29.12.2020

Den dansk-ledte NATO-mission har til formål at forhindre, at IS endnu engang får fodfæste i Irak og på ny bliver en national, regional og international trussel. Ikke desto mindre vil islamistisk terror formentlig blive denne missions mindste problem. Danmark skal nemlig navigere i et politisk landskab, der spænder på tværs af Irak, Syrien og Iran, hvor den uformelle sikkerhedssektor overlapper med den formelle. Iraks samlede stabilitet står på spil.

Af David Vestenskov & Jarl Artur Hehnel

Siden 2003 har Irak spillet en relativt stor rolle i dansk forsvars– og sikkerhedspolitik. Indledningsvis i kraft af at være en del af den amerikanske koalition af villige, der nedkæmpede Saddam Husseins regime og efterfølgende i en mere stabiliserende rolle, hvor kapacitetsopbygning af de irakiske styrker har været omdrejningspunktet. Stabiliseringsarbejdet blev dog afbrudt med en amerikansk tilbagetrækning fra landet i 2011, men blev genstartet, da en ny islamistisk bevægelses brutale fremmarch i 2014 udstillede den irakiske hær, men også den irakiske sikkerhedssektor mere generelt.

Sikkerhedssektoren i Irak omfatter hæren, politistyrken og forskellige væbnede militser/grupperinger, de respektive ministerier (særligt indenrigs-, forsvars -og justitsministeriet) og ikke mindst premiereministerens kontor. Kapacitetsopbygning, integration og på den længere bane effektivt samarbejde mellem alle disse sikkerhedsaktører er netop det, som sikkerhedssektorreformer skal understøtte – dvs. reformer, der skal forhindre et nyt 2014.

Bevægelsen, der udstillede den irakiske sikkerhedssektor som et luftkastel, var den nu særdeles velkendte Islamisk Stat (IS), der på relativ kort tid fik kontrol med territorier i Syrien og Irak – territorier som samlet set blev kaldt kalifatet. Selvom kampen med det territorielle kalifat stort set er overstået, så er det fortsat denne kamp, der udgør mandatet for NATO-engagement i Irak – et engagement som Danmark nu har overtaget ledelsen af.

Det danske militære engagement er derfor intensiveret, og indledningsvis skal ca. 200 danske soldater og rådgivere fra november og 18 måneder frem lede NATO Mission Iraq (NMI). NMI er en træningsmission, som gennem uddannelsen af de irakiske sikkerhedsstyrker, samt reform af den irakiske sikkerhedssektor, skal styrke bekæmpelsen af IS, således at Irak på egen hånd kan optage kampen mod islamistiske terrorbevægelser.

Men det danske forsvar vil i høj grad finde et andet Irak, end det vores kamptropper forlod i 2011. De danske soldater skal nemlig agere i et land, hvor centralmagten i Baghdad er svækket, og hvor forskellige militante og politiske grupperinger – hvoraf nogle af de stærkeste bliver dirigeret eller støttet af Iran – har fået gradvis mere magt.

I dette miljø, hvor skelnen mellem de formelle og (denne artikels omdrejningspunkt) de uformelle sikkerhedsaktører som Kataib Hezbollah, Badr og Asaib Ahl al-Haq er dynamisk, skal der skabes et grundlag for bæredygtige sikkerhedsreformer og uddannelse. Dette forudsætter – ud over interaktion med den officielle irakiske sikkerhedssektor – naturligvis kendskab til de forskellige grupperinger, og endnu mere væsentligt, så kræver det interaktion med Iran eller som minimum en forståelse af iransk sikkerhedspolitik, herunder hvilke red-lines man skal tage højde for i processen samt dynamikken i det iransk-amerikanske forhold. Det er man nødt til, hvis man skal gøre sig nogen forhåbninger om bæredygtige resultater. Gør man ikke det, vil løsningerne i bedste fald bevare status quo og i værste fald skabe øget ustabilitet i Irak.

Opgaven er tydelig: Det irakiske militær skal styrkes, så de udgør en mere pålidelig enhed, end den som kollapsede under IS’s fremmarch i 2014 og frem. Men man skal ikke tage fejl af, at Danmark vil befinde sig i et dybt kompliceret politisk landskab, der spænder på tværs af Irak, Syrien og Iran, hvor den uformelle sikkerhedssektor overlapper med den formelle, og hvor den største trussel fremadrettet ikke vil være IS, men derimod en fragmenteret sikkerhedssektor.

 

Men det danske forsvar vil i høj grad finde et andet Irak, end det vores kamptropper forlod i 2011. De danske soldater skal nemlig agere i et land, hvor centralmagten i Baghdad er svækket, og hvor forskellige militante og politiske grupperinger […] har fået gradvis mere magt
_______

 

Fragmenteret sikkerhed
Denne enorme opgave er mildest talt besværliggjort af ikke blot kompositionen af de irakiske sikkerhedsstyrker, men også af at voldsmonopolet i landet deles med militser og grupperinger, der uformelt forvalter magt og gennemsyrer samtlige offentlige institutioner – i særdeleshed inden for sikkerhedssektoren. Disse grupperinger er i store træk selvstændige bevæbnede politiske aktører, der naturligvis fremmer egen agenda før statens. De har jf. rapporter fra bl.a. Counter Terrorism Center og Center for Strategic fra august 2019 & International Studies fra december 2019 overtaget kontrollen i flere ministerier, politi- og hærdistrikter, grænseovergange, kritisk infrastruktur, sundhedssektoren, olieforsyning og produktion, og berører dermed alle elementer i den samlede sikkerhedssektor.

Det betyder, at sikkerhedssektoren og også det overliggende irakiske politiske lag er et minefelt med interessekonflikter, vidt forskellige visioner for et fremtidigt Irak og decideret fjendskab. Kompleksiteten er tydelig. Det store spørgsmål bliver derfor, hvordan sikkerhedssektoren kan reformeres i et politisk system med overlappende enheder, hvor divergerende og konkurrerende militærpolitiske aktører dagligt krydser klinger?

For at komplicere det yderligere er flere af disse grupper influeret i større eller mindre grad af Iran. Nogle er i så høj grad, at de kan betegnes som naboens forlængede arm – i fagsprog såkaldte proxyer. De modtager støtte af Irans revolutionsgarde (IRGC) og i særdeleshed IRGC’s ”Quds”-styrke til gensidig gavn for dem såvel som for IRGC. Grupperingerne i Irak får hermed adgang til våben, viden og ressourcer, mens det fra iransk side sikres, at Irak som en relativ svagt shia-ledet stat ikke kan eller vil udfordre Iran, og at denne indflydelse er på et niveau, der er stærkt nok til at modstå en sunnimuslimsk magtovertagelse. En magtovertagelse, der set fra Teheran ville medføre en potentiel udfordring af Irans rolle i regionen.

 

De irakiske sikkerhedsstyrkers kollaps ved Mosul i 2014 på blot et par måneder til en lille men determineret fjende resulterede naturligt i behovet for en revurdering af landets militære kapaciteter – kvantitativt og særdeleshed kvalitativt
_______

 

I rammen af NMI rejser Danmark afsted for at bekæmpe IS, men udfordringerne er mere komplekse end som så. Det dansk-ledede NATO-engagement bliver én aktør i et storpolitisk spil, hvor kompositionen af den irakiske sikkerhedssektor – de kræfter, der styrer landet, samt de politiske tendenser og udfordringer der præger hele regionen – vil være i konstant bevægelse. Hvis der skal skabes et grundlag for bæredygtig stabilisering, kræver det forståelse for Iraks uformelle sikkerhedspolitiske aktører og særligt disses interaktion med Iran. Netop den forståelse har Danmark som ledende NMI-nation mulighed for at prioritere – en prioritering, der på den lange bane kan vise sig at være den største gevinst ved NATO’s engagement i Irak.

De irakiske sikkerhedsstyrkers kollaps ved Mosul i 2014 på blot et par måneder til en lille men determineret fjende resulterede naturligt i behovet for en revurdering af landets militære kapaciteter – kvantitativt og særdeleshed kvalitativt. Som følge af hærens kollaps udstedte den øverste irakiske shiamuslimske Ayatollah al-Sistani en ”fatwa” (religiøs erklæring), der befalede irakere at forene sig til organiseret modstand imod IS. Idéen om en ny folkehær, forenet i kampen mod IS, opstod hermed. Shia -og sunnimuslimer, samt kurdere, flokkedes i titusindevis til denne nye folkehær, der fik navnet ”Popular Mobilisation Forces” (PMF).

Det er disse militser, der i forvejen eksisterede og besad en vis indflydelse i irakiske indenrigsforhold, der efterfølgende har udfyldt sikkerhedsvakuummet efter luftkastellet af en irakisk hær. Militserne stoppede dog ikke her, men anvendte successen mod IS til at intensivere infiltrationen af landets magtforvaltning – herunder ministerier og den irakiske hær.

PMF-styrkerne var sammen med bl.a. de kurdiske Peshmergaer, støttet af anti-IS koalitionsfly, afgørende i kampen mod IS og kan med rette tage det meste af æren for at have opløst IS’ territorielle kontrol i Irak. Men PMF er ikke en homogen enhed, men en løst sammensat koalition af forskellige militære og politiske grupperinger, hvoraf de stærkeste er trænet, uddannet og til dels finansieret af Iran.

PMF er i dag ikke en integreret del af det formelle irakiske sikkerhedsapparat, hvilket vil sige, at de ikke er underlagt det irakiske forsvar, og de er ikke underlagt statslig kontrol. De er officielt underlagt premierministeren, men i praksis agerer de fuldkommen uden for dennes kontrol. Disse grupperinger har udviklet sig fra at være militser til at selvstændige og semi-selvstændige aktører, der er dybt integreret i Iraks sikkerhedspolitiske system, hvor de udgør rygraden af den uformelle sikkerhedssektor. Som leder af NMI bliver Danmark nødt til at forholde sig til dette såfremt vores mission skal være andet end blot en selvopfattet stabiliserende tilskuer.

 

De [pro-iranske grupperinger] sørger for et relativt svagt shia-ledet Irak, der ikke kan (eller vil) modarbejde Iran i regionen, men samtidig ikke så svagt, at det ikke kan undertrykke en eventuel sunnimuslimsk overtagelse
_______

 

Hovedaktører i PMF
Danmark og NMI bliver i forbindelse med deres opgaveløsning nødt til at forholde sig til de PMF-grupperinger, som opstod i kølvandet af IS’ fremmarch i Irak. Det er derfor nødvendigt at danne en forståelse for deres karakteristika og ageren, samt hvordan de udfordrer NMI’s indsats. De fleste af grupperingerne var allerede dannet under Irakkrigen (2003-2011). Her udgjorde de til tider rygraden af oprørene, som de vestlige koalitionsstyrker så blodigt kæmpede imod.

Grupperingerne kan overordnet inddeles i tre overordnede kategorier. Den første kategori består af et hav af mindre pro-iranske grupperinger, hvor de største er ”Kataib Hezbollah”, ”Asaib Ahl al-Haq” og ”Badr”. De er alle forbundet til Iran, og gennem IRGC har de modtaget penge, våben, uddannelse og teknologi til bekæmpelsen af vestlige styrker, eksport af pro-Assad styrker til Syrien samt infiltrering af Iraks centraladministration, forvaltning og væbnede styrker. På denne måde udgør disse proxyer et strategisk led i Irans Irak-politik: De sørger for et relativt svagt shia-ledet Irak, der ikke kan (eller vil) modarbejde Iran i regionen, men samtidig ikke så svagt, at det ikke kan undertrykke en eventuel sunnimuslimsk overtagelse, og dermed et Irak, der fremadrettet kan udfordre Irans position i regionen.

Iraks interne sikkerhedspolitiske system følger magteliter og religiøse linjer: Iran forsøger at svække og nedkæmpe rivaliserende shiamuslimske grupperinger, der i stedet for at følge Irans Ayatollah Khamenei, følger Iraks Ayatollah Sistani, der pudsigt nok oprindeligt er iraner. Derfor kan intern shiamuslimsk samhørighed i Irak ikke tages for givet.

Revolutionsgardenss ”Quds”-styrke er det primære omdrejningspunkt for den iranske indsats i oprustningen, forsyningen og den operative vejledning af de pro-iranske grupperinger i Irak for at sikre iransk indflydelse via deres dominans. Denne opgave er nu overtaget af Esmail Ghaani, nyudpeget leder af Quds-styrken. Igennem denne indsats projekterer Iran altså magt og indflydelse og anser relationen som en nøglefaktor i etableringen af et shia-domineret og Iran-venligt Irak.

Det er en udvikling, der har fået næring siden den amerikanske tilbagetrækning af kamptropper i 2011 blev iværksat. Siden da, og især siden 2014, har disse militser udviklet politiske organer, og både al-Haq og Badr har siddende medlemmer i parlamentet – sidstnævnte besidder endog ministerposter som fx indenrigsministerposten med Othman al-Ghanimi, og har tidligere besat transportministerposten, samt har en sikkerhedsrådgiver, Mundthader al-Husseini, på premierministerens kontor.

Badr Organisationen
Badr, også kendt som ”Badr Organisationen”, blev stiftet af Iran under Iran-Irak krigen i 1982 med det formål at føre intern kamp mod Baathisterne [politisk parti, red.] med Saddam Hussein i spidsen, og med det længere rækkende formål at eksportere den islamiske revolution i Irak efter iransk forbillede. Badr har siden drabet på Hussein i 2003 udviklet både en politisk og militær afdeling, hvor førstnævnte som nævnt sidder repræsenteret i det irakiske parlament og på adskillige ministerposter. Under sig kommanderer Badr adskillelige paramilitære brigader (militser) i PMF, og har indsat sine egne kommandører i adskillige hærstyrker samt føderale politienheder. Badrs operationsområde omfatter hele Irak, men er særligt stærkt i områderne i og omkring byerne Diyala og Basra, hvorfra den kontrollerer ind- og udgangsvejene imellem Irak og Iran, hvilket udgør de essentielle forsyningsruter.

 

rfor lader det til, at Kataib Hezbollah er udstyret med iranske mellemdistancemissiler, samt dertilhørende teknologi og personel, og at de nyder en privilegeret status hos Iran og særligt IRGC
_______

 

Ved at kontrollere grænseovergangene kan Badr sikre indtjening i form af mere eller mindre kreativ told, smugling og hvidvaskning af penge. Et andet eksempel på indflydelsen var, at Badr i samarbejde med Kataib Hezbollah [paramilitær gruppe, red.] og al-Haq [politisk parti og paramilitær gruppe, red.], indsatte én af deres egne folk som direktør for Baghdads lufthavn i 2019. Herefter lukkede de luftrummet ned for koalitionsfly, der fløj over Nordirak og Syrien, hvilket havde konsekvenser for NATO’s luftoperationer i området jf. en rapport fra Center for Strategic & International studies fra december 2019. En nedlukning, der understreger den høje status, som de tre undergrupperinger har i PMF-strukturen og dermed også i den uofficielle magtstruktur i sikkerhedssektoren.

Al-Haq
Asaib Ahl al-Haq (al-Haq) er ligesom Badr repræsenteret i det irakiske parlament, men besidder ikke ministerposter. Deres operative område omfatter hele Irak, men al-Haq lægger i særdeleshed vægt på aktiviteter ved den irakisk-syriske grænse. Herfra forsyner al-Haq Assads regime i Syrien med pro-iranske militser fra PMF i Irak gennem ”Hezbollah al-Nujaba”, som blev oprettet i samarbejde med Kataib Hezbollah. Ved at oprette et syrisk filial på denne måde kan al-Haq fokusere på dets irakiske interesser samt forsyningen af krigere til Syrien, hvorefter Hezbollah al-Nujaba overtager den operative kommando af styrkerne.

Kataib Hezbollah
Kataib Hezbollah adskiller sig på flere måder fra både al-Haq og Badr. Ifølge en artikel fra ”War on the rocks‟ fra oktober 2020 blev Kataib Hezbollah skabt på et muligt iransk initiativ, da et halvt dusin mindre pro-iranske militser blev slået sammen og organiseret af IRGC. Hvorledes disse militser blev udvalgt til sammenslutning er ikke åbenlyst, men Kataib Hezbollah er, ligesom Badr i 80’erne, en iransk opfindelse. Sidenhen er Kataib Hezbollah blevet én af de tre store pro-iranske grupperinger på irakisk jord, og er i dag i stand til at projektere magt og indflydelse på tværs af hele Irak og Syrien, hvortil Kataib Hezbollah leverer krigere med henblik på understøttelsen af Assads magtposition i overensstemmelse med iranske interesser

For et par år tilbage overtog Kataib Hezbollah et småt distrikt lige syd for Baghdad, ved navn Jurf as-Sakr, hvor de fordrev de lokale indbyggere. Her har de siden etableret en avanceret og permanent militær og politisk base. Installationen er omgærdet af en del mystik, da luftrummet over området er lukket ned for koalitionsfly, grundet gruppernes kontrol med Baghdads lufthavn. Men da saudiarabiske oliefaciliteter blev ramt af mellemdistance missiler i 2019, menes de at være blevet affyret fra netop denne lokation ifølge Counter Terrorism Centers rapport fra august 2019. Derfor lader det til, at Kataib Hezbollah er udstyret med iranske mellemdistancemissiler, samt dertilhørende teknologi og personel, og at de nyder en privilegeret status hos Iran og særligt IRGC. Det er i den forbindelse værd at huske på, at NMIs primære operative område er Baghdadområdet, og at det altså finder sted i den geografiske kerne af missionen.

 

Det er vigtigt at understrege, at grupperingerne både kæmper internt imod hinanden og imod ydre fjender. Kompleksiteten af Iraks sikkerhedssektor er derfor stor, og for Danmarks og NMI’s vedkommende bliver forudsætningen for succes at engagere sig i kompleksiteten
_______

 

Sistani
Den anden kategori af grupperingerne består af pro-Sistanigrupper, som er forbundet til Ayatollah Sistani – det irakiske shiamuslimske modsvar til Irans Ayatollah Khamenei. Hans magt og indflydelse ligger ikke blot i vægten af hans ord og religiøse erklæringer. Han dirigerer op til tre militsbrigader, der indtil maj 2020 officielt var en del af PMF. De blev formentlig trukket ud pga. den stigende iranske indflydelse over PMF-styrkerne, og hvis Sistani skulle bevare kontrollen over disse brigader, måtte de adskilles. Sistani støtter den nuværende uafhængige premierminister, Mustafa Al-Kadhimi, der aktivt og åbent søger at begrænse iransk indflydelse i Irak. Sistanis magtbase ligger i Iraks religiøse centrum i Najaf. På den måde fungerer Sistani derfor som en direkte religiøs modpol til det iranske præstestyre. Det resulterer i religiøst tovtrækkeri om repræsentationen af shiamuslimer i regionen, da begge søger at være det shiamuslimske overhoved.

Sadr
Den tredje og sidste kategori er Sadristerne, der består af Muqtada al-Sadrs egen milits ”Saraya al-Salam” og mindre allierede militser. Al-Sadr stammer fra en gammel irakisk slægt, der i et århundrede har haft indflydelse på irakiske indenrigsforhold. Ligesom sine forgængere er Muqtada al-Sadr shiamuslimsk imam, der anvender både religiøse, militære og politiske værktøjer til at projektere indflydelse i Irak. Det er uklart, hvor tæt tilknytningen er mellem Saraya al-Salam og Iran. Sadristerne er først og fremmest en nationalistisk shiabevægelse, og dets magtbase har altid ligget blandt de lavere samfundslag af de irakiske shiaer. Det antyder, at Muqtada al-Sadrs dispositioner vil være centreret omkring irakiske interesser frem for Teherans politiske ønsker. Dog er der stadig en venligsindet forbindelse til Iran, hvilket er værd at notere sig. Sadristernes ageren minder om de andre grupperingers: De influerer hærstyrker, politienheder og har infiltreret centraladministrationen og landets forvaltning, herunder bl.a. indenrigs- og sundhedsministeriet.

Den interne magtdynamik – nøglen til forståelse
Det er vigtigt at understrege, at grupperingerne både kæmper internt imod hinanden og imod ydre fjender. Kompleksiteten af Iraks sikkerhedssektor er derfor stor, og for Danmarks og NMI’s vedkommende bliver forudsætningen for succes at engagere sig i kompleksiteten.

Det overordnede formål med NMI er som tidligere nævnt at bekæmpe IS gennem uddannelse og træning af de irakiske sikkerhedsstyrker og sikkerhedssektorreformer. Hvis vi anskuer de officielle sikkerhedsstyrker finder vi også et overlap med PMF. Ifølge Institute for the study of War’s (ISW) rapport om de irakiske sikkerhedsstyrker fra 2017 har PMF-grupperne for længst infiltreret, og i nogle tilfælde overtaget, styringen af det føderale politi samt Iraks hærstyrker.

Der eksisterer seks føderale politidivisioner i Irak. To af dem er i høj grad styret af Badr, mens én bliver styret af Kataib al-Imam Ali (en mindre men yderst brutal og slagstærk pro-iransk gruppering). Ser man på hærstyrkerne, fremgår det, at Diyalas øverste kommando er styret af Badr, mens Ninewas er influeret af Kataib Hezbollah. De fleste andre enheder er enten påvirket eller infiltreret af de pro-iranske grupper i varierende grad. De kæmper så at sige ofte side om side med PMF-styrkerne.

Den store udfordring ved NMI er derfor tydelig. Hvordan stabiliserer og reformerer man et lands sikkerhedssektor, hvis selvsamme sektor og det politiske system består af overlappende enheder med divergerende og konkurrerende militærpolitiske aktører?

 

Danmark rejser afsted for at forhindre, at IS endnu engang får fodfæste i Irak og på ny bliver en national, regional og international trussel. Ikke desto mindre vil islamistisk terror formentlig blive denne missions mindste problem, da Iraks samlede stabilitet står på spil
_______

 

En sidste men essentiel nuance, som er værd at tage med, er terrordimensionen. Kataib Hezbollah og Ahl al-Haq er betegnet af USA (men ikke EU) som terrororganisationer. I januar 2019 foretog USA et droneangreb på den iranske general og leder af IRGCs ”Quds”styrke Qassem Soleimani. Angrebet vakte stor opsigt i internationale medier og tilspidsede amerikansk-iranske relationer. Men det gik under radaren, at Muhandis, daværende leder af Kataib Hezbollah og utrolig vellidt skikkelse i shiamuslimske kredse i Irak, sad sammen med Soleimani i en bil, da amerikanerne angreb. Det var to fluer med et smæk, men også en operation, der har tvang iranerne til gengældelsesangreb på den korte bane, og på den lange bane utvivlsomt vil øge den iranske prioritering af støttet til grupper som PMF.

Det er interessant at overveje, hvordan sikkerhedssektorreformer effektivt kan implementeres via NMI, når de stærkeste sikkerhedsaktører i Irak er kategoriseret af USA som terrorister, og derfor ikke umiddelbart kan integreres i den formelle sikkerhedssektor, og for den sags skyld har de næppe selv den store interesse for en sådan integration på nuværende tidspunkt. En ændring af dette vil forudsætte en optøning af relationen mellem USA og Iran.

Forhenværende irakiske premierminister Haider al-Abadi og den nuværende Mustafa al-Kadhimi har fremlagt et ønske om integrationen af PMF-styrkerne i den formelle sikkerhedssektor. Et ønske, der ikke vil imødekommes af PMF-styrkerne selv, da deres manøvrerum og indtjeningskilder i forvejen er gunstige. Denne hårdt optrukne front imellem premierministeren og hans styrker på den ene side og PMF-mosaikken på den anden side vil den dansk-ledte NMI skulle tage stilling til, eller som minimum være forberedt på at skulle navigere i. Kan vi ikke det, vil NMI glide over i en aktør-rolle, der i bedste fald er ligegyldig og i værste fald ender med at blive en destabiliserende faktor.

Danmark rejser afsted for at forhindre, at IS endnu engang får fodfæste i Irak og på ny bliver en national, regional og international trussel. Ikke desto mindre vil islamistisk terror formentlig blive denne missions mindste problem, da Iraks samlede stabilitet står på spil. Og det kommer til at foregå på spidsen af shiamilitsernes skarpe klinge, mens det med danske briller vil blive anset for at være en succes, hvis man bevarer status quo i forhold til den generelle sikkerhedssituation, hvilket i sig selv bliver en krævende opgave. ■

 

Denne hårdt optrukne front imellem premierministeren og hans styrker på den ene side og PMF-mosaikken på den anden side vil den dansk-ledte NMI skulle tage stilling til, eller som minimum være forberedt på at skulle navigere i. Kan vi ikke det, vil NMI glide over i en aktør-rolle, der i bedste fald er ligegyldig og i værste fald ender med at blive en destabiliserende faktor
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland