23.02.2020

Baltic Pipe – gasrørledningen fra Norge til Polen – er forblevet ukendt for de fleste. Og det er på trods af, at den er resultatet af en storpolitisk magtkamp, hvor Danmark har stået midt i orkanens øje. Sammenfaldende sikkerhedspolitiske pres endte med at trumfe både klimaaktivisters protester og naboers klager og nu er anlægsarbejdet så småt gået i gang.

Analyse af Trine Villumsen Berling

Naboerne langs den linje, hvor norsk gas efter planen skal transporteres gennem Danmark til Polen, har vidst det længe. Men Baltic Pipe, som gasrørslinjen hedder, har ikke trukket store overskrifter i det danske mediebillede. Det har været en kamp for ildsjæle rundt i landet at gøre opmærksom på, hvordan rør med mange års levetid skal transportere fossil energi hen over vores territorium (og gennem deres baghaver). Nu ser det ud til, at løbet er kørt: Baltic Pipe bliver med al sandsynlighed en realitet. Både tilladelsen til anlæggelse af rørene på land og til vands blev givet i 2019 og anlægsarbejdet er så småt gået i gang.

Ingen så ud til at lægge mærke til en lille gaslinje til Polen. Slet ikke i en situation, hvor alles øjne var rettet mod en anden gasrørlinje: Nord Stream 2, der i lang tid var Danmarks sikkerhedspolitiske hovedpine nummer et. Nord Stream 2 skulle lede russisk gas over dansk søterritorium til det energihungrende Tyskland, hvor atomkraftværkerne lige så stille bliver frakoblet og nedlagt. Danmark gik på barrikaderne med ændring af kontinentalsokkellovgivningen og forskellige administrative procedurer for at forhindre det. Storpolitikken var tilbage, og Danmark stod i orkanens øje.

Derfor var det Nord Stream 2, der fik al opmærksomheden, mens danske lodsejere kæmpede en ulige kamp mod energiinteresser og det politiske systems manglende evne til at fokusere på mere end en ting ad gangen. Baltic Pipe fulgte alle EU-procedurer, og Energinet, der har ansvaret for rørledninger på land, arrangerede borgermøder og høringer i et væk. Men lige meget hjalp det: Baltic Pipe forblev ukendt for de fleste.

Linket til Nord Stream 2: grænsestrid og storpolitik
Baltic Pipe har ellers haft stor betydning for netop Nord Stream 2. Da den danske regering trak behandlingen af to ansøgninger om linjeføringen af Nord Stream 2 i langdrag, pågik der nemlig sideløbende hemmelige forhandlinger om Baltic Pipe i Udenrigsministeriet. De vedrørte en – for de flestes vedkommende – glemt grænsestrid med Polen i havet syd for Bornholm. Hvis Baltic Pipe skulle realiseres, var det nødvendigt, at den dansk-polske søgrænse blev endeligt fastlagt.

Grænsen havde været omstridt siden 1970’erne og havde allerede skabt problemer, da den første Nord Stream-rørlinje skulle forhandles i 00’erne. Den direkte linje, man havde udset sig i Nord Stream-konsortiet, kunne ikke godkendes i Danmark, da man ganske enkelt ikke vidste, hvem der bestemte hvor. Danmark havde ikke beslutningskompetence over den del af Østersøen, fordi der ikke var en internationalt anerkendt grænse. Derfor bad Danmark om, at Nord Stream 1 (som vi senere er begyndt at kalde den) blev lagt tæt ind til Bornholm på den del af det danske søterritorium, som vi ubestrideligt havde ret til at råde over.

 

…hvor Danmark så ud til at have trukket det korteste strå i Nord Stream 2-forhandlingerne, så stod man med de bedste kort på hånden i forhandlingsspillet med Polen om Baltic Pipe
_______

 

Men i 2017 var en gentagelse af den løsning ikke længere noget, man var pjattet med i Folketinget. Russisk gas og indflydelse på europæisk energipolitik blev ikke længere anset som et uproblematisk fænomen. Samtidig var nærheden til den bornholmske kystlinje blevet en for stor pille at sluge for stort set alle partier på Christiansborg. I lyset af Ruslands ageren i Ukraine nogle år forinden, var de danske politikere – sammen med mange andre europæere – vågnet op til en virkelighed, hvor Rusland ikke længere var ’ved at blive som os’. Rusland havde været set som et land ’på vej’. Efter Ukraine-krisen og annekteringen af Krim-halvøen var denne fortælling ikke længere dækkende. De Baltiske lande havde længe råbt højt om dette, men vi havde slået det hen.  Men når ikke engang territorialgrænser var hellige for vores store nabo mod øst, var situationen en anden. Derfor blev Nord Stream 2 holdt hen.

Baltic Pipe opstod som en mulig løsning for Danmark. For hvis polakkerne ville have norsk gas, som skulle transporteres gennem dansk land- og søterritorium, måtte de til forhandlingsbordet og have de gavmilde bukser på, mente man i Danmark. Ellers ville Baltic Pipe ikke blive til noget. Grænsen skulle endelig tegnes i Østersøen, og Danmark gik ind til forhandlingerne med forventninger om en god aftale.

For hvor Danmark så ud til at have trukket det korteste strå i Nord Stream 2-forhandlingerne, så stod man med de bedste kort på hånden i forhandlingsspillet med Polen om Baltic Pipe.

End ikke et enigt Folketings ændring af vores kontinentalsokkel-lovgivning, der havde til formål, at overdrage beslutningskompetencen vedrørende rørledninger på søterritoriet til en udenrigsministeriel vurdering af sikkerheds- og udenrigspolitiske hensyn, havde kunnet stoppe den russiske energigigant endeligt. Men et udvidet territorium kunne måske skubbe rørledningen så langt væk fra Danmark, at det blev spiseligt for de danske politikere. Der var med andre ord meget at vinde, da forhandlingerne om den polsk-danske søgrænse blev indledt.

Det kulsorte Polen
Og Polen mødte rent faktisk op til forhandlingerne med spenderbukserne på. Det skyldes primært landets energipolitiske situation og historiske erfaringer. For Polen er sort. Kulsort. Op mod 80 pct. af landets elektricitet og varme kom i 2016 fra kul, estimerer Dansk Industri. Og af det samlede energiforbrug stod kul for lige under halvdelen. Olie stod for lige over en fjerdedel, mens naturgas stod for 14,6 pct.

Gassen har et markant lavere klimaaftryk end både olie og kul – men i Polen kommer den med en økonomisk og sikkerhedspolitisk merpris. Den bliver nemlig i stort omfang hentet i Rusland. Og polske kilder rapporterer konsekvent, at de – ud over at betale en sikkerhedspolitisk pris i form af afhængighed af en tidligere besættelsesmagt – også er det land, der i hård valuta betaler mest for gassen per kubikmeter. Norsk gas var derfor både godt økonomisk købmandskab, men også en måde at løsne lænkerne til en tidligere overmagt. Samtidig ville det bidrage til landets haltende grønne omstilling, som Polen er blevet presset til at forholde sig til af tidsånden og sine europæiske kolleger. Gas blev hurtigt til en løsning, der med et polsk slogan kunne få omstillingen til at gå ”fra sort, over blå, til grøn”. Eller med menneskeord: fra kul, over gas, til vedvarende energi.

Men Danmark lå så at sige i vejen. For at drømmen om at føre norsk gas til Polen kunne gå i opfyldelse, skulle forhandlingerne med Danmark falde på plads. Polen havde allerede været på indkøb i Norge og købt sig ind i Tommeliten-gasfeltet. Det var herfra, gassen skulle flyde gennem Danmark til Polen. Så der var meget på spil i efteråret 2018, da en endelig aftale om den dansk/polske grænse skulle forhandles på plads.

 

Og klimaaktivisterne kunne klage over, at man lod rør lægge, der ville have en levetid langt ud over den dato, hvor vi efter målet skal være klimaneutrale
_______

 

Hvad der skete til de forhandlinger, kan vi kun gisne om. Men resultatet taler sit eget tydelige sprog: Polen afgav 80 pct. af det område, de havde bestridt skulle være en del af dansk territorium. ”Danmark er lige blevet større”, kommenterede daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen tørt til danske journalister efter et møde med den tyske kansler i Berlin i midten af november 2018. ”Og det skaber jo nye spændende muligheder syd for Bornholm”, fortsatte han. Ingen af de tilstedeværende journalister kunne dengang se perspektiverne i det. Men det kunne de i Energistyrelsen, hvor man arbejdede usædvanligt intenst og under et voldsomt pres i de måneder.

Ikke bare kunne Baltic Pipe nu forhandles på plads. Der blev også åbnet en ny mulighed for at bede Nord Stream 2 om at afsøge en ny rute, der lå længere fra de bornholmske kyster. Der gik ikke længe, inden Energistyrelsen bad det russiske selskab om at indsende en tredje ansøgning, som til forveksling lignede den, Danmark måtte afvise i 00’erne ifm. den første rørledning. Nord Stream 2 klagede over Danmark til Energiklagenævnet, og Putin kommenterede, at han troede, at Danmark var en retsstat, der behandlede alle lige. Men kort tid efter tikkede den tredje ansøgning ind. Interesserne i at få rørledningen færdiggjort var alligevel for store til at spille fornærmet for længe. De russiske, de tyske, og de private investorer stod i kø for at få rørledningen færdiggjort.

Naboer og klimaaktivister i en ulige kamp
Tilbage stod naboerne til Baltic Pipe med deres fortsatte kamp mod en larmende tavshed fra medier og det politiske establishment. ”Hvorfor bliver vi ikke hørt?” sagde flere lodsejere og andre berørte borgere frustreret under et sjældent offentligt møde om Baltic Pipe på Folkemøde Møn i sensommeren 2019. De følte sig tromlet over og tiet ihjel. Og klimaaktivisterne kunne klage over, at man lod rør lægge, der ville have en levetid langt ud over den dato, hvor vi efter målet skal være klimaneutrale.

Energinet, som med ansvaret for rørledningen på land stod i forreste linje i borgerhøringsprocessen, fik lynhurtigt rollen som superskurk for både naboer og klimaaktivister. Energinets repræsentant på Møn var da også under konstant beskydning fra frustrerede borgere, politikere og til dels de andre paneldeltagere den varme augustdag i 2019.  Men ved nærmere analyse var der i hvert fald tre pres, der i sidste ende blev udslagsgivende for gennemførelsen af Baltic Pipe.

 

Danmark stod i en situation, hvor vi kunne vinde en lille sejr i spillet om Nord Stream 2 ved at få forhandlet en aftale med Polen igennem om grænsedragningen i Østersøen. Det lykkedes i november 2018
_______

 

For det første står presset fra EU. Baltic Pipe er et projekt, der af EU er stemplet som af fælleseuropæisk interesse (PCI) for energiinfrastrukturen i EU’s energiunion. Energiunionen blev på papiret etableret i februar 2015 og har til formål at sikre en høj forsyningssikkerhed og generel energisikkerhed i EU ved for eksempel at søge at erstatte enkelte, store leverandører med flere små på f.eks. gasområdet. På energisprog taler man om at diversificere gasimporten (underforstået blive mindre afhængig af russisk gas). I dette lys er Baltic Pipe et drømmeprojekt, da det tilfører mere norsk gas til EU’s energimiks.

For det andet står presset fra gasindustrien, som ellers stod til store økonomiske tab med udsigt til den grønne omstilling. Efter et dygtigt stykke lobbyarbejde er gas af flere FN-organer og af EU blevet udpeget som en overgangsenergiform i den grønne omstilling. I det store CO2-regnestykke har gas-industrien spillet på sin rolle som den mindste synder af de fossile energiformer. Håbet blandt politikerne er, at det er en mindre smertefuld og nemmere gennemførlig strategi at udfase de rigtig slemme energiformer (kul, olie) og indfase gas end at tage springet væk fra det fossile og til vedvarende energiformer med det samme. Denne udlægning har mødt stor modstand, men fortællingen om den mindre farlige gas er stærk – Også i lyset af, at vedvarende stabile alternativer ikke findes.

For det tredje står det sikkerhedspolitiske pres. Danmark stod i en situation, hvor vi kunne vinde en lille sejr i spillet om Nord Stream 2 ved at få forhandlet en aftale med Polen igennem om grænsedragningen i Østersøen. Det lykkedes i november 2018. Baltic Pipe kunne herefter godkendes endeligt i løbet af 2019, og i oktober 2019 fik Nord Stream 2 grønt lys til at anvende den tredje vej sydøst for Bornholm.

I publikum på Møn sad en polsk diplomat. Han var naturligvis ikke specielt modtagelig over for de danske naboers beklagelser over eksproprieret jord og manglende lydhørhed fra myndighederne. Disse hensyn syntes små i forhold til Polens sikkerhedspolitiske bekymringer. Og så syntes han ærligt talt, at Danmark havde taget sig godt betalt i form af territorium, for at Baltic Pipe kunne føres ud i livet. Men at spillet om Baltic Pipe hele tiden havde kørt på den helt store sikkerhedspolitiske klinge og var styret af pres langt fra teltet på Møn, havde naboer og klimaaktivister indset for sent. Og den kamp vinder man kun i lukkede fora langt fra offentlighedens rampelys. ■

 

Men at spillet om Baltic Pipe hele tiden havde kørt på den helt store sikkerhedspolitiske klinge og var styret af pres langt fra teltet på Møn, havde naboer og klimaaktivister indset for sent. Og den kamp vinder man kun i lukkede fora langt fra offentlighedens rampelys
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne