Uffe Gardel følger udviklingen #32: Risikerer vi en ny eksplosion i smitte?
11.05.2020
.Regering og myndigheder har givet efter for politisk pres og fortæller om deres beregninger, selvom visse data stadig mangler at blive offentliggjort. Tallene ser faretruende ud og afhænger af danskernes selvdisciplin sommeren over. Uforholdsmæssigt mange ikke-vestlige indvandrere og efterkommere er desuden smittet, og det er der måske en interessant forklaring på.
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
—
Af Uffe Gardel
Efter at have opført sig, som var landet i krig og virussen en fjende, der lyttede med, har regering og myndigheder de seneste døgn givet efter for presset og er begyndt at fortælle mere om deres arbejde.
Situationen var efterhånden også blevet uholdbar. På flere pressemøder blev mediernes spørgsmål om detaljer i beregningerne afvist med henvisning til, at de matematiske modeller indgik ”i en politisk proces”, som Serum Instituttets Kåre Mølbak formulerede det. Forskere fortalte om en hidtil uset lukkethed:
”[U]nder denne pandemi har vi desværre oplevet en modvilje mod deling af data, som vi aldrig før har oplevet. Det er i den grad hæmmende for vores arbejde med udbruddet. Vi har brug for dagsaktuelle data til at kunne forstå udviklingen”, skrev tre læger – heraf to professorer i infektionsmedicin – i et debatindlæg i Berlingske, men det afgørende for den øgede gennemsigtighed blev nok kritikken fra de politiske partier, som regeringen gerne ville indgå en aftale med om genåbningen.
Svaret fra regeringen på kritikken kom i form af en 69 sider lang ekspertrapport, og gad vide, om alle politikere virkelig fik læst den grundigt igennem før forhandlingerne. Man må håbe det, for rapporten viser hvor tynd is, vi nu bevæger os ud på. I bilagene kan man finde denne graf, som viser, hvordan belastningen af intensive sengepladser i Region Hovedstaden vil udvikle sig i et åbningsscenario, som stort set svarer til det, de politiske partier blev enige om før weekenden. Der er vist kurver for alle regioner, men Hovedstaden er den mest interessante, for det er her, sygdommen er mest udbredt, og dermed også den, hvor vi vil se den voldsomste effekt på sengebelastningen af åbningen:
De lysegrå områder viser den statistiske usikkerhed; den lodrette akse angiver antal indlagte.
Det ser lidt faretruende ud, synes jeg; kurven er stigende midt i juli, hvor prognosen slutter. Serum Instituttet skriver ganske vist, at ”en væsentlig del af disse kurver i den efterfølgende måned topper og bøjer af”; man har bare ikke villet vise det, fordi ”[b]estemmelsen af denne top er […] usikker og er som følge heraf ikke medtaget”. Er det mon også kurverne for Region Hovedstaden, som vil toppe og falde igen? Har politikerne spurgt om det?
Nå, men dette er så, hvad man venter vil ske, hvis vi bliver ved med at holde god afstand. Hvad nu hvis vi kun holder halv afstand? Så ser det sådan ud:
Og hvis det hele går op i ren løssluppen sommerglæde, og vi holder op med at opføre os, som vi plejer, så får vi dette billede:
Altså en nærmest lodret stigning i løbet af juni og juli. Går vi ind i dette forløb, vil politikerne selvfølgelig gribe ind og genindføre nogle af restriktionerne. Her skal vi bare huske, at der er lang reaktionstid: Hvis der går 14 dage, fra folk bliver smittet, til de bliver indlagt på intensiv, så går der jo også 14 dage, før en ny stramning vil få effekt.
…rapporten viser hvor tynd is, vi nu bevæger os ud på
_______
Er det relevant kun at se på Region Hovedstaden? Ja, det er absolut relevant. Er der pres på de storkøbenhavnske hospitaler, er det ingen trøst, at der er masser af tomme senge i Jylland. Når først en patient er lagt i respirator, er vedkommende ikke sådan at flytte. Så kan man selvfølgelig flytte respiratorer i stedet, men det tager tid, og respiratoren skal være på plads, når patienten bliver indlagt.
Det hører med i billedet, at intensivpatienter ofte ender i dødsstatistikken; 37 procent af intensivpatienterne i Region Hovedstaden er døde.
Så der venter os en spændende sommer. Kan københavnerne finde ud af at holde afstand? Husk: Dette er ikke en alarmistisk amatørepidemologs hjemmelavede kurver, det er materiale fra Statens Serum Institut, som er indgået i forhandlingerne om en genåbning. Interesserede vil kunne finde de tre diagrammer på side 46, 50 og 51 i SSI’s rapport.
Desværre vil forskerne, jeg citerede ovenfor, nok stadig ikke kunne forstå, hvordan SSI egentlig beregner R, altså reproduktionstallet, der angiver antallet af personer, som en smittet person giver smitten videre til; et tal der hænger direkte sammen med væksten i antallet af smittede. Der står nemlig ikke andet herom i den ellers omfangsrige rapport, end at man regner på antal nyindlagte, og at man er gået over til at regne regionsvis, fordi regionerne udvikler sig så forskelligt.
På SSI’s website kan man desuden læse, at man bruger antal nyindlagte til at beregne R, at der er fire dages forsinkelse i tallene, og at man regner med 4 til 7 dage fra en person smittes, til vedkommende giver smitten videre. Fint nok, men det besvarer stadig ikke spørgsmålet om, hvordan SSI pludselig i slutningen af april kunne nå frem til, at reproduktionstallet var steget voldsomt igen, selv som antallet af nyindlagte stort set er faldet jævnt igennem april. Men at vi overhovedet er begyndt at få tal for antal nyindlagte, er dog et stort fremskridt, som gør det muligt for både eksperter og amatører at følge bedre med.
Sundhedsstyrelsen har hidtil stædigt insisteret på, at danskere bor så godt, at der ikke er grund til at oprette karantænehoteller, hvor smittede og mistænkt smittede kan isoleres. Det er det så ikke alle, der gør…
_______
Indvandrere og covid-19
En anden interessant nyhed fra SSI er, at ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør en uforholdsmæssig stor andel af dem, som konstateres smittede. De udgør ni procent af befolkningen, og 8,2 procent af de testede – men 18 procent af de bekræftede smittede. SSI har endda analyseret helt ned på oprindelsesland, og det viser sig, at incidensen er virkelig høj for indvandrere fra Kuwait, Marokko og Jordan – over 1.000 tilfælde pr. 100.000 indbyggere – og noget lavere for efterkommere fra de samme lande.
Men hvad er grunden? Den er måske simpelthen, at indvandrere bor tæt.
”Man kan på baggrund af denne opgørelse ikke direkte sige, hvad årsagen er til denne højere forekomst. Dog kan en større beboelsestæthed blandt nogle grupper af indvandrere og efterkommere spille en rolle. Der er således et højere antal adresser med fem eller flere smittede personer af ikkevestlig oprindelse på samme adresse i flere københavnske kommuner,” skriver SSI i rapporten.
Det vidste vi jo godt: Jo tættere man er på en smittet person, jo større risiko for at blive smittet. Og allerede i februar kunne WHO fra Kina fortælle os, at de fleste smittes af nogen, de bor sammen med.
Sundhedsstyrelsen har hidtil stædigt insisteret på, at danskere bor så godt, at der ikke er grund til at oprette karantænehoteller, hvor smittede og mistænkt smittede kan isoleres. Det er det så ikke alle, der gør, og der kan såmænd også være mange etniske danskere, som lever mange sammen; dem er der bare ikke lavet særlige rapporten om. Vil det nye tal fra SSI mon få styrelsen til at ændre holdning?
Epidemien er blevet politik, og modstanden mod nedlukningen en ny tumleplads for politiske ekstremister
_______
Nyheder udefra
En enkelt ting udefra: Tyskland kom sent i gang med nedlukning, men da nedlukningen kom, var det med skrappere regler end de danske. Og nu har tyskerne virkelig fået nok. Lørdag var der demonstrationer i flere tyske byer mod nedlukningen, for eksempel München, Berlin og Frankfurt, men også i en række mindre byer.
Demonstrationerne tiltrak ifølge flere tyske medier en skønsom blanding af højreekstremister, konspirationsteoretikere, borgerretsaktivister, antivaxere sammen med tilsyneladende helt almindelige mennesker. Epidemien er blevet politik, og modstanden mod nedlukningen en ny tumleplads for politiske ekstremister.
Det er et dumt tidspunkt, at tyskerne mister tålmodigheden på. Lørdag kunne det tyske epidemiinstitut Robert-Koch-Institut nemlig meddele, at reproduktionstallet er kravlet op på 1,1. Epidemien er altså i gang igen. ■
Det ser lidt faretruende ud, synes jeg; kurven er stigende midt i juli, hvor prognosen slutter
_______
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Shoppingcentret Fields slår dørene op igen for kunder i København, 11. maj 2020 [Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]