11.08.2020

Hvis Hvideruslands præsident, Aleksandr Lukasjenko, skal væk, bliver det ikke folket, men hans egen inderkreds, der kommer til at fjerne ham. De får måske russisk hjælp, men netop derfor får det hviderussiske folk næppe mere demokrati og frihed, som nogle vestlige iagttagere ellers spår.

Af Uffe Gardel

Først en lille situationsberetning fra skole nr. 32 i byen Grodno helt oppe i det nordvestlige hjørne af Hviderusland: Valgkommissionen tæller stemmerne op søndag aften efter præsidentvalget i landet. På valgstedet har 78 pct. stemt på oppositionskandidaten Svetlana Tikhanovskaja – valgstedet havde åbenbart ikke været udsat for ”ballot stuffing”, hvor urnerne proppes med forudfyldte stemmesedler. Nu dukker uropolitiet OMON op. De ser gerne et andet valgresultat. Efter at politifolkene har fået tømt valglokalet for tilskuere, indleder man en forhandling. Den ender med, at formanden for valgkommissionen accepterer at skrive under på, at 56 pct. har stemt på Tikhanovskaja. Sådan bliver det, og politiet arresterer kommissionsformanden og slæber af med ham. Ude på gaden råber folk ”skændsel!”

Sådan ser Lukasjenkos styre ud i sin solnedgangstime, og det er ikke et kønt syn. Efter en valgkamp hvor Lukasjenko forsøgte at profilere sig som lettere anti-russisk og en garant for selvstændigheden, er han gået tilbage til gammeldags undertrykkelse – formentlig fordi han ikke vover andet.

 

Efter en valgkamp hvor Lukasjenko forsøgte at profilere sig som lettere anti-russisk og en garant for selvstændigheden, er han gået tilbage til gammeldags undertrykkelse – formentlig fordi han ikke vover andet
_______

 

Mandag meldte den centrale valgkommission ud, at det foreløbige valgresultat for hele landet var 80,08 pct. til Lukasjenko. Det er en løgn så tyk, at kun få vil tro den. Efter denne intense valgkamp, med historisk store massemøder i det meste af landet, er det usandsynligt, at Lukasjenko skulle have vundet med de 80 pct., han meldte ud i 2010 eller de 84 pct., det officielle resultat lød på i 2015. En snedigere præsident med større selvtillid havde måske meldt et dårligere resultat ud, som ville være lettere at tro på, samtidig med at han måske sagde nogle forsonende ord om sin modkandidat.

Men det har Lukasjenko ikke gjort. Han har hånet sin modkandidat for at være kvinde, og han har nu hævdet at have vundet med et tal, som selv hans nærmeste og stærkeste støtter ved, er et falskneri. Han har kastet masken, eller med et andet sprogbillede: Han spiller højt spil, og han satser faktisk alt.

Indtrykket af gambling forstærkes af den massive og meget voldelige politiindsats søndag aften over for demonstrationerne især i hovedstaden Minsks centrum, hvor både vandkanoner og chokgranater blev sat ind. Der var ellers ikke tale om massedemonstrationer, for kun nogle få tusinde deltagere var mødt op. Men Lukasjenko ønsker at fortælle befolkningen, at enhver uro vil blive knust. For at understrege sit budskab har han trukket hærstyrker til Minsk., og de gemmer sig ikke akkurat; flere mennesker kunne søndag sende billeder af militærlastbiler på hovedindfaldsvejene til medierne, før styret søndag aften stort set lukkede ned for internet og mobildata.

En revolution i vente?
Er der en revolution i gang, som jeg allerede har set flere vestlige iagttagere hævde? Fx skrev Rasmus Jarlov (K) på Twitter: ”Der er en revolution i gang i Hviderusland lige nu. Måske falder endnu et diktatur. Det er en skæbnestund for Østeuropa.”

 

Selv om en stor del af den hviderussiske befolkning virkelig har fået nok nu, er der stadig lang vej til et egentligt oprør
_______

 

Det er nok lige tidligt nok at udtale sig om. Hviderusland har ingen stærk tradition for massedemonstrationer og folkelige bevægelser; landet adskiller sig på det punkt helt fra sin nabo Ukraine, som det ellers deler en lang fortid med, først i middelalderriget Rus, og siden i Polen-Litauen. På det politiske plan skiltes de to landes veje først endeligt i 1992, men mentalt er de gået hver sin vej for længe siden. Selv om en stor del af den hviderussiske befolkning virkelig har fået nok nu, er der stadig lang vej til et egentligt oprør.

Man skal også huske, at Hviderusland ikke er en monolit; der er forskel på holdningerne i det katolskprægede Grodno og i Mogilov helt ude mod øst, hvor man også finder landets lille russiske mindretal. Vi ved ikke meget om folks holdninger, for det er i praksis umuligt at gennemføre uafhængige meningsmålinger i landet – noget som dog stadig er muligt i Putins Rusland.

Demonstrationerne natten til mandag var voldsomme og fandt sted over det meste af landet, men selv om politiet anholdt 3.000 mennesker over hele landet, så har vi ikke hørt om massedemonstrationer med titusinder af deltagere, og vi er stadig langt fra en revolution. Et realistisk scenario er, at uroen vil fortsætte nogen tid, men at protesterne efterhånden vil ebbe ud, og den politiske apati brede sig igen, bare værre end nogensinde.

Det er ikke ensbetydende med, at Lukasjenko kommer til at sidde sin sjette valgperiode ud helt til 2025. Diktatorer fældes oftere af deres egne folk end af uro på gaden, og sådan kan det også gå for Lukasjenko. Her er det afgørende, om styrets egne folk tror, han kan fortsætte. Begynder de først at tvivle på dét, kan de hurtigt komme til at se en interesse i at tage magten fra ham, eller i hvert fald at lægge afstand til ham, så de kan have en fremtid efter hans fald. Udefra er det umuligt at sige, om det vil ske; det hviderussiske magtapparat er ikke særlig gennemsigtigt. Vi har dog rapporter fra småbyer i den vestlige del af landet om, at uropolitiet dæmpede konfrontationerne ved at lægge skjoldene fra sig eller tage hjelmene af. Måske er der grænser for hvor megen vold, Lukasjenko kan få sit politi til at begå.

Der er også grænser for, hvad Lukasjenko selv har lyst til. Hans udenrigspolitik og økonomiske politik har i mange år bygget på at kunne spille på to heste. Fik han ikke et godt tilbud fra Moskva, henvendte han sig i Vesten i stedet. Lige i øjeblikket får landet således leveret naturgas fra USA som reaktion på, at Rusland har stillet uspiselige politiske krav til gengæld for fortsatte energileverancer til rabatpris. Det kan han ikke fortsætte med, hvis han begår så voldsomme overgreb, at EU og USA gennemfører nye sanktioner mod hans styre.

 

Diktatorer fældes oftere af deres egne folk end af uro på gaden, og sådan kan det også gå for Lukasjenko
_______

 

Ingen større frihed i sigte
Oppositionen er helt klar over, at det er inde i magtapparatet, at slaget skal slås. På valgnatten henvendte to af oppositionens ledende folk sig direkte til magtapparatets folk. Svetlana Tikhanovskaja opfordrede til en pressekonference søndag aften politi og militær til at huske, at de ”er en del af folket”, og hendes nærmeste støtte, Maria Kolesnikova, sagde, at styret har vist sig ”helt ude af stand til at lede landet”. Det sidste er et vigtigt budskab til magtapparatet og dets støtter: Lukasjenko har så lidt opbakning, at der ikke bliver nogen stabilitet med ham ved magten.

Dét er også et budskab til Rusland, Hvideruslands dominerende beskyttelsesmagt. Ruslands interesse er grundlæggende at have en stabil, troværdig og lydig allieret i Minsk, og det har Lukasjenko ikke været de seneste par år. Hvis Moskva allierer sig med reformfolk i magtapparatet, kan Lukasjenkos sjette valgperiode blive kort. De utilfredse borgere i Hviderusland vil så få en ny præsident, hvilket vil tage vinden ud af sejlene på oppositionen, men de vil næppe få mere frihed; Lukasjenkos efterfølger vil stadig være tvunget til i sidste ende at optræde som en meget loyal allieret for Rusland, med alt hvad det indebærer af politiske begrænsninger. ■

 

Lukasjenkos efterfølger vil stadig være tvunget til i sidste ende at optræde som en meget loyal allieret for Rusland, med alt hvad det indebærer af politiske begrænsninger
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland