Thomas Funding: Lige nu er der en historisk harmoni i S. Men det er kun et spørgsmål om tid, før pendulet svinger, og problemerne begynder at melde sig
30.07.2020
.“Jeg er spændt på at se, hvordan interne problemer vil udarte sig med Mette Frederiksens meget styrende adfærd, hvor hun per stedfortræder blander sig i alle ministres ressortområder. Venstre er i gang med at opbygge en diskurs om Mette Frederiksen som en styrende, bossende og magtfuldkommen kontrolfreak. Spørgsmålet er, om hendes egne folk på et tidspunkt vil begynde at stemple ind i den diskurs, fordi de føler, at de konstant har overfrakke på?”
RÆSON SPØRGER: Thomas Funding (f. 1983), som er politisk redaktør på Avisen Danmark. Han har tidligere arbejdet som politisk analytiker og Christiansborgredaktør på TV2. Han er uddannet journalist fra Syddansk Universitet.
Interview af Malte Bruhn
Kritikken var hård fra både eksperter og politiske modstandere, da den nykårede statsminister Mette Frederiksen den 4. juli 2019 offentliggjorde hendes mangeårige rådgiver og ven Martin Rossen som ny stabschef i Statsministeriet. Som stabschef, der er en nyskabelse i dansk politik, fik Martin Rossen både plads i Økonomiudvalget og Koordinationsudvalget, der udgør regeringens to mest magtfulde epicentre, hvor kun de øverste ministre og departementschefer har adgang.
“Et frontalangreb på den danske forvaltningstradition,” lød det fra V, K og DF i et fælles debatindlæg i Altinget frem mod et samråd om sagen med statsministeren d. 27. september. Rossen havde fået „stor magt uden at skulle stå til ansvar for Folketinget og offentligheden,” lød det fra professor i Statskundskab, Tim Knudsen, ligeledes i Altinget. Han havde hellere set, at Rossen fik rollen som en slags viceminister under kontrol af Folketinget.
I oppositionen og blandt politiske kommentatorer blev Rossens magt hurtigt set som en afgørende brik i billedet af en selvbevidst socialdemokratisk regering, der er i gang med at skubbe til magtbalancen mellem både ministre og embedsmænd – samt mellem Finansministeriet og Statsministeriet. Samtidig har der været udskiftninger på departementschefsposten i hele syv ministerier, inklusive Stats- og Finansministeriet. Den 16. juni blev det meddelt, at Rossen forlader Statsministeriet til fordel for et job som Senior Vice President i Danfoss – officielt ved udgangen af juli. Om stillingen vil forblive i sin nuværende form, er endnu ikke meldt ud.
RÆSON: Det er et år og en måned siden, at Martin Rossen blev ansat som ’stabschef’ i Statsministeriet. Hvad har vi lært?
I S er der ingen tvivl om, at konstruktionen har bevist sit værd. Man er blevet bekræftet i nødvendigheden af at have en funktion, der sikrer, at den overordnede linje bliver fulgt i hele regeringen. Hvis man spørger i V, der ganske vist har været ude med riven efter Rossen-modellen, så er min oplevelse også, at der er en bred anerkendelse af, at tanken er god. Det er langt fra sikkert, at V vil kopiere modellen én til én, men jeg sporer faktisk en vis grad af misundelse over, at de ikke fik sat noget lignende i værk, da de selv var i regering.
Hvis en minister var på vej ud ad en tangent, hvor det ikke længere var partiets interesser, men alle mulige andres interesser, der var på spil, så var det Rossens opgave at tage ordet og bede ministeren om at kalibrere det socialdemokratiske kompas og prøve igen
_______
RÆSON: Er vi blevet klogere på, hvad hans job rent faktisk gik ud på?
Meningen med det hele er, at den strategiske linje, som S har sat ind på under Mette Frederiksen, skal følges, også efter man er kommet i regering. Det lyder banalt, men det er nemmere sagt end gjort. Mange nye ministre oplever, at de lynhurtigt blive rullet ind i ministeriets egne dagsordner. Og så er der risiko for, at man mister blikket for den overordnede strategi. Rossens opgave var at holde ministrene på sporet.
RÆSON: Hvordan gjorde han det?
Ved møderne i Økonomi- og Koordinationsudvalget sad Rossen og fulgte med, når ministrene fremlagde deres sager. Hvis en minister var på vej ud ad en tangent, hvor det ikke længere var partiets interesser, men alle mulige andres interesser, der var på spil, så var det Rossens opgave at tage ordet og bede ministeren om at kalibrere det socialdemokratiske kompas og prøve igen. Samtidig har han været i tæt kontakt med de særlige rådgivere, der skal sørge for, at visionerne og strategierne siver hele vejen ned gennem laget af afdelingschefer og styrelsesdirektører under ministeren.
RÆSON: Politiken har tidligere beskrevet, hvordan alle ministre har været til MUS-samtaler med Rossen og Mette Frederiksen, hvor de har skulle præsentere fireårsplaner for deres visioner som ministre. Hvorfor?
Helt fra starten har Rossen og Frederiksen holdt ministrene fast på, at alt hvad de gør, skal tage udgangspunkt i en styrkelse af den strukturelle samfundsmodel, vi har i Danmark; underforstået den socialdemokratiske velfærdsmodel. Opdraget til ministrene har helt fra starten været, at alt hvad de foretager sig, skal have et socialdemokratisk værdipolitisk tvist. I starten fik alle ministrene til opgave at levere en fireårsplan for deres topprioriteter. Hvis der ikke var nok elementer, der styrkede den socialdemokratiske velfærdsmodel, så blev de bedt om at lave den om. Rossens opgave har været at holde ministrene på sporet i dagligdagen.
Nu er målet at genvinde magten og genpolitisere politikken. Det, Mette Frederiksen har reageret på, er, at Finansministeriet har været koordinatoren og krumtappen omkring de sidste mange regeringers arbejde
_______
RÆSON: Inden Mette Frederiksen blev statsminister, lagde hun ikke skjul på, at hun ville forsøge at flytte magt fra Finansministeriet til Statsministeriet. I marts sagde hun til Altinget, at: „Vi har et utrolig lille statsministerium, som ikke driver noget i det politiske arbejde, og det passer ikke sådan lige til mit temperament, hvis det er mig, der skal være landets statsminister. For så er det mit ansvar. Så er det ikke Finansministeriets ansvar‟. Hvordan spiller ansættelsen af Rossen ind i den dagsorden?
I S har der siden Thorning været en opfattelse af, at politikerne har mistet styringen, og at magten i stedet er gået til embedsmændene i især Finansministeriet. Der har været en fornemmelse af, at politikken var ved at forsvinde ud af dansk politik. Nu er målet at genvinde magten og genpolitisere politikken. Det, Mette Frederiksen har reageret på, er, at Finansministeriet har været koordinatoren og krumtappen omkring de sidste mange regeringers arbejde. Det er et problem, fordi hun mener, at Finansministeriet i høj grad har fået en neoliberal slagside. Men det skal også ses som et opgør med Bjarne Corydon og hele tanken om ’nødvendighedens politik’. Hendes løsning er at forsøge at rykke mere magt over i Statsministeriet, der skal have mere hånd i hanke med, hvad der sker i de andre ministerier.
RÆSON: Det er åbenlyst, at Mette Frederiksen er en stærk statsminister, der har styr på sine ministre. Men er hun lykkedes med hendes foretagende om at styrke Statsministeriet rent institutionelt?
Ja, det er hun. Det skal jo ikke forstås på den måde, at Finansministeriet er blevet ligegyldigt. Det er stadig en væsentlig spiller, men jeg mener klart, at der er sket en magtforskydning fra Finansministeriet til Statsministeriet det sidste år. Men det skyldes også i høj grad, at man har skiftet departementschef i begge ministerier. I Peter Mørch og Barbara Bertelsen, der begge har arbejdet for Mette Frederiksen i henholdsvis Beskæftigelsesministeriet og Justitsministeriet, har man fået to personer, der er ansat til at gennemtvinge netop det skifte, hun vil have. Det sagde de ja til, da de gik ind ad døren.
RÆSON: Oppositionen har kritiseret stabschefsmodellen, fordi Rossen ikke står til ansvar for Folketinget. I et fælles debatindlæg i Altinget fra september skrev repræsentanter fra V, DF og K, at Mette Frederiksen har begået et “frontalangreb på den danske forvaltningstradition.” Hvilke konsekvenser fik den kritik?
Den kritiske støj fra oppositionen har gjort Rossens arbejde sværere, fordi han er blevet hængt ud i offentligheden. Hvis man kan sætte en vigtig modstander ud af drift, så er det det værd: Hvis man stækker Martin Rossen, så stækker man også Mette Frederiksen. Og så kan man jo spekulere over, om kritikken og presset er årsagen til, at han nu søger væk. Men kritikken har ikke haft nogen betydning for offentligheden. Jeg føler mig ret overbevist om, at langt de fleste i befolkningen stempler ud, når snakken falder på de finere detaljer i ministeransvarsloven.
Måske vil det være svært for Venstre at genbruge den konkrete Rossen-model, når de igen kommer i regering. Men så laver man en anden konstruktion, for de deler Mette Frederiksens diagnose og analyse
_______
RÆSON: Historien om Martin Rossen er blevet skrevet ind i en større fortælling om et magtfuldkomment Socialdemokrati, der har udskiftet syv departementschefer på det første halve år, og som ansætter loyalister som pressemedarbejdere, hvilket især Berlingske har beskrevet. Vi ser også kritikken i forbindelse med Mette Frederiksens håndtering af nedlukningen, hvor hun afskrev Sundhedsstyrelsens anbefalinger uden at fortælle det til offentligheden eller Folketinget. Hvad er det et udtryk for?
Det er helt åbenlyst, at Socialdemokratiet forsøger at tæmme embedsværket. Om det er en god eller dårlig udvikling, kommer an på øjnene, der ser. Nogle embedsfolk mener, at hun er i gang med at politisere embedsværket. Andre, inklusive et bredt flertal i Folketinget, oplever det som en nødvendighed, at politikerne får mere magt, og at de folkevalgtes rolle bliver større. Rationalet er, at hvis al politik skal udvikles med en ramme defineret af embedsmænd, hvad skal vi så bruge politikere til? Hvis vi havde styret landet på den måde tilbage i tiden, havde de allerstørste og mest grundlæggende samfundsreformer så overhovedet set dagens lys? Det er logikken i Mette Frederiksen og Martin Rossens ageren.
RÆSON: Har S et mindre romantisk forhold til magt end fx Venstre?
Der er nogle, der vil mene, at S føler, at de har en førstefødselsret til magten i Danmark, fordi vi lever i en velfærdsstat, som de – i deres eget narrativ – står fader til. Der er muligvis et element af sandhed i, at S er hurtigere til at tage styring på den her slags ting. Men det kunne lige så godt have været en borgerlig regering, der for alvor tog et favntag med embedsværket. Måske vil det være svært for Venstre at genbruge den konkrete Rossen-model, når de igen kommer i regering. Men så laver man en anden konstruktion, for de deler Mette Frederiksens diagnose og analyse. Før valget diskuterede Venstre også, om man kunne gøre noget ved problemet, men man valgte ikke at handle på det. Og op til Thornings valgsejr var der også snak om at lave en ’Samordningsminister’ uden portefølje, der skulle fungere, ligesom Rossen har gjort. Ifølge gangsnakken var Bjarne Corydon faktisk udset til den rolle, indtil Henrik Sass Larsen røg ud af ræset som finansminister.
Der er ikke mange, der har pondus nok til at sidde og belære topministre om, hvornår deres socialdemokratiske værdisæt er ved at skride. Men jeg er ikke en af dem, der mener, at Rossen er uerstattelig
_______
RÆSON: Nu er Martin Rossen fortid i dansk politik. Hvordan vil S erstatte ham?
Jeg kan ikke forestille mig, at Mette Frederiksen vil opgive den nuværende model, hvor de vigtige tråde bliver samlet i Statsministeriet. Men hvis man ikke kan finde den rigtige profil, kan det være, at man opfinder en ny rolle, hvor vedkommende ikke nødvendigvis skal sidde med i Økonomi- og Koordinationsudvalget. For der er ikke mange, der har pondus nok til at sidde og belære topministre om, hvornår deres socialdemokratiske værdisæt er ved at skride. Men jeg er ikke en af dem, der mener, at Rossen er uerstattelig, og at Mette Frederiksen er på herrens mark. Det er et åbenlyst tab, men regeringens projekt er Mette Frederiksens projekt. Rossen har blot forfinet og forædlet det.
RÆSON: Du siger, at S opfatter stabschefskonstruktionen og Mette Frederiksens ledelsesstil som en succes. Hvad kan udfordre modellen?
Lige nu er der en historisk harmoni i S; især på ministerholdet. Men det er et spørgsmål om tid, før pendulet svinger, og problemerne begynder at melde sig. Jeg er spændt på at se, hvordan interne problemer vil udarte sig med Mette Frederiksens meget styrende adfærd, hvor hun per stedfortræder blander sig i alle ministres ressortområder. Venstre er i gang med at opbygge en diskurs om Mette Frederiksen som en styrende, bossende og magtfuldkommen kontrolfreak. Spørgsmålet er, om hende egne folk på et tidspunkt vil begynde at stemple ind i den diskurs, fordi de føler, at de konstant har overfrakke på? ■
Venstre er i gang med at opbygge en diskurs om Mette Frederiksen som en styrende, bossende og magtfuldkommen kontrolfreak. Spørgsmålet er, om hende egne folk på et tidspunkt vil begynde at stemple ind i den diskurs?
_______
ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen på pressemøde, mandag den 23. marts [foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
