Uffe Gardel følger udviklingen #30: Sverige – forbillede eller skræmmebillede?
01.05.2020
.Er det sandt, at Sveriges coronastrategi udgør en model for andre lande at efterligne? Lytter man til, hvad WHO rent faktisk siger – og ikke hvordan medierne rapporterer det – så er svaret både ja og nej. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at kigger man på antallet af døde i Sverige som følge af corona, kan strategien ikke tolkes som den europæiske succeshistorie, nogle gør det til.
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
—
Af Uffe Gardel
Det har vakt international opsigt, at WHO angiveligt har udnævnt Sverige til et forbillede – og så på en dag, hvor Sverige måtte offentliggøre over 100 nye covid-døde, et antal som omregnet efter befolkningens størrelse kun blev overgået af Italien i en periode på 15 dage.
Her er fx, hvad Ritzau citerede Michael Ryan, en af WHO’s direktører, for: ”Jeg tror, at Sverige repræsenterer en fremtidig model. Hvis vi ønsker at vende tilbage til et samfund uden lukninger, skal samfundet tilpasse sig i en potentielt lang periode, hvor vores fysiske og sociale forhold skal tilpasse sig virusset”.
Sådan blev Ryans udtalelser gengivet af Ritzau, hvis artikel blev genbrugt af mange medier. DR bragte den for eksempel under overskriften ”WHO om Sveriges coronastrategi: ‘En fremtidig model’”. Ritzaus artikel byggede på en artikel fra det svenske nyhedsbureau TT, men TT’s gengivelse er fordrejet til det forvrøvlede. Hvad værre er: Dette vrøvl er ansvarsløst. Man risikerer, at en eller anden sagesløs politiker læser dette og straks tænker, at vi måske burde justere vores corona-kurs.
Godt, men hvad er der så galt her?
WHO er en del af FN-systemet, og her taler man altid pænt om sine medlemslande. Det kan være svært for os at afkode her i Norden, hvor vi plejer at sige tingene ligeud. Det var i øvrigt nok en del af forklaringen på, at det varede så længe, før den danske regering begreb, at WHO’s krav om mere test og smitteopsporing også gjaldt os. Jeg fandt udskriften fra WHO’s pressekonference onsdag (det kunne Ritzau også have gjort, men det er selvfølgelig nemmere at skrive af fra TT), og her er, hvad man kan læse ud af den:
For det første roser Ryan ikke den svenske covid-19-strategi. Det er først, når vi genåbner, han mener, vi kan bruge Sverige som model: ”Jeg tror, at hvis vi skal nå tilbage til en ny normaltilstand, udgør Sverige på mange måder en fremtidig model […] hvis vi vil tilbage til et samfund, hvor vi ikke har nedlukning, så skal samfundet måske vænne sig til en mellemlang eller måske længere periode, hvor vores fysiske og sociale forhold til hinanden skal ændres efter virussens tilstedeværelse.”
For det andet har Ryan faktisk ikke den store fidus til den svenske model i det hele taget: ”Det, de har gjort anderledes, er, at de virkelig, virkelig har stolet på, at deres egne borgere kunne gennemføre denne fysiske afstand, og vi må vente og se, om det bliver en fuldkommen succes eller ej.” Det er jo noget lidt andet end det, Ritzau skrev.
Men alle andre lande i Europa end disse seks har færre døde end Sverige. Ud af 41 andre europæiske lande har de 35 i dag færre døde pr. million indbyggere end Sverige
_______
Men det er ikke det hele. For Michael Ryan benyttede også lejligheden til at banke en kølle ned over den flokimmunitetsstrategi, som den svenske sundhedsmyndighed Folkhälsomyndigheten i hvert fald har flirtet med, om end aldrig fuldt ud vedgået sig. Ryan tror simpelthen ikke på, at vi er bare i nærheden af at have nok smittede til at kunne tale om flokimmunitet:
”Med hensyn til dette begreb, flokimmunitet, så tror jeg vi skal vente lidt. Jeg mener, der er antistofmålinger på vej i Sverige og mange, mange andre lande […] Men […] selv i områder med ret intens smitteoverførsel er andelen af mennesker, som er blevet positive eller som har antistoffer i deres blod, faktisk ret lav, hvilket er bekymrende, for det betyder, at mange mennesker, det overvældende flertal af befolkningen, stadig kan smittes. Så risikoen for, at sygdommen blusser op igen eller vender tilbage, er ganske høj, især hvis kontrolforanstaltninger eller nedlukning bliver afviklet for hurtigt uden at blive erstattet af smitteopsporing, kontaktopsporing, test og stærk respekt for anbefalingerne.”
Igen er dette noget helt andet end det, Ritzau og TT hævdede, at der blev sagt.
I Sverige gav den forvrængede gengivelse af citaterne straks anledning til national selvhævdelse. ”Covid-udbruddet er blevet håndteret forkert i hele verden undtagen Sverige,” sagde professor Johan Giesecke, tidligere svensk statsepidemolog, til avisen Dagens Nyheter. ”Men måske kan andre lande lære noget. Andre lande har allerede lige så høj dødelighed som os. England har for eksempel dobbelt så mange døde som Sverige i forhold til befolkningen, Belgien har flere døde end Sverige, Spanien har flere døde. Det er kun Danmark, Norge og Finland, som stikker ud. Resten af Europa…” – og her slutter avisens citat.
Virkelig? Resten af Europa? Nej. Professor Giesecke har ret i, at Storbritannien, Belgien og Spanien har flere døde pr. million indbyggere end Sverige. Han kunne også have nævnt Holland, Frankrig og Italien, som også har flere døde pr. million indbyggere end Sverige. Men alle andre lande i Europa end disse seks har færre døde end Sverige. Ud af 41 andre europæiske lande har de 35 i dag færre døde pr. million indbyggere end Sverige. Det fremgår af John Hopkins Universitetets løbende opdatering af coronadødsfald i verden, som naturligvis skal læses med det forbehold, at jeg ikke er sikker på hvor meget lid, man kan fæstne til tallene fra fx Belarus og Rusland. Men ingen af disse lande er alligevel i nærheden af Sveriges dødstal.
En svensk ekspert fik således lov af en af Sveriges førende aviser uimodsagt at fremsætte en åbenlys usandhed. Og Danmarks eneste nyhedsbureau refererede kritikløst et svensk nyhedsbureau for indlysende fordrejede citater. Så vidt har nyhedsdækningen af denne epidemi udviklet sig.
Har den svenske strategi for eksempel været mere økonomisk skånsom? Nej, det tyder det ikke på. Sveriges BNP ventes at falde med syv pct. i år, viser en ny prognose fra den svenske stats analyseinstitut Konjunkturinstitutet
_______
Noget at lære?
Kan vi alligevel lære noget af Sverige? Har den svenske strategi for eksempel været mere økonomisk skånsom? Nej, det tyder det ikke på. Sveriges BNP ventes at falde med syv pct. i år, viser en ny prognose fra den svenske stats analyseinstitut Konjunkturinstitutet. Landets mange coronaofre døde i økonomisk henseende en forgæves og meningsløs død.
For Danmark savner vi i øvrigt stadig en gennemarbejdet økonomisk prognose fra regeringen eller Vismændene. Finansministeriet offentliggjorde i tirsdags en analyse, som viste et fald i produktionsværdi i den private sektor på 16 pct., men det er et øjebliksbillede og omfatter ikke den offentlige sektor. Med hensyn til den samlede økonomi kan man ikke konkludere andet, end at krisen bliver hård ved økonomien. De tyske vismænd har spået en negativ vækst på 2,8 pct. i år som deres basisscenario, men den prognose er en måned gammel, og en prognose i dag ville nok komme til at ligge tættere på den svenske.
Omvendt ser det faktisk ud til, at Sverige vil lære af omverdenen, i hvert fald af WHO: Torsdag oplyste den svenske socialminister, at man vil øge omfanget af test kraftigt, både test for igangværende infektion og test for antistoffer. I midten af maj håber man at være oppe på at teste 100.000 mennesker ugentligt.
Vi kan i øvrigt lære én ting mere af Sverige, nemlig at sygdommens dødelighed formentlig er ganske høj. Region Stockholm offentliggjorde onsdag en oversigt over antal dødsfald pr. indbygger i de enkelte kommuner og bydele. Det fremgår, at i de tre hårdest ramte bydele – som alle har mange indvandrere – er mere end én promille af befolkningen allerede død. Ikke smittet, ikke syg, men død. For Stockholm-regionen som helhed er tallet 0,5 promille. Da epidemien ikke er slut, og vi ikke kender antallet af smittede, og heller ikke de enkelte kommuners indbyggeres helbredstilstand, kan vi ikke konkludere noget endeligt om dødeligheden ud fra tallene. Men hvis nu vi – helt hypotetisk – antog, at halvdelen af alle indbyggere i de hårdest ramte bydele har været smittet, og at Sverige er gennem epidemien, så vil dødeligheden ende på fire promille. Der er mange usikkerheder her, så vi kan ikke konkludere andet, end at dødeligheden nok er en del højere end de halvanden promille, der på et tidspunkt blev nævnt i debatten, som risikoen for at dø, hvis man bliver smittet – den såkaldte IFR, Infection Fatality Rate.
Til sammenligning viser John Hopkins Universitys løbende opgørelse, at næsten én promille af indbyggerne på Manhattan i det hårdt ramte New York allerede er døde af eller med covid-19, mens det i Bronx er 1,8 promille.
I Italien viser det sig, at coronasmitten har cirkuleret i Milano allerede siden slutningen af januar, 26 dage før man opdagede det tilfælde, man troede var ”patient 0”
_______
Fra nyhedsstrømmen
Et par andre smånyheder: Borgmestre i danske feriekommuner ønsker, at det danske indrejseforbud bliver ophævet. “Det er specielt vigtigt at få en udmelding nu, fordi mange af sommerhusene er udlejet til tyskere, og de har fastholdt bookingerne. Men det er klart, de skal snart vide, om de kan komme på sommerferie,” siger fx borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Kommune. Desværre for borgmesteren har Tyskland endnu ikke besluttet, om man vil ophæve sin generelle rejseadvarsel inden sommerferien, og så længe den er i kraft, kommer der næppe mange tyske turister til Danmark.
Norge genåbner yderligere en smule: Fra torsdag sænkes den anbefalede afstand i det offentlige rum fra to til én meter. Offentlige arrangementer med op til 50 deltagere bliver tilladt fra den 7. maj, og fra 15. juni op til 200 deltagere, hvis ellers smittespredningen fortsat er under kontrol. I Tyskland vil man til gengæld ikke lempe forbuddet mod store arrangementer før 31. august, sagde forbundskansler Merkel torsdag.
I Italien viser det sig, at coronasmitten har cirkuleret i Milano allerede siden slutningen af januar, 26 dage før man opdagede det tilfælde, man troede var ”patient 0”. I al den tid anstrengte man sig for at kontrollere indrejsende via Milanos lufthavne, men virussen var allerede ude i befolkningen. Det fortæller sundhedsmyndigheden i Lombardiet efter en grundig kortlægning af forløbet, hvor man blandt andet har set på, hvornår de første patienter sagde, at de havde haft de første symptomer.■
Hvad værre er: Dette vrøvl er ansvarsløst. Man risikerer, at en eller anden sagesløs politiker læser dette og straks tænker, at vi måske burde justere vores corona-kurs
_______
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell, d. 22 april, 2020 [Jonas Ekströmer/TT/Ritzau Scanpix]