09.04.2020

Coronakrisen sætter en tydelig streg under de mange store udfordringer, som de amerikanske vælgere kræver svar på fra landets politiske ledelse. Det handler især om sundhed, uddannelse og ulighed. Det gjaldt før krisen ramte, og det vil det i endnu højere grad gøre, efter den er slut.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Torsten Jansen, aktuel med bogen SPRÆKKER – om rystelserne i venskabet mellem Danmark og USA

INGEN MILITÆR MAGT eller nær allieret ville kunne have beskyttet os mod covid-19. Men Danmark var da også helt alene hjemme, da virussen angreb. Der var ingen venner, vi kunne ringe til, da katastrofen ramte os. Vores to faste holdepunkter, Storbritannien og USA, var de sidste til at forstå og anerkende fjenden. Ingen inspiration at hente, ingen gode råde – alene, som i april 1940.

Det er 80 år siden, at Danmark blev overrumplet af Tyskland og besat i fem år. Vi blev som bekendt reddet af de allierede lande med USA i spidsen. Den nye supermagt kvitterede med at skabe NATO og et bredt forgrenet netværk af multilaterale organisationer. Det skabte en global orden, som har tjent Danmark særdeles godt lige siden.

Vi tager fejl, hvis vi tror, at America First kun handler om Donald Trump. I bogen SPRÆKKER, som netop er udkommet, redegør jeg for tre faktorer, som karakteriserer Danmarks venskab med USA: pris, beliggenhed og naboskab. Ligesom en ejendomshandel, i Trumps øjne.

 

Danmark har siden 90’erne kompenseret for kravet gennem den aktivistiske udenrigspolitik. Vi stod i mange år altid klar, når Washington ringede efter hjælp. Forholdene ændrede sig under Obama
_______

 

Pris handler om vores bidrag til NATO: Lige siden Den Kolde Krig har der været et pres fra USA mod Europa for at øge forsvarsbudgetterne. Danmark har siden 90’erne kompenseret for kravet gennem den aktivistiske udenrigspolitik. Vi stod i mange år altid klar, når Washington ringede efter hjælp. Forholdene ændrede sig under Obama, som i 2014 fik Danmark og de andre europæiske NATO-lande til at skrive under på, at vi ville arbejde hen imod at bruge 2 pct. af BNP på forsvar. På det tidspunkt lå vi omkring 1,1 pct., så forpligtelsen var massiv. Alligevel troede danske politikere ikke, at det var alvorligt ment, før Donald Trump i 2016 dukkede op og slog i bordet. Nu begynder vi at bevæge os i retning af det, vi har lovet. I 2023 vil vi ligge omkring 1,5 pct. – målt ud af Danmarks nuværende BNP.

Beliggenhed dækker både over Europas geografiske beliggenhed og kontinentets demografi. Europa er ikke det samme gode nabolag, som kontinentet var engang. Befolkningstallet falder relativt i forhold til andre steder på kloden. Europa ligger på omkring 10 procent af verdens samlede befolkning med 800 millioner indbyggere. Kinas befolkning ligger tæt på 20 procent med omkring 1,4 milliarder mennesker. Igen kom Obama først, da han allerede i 2009 udtalte, at det er forholdet mellem Kina og USA, som vil definere det 21. århundrede. Det blev naturligvis bemærket blandt de europæiske statsledere, men flertallet forstod først budskabet, efter Trump kom til. Kina er USA’s primære rival. Europas vigtigste bidrag er i højere grad at klare os selv i forhold til Rusland, Nordafrika og Mellemøsten.

Naboskab handler om tone og tillid. Tror USA grundlæggende på fællesskabets bedste, eller er supermagten nøjeregnende, når regnskabet gøres op? Kan amerikanerne selv se en fordel af amerikansk lederskab – også når det ikke handler om økonomisk dominans? Eller sagt med andre ord: er USA interesseret i at opretholde den verdensorden, de selv skabte efter afslutningen på Anden Verdenskrig – kendt som Pax Americana. I øjeblikket peger pilen i retning af et nej.

 

Pris og beliggenhed er uforandret af coronakrisen. Europa må i højere grad tage ansvar for sin egen sikkerhed, når det kommer til Putins Rusland og lignende trusler
_______

 

CORONAKRISEN UNDERSTREGER kun betydningen af disse tre faktorer. Krisen sætter nemlig en tydelig streg under de mange store udfordringer, som de amerikanske vælgere kræver svar på fra landets politiske ledelse. Det handler især om sundhed, uddannelse og ulighed. Det gjaldt før krisen ramte, og det vil det i endnu højere grad gøre, efter den er slut. Uanset om amerikanerne vælger Donald Trump eller Joe Biden som den, der skal finde svaret.

Pris og beliggenhed er uforandret af coronakrisen. Europa må i højere grad tage ansvar for sin egen sikkerhed, når det kommer til Putins Rusland og lignende trusler. Beliggenheden betyder, at Europa skal kæmpe hårdere for at fastholde amerikanernes interesse. Hvis Europa ikke skaber tilsvarende værdi for USA, som det gælder den anden vej, har amerikanerne andre ting at se til – et eksempel er alliancen med allierede i lande Asien, som eksempelvis Indien. På den måde er mere end 70 års dynamik forandret.

Tonen er det eneste, der vil ændre sig markant, hvis Joe Biden vinder over Donald Trump ved præsidentvalget til november. Men uanset om det bliver Joe eller Donald, der bor på 1600 Pennsylvania Avenue, er America First kommet for at blive. Uncle Joe vil tage Europa om skulderen på en noget mere kærlig måde, end Trump har gjort. Omvendt vil kravet til os vil være uforandret.

Indtil vi forstår det, kan det igen blive den 9. april. Næste gang er det måske konsekvenser af klimakrisen, der overrumpler os – eller en hel ny overraskelse. Spørgsmålet er bare, om Denmark First er svaret, og hvordan vi placerer Danmark i forhold til vennerne i EU og NATO. Håber vi, at presset mod os forsvinder med Trump? Eller er vi parate til et opgør med vores forsvarsforbehold overfor EU? Ikke som et alternativ til NATO, men som et supplement. Den debat trænger sig på, så snart vi er kommet på den anden side af coronakrisen. ■



 

Håber vi, at presset mod os forsvinder med Trump? Eller er vi parate til et opgør med vores forsvarsforbehold overfor EU? Ikke som et alternativ til NATO, men som et supplement. Den debat trænger sig på
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?