11.06.2020

Under coronakrisen har man i Nordeuropa som helhed styrket det sociale sikkerhedsnet mere end i Danmark ved fx at hæve dagpenge-satsen betydeligt. Den mere begrænsede danske respons skyldes måske en opfattelse af, at vores ydelser allerede er ret generøse, men det er der bare ikke belæg for, og konsekvensen af en mere tilbageholdende politik kan blive en højere ulighed.

Analyse af Kristian Kongshøj

Social- og velfærdspolitik og offentlige sundhedsservices har historisk fået et skub fremad i forbindelse med sygdomme og epidemier. Erfaringerne med SARS var fx helt afgørende for den efterfølgende næsten universelle udbredelse af statsstøttede sundhedsforsikringer i Kina i løbet af 00’erne, og manglen på et universelt sundhedssystem under coronakrisen er i dag et problem for et land som USA. Men også i vores verdenshjørne kan pandemien teste velfærdssystemet.

På grundlag af internationale databaser og andre kilder har jeg i min forskning kortlagt, hvorledes selve sikkerhedsnettet, dvs. overførselsindkomster i forbindelse med tab af arbejde og indkomst, er blevet tilpasset i Nordeuropa og de øvrige OECD-lande som følge af coronakrisen.

Alle OECD-lande har uden undtagelse på kort tid udvidet antallet af borgere, der har ret til eksisterende sociale ydelser ved at lempe adgangskrav og kvalifikationskriterier, eller udvide målgruppen for ydelserne. Væsentlig i Danmark har været udvidelsen af sygedagpenge til borgere i corona-risikogruppen, som bliver hjemme under genåbningen. Mange hæver også midlertidigt ydelsesniveauerne i den aktuelle krise for at holde hånden under borgernes økonomi og forbrugsmuligheder. Forsikringsbaserede ydelser (såsom dagpenge eller pension) ændres også i mange lande ved midlertidigt at sænke eller helt at fjerne forsikringsbidrag. Det har vi ikke set herhjemme, i høj grad fordi den danske velfærdsmodel er unik ved at sociale bidrag fylder så lidt til fordel for skattefinansiering (bortset fra pensionssystemet, som samtidig ligger i hænderne på arbejdsmarkedets parter og uden for politisk lovregulering)

Tabel 1: COVID-19-relaterede tilpasninger af sikkerhedsnet i Nordeuropa og nye ydelser i OECD

(X) indikerer signifikant udvidelse af eksisterende ordning for reduceret arbejdstid som nogenlunde ækvivalent til en lønkompensationsordning.

Midlertidige udvidelser af sikkerhedsnettet i Nordeuropa
Hovedkonklusionen, når vi sammenligner Danmark med det øvrige Nordeuropa, er, at Danmark har indført relativt få ændringer af det eksisterende i sikkerhedsnet. Her til lands har vi midlertidigt suspenderet 225-timersreglen for ret til kontanthjælp, samt sat dagpenge- og sygedagpengeperioderne i bero, så de ikke opbruges i coronatiden. Den første markante ændring, der minder lidt om lignende tiltag i udlandet, er den førnævnte udvidelse af adgangen til sygedagpenge. Efter konkret lægevurdering af hvorvidt den enkelte tilhører én af risikogrupperne, kan lønmodtagere få lov at blive hjemme med sygedagpenge eller fuld løn under genåbningsfaserne.

 

I nabolandene og det øvrige Nordeuropa har man dog som helhed indført langt flere ændringer. Fx har både Norge, Sverige og Finland gjort det meget nemmere at kvalificere sig til dagpenge, og både Norge og Sverige har hævet dagpengenes niveau betydeligt
_______

 

Disse tiltag udvider midlertidigt antallet af borgere, der gribes af sikkerhedsnettet. I nabolandene og det øvrige Nordeuropa har man dog som helhed indført langt flere ændringer. Fx har både Norge, Sverige og Finland gjort det meget nemmere at kvalificere sig til dagpenge, og både Norge og Sverige har hævet dagpengenes niveau betydeligt. I en krise er dette med til at afbøde et ellers endnu større fald i det private forbrug. Der har været lidt debat om midlertidigt at hæve ydelserne i Danmark, blandt andet med støtte fra nuværende og tidligere økonomiske ’vismænd’. Senest har regeringens ’ekspertgruppe’ i sin rapport diskuteret muligheden for midlertidigt at hæve dagpengeniveauet.

Den hidtil mere begrænsede danske respons skyldes måske til dels en opfattelse af, at vores ydelser allerede er ret generøse. Den opfattelse er der imidlertid ikke belæg for, når vi sammenligner med resten af Norden. Danmark og nabolandene har i høj grad afbødet store stigninger i ledigheden via lønkompensation eller lignende ordninger, men vi vil for alvor få testet sikkerhedsnettet i det øjeblik, man begynder at udfase hjælpepakkerne som senest fremført af regeringens ’ekspertgruppe’. Det kan presse politikerne til langt mere betydelige udvidelser af sikkerhedsnettet, for at undgå en gruppe af borgere, der muligvis ikke ellers ville kunne kvalificere sig til eksisterende ydelser. I de senere uger har vi i forvejen set et stigende antal borgere, der ikke har adgang til eksisterende ydelser, til dels som følge af tidligere reformer af førtidspension, kontanthjælp og dagpenge.

I mange lande har man også indført en lang række af nye ydelser rettet mod særlige grupper såsom selvstændige og andre, der havde besvær med at kvalificere sig til det eksisterende sikkerhedsnet. Mange nye ydelser retter sig også mod risikogrupper, der er skabt af pandemien, såsom borgere hjemsendt i karantæne eller forældre, der ikke længere kan få deres børn passet. Helt nye ydelser har dog været mindre udbredte i Nordeuropa, hvor man måske har set mindre behov for at supplere det eksisterende sikkerhedsnet. Men i flere sydeuropæiske og asiatiske lande, samt fx også Canada, USA og Australien, har man indført nye ydelser, og nogle af dem retter sig også mod et stort udsnit af befolkningen målrettet folk med lav indkomst.

Permanente forandringer af velfærdsstaten?
Det store spørgsmål er naturligvis om nogle af de mange forandringer af velfærdsstaterne får mere permanente konsekvenser. I udgangspunktet er næsten alt jo tænkt som noget midlertidigt. Når først man indført sådanne markante forandringer, kan nye politiske dynamikker dog gøre det svært bare at rulle alt tilbage. I de fleste OECD-lande har man givet selvstændige og andre med usikre arbejdsvilkår, der gør det svært at kvalificere sig til almindelige ydelser, adgang til nye eller eksisterende ydelser. Det kan blive svært at smide disse grupper ud igen, uden det fremstår urimeligt eller uretfærdigt.

 

Danmark og nabolandene har i høj grad afbødet store stigninger i ledigheden via lønkompensation eller lignende ordninger, men vi vil for alvor få testet sikkerhedsnettet i det øjeblik, man begynder at udfase hjælpepakkerne
_______

 

De permanente konsekvenser kan naturligvis også blive markante nedskæringer og forringelser på lidt længere sigt. Især i Danmark, men også store dele af det øvrige Nordeuropa, hvor udgangspunktet er lav gæld med lave eller negative renter, er der dog ingen grund til ikke at overføre de store midlertidige udgifter forbundet med de mange hjælpepakker fuldt ud til den offentlige gæld. Hvis man allerede på nuværende tidspunkt insisterer på at begynde at ’betale en regning’ med nedskæringer, øger man usikkerheden, utrygheden og forlænger krisen. Det var læren fra den sidste krise. Megen forskning har underbygget, at denne politik bidrog til at øge den politiske utilfredshed og mistillid, samt støtten til nye populistiske partier og politikere.

Der er skrevet og analyseret meget på udbredte epidemiers langsigtede betydning for social ulighed. Der er fx nogle indikationer på, at historiske epidemier i tidens løb har bidraget til at destabilisere eksisterende magthierarkier og skabe progressiv mobilisering for mere retfærdige vilkår. Mange af de seneste årtiers epidemier såsom SARS, Ebola, Zika mv. bidrog dog først og fremmest til at øge uligheden, der hvor de ramte, ligesom corona-pandemiens risici for at tabe indkomst og arbejde indtil videre kun synes at forstørre eksisterende klasseforskelle (ligesom de i øvrigt er forbundet med risikoen for at blive smittet). Det er især unge, indvandrere og socialklasser med lavere lønnede jobs som både har højere risiko for at miste arbejde og større vanskeligheder med at finde arbejde i den aktuelle situation. Mange med længere uddannelser og gode jobs i vidensøkonomien er omvendt mindre ramt af økonomisk nedtur og har også haft nemmere ved at tilpasse sig med hjemmearbejde.

Hvis øget ulighed ikke også skal blive resultatet denne gang, og man i øvrigt er optaget af social og politisk stabilitet, kræver det, at man under denne krise letter overgangsfasen fra hjælpepakker og genåbning ved midlertidigt at gøre sikkerhedsnettets ydelser mere fintmaskede og måske også mere generøse. Det kræver også, at man i den økonomiske politik balancerer flere hensyn og ikke hurtigt og ensidigt styrer efter at ’betale regninger’ med yderligere nedskæringer som efter forrige krise. ■

 

I de fleste OECD-lande har man givet selvstændige og andre med usikre arbejdsvilkår, der gør det svært at kvalificere sig til almindelige ydelser, adgang til nye eller eksisterende ydelser. Det kan blive svært at smide disse grupper ud igen, uden det fremstår urimeligt eller uretfærdigt
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne