30.04.2020

Bosnien står i øjeblikket i en migrantkrise, som kun forværres af coronakrisen. Landets politiske system er dyrt og ineffektivt, og de internationale aktører, som har indflydelse i regionen, puster til ilden for de gamle konflikter på Balkanhalvøen. Hvis landet skal stabiliseres, og de eksterne og interne konflikter løses, skal Bosnien være næste land i rækken til et NATO-medlemskab.

Af Anders Stubkjær og Meho Selman

Fremtiden for Bosnien-Hercegovina som den stat, vi kender i dag, er usikker. Corona-krisen har sat alt på standby. Antallet af migranter i landet stiger og det skaber uro i befolkningen. Bosniske serbere blokerer landets politiske proces og truer med at erklære uafhængighed. Det bekymrende er, at der måske ikke er så meget, der længere forhindrer dem i at gøre det.

De problemer og udfordringer verden har haft før coronakrisen, bliver vi nødt til stadig at følge med i – og reagere på. De er ikke væk. Der er blot lagt et midlertidigt låg på dem. Migration fra den tredje verden sker på grund af krige og stigende fattigdom, og den vil uden tvivl fortsætte og tage til i styrke i de kommende år. Det vestlige Europa, herunder Danmark, beskytter sig mod migration med en stram lovgivning, grænselukning og kontrol. De sydøsteuropæiske lande forsøger det samme, men oplever et kolossalt pres på deres grænser. Der er også lande som f.eks. Bosnien-Hercegovina, som ikke har kontrol over deres grænser. Her kan migranter komme ind uden større problemer.

Landet grænser op til Den Europæiske Union, hvilket er en af grundene til, at Bosnien-Hercegovina oplever et stigende antal migranter, der kommer fra bl.a. Mellemøsten og Nordafrika. Ifølge politico.eu, kommer flere fra Afghanistan og Pakistan, andre også fra Algeriet. Mange migranter når at komme tæt på den eftertragtede drøm om et liv i Europa, men bliver standset ved EU’s grænse. Tendensen har i flere år været, at adskillige strander i netop Bosnien-Hercegovina. Det er svært at fastslå præcist hvor mange det drejer sig om. EU oplyser, at der i 2019 bliver registreret omkring 20.000 migranter i Bosnien-Hercegovina. Derudover opholder der sig nok yderligere 7.500 i landet.

Migranterne samler sig i bestemte områder i Bosnien-Hercegovina, hvor de lever som hjemløse i byerne. Situationen er kun blevet mere kompliceret efter corona-pandemiens udbrud. Landet har for det første ikke ressourcer til at håndtere migrantsituationen. For det andet er der heller ikke kapacitet til at håndtere et større sygdomsudbrud blandt migranter. Ifølge The Guardian bliver migranter på grund af corona-krisen nu tvunget til at bosætte sig i teltlejre og deres bevægelsesfrihed er begrænset. Nogle spekulerer i, om coronakrisen bliver brugt som et påskud til at begrænse migranternes rettigheder for at lette håndteringen af dem.

 

Hvorfor bliver der så ikke gjort noget? Problemet er, at Bosnien-Hercegovinas politiske og økonomiske udvikling er gået i stå. Der er flere forklaringer
_______

 

Et dyrt og komplekst politisk system
Hvorfor bliver der så ikke gjort noget? Problemet er, at Bosnien-Hercegovinas politiske og økonomiske udvikling er gået i stå. Der er flere forklaringer. Dayton-aftalen fra 1995 mellem de tre etniske grupper i landet skaber fred efter tre års krig i landet. Det anerkender alle. En del af Dayton-aftalen indeholder forfatningen for Bosnien-Hercegovina, der har dannet grundlag for opbygningen af et yderst komplekst og dyrt statsapparat. Kort fortalt, så er Bosnien-Hercegovina konstrueret som en føderal stat med to stort set autonome enheder: Føderationen Bosnien-Hercegovina (FBiH) har en selvstyreregering, men enheden er derudover inddelt i ti kantoner med hver deres regering, forfatning, domstol, mm. Som The Atlantic pænt har opsummeret, så ”har Bosnien 3 præsidenter, 13 statsministre og lige så mange regeringer, mere end 180 ministre, og over 700 parlamentsmedlemmer.” Det siger sig selv, at driften af sådan et enormt politisk system er omkostningsfuldt.

Den forfatning, der følger med Dayton-aftalen, som landet er bygget op omkring, har med andre ord tydeligvis spillet fallit. Samlet set er en fundamental del af forklaringen på inertien i den politiske proces også, at de internationale aktører, som har til opgave at føre kontrol over implementeringen af Dayton-aftalen, ikke har kunnet finde enighed om at udstede et klart mandat til, hvordan det skulle gøres.

En anden forklaring er, at de bosniske serbere i Bosnien obstruerer den politiske proces i landet og truer med selvstændighed og forening med Serbien. Det er alment kendt. De bosniske serbere har måske formelt, men aldrig reelt, anerkendt den bosniske stat. Folkeafstemningen om bosnisk uafhængighed tilbage i 1992 bliver boykottet af bosniske serbere med støtte fra den tidligere serbiske præsident, Slobodan Milosevic. Han søgte at inddrage blandt andet det område, der i dag er Republika Srpska, i et Storserbien. Det Internationale Krigsforbrydertribunal for det tidligere Jugoslavien (ICTY) har med flere domme slået fast, at bosnisk serbiske styrker i løbet af krigen i 1992-1995 begik folkemord og etnisk udrensning mod blandt andet bosniske muslimer. Støtten fra Serbien var tydelig gennem krigen, så når bosniske serbere i dag søger en større grad af integration med Serbien, trækker det historiske tråde til Milosevics politiske ambition om et Storserbien.

 

Dilemmaet i dag er, at USA’s politik under præsident Trump er svær at gennemskue i forhold til Bosnien. USA’s tilgang til relationen mellem Serbien og Kosovo kan dog måske give et fingerpeg
_______

 

Hvad vil Trump, Rusland og EU?
Hvorfor gør USA ikke noget? Efter krigen sikrer USA freden i Bosnien som del af Dayton-aftalen, og de bosniske serbere er af amerikanerne blevet truet med konsekvenser, eventuelt militært, hvis de forsøger at erklære selvstændighed. Dilemmaet i dag er, at USA’s politik under præsident Trump er svær at gennemskue i forhold til Bosnien. USA’s tilgang til relationen mellem Serbien og Kosovo kan dog måske give et fingerpeg. Foreign Affairs skriver i marts/april-udgaven, at USA forsøger at få Serbien til at anerkende Kosovo og taler for, at der udveksles landarealer mellem de to lande for at sikre nationale flertal. Den 27. marts modsiger USA’s særlige udsending til Serbien og Kosovo, Richard Grenell, dog ideen. Han mener, at økonomisk udvikling alene vil afhjælpe de politiske uoverensstemmelser, og at Kosovo bør annullere de særlige afgifter, som landet p.t. pålægger serbiske varer. Den amerikanske senator, David Perdue, skruer blusset op og skriver d. 10. marts 2020, at ophæver Kosovo ikke afgifterne mod Serbien, så bør USA overveje sin tilstedeværelse i landet.

USA’s interesse er formodentligt at italesætte en eventuel aftale mellem Serbien og Kosovo som et ’bevis’ på Donald Trumps og USA’s evner i rollen som international fredskaber. Dette vil på den ene side pointere, at russisk indflydelse i Serbien nu er aftagende, og på den anden side understrege, at EU ikke er involveret – ingen af delene vil Trump-administrationen formodentligt have noget imod. At det hele så tilfældigvis udspiller sig på lige Balkan, er næppe af stor vigtighed for USA.

Set fra et bosnisk perspektiv, så skaber det en historisk frygt, når der bliver talt om at flytte nationale grænser i regionen, fordi det åbner for muligheden for at det kan ske andre steder, herunder i Bosnien. Det skaber også usikkerhed, når USA’s holdning tilsyneladende skifter. Forventningen i Bosnien er, at Serbien ikke opgiver Kosovo uden en ’betaling’. Det afgørende spørgsmål er, om den serbiske del af Bosnien på sigt kunne ende med at blive den pris, som Serbien får i en potentiel ”fredsproces” styret af Trump-administrationen.

Derudover virker det usandsynligt, at den nuværende amerikanske regering vil vælge at involvere sig militært i Bosnien, hvis endnu en krise opstår, særligt taget i betragtning at USA har sået tvivl om landets eksisterende engagement og beskyttelse af andre mindre Balkan-lande som f.eks. Kosovo og Montenegro.

Rusland – som traditionelt har tætte forbindelser til Serbien – ønsker ikke på nuværende tidspunkt at bidrage til Bosniens opløsning, fordi det givetvis vil skade Ruslands relationer til Vesten. Moskva prioriterer derimod, ifølge Timothy Less, som er forsker på University of Cambridge, at få de bosniske serbere til at nedstemme alle forsøg på at opnå medlemskab af NATO. På den måde kan Bosnien-Hercegovina forblive i en potentiel russisk interessesfære.

 

EU lokker med medlemskab til blandt andet Serbien, hvilket har fået Beograd til at lægge låg på nationalismen og uafhængighedstendenserne i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina
_______

 

EU lokker med medlemskab til blandt andet Serbien, hvilket har fået Beograd til at lægge låg på nationalismen og uafhængighedstendenserne i den serbiske del af Bosnien-Hercegovina. Som antydet, er de bosniske serberes ambition om uafhængighed, at det skal lede til forening med Serbien. Problemet er nu, at Frankrig trykker på ’pauseknappen’ i forhold til EU-udvidelser i efteråret 2019. Særligt Nordmakedonien, der har gjort sig store anstrengelser for at skabe fremdrift i forhandlingerne, står med håret i postkassen. Risikoen er, at Balkanlandene nu ser for sig, at EU stiller krav om politiske reformer i forbindelse med muligt medlemskab af Unionen, men så ikke leverer som politisk partner. På den måde sætter EU sig selv skakmat som aktør i regionen – også i forhold til et land som Bosnien. Som en konsekvens af EU’s handlinger, så har Serbien nu mindre og mindre interesse end tidligere i at lægge en dæmper på førnævnte nationalisme og ambitionen om et Storserbien. Bosnien frygter som en konsekvens, at Serbien vil acceptere en anden relation til de bosniske serbere. Dette kunne potentielt være en forening med den såkaldte Republik Srpska, som mange bosniske muslimer og bosniske kroatere ser som en politisk enhed, der er bygget på folkemord og etnisk udrensning.

Dette overblik over den aktuelle situation i Bosnien-Hercegovina viser, at de aktører, der siden afslutningen på den jugoslaviske borgerkrig i 1995 – særligt USA, Rusland og EU – har stået som stilladser rundt om Bosnien-Hercegovina, og har sikret roen til at genopbygge landet, er ved at falde fra. Det står mere og mere klart, at fundamentet, som det bosniske hus er bygget på, er ujævnt og murene vakler. Fremtiden for Bosnien-Hercegovina, som vi kender landet i dag, er usikker, som Timothy Less skriver i sin læseværdige artikel: ’Bosnia’s ‘Second Collapse’ is Starting to Look Inevitable’.

Vejen frem: NATO-medlemskab
Det er svært at se, hvad den optimale løsning vil være for Bosnien-Hercegovina. Et medlemskab af NATO ser efterhånden ud til at være den eneste måde, hvorpå der kan opnås en grundlæggende stabilitet og sikkerhed for og i landet. Det kan ved første øjekast virke absurd at optage et politisk ustabilt land i alliancen, men det er muligvis den eneste farbare vej. Før en politisk stabilitet indfinder sig, vil der næppe komme nogen videre samfundsmæssig udvikling, ej heller mulighed for dybere national forsoningsproces. Når Montenegro og Nordmakedonien er blevet optaget, og Kroatien og Slovenien før dem, så må Bosnien bliver den næste eks-jugoslaviske republik, der opnår NATO-medlemskab. Det kan næsten ikke gå hurtigt nok, hvis man vil redde landet.

Sagt lidt enkelt, så arbejder Rusland, som antydet, på at bidrage mest muligt til den etniske og politiske splittelse af Bosnien og derigennem ødelægge mulighederne for et bosnisk medlemskab af NATO. De bosniske serbere, ledet af Milan Dodik, stemmer på nuværende tidspunkt imod NATO-medlemskab. Rusland støtter Dodiks position og i øvrigt også bosniske kroatere grupperingers ønske om adskillelse fra selve Bosnien. Der spekuleres fra flere sider, nok optimistisk, i om Dodiks holdning med tiden kan forandres. Meget vil dog afhænge af Serbiens fremtidige relationer til NATO og Vesten generelt. Der er meget lidt, der er enkelt i og omkring Bosnien-Herzegovina. ■

 

Sagt lidt enkelt, så arbejder Rusland, som antydet, på at bidrage mest muligt til den etniske og politiske splittelse af Bosnien og derigennem ødelægge mulighederne for et bosnisk medlemskab af NATO
_______

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?