Uffe Gardel følger udviklingen #10: Epidemien tværs over Europa er slet ikke under kontrol
27.03.2020
.Italiens plagede mennesker er slet ikke ovre det værste endnu, og nu bryder stormen løs over Stockholm. Tyskerne får ros for deres testpolitik, men tester kun en halv gang flere end os pr. indbygger. Norsk sundhedschef foreslår digital smitteopsporing.
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
—
Af Uffe Gardel
I en uges tid har det set ud, som om Italiens epidemi bremsede lidt op, men nej: Torsdagens tal er en ny ulykkesbebuder. Én ting er, at stigningen i antal nye smittede tager fart igen, for det kan skyldes, at man det seneste døgn har testet virkelig mange eller har fået mange nye testresultater regnet ind. En anden ting er, at stigningen i indlæggelser igen går i vejret.
Og så er der de døde. Det løber helt løbsk nu. Alene Lombardiet har en halv gang flere døde end hele Kina til sammen, og alle tal stiger. Mere end 700 nye corona-døde fik Italien det seneste døgn, så landet nu er oppe på 8.215 døde.
Det er vel at mærke de registrerede døde. Forleden fortalte Bergamos borgmester, at mange dør derhjemme uden at nå at komme på hospitalet, og de bliver ikke nødvendigvis registreret som corona-døde. Syv ud af otte coronadødsfald i Norditalien sker i dag angiveligt, uden at folk når at komme i behandling. Det er nu 17 dage siden, de italienske myndigheder lukkede landet totalt ned og forbød folk at krydse kommunegrænsen; en restriktion, som løbende er blevet skærpet til noget, der i dag de facto er et udgangsforbud. Alligevel ser vi stadig kun beskedne effekter af nedlukningen.
Forsvaret er ved at rejse et felthospital ved messecentret Stockholmsmässan, og så venter man bare. Skolerne fungerer stadig, der er ikke planlagt særlige indgreb i Stockholm, og man vil ikke spærre byen af
_______
Og så er der Sverige. Jeg har flere gange nævnt, at Sverige – trods en helt anden politik end os – ikke har tal, der afviger væsentligt fra vores. Det har de stadig ikke; det aktuelle dødstal er 77, og omregnet til Danmarks indbyggertal ville det svare til 44; vores dødstal er 41. Men hastigheden er uhyggelig: Sveriges dødstal er fordoblet på kun to døgn.
Det er særligt Stockholm, som er ramt. I Danmark er København og Nordsjælland hårdere ramt end resten af landet, og incidensen – antal tilfælde pr. 100.000 indbyggere – er den samme i Stockholm som i København. Det er vel ikke så underligt; byliv fremmer smitte. Men svenskerne er bekymrede nu.
”Stormen er her. Vi ved ikke, hvor stærk den vil blive, men vi er midt i den,” sagde Stockholms sundhedsdirektør, Björn Eriksson, sent onsdag, og torsdag rev stormen så 18 nye døde med sig i Stockholm. Det ser […] ud, som om vi begynder at komne ind i den fase, hvor det går ganske hurtigt opad,” siger statsepidemiolog Anders Tegnell.
Hvad kan man gøre? Forsvaret er ved at rejse et felthospital ved messecentret Stockholmsmässan, og så venter man bare. Skolerne fungerer stadig, der er ikke planlagt særlige indgreb i Stockholm, og man vil ikke spærre byen af fra resten af landet – hvilket jo kunne være et logisk skridt, på samme måde som det kunne være logisk at spærre København af. Det kunne vi teoretisk gøre, indrømmer svenskerne, men myndighederne mener ikke, det ville hjælpe stort – og svenskerne har stor tillid til deres myndigheder.
Finland gør det til gengæld: Helsingfors og den omkringliggende region Nyland spærres for trafik fra i dag, fredag, og tre uger frem; der bliver sat afspærringer op på småvejene og bemandede checkpoints på de store veje. Rejsende i tog og bus vil blive kontrolleret.
Øvrigt nyt: Både Storbritannien og Spanien er ivrig efter at komme i gang med at distribuere hurtigtest, som ikke kræver dages laboratoriebehandling; fordelen ved test, som giver hurtigt svar, er selvfølgelig, at man hurtigt kan få mistænkte ud af cirkulation. Problemet med de hurtige test er bare, at de ikke virker; de fanger kun 30 procent af de positive tilfælde. ”Med disse værdier giver det ikke mening at anvende disse tests,” siger en mikrobiolog til spanske El Pais.
Heldigvis er kavaleriet på vej til undsætning fra Tyskland: Bosch er snart klar med en mere robust test, som kan give svar i løbet af to en halv time.
Skal man have afviklet nogle af restriktionerne, er man nødt til at teste flere. Og vi er nødt til at afvikle disse restriktioner; ellers slår vi vores samfund ihjel
_______
WHO har jo stor-rost netop Tyskland for deres testpolitik, og på et pressemøde torsdag pralede sundhedsminister Jens Spahn (CDU) og hans medbragte eksperter da også med, at man siden 9. marts har testet 410.000 mennesker. Og ja, det er da også pænt; det er godt 24.000 pr. dag. Men omregnet til en dansk befolknings størrelse svarer det til 1.700 test pr. dag. De seneste dage har Danmark testet 1.100 pr. dag, og man får nu kapacitet til at teste 5.000 pr. dag. Danmark kan med andre ord godt indhente Tyskland her.
Meldingen også fra Tyskland er nu, at man vil teste mere ”målrettet”; man tester ikke bredt, man tester mistænkte, altså grundlæggende ligesom i Danmark. Og det skyldes – som hos os – først og fremmest begrænset kapacitet.
Skal man have afviklet nogle af restriktionerne, er man nødt til at teste flere. Og vi er nødt til at afvikle disse restriktioner; ellers slår vi vores samfund ihjel. Jeg har sagt det flere gange, og minsandten om ikke, der nu også er én med bedre forstand end mig, som siger det:
”Vi må finde måder at håndtere smitten på, som er mindre skadelige, billigere og mere effektive, mens vi venter på vacciner. Så bliver testning, digital overvågning, isolation og karantæne de virkemidler, som er tilbage, siger chefen for Folkehelseinstituttet, Norges Sundhedsstyrelse. ”Vi må digitalisere og automatisere smittesporingen, sådan at det i det hele taget bliver gennemførligt, men så også væsentligt mere skånsomt end i dag.”
Og hvad kunne digital smitteopsporing være? Sundhedschefen fik ikke spørgsmålet, men det kunne jo være løsninger som dem, Sydkorea har anvendt, hvor individuelle mobildata bruges til at opspore mulige kontakter. ■
Hvad kunne digital smitteopsporing være? Sundhedschefen fik ikke spørgsmålet, men det kunne jo være løsninger som dem, Sydkorea har anvendt, hvor individuelle mobildata bruges til at opspore mulige kontakter
_______
RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister
Uffe Gardel (f. 1960) er journalist, oversætter og kommunikationsrådgiver, cand.merc. i finansiering. ILLUSTRATION: Den svenske statsminister, Stefan Löfven, og den finske premierminister, Sanna Marin, holder pressemøde i Harpsund, Sverige, 8. januar 2020 [foto: Päivä Anttikoski/det finske premierministerkontor/flickr]