03.03.2020

Droneangrebet på general Qassim Soleimani understregede Iraks tre mest presserende problemer: folkelig utilfredshed, politisk handlingslammelse og landets fremtidige forhold til Iran og USA.

Af Troels Burchall Henningsen

Iraks interne problemer stikker dybt og gavner Islamisk Stats (IS) muligheder for at forberede et comeback. De økonomiske og sociale reformer, der kunne mindske IS’ appel blandt sunniarabere bliver blokeret af den politiske konflikt mellem proiranske og nationalistiske fraktioner. Det er derfor i højere grad løsninger på disse problemer end USA’s fortsatte militære tilstedeværelse, der afgør IS’ fremtid.

Politisk er Irak dybt splittet. Det sidste halve års massive folkelige protester mod korruption og mangel på økonomiske muligheder er i høj grad rettet mod den proiranske blok i parlamentet, hvis militser har været involveret i skyggekrigen mod USA i løbet af vinteren. Frem til sin død arbejdede Soleimani på at finde en ny premierminister, efter at premierminister Adil Abdul-Mahdi i november erklærede sit ønske om at træde tilbage. Generalen stod bag kompromiser mellem de proiranske og nationalistiske shiapartier ved regeringsforhandlingerne efter valgene i både 2010 og 2014. Den 1. februar pegede præsidenten på Mohammed Tawfiq Allawi, som er tættere på den nationalistiske shiablok og støtter reformer, men umiddelbart blev afvist af protestbevægelserne. Den proiranske blok og de øvrige fraktioner strides også om, hvorvidt Irak skal støtte Iran i en konflikt med USA, fortsætte samarbejdet med begge magter eller forsøge at holde sig ude af den regionale konfrontation.

DE DYBE UENIGHEDER i irakisk politik forklarer den tvetydige irakiske reaktion på USA’s likvidering af Soleimani. To dage efter angrebet ledede premierminister Mahdi en debat i parlamentet, som endte med en ikkebindende erklæring om, at Iraks regering skal trække USA’s invitation til at være i landet tilbage. Muqtada al-Sadr, der er leder af Mahdi-militsen, ønskede officielt amerikanerne ud øjeblikkeligt. Men også al-Sadr valgte at støtte præsident Salih, da han under topmødet i Davos signalerede til Trump, at USA kan blive i Irak på kort sigt, så USA ikke taber ansigt i konflikten med Iran. Flere irakiske eliter arbejder altså for at fastholde amerikansk støtte, mens andre inviterer til et parløb med Iran. Konsekvensen er, at Irak næppe undgår at forblive frontlinjestat mellem Iran og USA støttet af deres sunniarabiske allierede.

 

Men januars drama kommer næppe til at påvirke IS’ fremtid, selv hvis amerikanske antiterrorenheder og militære trænere forlader Irak
_______

 

Men januars drama kommer næppe til at påvirke IS’ fremtid, selv hvis amerikanske antiterrorenheder og militære trænere forlader Irak. Problemerne med inkompetence, magtmisbrug og uafklarede kommandoveje i de irakiske sikkerhedsstyrker er en spejling af de mere grundlæggende problemer i landet, herunder korruption, sekterisk forskelsbehandling og manglen på loyalitet fra de shiamilitser, der er blevet en del af sikkerhedsstyrkerne. Derfor er vestlige kapacitetsopbygningsmissioner som fx den NATO-mission, som Danmark skal overtage, hverken afgørende for Iraks eller IS’ fremtid. Det ville kræve mere vidtrækkende politiske løsninger, fx i form af et kompromis mellem de politiske blokke om at acceptere en reformkurs, der kunne bløde op for de sekteriske fronter. Men Iran har stadig magt i Irak til at lægge hindringer i vejen for reformer, hvis de ønsker det.

Resultatet er, at forholdene i Irak giver IS gode muligheder for at reorganisere sig og destabilisere dele af Irak gennem terror og likvideringer, fordi mange sunniarabere stadig vil opfatte sig selv som chanceløse og marginaliserede. På den anden side vil en territoriel genetablering af kalifatet kunne føre til en genoplivning af USA’s og Irans umage de facto-alliance mod IS. Den alliance knuste det sidste kalifat militært, men formåede ikke at vinde freden – det vil den næppe heller kunne denne gang. ■

 

Resultatet er, at forholdene i Irak giver IS gode muligheder for at reorganisere sig og destabilisere dele af Irak gennem terror og likvideringer
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland