19.05.2020

Hvad er risikoen for at dø, hvis man bliver smittet? En række undersøgelser gør, at vi kan kredse os ind på tallet. Særligt en ny, stor spansk undersøgelse giver os et mere indgående indblik og understreger samtidig, hvor langt selv hårdt ramte lande er fra at opnå såkaldt flokimmunitet. Derudover må påstanden om, at dødeligheden er sammenlignelig med en influenza-epidemi, være endeligt tilbagevist.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—
Af Uffe Gardel

Spanien er et af de lande, som har iværksat omfattende stikprøveundersøgelser for at finde ud af hvor mange, som har været smittet. Undersøgelsen er fortsat i gang, men de første tal fra 61.000 stikprøver viste, at fem procent på landsplan havde antistoffer mod virussen.

Der var store regionale forskelle; Madrid målte 11,3 procent og den centrale region Catilla la Mancha havde 10,8 procent. Langt fra centrum, for eksempel i det sydspanske Andalusien, var forekomsten kun et par procent.

Selv om Spanien har været igennem et mareridt, er landet altså stadig meget langt fra de cirka 60 procent modstandsdygtighed, der skal til for at holde epidemien i ro uden særlige indgreb, den såkaldte flokimmunitet.

Samtidig giver undersøgelsen et fingerpeg om sygdommens reelle dødelighed: Vi kender jo antallet af coronadøde i Spanien; det er 27.000. Det svarer til 1,2 procent af de smittede i Spanien med det, vi nu ved; altså en IFR, Infection Fatality Rate, på 1,2 procent.

Undersøgelsens smittetal blev straks imødegået fra svensk side. Anders Björkman, professor i infektionsmedicin ved Karolinska Instituttet sagde, at det var ”sandsynligt”, at der i virkeligheden er dobbelt så mange smittede – og dermed halvt så høj IFR. De spanske prøver er nemlig taget fra 27. april og til 11. maj, altså med 4. maj som mediandato, og
da det tager omkring to uger at udvikle antistoffer, er de testede blevet syge senest den 20. april, forklarede Björkman.

”Anders Björkman tror derfor, at resultaterne, som præsenteres nu, afspejler andelen af smittede for omtrent en måned siden. At mængden af smittede er blevet fordoblet siden, anser han for sandsynligt,” skrev SVT i sin omtale.

 

Selv om Spanien har været igennem et mareridt, er landet altså stadig meget langt fra de cirka 60 procent modstandsdygtighed, der skal til for at holde epidemien i ro uden særlige indgreb, den såkaldte flokimmunitet
_______

 

Min bemærkning er, at den svenske ekspert nok tager udgangspunkt i en svensk virkelighed. Hvis antallet af smittede skulle være blevet fordoblet siden 20. april, ville der være tale om en vækst på tre procent pr. dag, og det ville svare til et reproduktionstal på 1,15, hvilket vil sige, at hver enkelt smittede i gennemsnit giver smitten videre til 1,15 andre.

Men de spanske myndigheder har i hele perioden siden 20. april målt et meget mindre reproduktionstal. Det fremgår af tabellen herunder. Tallet har hele vejen igennem været under 1, hvilket betyder, at antallet af smittede falder fra dag til dag. Reproduktionstallet har ovenikøbet været faldende i perioden.


Kilde: Instituto de Salud Carlos III, Centro Nacional de Epidemologia

Så er der mere hold i to andre svenske eksperters kritik, der mener, at der er en betydelig usikkerhed ved den slags tests, idet de kun fanger 80 procent. Den spanske sundhedsmyndighed, ISCIII, skriver i forbindelse offentliggørelsen af resultaterne, at testens følsomhed ”vurderes at ligge over 80 procent”, men lad os imødekomme de svenske indvendinger mest muligt og antage, at kun 80 procent af de smittede er blevet fanget af testen. Så for at få det sande antal smittede skal man dividere med 0,8 – hvorved IFR straks falder til 0,9-1 procent.

Hvorfor er svenske eksperter så kritiske? Formentlig fordi en så høj IFR understreger, at det er en risikabel vej, Sverige følger ved ikke at slå så hårdt ned på epidemien som andre lande.

Kan spansk dødelighed oversættes direkte til danske forhold? Ikke nødvendigvis. Det spanske sundhedsvæsen har været under et kæmpe pres, som kan have givet højere dødelighed. Det kan også tænkes, som en løs hypotese, at kontakten mellem yngre og ældre er tættere end i Danmark, så ældre udsættes for mere smitte, hvilket vil give alvorligere sygdomsforløb.

I Belgien viser en mindre stikprøveundersøgelse, at seks procent af befolkningen har antistoffer, og korrigerer man det tal for usikkerhed, ligesom de spanske tal, når man frem til en dødelighed på omkring én procent.

I Danmark mangler vi stadig en stor befolkningsundersøgelse, men vi har dog efterhånden fået så mange tal fra undersøgelserne af bloddonorkorpset, at vi begynder at kunne få et overblik: For landet som helhed svinger tallene mellem halvanden og to en halv procent med antistoffer. Bloddonorerne er ikke repræsentative, men hvis vi nu bare antog, at de var, tog midtpunktet mellem højeste og laveste tal og korrigerede det med en fejlvisning på 20 procent, så har 145.000 danskere været smittede. Det giver en dødelighed på 0,38 procent.

 

Endelig har en australsk epidemolog, Gideon Meyerowitz-Katz, lavet et lille metastudie på 13 forskellige forskningsrapporter, der beregner en IFR; hans konklusion er, at tallene ligger i spændet 0,5-1,0 procent
_______

 

Men vi begynder også at få dødelighedstal fra vores nærmeste naboer; tal vi bedre kan sammenligne med. Norges sundhedsmyndighed, Folkehelseinstituttet, ændrede lørdag sine modelparametre og sænkede sit estimat for antallet af smittede i landet fra 52.000 til 36.000. Med 232 registrerede døde giver det en IFR på 0,64 procent.

Og her ligger Sverige faktisk på linje. Den svenske sundhedsmyndighed, Folkehälsomyndigheten, vurderer nu, at dødeligheden blandt de smittede i Stockholm er 0,6 procent. Tidligere har statsepidemolog Anders Tegnell talt om 0,2-0,3 procent, men nye beregninger fører altså til et andet resultat. Faktisk har man i Stockholm-regionen kommuner og bydele, hvor mellem én og halvanden promille af den samlede befolkning er død af COVID-19.
Det gør det vanskeligt at opretholde en hypotese om, at sygdommens dødelighed, altså antal døde i forhold til antal smittede, kun er de to-tre promille, Tegnell har talt om.

Sveriges Radios artikel om sagen (se linket ovenfor) konstaterer tørt, at hvis dødeligheden er 0,6 procent, og halvdelen af Sveriges befolkning vil blive smittet, så vil 30.000 mennesker dø.

Endelig har en australsk epidemolog, Gideon Meyerowitz-Katz, lavet et lille metastudie på 13 forskellige forskningsrapporter, der beregner en IFR; hans konklusion er, at tallene ligger i spændet 0,5-1,0 procent.

En sådan endnu ikke fagfællebedømt forskningsrapport er denne, der specifikt kigger på Italien, og ved at regne på overdødelighed når den frem til, at IFR i Lombardiet har ligget på 0,61 procent.

Rapporten, som kun er et såkaldt preprint og dermed endnu ikke valideret af andre forskere, konkluderer desværre også endnu en ting, nemlig at forskellen på dødeligheden i forskellige aldersgrupper er endnu større end hidtil antaget: For folk under 50 var IFR små brøkdele af en promille, altså noget, som næsten ikke kan måles.

 

Konklusion er, at IFR for hele den danske befolkning ligger nok et sted mellem 0,4 og 0,6 procent; det er mit lægmandsskøn. Men tallet svinger ekstremt med alder
_______

 

For 50-59-årige var den 0,17 procent, for 60-69-årige 0,7 procent, for 70-79-årige 2,53 procent, for 80-89-årige 7,12 procent og endelig var den 17,5 procent for folk, som var fyldt 90.

Og så er vi fremme ved problemet med at beregne og tale om en IFR for denne sygdom. Spørgsmålet må uundgåeligt udløse modspørgsmålet: ”Hvem skulle du spørge fra?” Det, de fleste gerne vil vide, er, hvad deres risiko for at dø er, hvis de bliver smittet. Det kan en gennemsnitlig IFR ikke give noget svar på. Konklusion er, at IFR for hele den danske befolkning ligger nok et sted mellem 0,4 og 0,6 procent; det er mit lægmandsskøn. Men tallet svinger ekstremt med alder.

Er 0,4-0,6 procent meget? Det er, som man tager det. Det er i hvert fald højt nok til, at enhver tale om, at IFR bare er en slags slem influenza, burde forstumme. Jeg har iagttaget en del ellers begavede debattører, ikke mindst blandt borgerlige liberale, som gerne fremfører denne påstand. For en uge siden gjorde økonomiprofessor Christian Bjørnskov netop det. I en blog sammenlignede han dødeligheden under COVID-19-epidemi med seneste alvorlige influenza-epidemi, men han glemte at nævne, at vi jo ikke havde nogen nedlukning under influenza-epidemien, og glemte at spørge sig selv, om det mon sker hvert år i influenzasæsonen, at det italienske og spanske hospitalsvæsen synker i knæ.

COVID-19 er ingen pest, eller bare en ny Spansk Syge, men det er alligevel en alvorlig sygdom. De mange undersøgelser viser, at virussen som samfundsproblem er for alvorligt til at blive brugt som intellektuel legeplads af liberale debattører. ■

 

COVID-19 er ingen pest, eller bare en ny Spansk Syge, men det er alligevel en alvorlig sygdom. De mange undersøgelser viser, at virussen som samfundsproblem er for alvorligt til at blive brugt som intellektuel legeplads af liberale debattører
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?