10.06.2020

De mange erfaringer fra korsang som en såkaldt ”supersprederbegivenhed” giver os grund til at undre os over, at Black Lives Matter demonstrationerne blev gennemført, som de gjorde. Men landets genåbning har været så omfattende, at den kan have fremkaldt et indtryk af normalitet – en normalitetsillusion. Selv fitnesscentre genåbner, og vi har allerede i nogen tid – modsat i Sverige – kunnet gå i biografen.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Af Uffe Gardel

ET AF DE aktuelle danske diskussionsemner er Black Lives Matter-demonstrationerne i København; for var det nu en god idé at samles mange mennesker på et tidspunkt, hvor vi er i gang med at genåbne landet, og politiet stadig uddeler store bøder til folk, som sætter sig på en bænk et sted, hvor der er lokalt opholdsforbud?

Jeg har ikke kunnet finde nogen forskning i smittefaren ved akkurat demonstrationer, men der er efterhånden tilstrækkeligt med historier om ”superspredningsbegivenheder” til, at man må gå ud fra, at der er en risiko ved mange mennesker i tæt kontakt, også selv om det er udendørs. I Tyskland havde vi et karneval i Heinsberg i Nordrhein-Westfalen, som satte fut i epidemien dér, i Milano var det en fodboldkamp, og i Stockholm var det blandt andet nogle runde fødselsdage i det bedre borgerskab.

Der er en samværsform mere, vi ved noget om, og det er korsang: Dét er tilsyneladende virkelig smittefarligt, men måske er det ikke så underligt: Deltagerne synger af deres lungers fulde kraft, og hvad der er i lungerne, kommer gerne ud i luften i dråbeform.

Nu synger man ikke i kor ved demonstrationer, men man råber dog slagord af den ene og anden slags. Erfaringerne med korsang kunne godt tages som et fingerpeg om, at demonstranter skal holde god afstand fra hinanden. Pressefotos af de københavnske demonstrationer viser folk, som stod tæt sammen. Nogle bar mundbind, men de var klart i mindretal på de billeder, jeg har set, og det er derfor heller ikke urimeligt at tro, at råbende demonstranter udsætter sig for noget af den samme risiko som folk, der synger i kor.

 

Nu synger man ikke i kor ved demonstrationer, men man råber dog slagord af den ene og anden slags. Erfaringerne med korsang kunne godt tages som et fingerpeg om, at demonstranter skal holde god afstand fra hinanden
_______

 

Fra Danmark har vi en helt frisk historie om et kirkekor, hvis medlemmer lagde sig syge på stribe, og i Sverige er der lignende og ganske aktuelt eksempel. ”Korsang er noget af det farligste, som findes,” siger en svensk bakteriolog i en kommentar.

Og der er mere endnu. Den 8. marts, altså lige før alt lukkede ned, blev Bachs Johannespassion opført ved en koncert i Amsterdam. Det er et stykke musik, som kræver et stort kor, 130 sangere i dette tilfælde, hvilket giver os et fornuftigt stort datagrundlag at arbejde med. Og datagrundlaget fortæller os, at i ugerne efter blev 102 ud af de 130 sangere syge. Sagen er omtalt af The Guardian, som også nævner eksempler fra USA og Storbritannien.

I USA har vi nemlig også et temmelig markant eksempel: 61 mennesker deltog i en to en halv time lang øvesession i et kor i delstaten Washington den 10. marts. Én af dem var lidt småsyg på dagen men deltog alligevel. Det skulle han ikke have gjort, for han havde faktisk COVID-19, og han smittede 51 af de øvrige 60 deltagere. Det tal burde vel tale for sig selv, men det har alligevel ikke været så ligetil at få de føderale sundhedsmyndigheder til at advare mod korsang. Måske på grund af præsident Trumps generelle fritagelse af kirkesamfund fra corona-restriktioner valgte myndighederne at droppe den advarsel, de ellers netop havde fremsat .

Men her i Danmark behøver vi jo ikke at tage hensyn til præsident Trump. Vi kan vel sige det, som det er: Man skal lade være med at synge og råbe sammen med andre mennesker. Og hvis man endelig insisterer på at gøre det, bør man holde adskillige meters afstand.

EGENTLIG BURDE DETTE jo sige sig selv, og man kan derfor undre sig over, at demonstrationerne i København blev gennemført i den form, de blev. Men landets genåbning har været så omfattende, at den kan have fremkaldt et indtryk af normalitet; en normalitetsillusion, vil jeg kalde det. Selv fitnesscentre genåbner, og vi har allerede nogen tid kunnet gå i biografen. Det kan man faktisk ikke i vores naboland Sverige. Uanset at det ikke direkte er forbudt biografer at holde åbent i Sverige, har omfanget af ”anbefalinger” fra myndighederne fået de fleste svenske biografer til at lukke allerede i marts.

 

For så vidt behøver danskere slet ikke at rejse så langt for at opleve samfund, som i en helt anden grad har paraderne oppe over for epidemien. I Malmø er der som nævnt ingen biografer åbne, og vover danske turister sig til Berlin, når der bliver givet grønt lys den 15. juni, så skal de have maske på i al offentlig transport
_______

 

Danske skolebørns skolegang er heller ikke helt normal endnu; klasserne er delt, og der er mange hygiejneregler. Men sammenligner man det med, hvad der venter spanske skolebørn, er forholdene hos os næsten normale: Når eleverne vender tilbage til skolen den 7. september, skal de være iført maske, hvis ikke de kan holde en afstand på minimum to meter til andre elever. Hver morgen, før de går hjemmefra, skal de tage deres temperatur, og de skal blive hjemme, hvis den er forhøjet. De må ikke have ting med, som kan bære virus, så høretelefoner og bolde er forbudt, og myndighederne anbefaler, at de helst skal gå til fods eller cykle. De spanske myndigheder er endda liberale; de har ingen særlige regler for, hvad børnene må lave i frikvarteret. Det har man i Frankrig, hvor fx boldspil er forbudt.

For så vidt behøver danskere slet ikke at rejse så langt for at opleve samfund, som i en helt anden grad har paraderne oppe over for epidemien. I Malmø er der som nævnt ingen biografer åbne, og vover danske turister sig til Berlin, når der bliver givet grønt lys den 15. juni, så skal de have maske på i al offentlig transport, og vil de shoppe, skal masken også frem.

Danmark er en ø af kunstig normalitet midt i et Europa, som slet ikke er færdig med epidemien endnu.

Jeg bemærker i øvrigt, at der i visse kredse er opstået en diskussion om, hvorvidt den moderate danske nedlukning overhovedet havde nogen virkning. Det er en besynderlig diskussion, fordi det er så let at afgøre den: Nedenstående graf viser antal nye hospitalsindlagte med COVID-19 pr. dag, opgjort som et tredages rullende gennemsnit. De første runder af nedlukningen – lukning af skoler og offentlige arbejdspladser – viste sig ikke rigtigt i indlæggelsestallene, men det gjorde den sidste og største del af nedlukningen, hvor en mængde servicevirksomheder lige fra restauranter til frisører blev lukket. ■



 

Vi kan vel sige det, som det er: Man skal lade være med at synge og råbe sammen med andre mennesker. Og hvis man endelig insisterer på at gøre det, bør man holde adskillige meters afstand
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?