04.02.2020

.

Særligt for et parti som Alternativet, der i høj grad har levet fedt af en grøn og moderne identitetspolitik, kan det blive et kæmpe problem at have en politisk leder, der ikke formår at bruge sin egen person til at formidle politikken. Partiet står skræmmende tæt på afgrundens kant.

Kommentar af Thomas Rohden

JOSEPHINE FOCK er kvinden, der enten kan redde Alternativet eller splitte partiet i atomer. Det står klart efter weekendens formandsvalg, hvor hun også selv meddelte, at dette er Alternativets sidste chance. Det store spørgsmål er derfor, om de 936 alternativister valgte rigtigt, da de satte deres kryds ved Fock, eller om de grønne tylskørter har danset deres sidste periode i Folketinget.

Josephine Fock er ikke en ”Fru Hvem-som-helst”. Hun har særligt gennem sin tid i Folketingets bevist, at hun forstår det politiske spil. Men politisk tæft er ikke nok, hvis Alternativet skal løftes fra spærregrænsens rand og igen fange vælgernes gunst. Her bliver Josephine Focks person det sprængende punkt, der kan ende med at sende Alternativet ud af dansk politik.

PÅ DEN POSITIVE SIDE har Fock en række åbenlyse kompetencer, der alle bygger på hendes erfaringer fra fagbevægelsen. Her lærte hun det organisatoriske håndværk, som hun måske mestrer bedre end nogen anden i Alternativet. Fock forstår organisationer og har et skarpt øje for, hvordan de skal trimmes for at modsvare tidens krav.

Samtidig har fagbevægelsen lært hende forhandlingens kunst. Hun har også meddelt, at Alternativet ønsker at blive en del af flere politiske aftaler og forlig, hvilket formentlig vil klæde det grønne parti, der ofte har fremstået som et ligegyldigt protestparti. Selvom Fock både har de nødvendige kompetencer og den rigtige politiske kurs, kan det dog blive yderst svært at gøre sig relevant i en position, hvor partiet i alle tænkelige scenarier er parlamentarisk overflødigt.

 

Det altafgørende bliver dog hverken Focks evner i et forhandlingslokale eller stive personlighed. Hendes altoverskyggende største opgave bliver derimod at forsone partiet
_______

 

PÅ DEN NEGATIVE SIDE har Fock en personlig profil, der på ingen måder matcher det kreative og farverige parti. Mens den tidligere partileder Uffe Elbæk fremstod både charmerende, nytænkende og alternativ i al sin person, har Fock på ingen måde samme karismatiske personlighed.

Ofte fremstår hun som en tidligere 12-talspige, som nu har nået midten af 50’erne. Hun siger og gør alt det rigtige, men leverer det uden charme eller nogen form for X-faktor. Hun udstråler på ingen måder Alternativets DNA om kreativitet, humor og skæve ideer, men ligner nærmere en mellemleder i Høje-Taastrup Kommune med drømme om at avancere.

Læg til dette, at Alternativet får hele 26,7 pct. af deres stemmer fra vælgere i aldersgruppen 18-24 år. Denne gruppe forstod Uffe Elbæks grønne tylskørt og de ikoniske trøjer med budskaber som ”Unfuck the system” eller ”Peace & Forgetfulness”. Fock kan ikke skabe den samme smarte kant. Jeg tror derimod, at hendes manglede glimt og kølige stil kan virke direkte afskrækkende på partiets største vælgergruppe.

Alt dette kan måske lyde både hånligt, ligegyldigt og banalt. Men særligt for et parti som Alternativet, der i høj grad har levet fedt af en grøn og moderne identitetspolitik, kan det blive et kæmpe problem at have en politisk leder, der ikke formår at bruge sin egen person til at formidle politikken.

DET ALTAFGØRENDE bliver dog hverken Focks evner i et forhandlingslokale eller stive personlighed. Hendes altoverskyggende største opgave bliver derimod at forsone partiet. Intern splid, partifnidder og divergerende udmeldinger kan altid skræmme vælgere væk og fjerne fokus fra de politiske udmeldinger.

 

Imens hendes hårde linje kan være til stor gavn i et forhandlingslokale, har den også skabt en lang liste af politiske fjender internt i Alternativet
_______

 

For selvom Josephine Fock vandt formandsposten, så stemte 42 pct. af partiets medlemmer på Theresa Scavenius, som på nærmest alle tænkelige punkter stod som modsætningen til Josephine Fock. Samtidig stod folketingsgruppen bag modkandidaten Rasmus Nordqvist, som har langt flere allierede i partiets top end Josephine Fock. Hun har derimod en lang liste af fjender i både folketingsgruppen og sekretariatet, som hun særligt skabte i tiden som gruppeformand, hvor hun med hård hånd håndterede interne uoverensstemmelser. Disse fjender fra fortiden har så stærke personlige aversion imod hende, at det kan afføde altoverskyggende problemer og internt drama i partiet.

Imens hendes hårde linje kan være til stor gavn i et forhandlingslokale, har den også skabt en lang liste af politiske fjender internt i Alternativet. Allerede i formandsvalgkampen stod tidligere kollegaer frem og kritiserede hendes personlige lederskab. En tidligere ansat beskrev hende som manipulerende, mens forhenværende folketingsmedlem Ulla Sandbæk om Josephine Fock udtalte:  “På trods af, at jeg har arbejdet sammen med hende en større del af hendes folketingsperiode, kan jeg ikke nævne én eneste positiv oplevelse med hende”.

Også blandt nuværende folketingsmedlemmer, ansatte på sekretariatet og i ledende dele af baglandet har der i krogene været en skarp kritik af Josephine Fock. Mange af disse mennesker er ikke blot uenige med Fock, men afskyr grundlæggende hendes person, der kan sætte frygt i selv de folkevalgte politikere. Dette var også grundlaget for, at hun i 2012 måtte forlade posten som gruppeformand efter interne splittelser i Alternatives folketingsgruppe. Det vil derfor heller ikke være nogen overraskelse, hvis der både sker en flugt fra partiets sekretariat, og hvis flere folkevalgte forlader partiet.

Sker dette, og formår hun ikke at vende tilliden bland disse kritikere, vil hun stå som fuldstændig afblanket som politisk leder, der hverken har et sæde i Folketinget, kontrol over partiets folketingsgruppe eller respekt i partiets sekretariat. Dette vil stille hende i en position, hvor hun konstant kan blive udfordret på sin autoritet og løbet over ende af både medarbejdere og folketingsgruppen.

 

Ansvaret hviler nu på Josephine Fock, der både kan blive den grønne frelser eller Alternativets bedemand. Selv tror jeg, at hun kommer til at lægge sit eget parti i graven
_______

 

FOCK HAR HÅRDE ODDS IMOD SIG, og jeg tror ikke, hun har, hvad det kræver for igen at puste vind i de alternative sejl. Selvom hun står tilbage som medlemmernes foretrukne leder, kan hendes personlige skarpe stil overfor folketingskollegaer og ansatte blive en så stor belastning, at den kommer til at udhule hendes interne legitimitet. Uden den fornødne legitimitet og med stærke fjender i toppen af partiet, vil hun konstant blive udfordret i sit daglige arbejde.

Samtidig bliver det vanskeligt for hende at bevare partiets nuværende politiske brand som en ener, der altid skiller sig ud. For Fock er ikke selv en ener, der går imod strømmen, men snarere blot en del af det politiske tapet, der går i et med resten af Christiansborg.

Alternativet står derfor skræmmende tæt på afgrundens kant. Formår partiet ikke at forsone sig og sammen ligge en ny politisk retning, vil de gå over i historien som en politisk døgnflue og ende i selskab med alle andre folketingspartier, der har forsøgt at bygge et politisk projekt uden de ideologiske håndbøger i tasken.

Ansvaret hviler nu på Josephine Fock, der både kan blive den grønne frelser eller Alternativets bedemand. Selv tror jeg, at hun kommer til at lægge sit eget parti i graven. ■

 

Samtidig bliver det vanskeligt for hende at bevare partiets nuværende politiske brand som en ener, der altid skiller sig ud. For Fock er ikke selv en ener, der går imod strømmen, men snarere blot en del af det politiske tapet, der går i et med resten af Christiansborg
_______

 

Thomas Rohden (f. 1996) er statskundskabsstuderende ved Københavns Universitet og arbejder med public affairs og politisk analyse i det private. Han er medlem af Det Radikale Venstre og har en fortid som medarbejder for partiet på Christiansborg. ILLUSTRATION: Josephine Fock taler med pressen på Christiansborg, 4. februar 2020 (Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix)