlighed opstå stor uenighed hos de konservative, om hvordan man bedst får landet tilbage på fode igen økonomisk. Der er stadig mange, der er tilhængere af Cameron-regeringens nedskæringspolitik, og som vil mene, at det vil være det rigtige at vende tilbage til den pga. de økonomiske omkostninger, coronakrisen vil medføre. De vil således gå imod Johnson, som klart har afvist, at mere austerity bliver en del af regeringens genopretningsplan.

Blandt Labours vælgere er der derimod bred enighed om, at austerity-politikken under Cameron har slået fejl. At de voldsomme nedskæringer har gjort det værre at være brite, med et rekord højt antal familier, der lever i fattigdom, og en realløn, der stadig er lavere end før finanskrisen. Til sammenligning er den steget med ca. 10 pct. i Danmark. Nu ser de også et sundhedssystem, der efter talrige nedskæringer er efterladt udhulet og ude af stand til at tackle pandemien ordentligt. For dem er der ingen tvivl om, at den økonomiske genopretning efter coronakrisen må og skal være en anden, end den var sidst efter finanskrisen.

Starmer skal selvfølgelig se tiden og den økonomiske situation an, men han har muligheden for at lægge op til en helt anden økonomisk kurs for landet. Hvor Corbyn havde Brexit og først og fremmest sig selv i vejen for at kunne realisere sin politik, så har Starmer bedre chancer for at lykkes. Rigtig mange i befolkningen er klar til store sociale reformer og er slet ikke så bange for de ovennævnte vidtgående forslag, som Corbyn præsenterede, og som Starmer til en vis grad har taget til sig. Og måske kan omvæltningerne, som coronakrisen og Brexit fører med sig, være afsættet til, at Labour kan få gennemført de største reformer af det britiske samfund siden Thatcher.

Professionalisme og idealisme
Starmer har trods de ekstraordinære omstændigheder fået en god start som leder. Han er veltalende, pragmatisk og omhyggelig, en anti-populistisk politiker, der står i stærk kontrast til Boris Johnson. Og så ligner han et seriøst bud på en fremtidig premierminister. Som et Labour-parlamentsmedlem fortalte BBCs Lewis Goodall, så ligner han faktisk mere “en premierminister end premierministeren selv gør”.

For Starmer er hverken en ny Corbyn eller en ny Blair: “Jeg har ikke brug for en andens navn tatoveret i panden for at tage en beslutning,” som han siger. Men han lykkes med at kombinere Blair-tidens pragmatisme og professionalisme med noget af Corbyn-tidens idealisme. Nu har han fire år til at overbevise vælgerne om, at man igen kan regne Labour for at være et regeringsdygtigt parti. At de – at han – er fremtiden. Der er lang tid til valget, og der er lang vej tilbage for Labour, men navnet Keir Starmer kan vi godt få lært med det samme. ■

 

Nu har han fire år til at overbevise vælgerne om, at man igen kan regne Labour for at være et regeringsdygtigt parti. At de – at han – er fremtiden. Der er lang tid til valget, og der er lang vej tilbage for Labour, men navnet Keir Starmer kan vi godt få lært med det samme
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland