01.11.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Det kan være svært at rumme, at vi som samfund har et direkte medansvar for at skove brænder og flygtningebørn dør, men det er desværre sandheden. Det gælder økonomisk. Og det gælder politisk. Hverdagsondskab stortrives nemlig i det danske og globale samfund, og verdens administrative og politiske systemers kapacitet til at modstå den er ved at kollapse.

Af Theresa Scavenius

Jeg har tit undret mig over, hvordan optakten til 2. verdenskrig mon blev oplevet af almindelige mennesker. Hvordan var det fx at være skolelærer i 1930’ernes Tyskland? Hvorfor sagde de ikke fra? Hvorfor kunne de ikke regne ud, hvor galt det ville gå?

Et af svarene er, at normskredet i den første tid gik meget langsomt. Og derfor oplevedes hvert lille skridt ikke i sig selv som revolutionerende. Den tyske forfatter Günther Grass beskriver det i en af sine bøger som tynde løgringe, der bliver skrællet af. Grass husker, at ingen stillede spørgsmål, da der forsvandt en jødisk lærer. Og senere satte ingen spørgsmålstegn ved, hvor alle violinerne kom fra. Og det kan han ikke tilgive sig selv for: At han ikke turde stille spørgsmålet.

Det er det, den politiske tænker og filosof Hannah Arendt kalder ’radikal ondskab’. En anden måde at sige det på er at kalde det for en slags hverdagsondskab, hvor folk passivt lever med noget, som ikke moralsk kan forsvares. Dvs. en form for ondskab, som man ikke selv er direkte ophav til, men som man heller ikke siger fra overfor. Når man ved, at noget er forkert, men når man undlader at kæmpe imod, sige fra og råbe op. Fordi det er nemmere. Fordi det i første omgang ikke rammer én selv.

Det er derfor hverdagsondskaben trives i Danmark. Vi bliver nogen af de sidste i verden, som for alvor kommer til mærke klimakrisen. Vi har det for godt. Og det skyldes langt hen ad vejen, at vi har opbygget et af verdens bedste velfærdssamfund, der i mange årtier har været socialt robust og orienteret imod at skabe et bæredygtigt samfund. Et samfund, som har tilstræbt ikke at øge verdens problemer, men derimod at skabe en bedre verden ved fx at betale en af verdens højeste udviklingsbistand.

 

[H]verdagsondskaben trives i Danmark. Vi bliver nogen af de sidste i verden, som for alvor kommer til mærke klimakrisen. Vi har det for godt
_______

 

Men det er efterhånden en saga blot. Den sociale kontrakt er for længst brudt. Vi bidrager ikke længere til at skabe en bedre verden. Og hvor vi før i tiden var gode til at tænke innovativt, i nye modeller, i komplekse systemer, har vi nu i stedet for indgået en faustisk pagt med en kortsigtet økonomisk logik, og solgt ud af alle vores moralske normer.

Derfor stortrives hverdagsondskaben i Danmark. Og den største udfordring er, at dem, som kan gøre mest for at skabe bedre vilkår for klimaet, miljøet og andre mennesker, er dem, som sidder længst fra at mærke konsekvenserne af en klimaforandret virkelighed. Det er den globale fossile elite. Og det er dens lange arme ind i det magtfulde politiske rum.

Derfor er vi på vej ind i et fremtidssamfund som ligner det, vi kender fra den mørke middelalder. Et samfund, hvor kun den rigeste og mest privilegerede ene procent kan spise flødeskumskager, mens alle andre må drikke forurenet vand og få ondt i maven af det, spise mad med kemikalier, som giver mærkelige sygdomme, og i det hele taget hutle sig igennem tilværelsen.’ Life will again be short, nasty and brutish’, som filosoffen Thomas Hobbes beskrev det britiske samfund for snart 400 år siden.

For hvad har en global coronakrise, brande i Brasilien og Californien, og Moria-flygtninge på gader og stræder, til fælles? Er det blot tilfældige overskrifter fra en global verden, hvor mediedagsordenen skifter mellem politiske emner, kontinenter og katastrofer?

For et halvt år siden var det den ubarmhjertige historie om den etårige Laila, et flygtningebarn, der frøs ihjel som kom på forsiden af Politiken. Så diskuterede vi brande i Australien. Så kom corona, og de fleste glemte alle de andre katastrofer. For en tid.

Er det fordi Brasiliens politiske regime ikke længere fører an i en heksejagt på Amazonas? Er der ikke længere børn, der fryser ihjel, fordi deres forældre og familier bliver nødt til at flygte fra en humanitær krise? Holder klimaforandringerne frokostpause?

 

At vi deler samfundsøkonomi og verdensorden kan virke abstrakt. Men når man ser det tøj, flygtningebørnene fra Moria-lejrene har på, er det tydeligt, at vi er en del af den samme politiske økonomi
_______

 

Nej, faktisk ikke. Forskere dokumenterer, at Amazonas kan kollapse inden 2050. Flygtningekrisen vokser sig større hver dag syd for Europas grænser og vil være den virkelighed, vi vil vågne op til, når coronakrisen blæser af. Og klimakrisen er stadig den største udfordring, som kræver nogle politiske svar.

Men det er nemt at fortabe sig i de daglige tragedier. De enkelte historier. Som fx den ubærlige historie om, at lille Laila på et år frøs ihjel på grund af en kompleks og eskaleret flygtningekrise, som skabes af nye regionale magtfulde oligarker. Og som de ’gamle’ magtfulde ledere i USA og EU enten ikke interesserer sig for – eller ikke har evnen til at forholde sig til som andet end en brik i et kynisk geopolitisk spil og i floskuløse vendinger, der blot bekræfter den politiske afmagt og ligegyldighed.

Nå ja, kan vi vælge at sige. Verden er fuld af tragedier. Og så sender vi hundrede kroner til en af de nødhjælpsorganisationer, der står med hænderne fulde for at lappe på de politiske og humanitære katastrofer, som verdens ledere skaber i øjeblikket. Det har jo ikke noget med os at gøre.

Og i de fleste tilfælde er sammenhængen mellem et frysende barn i Syrien, en brand i Australien eller Brasilien og os hjemme i Danmark også svær at gennemskue. At vi deler samfundsøkonomi og verdensorden kan virke abstrakt. Men når man ser det tøj, flygtningebørnene fra Moria-lejrene har på, er det tydeligt, at vi er en del af den samme politiske økonomi. De har det samme tøj på, som børnene i din lokale børnehave. Det er en del af en virkelighed fyldt med hverdagsondskab.

Og det kan være svært at rumme, at vi som samfund har et direkte medansvar for at skove brænder og klimaet forandrer sig, men det er desværre sandheden. Det gælder økonomisk. Og det gælder politisk. Lille Laila på et år adskiller sig kun fra de millioner af tragiske skæbner, verden tynges af hver dag, ved at være på forsiden af Politiken. Nu står vi så – meget forventeligt – med en endnu stor humanitær katastrofe, forårsaget af en brand i Moria.

 

Hvilken magt er det, som ønsker at kunne true deres borgere til tavshed ved at gøre deres retsgrundlag usikkert
_______

 

Med coronakrisen blev det meget tydeligt, at vi står midt i en kompleks global situation, hvor vi ikke blot er udfordret af klimaforandringer og en biodiversitetskrise, men også en global verdensorden i opløsning.

Og hvordan ser en verdensorden i opløsning så ud? Udover at den dagligt viser sig i ekstrem fattigdom og geopolitiske konflikter, viser den sig også i globale pandemier.

Det er en verden, hvor magten centraliserer sig omkring sig selv. Hvor magten bliver mere og mere autoritær. For hvorfor er svaret på en sundhedskrise at begrænse borgernes frie rettigheder? Hvorfor lukke grænserne og sætte militæret ind, hvorfor overveje at få lovhjemmel til at trænge ind i borgernes hjem uden dommerkendelse, som var en del af første udkast til hasteloven? Hvorfor følger politikerne ikke de sundhedsfaglige vurderinger, men i stedet for indskrænker fx forsamlingsfriheden med en udløbsdato på et år? Og hvorfor skal hasteloven nu yderligere skærpes og gøres permanent? Hvilken magt er det, som ønsker at kunne true deres borgere til tavshed ved at gøre deres retsgrundlag usikkert.

Problemet er, at det bliver de naturlige svar, når regeringen i forevejen er vant til ikke at lytte til eksperter og fagpersoner. Det gælder, når vi taler pandemi-bekæmpelse, men også børnefattigdom og klimaforandringer.

Ligesom i gamle dage, hvor du kom på fattiggården, hvis du var fattig. At være fattig blev betragtet som form for kriminalitet. Det er det blevet igen i dag. På samme måde bliver flygtninge kriminaliseret. Igen et eksempel på en strategi i en verden fyldt med hverdagsondskab.

I forhold til klimaforandringerne er det særligt tydeligt, at det politiske system har valgt – i stedet for at lytte til eksperterne – systematisk at underminere den fagligt baserede offentlige administration til fordel for en konkurrencestat, der tænker i kortsigtet økonomisk gevinst i stedet for faglighed, viden, kapacitet og risiko-vurderinger.

Jeg har i lang tid argumenteret for, at vi også herhjemme har skåret for dybt i den offentlige sektor. Og at vi står i en situation, hvor det bliver vanskeligt at håndtere klimakrisen. Vi ser vores administrative sårbarhed, når vi taler oversvømmelser, vi ikke var forberedte på, og når vi ser, hvordan en sundhedskrise fuldstændig sætter samfundet i stå.

 

Det, vi er vidne til i øjeblikket, er en situation, hvor det politiske handlingsrum til at løse samfundsmæssige kriser er meget lille
_______

 

Spørgsmålene udestår: Har vi et rustet og resilient politisk system, som har gennemtænkt, hvad det vil betyde for borgerne, hvis de nuværende proxy-oliekrige i Mellemøsten eskalerer og sender mange hundredetusinde flygtninge til Europa? Har vi et system, som tænker over, hvad det betyder for vores fremtid, hvis vores vandforsyning bukker yderligere under for forurening blandt andet forårsaget af kødindustriens og det industrielle landbrugs forbrug af kemikalier i naturen? Har vi en regering, som har ført en sundhedspolitik, der rent faktisk har tænkt i mennesker før kroner og ører inden pandemien rammer os?

Det, vi er vidne til i øjeblikket, er en situation, hvor det politiske handlingsrum til at løse samfundsmæssige kriser er meget lille. Men hvad er det, som har undermineret den politiske og administrative kapacitet?

Det er blandt andet konkurrencestatens nedskæringspolitik og langsomme udhuling af den administrative kapacitet i den offentlige sektor. I Danmark. I Europa. I hele verden.

Verdens administrative og politiske systemers kapacitet er på bristepunktet. Og det er ikke blot min analyse. Det er også konklusionen i World Economic Forums risikorapport fra sidste år.

Så kære læser: Du kan vælge at nyde livet indtil den nye virkelighed kommer og banker på vores egen dør igen. Eller du kan forsøge at kæmpe for en bedre verden: En verden, hvor en ét-årig ikke skal fryse ihjel som konsekvens af en kynisk økonomi og fascistoid politisk tankegang. En verden, som kan håndtere samfundsmæssige problemer med civile og politiske midler – i stedet for anti-demokratiske og militære midler.

Klimapolitik handler tit om fremtidige scenarier for, hvad konsekvenserne bliver i den oppustede Marie Antoinette-økonomi, hvor vi spiser flødeskumskager til morgenmad og køber plasmaskærme i stedet for tæpper til frysende børn. Vi kan tale om, hvad der sker, når den forbrugsbaserede vækstøkonomi har sejret sig ihjel, og vi alle sammen er blevet kvalt i plastikdimser eller forgiftet af forurenet drikkevand.

Men sandheden er, at vi allerede lever i den fremtid. Og sandheden er, at den politiske og demokratiske kampzone hele tiden indskrænkes. Det er forklaringen på, at hverdagsondskaben stortrives. ■

 

Vi bidrager ikke længere til at skabe en bedre verden. Og hvor vi før i tiden var gode til at tænke innovativt, i nye modeller, i komplekse systemer, har vi nu i stedet for indgået en faustisk pagt med en kortsigtet økonomisk logik, og solgt ud af alle vores moralske normer
_______

 

Theresa Scavenius (f. 1984) er ph.d. i statskundskab, Københavns Universitet og lektor og forsker på Aalborg Universitet København i klimapolitik og demokrati. Hun har tidligere været både folketingskandidat og kandidat til at blive politisk leder for Alternativet. ILLUSTRATION: Officielt pressebillede