10.08.2020

Anden bølge er her allerede, og den kan blive større, når skoler åbner og folk vender hjem fra ferie. De hidtidige erfaringer fra bl.a. Århus viser, at Danmark er dårligt rustet til at tage imod den, og derfor er spørgsmålet om skolelukninger heller ikke så enkelt, som det ofte fremstilles herhjemme.

Af Uffe Gardel

I disse dage kæmper de danske sundhedsmyndigheder mod nye epidemiske gløder et par steder i landet, alvorligst i Århus. Vi havde helt glemt, hvordan et klassisk epidemisk forløb ser ud, men vi ser det i Århus: 31. juli var der 468 positivt-testede i Århus, og præcis en uge senere, var der 694, altså en stigning på næsten 50 pct. Stigningen har været accelererende, for i de første døgn i august så vi en halv snes nye tilfælde pr. dag, så lidt mere, og lidt mere, og fra den 6. til den 7. voksede smittetallet med 68 eller mere end ti pct. på et enkelt døgn. Dét er mere end en glød; det er en epidemi i lys lue, om end stadig afgrænset geografisk. Tallene kan alle findes hos Statens Serum Institut.

Myndighederne synes ikke velforberedte på opgaven, selvom det er fem måneder siden, epidemien begyndte. Medierne har kunnet fortælle om meget lange ventetider bare på at blive testet, og derefter naturligvis ventetid på at få svar. Man har altså i dag, fem måneder efter epidemiens udbrud, ikke formået at skabe en mobil og fleksibel testkapacitet.

Arbejdet med smitteopsporing virker heller ikke velfungerende. Danmark har, som de fleste lande i Europa, valgt en tilgang præget af frivillighed og tillid; vi tvinger ikke borgerne til at underkaste sig hverken overvågning, test eller karantæne. Alt er baseret på borgernes frivillige overholdelse af anbefalinger. Men sådan en tilgang forudsætter til gengæld, at myndighedernes anbefalinger er tydelige og målrettede – fx i form af en smitteopsporingsindsats, som virkelig sørger for at få kontakt til alle, der kan tænkes at være blevet smittet af en smittebærer.

 

Man har altså i dag, fem måneder efter epidemiens udbrud, ikke formået at skabe en mobil og fleksibel testkapacitet
_______

 

Det gør Danmark ikke. Der er ikke engang en anbefaling om, at besøgende på cafeer og lignende skal kunne skrive sig på besøgslister, fysiske eller digitale. Selve indsatsen med kontaktopsporing kunne tilsyneladende også godt optimeres: Berlingske kunne forleden fortælle, at smitte-opsporerne hos Styrelsen for Patientsikkerhed har en politik med at ringe tre gange, sende en SMS og et brev i e-boks til mulige smittede, og derefter lukkes sagen. Resultatet af den politik er, at man kun får fat i ni ud af ti, man skal have advaret. Styrelsen mente selv, at dette resultat var tilfredsstillende.

Samtidig er en vis forvirring i meldingerne fra myndigheder og andre dele af staten. På det seneste har vi set Sundhedsstyrelsen gøre omkring i sin holdning til, om det hjælper at bruge maske. Efter i månedsvis at have hævdet, at maskebrug blandt almindelige borgere ikke gav mening, anbefalede styrelsen pludselig brug af masker i kollektiv trafik i myldretiden. Samtidig fik vi et mærkværdigt mellemspil, hvor DSB – uden overhovedet at rådføre sig med Sundhedsstyrelsen– benyttede styrelsens nye maske-anbefaling til at ophæve kravet om pladsbillet i togene. Pladsbilletterne kom meget hurtigt tilbage, fordi transportministeren greb ind, men episoder som disse er ikke heldige, når vi har et system, der bygger på borgernes frivillige samarbejde om at håndhæve reglerne. Sådan et samarbejde forudsætter nemlig, at borgerne forstår, hvad reglerne er, og hvorfor de er, som de er. Det bliver sværere, hvis borgerne får indtryk af stor uenighed mellem forskellige dele af statsapparatet.

Danmark kan altså komme i vanskeligheder, hvis vi rammes af en ny bølge af smitte.

En sådan anden bølge taler flere og flere lande om som en konkret bekymring. I Frankrig har regeringens videnskabelige rådgivere rådet myndighederne til at forberede sig. Uden tilstrækkelige forholdsregler som afstandsregler, maskebrug og håndhygiejne ”kan man ikke udelukke en genopblussen af epidemien efter sommeren, særligt i forbindelse med dårligt kontrollerede menneskemængder,” skriver Det Videnskabelige råd i sin nyeste rapport.

 

Når man ser på tallene i en række lande, så ser det faktisk ud, som om ”anden bølge” allerede skvulper ind over os nu
_______

 

Status lige nu er da også, at europæiske lande enten strammer reglerne eller opgiver planlagte lempelser. Italien har forlænget sine nuværende regler, og Polen, et af de få lande som ikke har haft krav om maskebrug, gør fra næste måned maskerne obligatoriske i regioner med særligt høje smittetal.

Ved begyndelsen af epidemien havde mange fagfolk en forestilling om, at epidemien ville forløbe ligesom andre luftvejssygdomme som influenza og forkølelse; de tager kraftigt af om sommeren, og vender tilbage med det kolde efterårsvejr. De epidemiske forløb i lande som Brasilien og USA tyder dog på, at COVID-19 ikke er nær så afhængigt af vejret som sin ufarlige fætter forkølelsen.

Når man ser på tallene i en række lande, så ser det faktisk ud, som om ”anden bølge” allerede skvulper ind over os nu. Her er en kurve over antal nye konstaterede tilfælde i en række lande, opgjort som glidende gennemsnit over syv dage og sat i forhold til befolkningens størrelse:


Kilde: Our World in Data

Der er god fart på de danske tal, og også på de norske. Tallene skal som altid læses med det meget store forbehold, at de er afhængige af landenes testpolitik. Og Sverige har over den seneste måned testet færre og færre personer. Men med det forbehold må vi sige, at bølgen er her.

Der er samtidig to grunde til, at den kan blive endnu større den kommende tid.

For det første vender folk efterhånden hjem fra ferie, og mange af dem har smitte med hjem. I Tyskland viser tests, at 2,5 pct.pct. af de ferierejsende fra risikoområder var smittet, da de kom hjem. Tallet stammer dog kun fra et enkelt forbundsland, Nordrhein-Westfalen, og det kan være overdrevet, fordi det var frivilligt at lade sig teste. Men alligevel: 2,5 pct. er en ”relativt høj” andel, som Nordrhein-Westfalens sundhedsminister sagde.

 

[F]orskerne […] konstaterer, at skolelukninger på den ene side faktisk ser ud til at mindske smitten, men på den anden side er forbundet med store omkostninger
_______

 

For det andet vender børnene tilbage til skolerne. Jeg har bemærket, at der begynder at brede sig en forestilling om, at de massive skolelukninger nok slet ikke gjorde den store forskel, og at børn ikke er smittespredere i væsentligt omfang. Det ses fx i i en artikel fra Altinget, hvor en virolog citeres for at sige, at ”[e]rfaringen viser, at vi ikke skal bekæmpe corona med omfattende restriktioner målrettet de yngre børn. Under coronaepidemien i Danmark har der kun været meget få indlæggelser af børn i aldersgruppen nul til ni år, og genåbningen af vuggestuer og børnehaver har ikke ført til opblusset smitte.”

Desværre har journalisten ikke stillet et modspørgsmål om, hvorvidt det mon kunne tænkes, at børnene smittede, selv om de ikke kom på hospitalet.

Det er vanskeligt at teste skolelukningernes virkning i Europa, fordi skolerne blev lukket samtidig med, at man iværksatte en række andre tiltag. I USA skete lukningerne lidt mere tidsforskudt, men i en ny videnskabelig artikel må to amerikanske forskere erkende, at det er umuligt at drage nogen endelig konklusion, og at der skal mere forskning til: ”Der er stadig betydelig usikkerhed om børns og unges rolle i overførslen af SARS-CoV-2”, skriver forskerne og konstaterer, at skolelukninger på den ene side faktisk ser ud til at mindske smitten, men på den anden side er forbundet med store omkostninger. Situationen er altså ikke nødvendigvis så enkel, som den danske virolog hævdede. ■

 

Myndighederne synes ikke velforberedte på opgaven, selvom det er fem måneder siden, epidemien begyndte
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland