28.03.2020

Cummings er inde i varmen nu, fordi han er en vinder, men han ved godt, at hans tid i Downing Street næppe kommer til at vare evigt. En ting er dog sikkert: Så længe han er der, vil han med al magt forsøge at kontrollere alt, hvad der sker på den britiske politiske scene. Og netop dét kan blive hans akilleshæl.

Analyse af Victor Hatami

I januar bragte Financial Times en tegning, hvor Dominic Cummings ses siddende i “Downing Street’s kontrolrum”, hvorfra han kan styre alt fra Boris Johnson til højesteret til forskere og politi. Den kom sammen med en længere feature-artikel om Cummings og hans plan for fremtidens Storbritannien. Fra nu af skulle Downing Street No. 10 (den britiske premierministers embedsbolig og kontor) styres som NASA med ham i Mission Control.

For øjeblikket er det umuligt at føre kontrol med den politiske udvikling. Det sørger coronapandemien for. Men inden krisen brød ud, blev det mere og mere tydeligt, hvor central og styrende en position Cummings har i No. 10. Det sås midt i februar under den ministerrokade, som Boris Johnson allerede før valget havde varslet ville komme i kølvandet på Brexit. Han skulle sætte det hold, som de næste fem år skal lede landet ind i den glorværdige fremtid uden for EU, som han havde lovet briterne. Men rokaden kom i høj grad også til at vise, hvor meget magt Cummings har tilranet sig.

Alle de tunge ministerposter er blevet besat af inkarnerede Boris- (og dermed også Brexit-) støtter, der, hvis man spørger flere britiske politiske analytikere, måske i højere grad er valgt ud fra deres loyalitet over for premierministeren og hans projekt frem for deres ministerielle evner.

Cummings’ magt kom især til udtryk ved den virak, der opstod, da den vigtigste minister efter Johnson selv, finansminister Sajid Javid, selv valgte at forlade sin post i forbindelse med rokaden. Der havde længe været kold luft mellem No. 10, og især Cummings, og Javid, som i politiske kredse var blevet døbt “CHINO” – eller “Chancellor In Name Only”, da stort set alle finanspolitiske udmeldinger kom fra No. 10 udenom Javid. Han blev tilbudt at fortsætte i jobbet, men på den betingelse, at alle hans politiske rådgivere skulle udpeges af Cummings. Det ville Javid ikke gå med til, og dermed stillede han Johnson i et dilemma: Skulle han lempe kravene fra sin rådgiver eller holde fast og miste sin finansminister? Johnson valgte uden tøven det sidste: Cummings over Javid.

Den nye finansminister er 39-årige Rishi Sunak, en tidligere ”junior minister” (en lavere rangerende minister) og en forholdsvis uerfaren politiker i betragtning af, at han nu har indtaget et af kongedømmets højeste embeder. De britiske medier har da også været hurtige til at døbe ham “baby CHINO” og mange spørger, om han reelt set kommer til at agere marionetdukke for Cummings, og om finanspolitikken fremover vil blive styret fra No. 10’s kontrolrum.

 

Dominic Cummings er på mange måder en usædvanlig karakter i britisk politik. Han er blevet kaldt alt fra karrierepsykopat til visionært geni, fra en muteret virus (!) til en moderne udgave af den franske revolutionsleder, Robespierre
_______

 

Oprøreren Cummings
Dominic Cummings er på mange måder en usædvanlig karakter i britisk politik. Han er blevet kaldt alt fra karrierepsykopat til visionært geni, fra en muteret virus (!) til en moderne udgave af den franske revolutionsleder Robespierre.

Visionær er han uden tvivl. Gennem de sidste mange år har han ført en blog, hvor han i lange og meget udførlige indlæg har gjort rede for sit syn på alt fra uddannelsespolitik til Bismarck til moderne ledelse. Han vil investere store summer i landets efterladte regioner, forvandle landet til verdens førende center for naturvidenskab og teknologi og gøre briterne til frontløbere inden for robotteknologi, klimainnovation og kunstig intelligens – sidstnævnte noget Cummings har en nærmest religiøs tro på fordelene ved.

Han vil også revolutionere embedsværket og mener, at det i langt højere grad skal projektstyres, og at gamle hierarkier skal brydes ned. Væk skal hobene af Oxford- og Cambridge-dimittender med grader i oldtidskundskab og antropologi, og ind skal dataloger, økonomer og naturvidenskabsfolk, men også “særlinge og utilpassede”, som han i et meget omtalt blogindlæg opfordrede til at søge job i departementerne. I det hele taget er Cummings en oprører – eller det vil han i hvert fald gerne fremstå som: Hans påklædning, hans væremåde – “akavet, abrupt, arrogant, aggressiv og kronisk kommende for sent til møder” – og ikke mindst hans foragt for konventioner og “the establishment” giver ham en status som en outsider; en outsider, der nu har formået at gennemføre den største politiske revolution i Storbritannien i nyere tid: Brexit.

Mens hele den politiske elite i Storbritannien var overbevist om, at Brexit-afstemningen mest af alt var en proforma-manøvre for at skabe ro i Det Konservative Parti, så orkestrerede Cummings sin Vote Leave-kampagne effektivt og dygtigt. Med en uovertruffen brug af sociale medier og digitale data og med slogans og påstande, der sjældent havde bund i virkeligheden, udnyttede hans kampagne den indgroede britiske mistillid til ”kontinentet” og det europæiske projekt, og det blev som bekendt belønnet med 52 pct. af stemmerne i 2016.

Da Boris Johnson sidste år rykkede ind i No. 10 med løftet om, at han ville “get Brexit done”, fik Cummings til opgave at føre det ud i livet. Strategien var klar: kør hårdt på, få Brexit gennemført uanset hvad, brug ethvert trick i bogen – vi husker blandt andet suspenderingen af parlamentet i sensommeren – og skab uro og panik i parlamentet. For selvom Johnson og Cummings led nederlag både ved at måtte give sig på en lang række punkter i aftalen med EU, og ved at Brexitdatoen blev udsat tre måneder, så lykkedes det at skabe så meget kaos i underhuset, at den eneste udvej var et valg. Om det kaos til dels har været en del af en større plan fra Cummings’ side, kan vi kun gisne om, men det skabte i hvert fald en voldsom irritation i befolkningen, som Cummings, da valget blev udskrevet, udnyttede til fulde. Det store spørgsmål i valgkampen blev således, hvorvidt politikerne skulle have lov til at fortsætte de kaotiske slagsmål om Brexit i al uendelighed. Svaret var mere end klart: De Konservative fik det største flertal i Westminster siden 1987 og kunne dermed styre Storbritannien ud af EU den 31. januar uden yderligere besvær.

Det magiske pengetræ
Spørgsmålet er nu, om Cummings’ talent for politiske kampagner kan overføres til et talent for at lede landet. Han har været god til at akkumulere magt hos sig selv og de facto gjort sig til landets næstmest magtfulde person, men kan han forvalte den magt? At vinde er nu engang ikke det samme som at regere, og mange frygter, at hans destruktive og nådesløse adfærd kan få store konsekvenser for landets fremtid.

 

Spørgsmålet er nu, om Cummings’ talent for politiske kampagner kan overføres til et talent for at lede landet. Han har været god til at akkumulere magt hos sig selv og de facto gjort sig til landets næstmest magtfulde person, men kan han forvalte den magt?
_______

 

I forrige uge kom en af de tydeligste indikationer på, hvilken retning Johnson og Cummings har i sinde at styre Storbritannien i over den kommende regeringsperiode, da Rishi Sunak i parlamentet fremlagde Johnson-regeringens første finanslov. Her var det tydeligt, at Cummings langt hen ad vejen havde fået sin vilje – ja faktisk i en sådan grad, at lederen af Det Skotske Nationalistparti, Ian Blackford, i den efterfølgende debat måtte lykønske Sunak med, hvor flot og flydende han kunne læse Dominic Cummings’ håndskrift.

Der blev for det første afsat mange penge til forskning og udvikling, heriblandt til etableringen af en britisk pendant til det amerikanske Advanced Research Projects Agency eller ARPA, der i USA blandt andet udviklede forløberen til internettet og det legendariske B2 Spirit bombefly. Det har længe været en drøm hos Cummings og en vigtig del af hans plan for at gøre Storbritannien til verdensførende i videnskab og teknologi.

Men det blev også gjort klart, at den tilbageholdende økonomiske politik, som har præget de sidste ti års konservative regeringstid, blev forkastet, og der blev – helt i tråd med Cummings’ plan – skruet op for de offentlige haner. Der skal bruges over 600 milliarder pund i offentlige investeringer over de næste fem år; et offentligt forbrug, der må få Margaret Thatcher til at vende sig i sin grav. Da Labours Anneliese Dodds af BBC blev spurgt, hvad hun ikke brød sig om i regeringens udspil, havde hun kun det svar, at det burde være kommet noget før, og at det var ærgerligt, at det ikke var mere langsigtet. Men hvad skulle hun ellers sige, når den nye finanslov mest af alt minder om det, som Labour med Ed Miliband i spidsen selv foreslog for fem år siden, og som de konservative dengang kaldte for økonomisk uansvarligt?

Og mon ikke, der er mange i Det Konservative Parti, der stadig mener det? Det er i hvert fald et markant skifte fra den politik, man førte for bare få år siden, og det ser ud til, at Sunak og co. har fundet det magiske pengetræ, som Theresa May ellers for et par år siden påstod ikke eksisterede. Finansieringen af den nye finanslov sætter da også sin lid til den økonomiske vækst og til, at renten vil forblive lav – en plan coronakrisen nok kommer til at forpurre.

Legen med ilden
Johnson og hans consigliere spiller højt spil, og det kan blive farligt for dem af flere grunde. For det første har de med udskiftningen af Javid, der tilhører den mere økonomisk tilbageholdende del af partiet, til fordel for den relativt uerfarne og meget loyale Sunak brudt en vigtig præcedens for, at lederen af den finansielle og økonomiske politik nok skal være en partner for, men også effektiv modvægt til, regeringschefen. Én, der opretholder et realistisk forhold mellem politiske ønsker og faktiske økonomiske muligheder. Sunak har ingen erfaring med at lede et ministerium, og det er problematisk, når finansministerens vigtigste rolle er fastsættelsen af forbrugsgrænser for andre ministerier. En finansminister uden tilstrækkelig uafhængighed kan føre til en overdreven centralisering på tværs af regeringen og en underminering af den magtbalance, der nødvendigvis må være mellem Downing Street og finansministeriet. For No. 10 har ikke monopol på sandheden, og Johnson og Cummings er selv novicer i premierministerkontoret. De har ingen erfaring med at styre en nationaløkonomi, endnu mindre med at gennemføre så gennemgribende reformer, som de ønsker for Storbritannien efter Brexit. Netop derfor er modspillet fra finansministeriet og embedsværket så vigtigt, for at kunne holde Johnson, der fra sin tid som borgmester i London har et ry for at kaste sig ud i dyre og til tider urealiserbare projekter, og Cummings i skak, så deres politiske projekt kan lykkes.

 

Hvis regeringens nølende coronapolitik ender med kaos og et stort antal døde, kan det komme til at koste Johnson og Cummings dyrt i tillid og troværdighed. Dertil må man regne med, at de økonomiske konsekvenser bliver betydelige, hvilket kan slå bunden ud af den nye og meget omkostningstunge finanslov
_______

 

En anden fare ligger i, at Cummings i stigende grad bliver en mere og mere upopulær mand i dele af Det Konservative Parti. For mens Johnson med sin store valgsejr og sit komfortable flertal stadig er populær, så har Cummings’ hårdhændede adfærd vakt harme især i den del af partiet, der er forbeholden over for det store offentlige forbrug og skeptisk over for Brexit. De har, efter et valg, der konsoliderede Johnsons og Cummings’ politiske projekt, i høj grad mistet deres stemme i debatten og i partiet. Dertil kommer, at udstødelsen af en finansminister ikke er noget man taget let på, og mange peger på Cummings som synderen bag det rod, regeringen kom ud i. For selvom Sajid Javid godt nok har givet udtryk for, at han fortsat støtter Johnson helhjertet, er han nu endnu en højtstående profil i partiet, der tilslutter sig gruppen af potentielt set utilfredse og fornærmede konservative parlamentarikere. Den gruppe tæller også den ellers meget roste ex-minister for Nordirland Julian Smith, der blev fyret af Johnson, og tidligere premierminister Theresa May, samt store dele af hendes tidligere regering. Bliver presset fra baglandet for stort, kan Johnson blive nødsaget til at skille sig af med Cummings. Der har allerede været tegn på, at dele af baglandet er klar til at udfordre Johnson, da 38 konservative parlamentarikere for et par uger siden stemte imod regeringen i et spørgsmål om teledata. Det er mange rebeller så kort tid efter valgtriumfen. Det viser, at Johnson ikke er usårlig, og med det in mente kan Cummings’ store magt i No. 10 hurtigt blive en hæmsko for Johnson i fremtidige opgør internt i partiet.

Og så er der selvfølgelig det kæmpestore spørgsmål lige nu: Hvilke konsekvenser kommer coronakrisen til at få? Den britiske regering har efterhånden halet ind på sine europæiske kolleger, hvad angår tiltag i kampen mod spredningen, men man har længe været mere tilbageholdende. Boris Johnson har hele tiden argumenteret for, at hans regering handlede i overensstemmelse med videnskaben.

Men hvis regeringens nølende coronapolitik ender med kaos og et stort antal døde, kan det komme til at koste Johnson og Cummings dyrt i tillid og troværdighed. Dertil må man regne med, at de økonomiske konsekvenser bliver betydelige, hvilket kan slå bunden ud af den nye og meget omkostningstunge finanslov. Endelig vil coronaepidemien med stor sandsynlighed føre til, at Storbritanniens forhandlinger med EU om det fremtidige forhold bliver forsinket. Brexit bliver dermed ikke helt “done” til tiden.

På den anden side kunne man også forestille sig, at Johnson og Cummings vil kunne bruge virusset som syndebuk, hvis/når regeringens økonomiske politik slår fejl, eller de økonomiske konsekvenser af Brexit viser sig at være langt værre, end de havde lovet. Men det er også en farlig strategi, for gøres det for åbenlyst, vil oppositionen og medierne ikke være sene til at eksponere løgnen og bruge den imod dem, så det i sidste ende gør mere skade end gavn.

Cummings er inde i varmen nu, fordi han er kan levere varen, men han ved godt, at hans tid i Downing Street næppe kommer til at vare evigt. En ting er dog sikkert: Så længe han er der, vil han med al magt forsøge at kontrollere alt, hvad der sker på den britiske politiske scene. For i bund og grund er Dominic Cummings overbevist om én ting: Han er selv den bedste og dygtigste til at varetage kontrollen – og det bliver måske hans akilleshæl. ■

 

En ting er dog sikkert: så længe han er der, vil han med al magt forsøge at kontrollere alt, hvad der sker på den britiske politiske scene. For i bund og grund er Dominic Cummings overbevist om én ting: han er selv den bedste og dygtigste til at varetage kontrollen – og det bliver måske hans akilleshæl
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland