Tobias Weische: Vælgernes opbakning til Duda er en sejr, der ikke må forties

Tobias Weische: Vælgernes opbakning til Duda er en sejr, der ikke må forties

17.07.2020

.

Det kan siges kort og præcist: Hvis ikke nationalstaterne formår at få bugt med EU’s føderalistiske politik, ikke-vestlig masseindvandring og islams angreb på kristendommen i Europa, så kan alt den omkringliggende politik være fuldstændig ligegyldig at diskutere.

Kommentar af Tobias Weische, landsformand i DFU

POLAKKERNES GENVALG af den nationalkonservative præsident Andrzej Duda har skabt stor forargelse og vrede i den lille danske osteklokke. Her, hvor kulturradikale og andre, der lider af overdreven politisk korrekthed, elsker at give hinanden ret i, at holdninger, der ikke stemmer overens med deres egen, må være lig med snæversynethed, racisme eller endda fascisme. En smålig tendens, som vi efterhånden har set adskillige gange før, men som tilsyneladende aldrig har givet den kulturradikale elite årsag til at se indad i stedet for at pege fingre.

 

En smålig tendens, som vi efterhånden har set adskillige gange før, men som tilsyneladende aldrig har givet den kulturradikale elite årsag til at se indad i stedet for at pege fingre
_______

 

Derfor er den fulde sandhed om det polske præsidentvalg også svær at få øje på i den offentlige debat herhjemme. Dudas sejr er nemlig også en sejr for alle os, der tydeligt ser, hvilke store udfordringer, Danmark og nationalstaterne i Europa som helhed står overfor. Det kan siges kort og præcist: Hvis ikke nationalstaterne formår at få bugt med EU’s føderalistiske politik, ikke-vestlig masseindvandring og islams angreb på kristendommen i Europa, så kan alt den omkringliggende politik være fuldstændig ligegyldig at diskutere.

JEG ER BESTEMT IKKE ENIG i reformerne af de polske domstole, pressen eller Dudas syn på LGBT-miljøet. Det er en bekymrende udvikling, som får selve fundamentet for en retsstat til at vakle. Men det polske valgresultat er et vundet slag i kampen mod EU og indvandring, og de sejre må og skal det ikke lykkes at fortie eller udviske.

 

Derfor er den fulde sandhed om det polske præsidentvalg også svær at få øje på i den offentlige debat herhjemme. Dudas sejr er nemlig også en sejr for alle os, der tydeligt ser, hvilke store udfordringer, Danmark og nationalstaterne i Europa som helhed står overfor
_______

 

Vi lever i en tid, hvor der for alvor er brug for konsekvente regeringsledere i Europa, som tør sige fra overfor den udvikling, vi har set og stadig ser i EU-systemet. Et system, hvor mere magt placeres hos stadig færre. På alle politikområder har politikerne og embedsfolkene i Bruxelles hænderne dybt nede i den nationale lovgivning. Uanset om det gælder vores udlændingepolitik, vores velfærdsydelser eller vores overenskomst-system, så har EU taget hele hånden, da vi rakte dem lillefingeren.

DEN KOLDE OG KYNISKE SANDHED ER, at EU har fejlet – og vi har brug for nationalstaterne. EU er ikke løsningen og har ikke leveret svarene på vores tids udfordringer. Man kan fristes til at spørge sig selv, hvad EU egentlig har løst af udfordringer, som strækker sig på tværs af landegrænser i de seneste år. Intet. EU har tværtimod skabt destabilitet og utryghed for de europæiske lande. Euroen har lagt de sydeuropæiske landes økonomi i ruiner. Den frie bevægelighed åbner op for velfærdsturisme og løndumping på vores arbejdsmarked, og EU forbyder os sågar at kontrollere vores egne grænser.

Vi har behov for at bygge et nyt europæisk samarbejde, som bygger på nationalstaterne og nationalstaternes interesser. Et forum, hvor vi går sammen om de udfordringer, som vi ikke kan løse alene – såsom klima, grænseoverskridende kriminalitet og frihandel. Men for at det kan lykkes, kræver det et opgør med den politiske union, som EU i dag har udviklet sig til. Derfor har Polen også endnu engang sagt klart nej til mere EU. Der er dermed blevet sendt et signal til hele Europa om at bekæmpe EU som et føderalt projekt og føre det i retning af nationalstaternes Europa. Det er noget, som enhver dansk EU-skeptiker bør hilse velkommen.

 

Polakkerne ønsker ikke at opleve de tendenser, man ser i vores del af Europa, hvor moskéer skyder op og tildækkede kvinder er blevet et normalbillede i gaden. De har gjort et klart tilvalg, der står vagt om nationens kristne kultur, og det giver håb for alle os, der klart og tydeligt har set bagsiden af ikke-vestlig indvandring
_______

 

EN KONSEKVENT UDLÆNDINGEPOLITIK er afhængig af konsekvente ledere. Også på dette område sender Dudas genvalg et klart signal til resten af Europa. Polakkerne ønsker ikke at opleve de tendenser, man ser i vores del af Europa, hvor moskéer skyder op og tildækkede kvinder er blevet et normalbillede i gaden. De har gjort et klart tilvalg, der står vagt om nationens kristne kultur, og det giver håb for alle os, der klart og tydeligt har set bagsiden af ikke-vestlig indvandring.

UNDER FLYGTNINGEKRISEN I 2015, hvor millioner af illegale migranter væltede ind over grænserne til Europa, så vi lige præcis, hvordan det ”glorværdige” EU ikke formåede at løse problemet – i stedet var det op til nationalstaternes og deres ledere at skærme deres folk fra at blive fuldstændig overrendt af ikke-vestlige indvandrere og alle de konsekvenser, som de bringer med sig. Det, der for alvor virkede og som var med til at bremse tilstrømningen, var konsekvente regeringsledere, som var modige nok til at sige fra ved hjælp af en stærk national grænsekontrol. Og det er værd at minde om, at flygtningekrisen ikke er forbi. I 2019 var der 123.920 illegale migranter der kom til Europa (International Organization for Migration (IOM)) og vi ved, at millioner står klar i Afrika og Mellemøsten for at tage båden til Europa, så snart chancen byder sig. Hvis vi skal kunne kontrollere tilstrømningen, har vi brug for konsekvente ledere i hele Europa, der kan føre en konsekvent udlændingepolitik.

EU-LANDENE skal naturligvis respektér de polske vælgeres beslutning. Hvad end man kan lide det eller ej, har den polske befolkning sagt god for den politiske linje, som Duda har anlagt, og selvom valgresultatet blev snævert, er det ikke desto mindre endnu en bekræftelse af, at det er den linje folk ønsker. Lige så lidt som jeg ønsker, at polakkerne begynder at blande sig i danske valg, lige så lidt skal vi blande os i polsk politik og begynde at lege overdommere.

Jeg bakker bestemt ikke op om alt det, Duda står for. Når det kommer til de polske domstole, den polske presse og flere andre punkter har Duda sine åbenlyse fejl. Jeg er stor fortaler for uafhængige domstole, fri og kritisk presse og er på mange andre punkter sikkert rygende uenig med ham. Men jeg respekterer det polske valgresultat. Det er simpelthen ikke min opgave at blande mig i polsk indenrigspolitik. Der, hvor det giver mening at blande sig og have en interesse i det polske valg, er – som vist ovenfor – på de områder, der kommer til at påvirke vores hverdag som danskere.

I de kommende dage vil vi formentlig høre hvordan politikerne i Bruxelles ønsker at reagere fordi de mener, at polakkerne har stemt “forkert”. Ved de bedre end den polske befolkning? Alle, der vil forhindre et frit folk i at indrette sig demokratisk, er de sande antidemokrater og de skal nok komme frem i dagens lys. ■

 

Alle, der vil forhindre et frit folk i at indrette sig demokratisk, er de sande antidemokrater og de skal nok komme frem i dagens lys
_______

 



Tobias Weische (f. 1997) er landsformand i DFU, læser til daglig Historie på Syddansk Universitet og bor i Frederikssund. ILLUSTRATION: Præsident Duda på valgaftenen, som exitpolls’ne bliver offentliggjort [foto: JANEK SKARZYNSKI/AFP/Ritzau Scanpix]. Pressemøde i Statsministeriet, fredag 6. marts 2020 [foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix/Scanpix]