09.02.2020

Det er indlysende, at Brexit langt fra er overstået. Og det er forbløffende, hvordan Johnson er nået så langt uden at adressere hovedspørgsmålet i hele Brexit-debatten: Hvilken slags Brexit ønsker briterne egentlig?

Analyse af Stuart Ward

Sidste fredag blev det officielt: Briterne er ikke længere en del af Den Europæiske Union. Efter mere end tre års benhårde forhandlinger og bitre parlamentariske tovtrækkerier, lykkedes det endelig Boris Johnson at ”get Brexit done”.

Det afgørende øjeblik indfandt sig uden stor markering. Ud over en spontan fejring på Parliament Square med Nigel Farage i spidsen og et lysshow på facaden af Downing Street nr. 10 var der få indikationer på, at noget betydningsfuldt havde fundet sted. Premierministeren selv fremstod på fjernsynet med et præfabrikeret budskab af blot tre minutters varighed, hvor han lovede seerne, at hans regering vil ”deliver the changes people voted for”.

Ganske bemærkelsesværdigt nævnte han i løbet af talen ikke Brexit en eneste gang – ligesom lejlighedens erindringsmønt varslede en ny æra af ’Peace and Prosperity and Friendship with all Nations’, uden at ’Brexit’, ’Leave’ eller for den sags skyld ’EU’ indgik i inskriptionen. Noget tyder således på, at Johnson har en skjult agenda om at udrydde begrebet ’Brexit’ fra enhver offentlig kommunikation. Tendensen blev bekræftet få dage senere i et lækket notat fra den britiske udenrigstjeneste, hvor diplomaterne fik følgende instrukser: ”Brexit is completed. So do not use the term ‘Brexit’, save as a historical event that took place on 31 January 2020”. Sidste fredag lukkede Johnson som konsekvens det særlige Brexit-ministerium, som Theresa May havde etableret i juli 2016, med den begrundelse, at der ikke længere var nogen logik i at bevare ministeriet. ”We have crossed the Brexit finish line”, erklærede han – et åbenlyst forsøg på, at afkoble de vanskeligheder, der venter forude, fra opnåelsen af Brexit selv.

Men til trods for de semantiske bestræbelser er det indlysende, at Brexit på ingen måde er færdiggjort. Tværtimod er det forbløffende, hvordan Johnson er nået så langt uden at adressere hovedspørgsmålet i Brexit-debatten: Hvilken slags Brexit ønsker briterne egentlig? Hverken folkeafstemningen i 2016 eller to parlamentsvalg i hhv. 2017 og 2019 er kommet i nærheden af at bidrage med et svar på dette.

Det skyldes delvist EU’s forhandlingstaktik. Ved at nægte at forhandle den fremtidige handelsaftale før de overordnede principper om tilbagetrækningsaftalen var på plads, fik Brexit-tilhængerne i Storbritannien en fribillet. Intentionen var at undgå en situation, hvor præmisserne for fx den nordirske grænse eller briternes gæld til EU-budgettet blev afhængig af opnåelsen af en frihandelsaftale. Men effekten af denne opdeling – først udtræden, efterfulgt af en transitionsperiode – har fritaget Johnson for at konfrontere de mest vanskelige emner, indtil efter at Brexit har fundet sted. Og det er der, vi står nu.

 

Man debatterer ikke længere fordele og ulemper ved et ’blødt’ eller ’hårdt’ Brexit, eller hvorvidt britisk deltagelse i det indre marked eller toldunionen skal være en del af løsningen. Det er nu blevet en diskussion om ’tilpasninger’ og den såkaldte ’level playing field’
_______

 

Det bedste af begge verdener
Man debatterer ikke længere fordele og ulemper ved et ’blødt’ eller ’hårdt’ Brexit, eller hvorvidt britisk deltagelse i det indre marked eller toldunionen skal være en del af løsningen. Det er nu blevet en diskussion om ’tilpasninger’ og den såkaldte ’level playing field’ – på samme måde som hvis Storbritannien var ethvert andet ikke-medlemsland, som søgte en handelsaftale med EU. Også dette skift passer Johnsons dagsorden, da det trækker opmærksomheden væk fra fordelene ved Storbritanniens forudgående EU-medlemskab. Hvad angår det fremtidige forhold, er premierministerens holdning ikke til at tage fejl af: Under ingen omstændigheder skal landets regler og standarder tilpasses den eksisterende EU-lovgivning.

Dette er blot det seneste eksempel på Brexit-tilhængernes vedvarende målsætning om at opnå de økonomiske fordele ved EU-partnerskabet uden at være bundet af de medfølgende forpligtelser. Gentagne gange under folkeafstemningen i 2016 lovede Johnson, at landet ville få ‘det bedste af begge verdener’ ved at stå udenfor EU. Ved at insistere på en ekstremt kort transitionsperiode på blot 11 måneder regner han med at kunne opnå lige præcis dette. Beregningen synes at være, at indførelsen af grænsekontrol og handelsbarrierer vil vise sig så kompleks, at ’det bedste af begge verdener’ vil opstå af sig selv. At omstille hele det ufattelige brede spektrum af britiske-EU økonomiske forhold til ’ikke-medlem-status’ vil kræve en bureaukratisk indsats, der simpelthen ikke kan nås indenfor så kort tid.

Allerede få dage efter Brexit synes hele tilbagetrækningsaftalen at være ved at falde fra hinanden. Uenigheder om, hvad der egentlig er blevet aftalt i efteråret vedrørende den nordirske grænse, er allerede blevet genstand for offentlige slagsmål. I det omfang disse uenigheder ikke kan løses, er meldingen fra udenrigsministeren Dominic Raab utvetydig: Der skal ikke herske tvivl om indbringelsen af søgsmål for Den Europæiske Domstol i Luxembourg. Briterne vil ikke underkastes EU-voldgift, på samme måde som EU aldrig ville tillade britiske domstole at spille en rolle i eventuel konfliktløsning.

Alt dette understreger, hvor lidt parterne reelt er blevet enige om, til trods for tre års forhandlinger. Brexits indbyggede modsætninger fremstår tydeligere end nogensinde, med Johnsons kontinuerlige krav om ’gnidningsfri’ handel, mens han samtidig nægter ethvert samarbejde om fælles regler og standarder. For at vise sin beslutsomhed har han instrueret toldmyndighederne i at forberede sig på indførslen af told og afgifter på samtlige EU-varer i tilfælde af, at de kommende forhandlinger bryder sammen.

På EU’s side er man lige så rigid, når det drejer sig om uretfærdige fordele for den britiske eksport (både til EU og til tredjelande). Dette vil kunne styrke europaskeptiske elementer i andre EU-lande, som på denne baggrund ville insistere på den samme ”best of both worlds”-løsning for sig selv. Her frygter man et kapløb mod bunden, der vil kunne true med at underminere hele det indre markedets eksistensgrundlag. Der er således utrolig meget på spil for begge parter indenfor de kommende måneder.

 

I lyset af briternes nære forhold til landet ‘downunder’ regner Johnson med, at en ‘Australian-style’-aftale vil lyde mindre fatal end det omtalte ’crashing out’ på WTO-betingelserne
_______

 

Ikke nærmere en afklaring
Nogle af Johnsons seneste udtalelser synes at være designet til at nedsætte forventningerne til de fremtidige forhandlinger. Specielt virker han optaget af at neutralisere den udbredte frygt for et katastrofalt ’no deal’ (og derved en fremtid på WTO-vilkår) – det selvsamme scenarie som skabte total stilstand i House of Commons i 2019. Som han udtalte i denne uge: ”Der er bestemt ikke tale om et valg mellem ’deal or no deal’. Spørgsmålet er, om vi kan blive enige om et fremtidigt forhold med EU på samme vilkår som Canadas frihandelsaftale – eller om det snarere skulle ligne Australiens. I begge tilfælde er jeg ikke i tvivl om, at Storbritannien vil blomstre”.

Ved at inddrage Australien har Johnson introduceret et nyt element i de mulige forhandlingsresultater. På intet tidspunkt gennem de sidste tre år har en ’australsk model’ været fremhævet, af den simple årsag at australierne aldrig har indgået en handelsaftale med EU. Australien har tværtimod altid haft enormt svært ved at komme omkring EU’s protektionisme især inden for landbruget. Men i lyset af briternes nære forhold til landet ‘downunder’ regner Johnson med, at en ‘Australian-style’-aftale vil lyde mindre fatal end det omtalte ’crashing out’ på WTO-betingelserne.

På samme måde som de økonomiske vanskeligheder er de forfatningsmæssige splittelser opstået i kølvandet på Brexit blevet større end nogensinde. Flere meningsmålinger i Skotland i sidste uge viste et spinkelt flertal til fordel for uafhængighed fra Storbritannien (51-52 pct.), mens det Skotske Nationalpartis leder, Nicola Sturgeon, øger presset for en ny folkeafstemning. Såvel det skotske som det walisiske parlament vendte tommelfingeren nedad til Johnsons tilbagetrækningsaftale i januar. I mellemtiden har det nyligt genåbnede nordirske parlament opnået en ellers uhørt enighed i partiernes afstandstagen fra omstændighederne vedrørende Brexit. Ingen af disse afstemninger har haft den ringeste effekt på tilbagetrækningsaftalens vedtagelse i House of Commons, hvilket netop er pointen: Følelsen af afmagt og frustration omkring et emne, der så tydeligt drives af engelske prioriteter, kan på længere sigt true hele det forenede kongeriges sammenhængskraft.

Selvom 31. januar utvivlsomt var en stor milepæl, kan den på ingen måde betragtes som et afgørende skridt mod større klarhed. De politiske modsætninger mellem ’leave’ og ’remain’ blev fejet bort af Johnsons sejr ved valget 12. december, men ingen af de underliggende problemer, der skabte disse splittelser, er kommet tættere på en løsning. Hvad enten det hedder ’Brexit’ eller får et nyt navn, har det kommende år i britisk politik masser af drama i udsigt. ■

 

Selvom 31. januar utvivlsomt var en stor milepæl, kan den på ingen måde betragtes som et afgørende skridt mod større klarhed. […] Hvad enten det hedder ’Brexit’ eller får et nyt navn, har det kommende år i britisk politik masser af drama i udsigt
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden