27.02.2020

Vi er i øjeblikket vidner til en politisk værdikamp i vestlige samfund om, hvad der skal være den bærende ide om det gode liv. Skal det være en fortsættelse af liberal internationalisme, der lægger vægt på åbne samfund og liberale friheder? Eller skal det være en form for illiberal nationalisme, som er villig til at begrænse de liberale friheder?

Analyse af Trine Flockhart

På den nyligt afholdte sikkerhedskonference i München blev et hidtil ukendt begreb – “Westlessness” – introduceret. Hvad man end må synes om det nye begreb, går det til kernen i mange af de spørgsmål, der i dag præger international – og i vores del af verden: national – politik. Fremover vil det med stor sandsynlighed give anledning til diskussion og fornyet refleksion over, hvad der egentlig menes med ”Vesten”; om dens udbredelse er en god eller dårlig ting; og ikke mindst om Vesten måske ikke længere er særlig vestlig.

”Westlessness” – på dansk: ”vestløshed” – beskriver den tilstand, der i stigende grad karakteriserer en verden, hvor magtspredningen giver plads til nye ikke-vestlige aktører, mens illiberale populistiske strømninger inden for Vesten udfordrer de værdier, mange anser for at være essensen af, hvad det vil sige at være ”vestlig”. Med andre ord er opfattelsen, at Vesten både er ved at blive mindre i sin udbredelse, og at det tilbageværende Vesten er ved at blive mindre vestlig.

Begrebet ”vestløshed” er hjemmestrikket, og hensigten med begrebet er ifølge forfatterne at ruske op i gemytterne blandt den internationale sikkerhedselite, der hvert år samles til sikkerhedskonference i München. Begrebet var derfor med forsæt valgt som hovedtemaet for konferencen. Der gik da heller ikke lang tid, før det var tydeligt, at ikke alle var enige om begrebets betydning og relevans. USA’s udenrigsminister, Mike Pompeo, leverede på konferencens første dag det diametralt modsatte synspunkt med mantraet, at ”Vesten vinder”. Hvad og hvordan Vesten vinder, forblev dog lidt uklart, og det var tydeligt, at Pompeo end ikke kunne mønstre bifald fra mange af de tilstedeværende amerikanere i salen. Indiens udenrigsminister, Subrahmanyam Jaishankar, kommenterede tørt, at han ikke havde bemærket nogen vestløshed, men at han derimod mente, at verden havde rigeligt vest – et fænomen, han beskrev som ”Westfullness”.

 

Den vestlige vision for det gode liv er imidlertid ikke let at gennemskue, for visionen er ikke et statisk fænomen, men derimod en vision, der er under konstant forandring og udvikling
_______

 

Vesten og visionen om ”det gode liv”
Problemet med en diskussion af ”vestløshed” er naturligvis, at der findes så mange opfattelser af, hvad der menes med Vesten – både i forhold til dens oprindelse, geografiske udstrækning og værdimæssige grundlag. Det kan diskuteres, om Vestens oprindelse skal findes i udviklingen af vestlige kerneideer og dermed føres tilbage til demokratiets vugge i det antikke Grækenland, til kristendommens moralske kodeks eller til Oplysningstidens universelle værdier og rettigheder. Eller måske kan Vesten kun defineres i sit modsætningsforhold til en til stadighed foranderlig forståelse af ”Østen” – først som den østlige del af Romerriget, dernæst som Det Osmanniske Rige, efterfulgt af kolonitidens ”orientalisme”, og sidst men ikke mindst i den ideologiske konflikt under Den Kolde Krig mellem ”Vest” og ”Øst”.

Oprindelsesspørgsmålet er vigtigt, fordi det har en samlende funktion i det vestlige narrativ om, ”hvad Vesten er”, og hvem der kan siges at være en del af Vesten. Problemet her er dog, at oprindelsesspørgsmålet også har en uheldig ekskluderende effekt, som kan give anledning til fremmedhad og et narrativ om ”Vesten mod resten”.

En mere konstruktiv tilgang kunne være at fokusere mere på det værdimæssige grundlag for det vestlige samfund, der har en specifik forståelse af ”det gode liv” – det vil sige det, der løfter tilværelsen fra basal eksistens og overlevelse til også at inkludere alt det, der giver livet mening. Fra dette perspektiv kan ”Vesten” ses som et udtryk for, hvad en gruppe af hovedsageligt europæiske og angelsaksiske samfund ser som deres fælles vision for det gode liv. Dette rejser naturligvis spørgsmålet om, hvem der kan anses som medlemmer af det tværnationale vestlige samfund. Men fordelen ved denne tilgang er, at adgang til samfundet ikke er historisk forudbestemt, idet der er mulighed for, at de, der deler visionen om det gode liv og er villige til at leve efter samfundets regler og normer, kan være lige så fuldgyldige medlemmer som dem, der kan føre deres historie tilbage til fx Oplysningstiden. Man må dog erkende, at uanset hvordan man griber spørgsmålet om Vestens essens an, så rejses der flere spørgsmål, end der gives svar.

Den vestlige vision for det gode liv er imidlertid ikke let at gennemskue, for visionen er ikke et statisk fænomen, men derimod en vision, der er under konstant forandring og udvikling. Der er altid en nutidig vision af det gode liv og en nutidig forståelse af, hvad der udgør de relevante normer, regler og praksisser, der skal til for at kunne realisere visionen for det gode liv. Pointen er, at i et sundt og stabilt samfund vil der til stadighed blive reflekteret over visionens relevans, og der vil finde en konstant tilpasningsproces sted.

 

I dag er det tydeligt, at der er brug for forandring i forståelsen af, hvad Vesten er, eftersom der ikke længere er en fælles forståelse af, hvad der udgør det gode liv
_______

 

Godt nok kan man ikke komme uden om, at Vesten har en blakket fortid, og at Vestens velstand og dominans hviler på, hvad der i dag er helt uacceptable normer og praksisser gennem bl.a. institutionaliseret trafficking (slavehandlen), udplyndring (koloniherredømme i Asien, Afrika og Latinamerika) og narkotikahandel (Opiumskrigene). Men dette er ikke, hvad der i dag karakteriserer Vesten eller dens forståelse af det gode liv. Derfor er det vigtigt at hæfte sig ved de positive sider af den nutidige version af Vesten – demokrati, menneskerettigheder, retsstatsprincippet, lighedsprincippet, tolerance og personlige friheder – før man skammer sig så meget, at man vender ”Projekt Vesten” ryggen.

På baggrund af det er det vigtigt at holde sig for øje, at Vesten som en ide om det gode liv altid bør være i forandring – både i forhold til dens forståelse af datiden, dens vision for fremtiden og dens nutidige forståelse af, hvordan man bør gebærde sig for at kunne realisere denne vision om fremtiden.

I dag er det tydeligt, at der er brug for forandring i forståelsen af, hvad Vesten er, eftersom der ikke længere er en fælles forståelse af, hvad der udgør det gode liv. Dermed kan der heller ikke være en fælles forståelse af, hvilke normer, regler og praksisser der bør gælde inden for det internationale samfund, der kaldes ”Vesten”.

Den liberale internationale orden
Forståelsen af Vesten kommer i dag til udtryk i den liberale internationale orden, der i dens nuværende form blev oprettet under amerikansk ledelse i kølvandet på Anden Verdenskrig. Under Den Kolde Krigs ideologiske konfrontation mellem USA og Sovjetunionen (Østblokken) var der på overfladen ikke så meget tvivl om, hvordan ”Vesten” kunne forstås. Vesten bestod naturligvis primært af USA og NATO samt alle de ”frie” stater, der ikke var underlagt sovjetisk dominans, eller som havde erklæret sig alliancefri. I realiteten var det imidlertid ikke så let at gennemskue, hvad ”Vesten” egentlig betød, eftersom fx det autoritære Portugal var et af de oprindelige medlemmer af NATO, og eftersom USA støttede en række autoritære regimer i særligt Latinamerika og Mellemøsten. Med andre ord kunne udemokratiske stater godt være en del af den liberale orden under Den Kolde Krig, hvilket gav anledning til et noget mudret billede af, hvad begrebet ”Vesten” stod for.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig fik ”Vesten” et globalt potentiale, hvor demokratisering og økonomisk liberalisering blev fundamentet i den såkaldte Washington Konsensus, som også blev adgangskortet til at blive associeret med den liberale internationale orden. Den liberale orden blev et neoliberalt forum åbent for enhver, der var parat til at vedkende sig de neoliberale principper og operere inden for de regler og multilaterale institutioner, der var blevet oprettet under amerikansk lederskab efter Anden Verdenskrig. Kina og Rusland – og adskillige mindre asiatiske og østeuropæiske stater – kastede sig hovedkulds ind i dette nye neoliberale univers. I hvert fald i økonomisk henseende. Politisk blev NATO’s udvidelse og demokratiudbredelse hjørnestenen i amerikansk udenrigspolitik med en forventning om, at det kun ville være et spørgsmål om tid, før vestlige værdier ville sprede sig til alle afkroge af Jorden – selv til autoritære regimer som Rusland og Kina. Pompeos tale på sikkerhedskonference i München i 2020 ville med sikkerhed have fået et stort bifald, hvis den var blevet leveret 30 år tidligere, hvor mantraet netop var, at Vesten vandt.

 

Ligesom Vesten har sin egen opfattelse af det gode liv, har alle andre naturligvis også deres egne opfattelser af, hvad der udgør det gode liv. Og med den globale magtspredning har de nu mulighed for at realisere deres vision for fremtiden
_______

 

Den liberale eufori varede dog ikke ved: En lang række begivenheder – krigene på Balkan i 90’erne, terrorangrebene i New York og Washington i 2001 og de efterfølgende krige i Afghanistan og Irak, krigen i Syrien, kampen mod Islamisk Stat samt Ruslands annektering af Krim og støtte til separatister i det østlige Ukraine – viste med al tydelighed, at Vestens såkaldte sejr var kortsigtet, og at muligheden for en universel liberal verdensorden var ønsketænkning. Grunden til det er ganske enkel: Ligesom Vesten har sin egen opfattelse af det gode liv, har alle andre naturligvis også deres egne opfattelser af, hvad der udgør det gode liv. Og med den globale magtspredning har de nu mulighed for at realisere deres vision for fremtiden, uden hvad de anser for at være vestlig undertrykkelse og indblanding. Dette er præcis, hvad vi ser adskillige eksempler på i øjeblikket i bl.a. Kina, Rusland, Tyrkiet og Ungarn, som netop betyder, at der bliver ”mindre Vesten” i verden.

Spørgsmålet er, om dette er et problem, eller om det er rimeligt nok, at andre samfund også har deres vision for det gode liv, som de hver især forsøger at realisere gennem egne normer, regler og institutioner. Udfordringen på globalt og internationalt plan er dog betydelig, eftersom det rejser spørgsmålet om, hvordan man kan styre en mindre vestlig verden, der består af flere internationale ordener med hver deres forståelse af det gode liv.

Kløften mellem liberal internationalisme og illiberal nationalisme
Den anden side af begrebet ”vestløshed” er, at Vesten i sig selv bliver mindre vestlig. Det er måske et langt større problem end, at verden som helhed bliver mindre vestlig. Selvom det lyder som en tom floskel at pointere, at vi lever i foranderlige tider, er det værd at gentage, fordi de forandringer, der foregår i øjeblikket, måske er af en størrelsesorden, der er på højde med industrialiseringen i det 18. og 19. århundrede. Den teknologiske udvikling, globalisering, digitalisering, klimaforandringer og demografiske forandringer er processer, der hver især har vidtrækkende sociale og politiske konsekvenser, men som tilsammen vil ændre verden fundamentalt. Det siger sig selv, at så store forandringer vil skabe usikkerhed og rådvildhed i den bredere befolkning – især i Vesten, hvor forandringerne vil blive opfattet som svindende magt, prestige og velstand, hvilket uvægerligt vil have vidtrækkende politiske konsekvenser. Det er uundgåeligt at de enorme forandringer vil kræve revision af samfundets gældende vision for det gode liv.

Vi er i øjeblikket vidner til en politisk værdikamp i vestlige samfund om, hvad der skal være samfundets bærende ide om det gode liv. Skal det være en fortsættelse af en reformeret version af liberal internationalisme, der lægger vægt på åbne samfund, frihandel, multilateralisme og liberale friheder? Eller skal det nærmere være en version af illiberal nationalisme, der søger tilbage til traditionelle værdier og lægger vægt på suverænitetshåndhævelse, handelsrestriktioner, bilaterale eller minilaterale [med få deltagere, red.] transaktionsbeslutninger, og som tilmed er villig til at begrænse de liberale friheder som fx ytringsfrihed og tolerance af forskellighed?

Værdikampen er i øjeblikket pågående, og det er umuligt at sige, hvor den ender. Det står dog klart, at der ligger vigtige ”tipping points” forude, bl.a. i form af det kommende amerikanske valg, implementeringen af Brexit, udfaldet af den politiske krise i Tyskland og præsidentvalget i Frankrig, hvor Marine Le Pen kan få magten. Der er en væsentlig risiko for, at en form for illiberal nationalisme bliver Vestens nye vision for det gode liv. Især hvis Trump genvinder præsidentposten.

 

I en verden med et mindre indflydelsesrigt Vesten vil denne fordel uvægerligt komme til sin ende, og opgaven bliver at finde et fælles fodslag for, hvordan flere forskellige ordner med hver sin vision for det gode liv kan samarbejde
_______

 

Den vestlige selvransagelse i München
Diskussionen om, hvad Vesten er, og hvor meget den fylder i verden, har været hovedemnet på München-sikkerhedskonferencen over de sidste fem år, hvor jeg selv har deltaget. Erkendelsen af, at den liberale orden og dens institutioner er i dyb – måske endda eksistentiel – krise, kom først til udtryk i München i 2015. Her bar konferencen præg af en ikke tidligere set usikkerhed og rådvildhed og konferencens rapport havde den sigende titel Collapsing Order – Reluctant Guardians. Siden da har sikkerhedskonferencen i München på forskellig vis udtrykt en stigende grad af bekymring for Vesten, det transatlantiske forhold og for den liberale orden, hvilket altså kulminerede i år med introduktionen af begrebet ”vestløshed”.

Selvom man godt kan blive enige om, at den liberale internationale orden langt fra har opnået dens vision for en mere fredelig, mere demokratisk, mere retfærdig og mere velstående verden for alle, har den over de sidste syv årtier ikke desto mindre bidraget til en mere retsbaseret, multilateral og åben verden, der i modsætning til, hvad fx Trump siger, er til fordel for Vesten. I en verden med et mindre indflydelsesrigt Vesten vil denne fordel uvægerligt komme til sin ende, og opgaven bliver at finde et fælles fodslag for, hvordan flere forskellige ordner med hver sin vision for det gode liv kan samarbejde om de mange globale udfordringer, der kun kan løses i fællesskab.

I et Vesten, der er i fare for at blive mindre vestlig, er udfordringen at tage kampen op mod de mørke kræfter, der i øjeblikket synes at have overhånden. Her er det ikke længere nok at henvise til, at Vesten internt har opnået fred mellem tidligere krigeriske stater. Der skal nye, mere tidsnære og relevante boller på suppen. Spørgsmålet er bare, hvilke ”boller” der kan formå at genetablere den nødvendige entusiasme for en fortsættelse af et vestligt Vesten. ■

 

Der skal nye, mere tidsnære og relevante boller på suppen. Spørgsmålet er bare, hvilke ”boller” der kan formå at genetablere den nødvendige entusiasme for en fortsættelse af et vestligt Vesten
_______

Apropos denne artikel:

Forårsnummeret ude nu: Hvad verden vil fortælle Trump

Peter Lautrup-Larsen: Er Troels Lund det eneste alternativ til Mette Frederiksen?

Kristian Sloth: Lars Løkke og Helle Thorning bærer hovedansvaret for de danske farvandes død

Malthe Munkøe i RÆSONs nye trykte nummer: Udviklingen i USA og Kina placerer Europa i et dobbeltchok

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig