01.08.2020

.

Hvis et øget folkeligt og parlamentarisk pres ikke kan få Frederiksen & co. ud af starthullerne, må vi sætte alle kræfter ind på at sikre, at næste Folketingsvalg kommer snarest muligt og bliver gennemsyret af en reel grøn handlevilje. Klimaignoranterne og Socialdemokratiet skal ikke få lov at sætte vores fremtid over styr.

Kommentar af Stine Bardeleben Helles

Klimaignoranterne bestemmer tilsyneladende mere i dansk politik end nogen andre vælgersegmenter. Det er blandt andet dem, som ved valget i 2015 gik fra S til DF, lokket af DF’s løfter om stram udlændingepolitik og velfærd – og i 2019 gik tilbage igen, denne gang lokket af Socialdemokratiets løfter om stram udlændingepolitik og velfærd. De er, sammen med de traditionelle S-kernevælgere i 3F-segmentet, en vigtig forudsætning for, at Mette Frederiksen i dag sidder i Statsministeriet.

For disse vælgere er den grønne omstilling meget langt nede på prioriteringslisten, og det ved Mette Frederiksen: Da hun under valgkampen slog fast, at hun først og fremmest er socialdemokrat og først derefter grøn, talte hun kalkuleret og direkte til disse vælgere. De skulle ikke skræmmes væk af frygt for uvelkomne forandringer i deres liv her og nu, uanset hvor nødvendig en markant grøn omstilling ifølge forskningen måtte være for deres børns livsgrundlag om ganske få årtier.

Frederiksens regering har nu i mere end et år strøget disse vælgere med hårene og ageret som om, valgløfterne om grønt lederskab var lige så uforpligtende som en smuk vejrudsigt eller et ugebladshoroskop: Det giver medvind at tale om, og hvis det kommer til at ske, får vi retten og æren. Hvis ikke, går det hele nok alligevel. For det passer både Socialdemokratiets loyale kernevælgere og DF-overløberne rigtig godt, hvis den grønne politik kan klares med afgifter på plastikposer, lidt affaldssortering og gode forhåbninger for de teknologiske løsninger, som nok kommer af sig selv i morgen.

 

Hvis man var en af de andre vælgere, de klimabekymrede, som hoppede på Socialdemokratiets grønne vælgerbedrag i 2019, har man siden valget haft rig lejlighed til at undre sig og blive stadig mere desillusioneret
_______

 

Regeringens prioriteter blev i sidste uge endegyldigt bøjet i neon af Danmarks optræden under forhandlingerne om EU’s budget: Statsministeren mødte op med et krav om økonomisk rabat til Danmark. I stedet kunne hun have medbragt et krav om, at EU hæver ambitionsniveauet for den grønne omstilling markant, samt et klart dansk tilsagn om at bidrage aktivt til det grønne europæiske lederskab i den globale omstilling, både økonomisk og moralsk. Det ville både være til gavn for danske virksomheder og vores børns fremtid.

Hun kunne også have kæmpet for en langt højere budgetandel end 30 pct. til grønne indsatser; en eksklusionsliste med klimaskadelige aktiviteter, som EU ikke under nogen omstændigheder bør støtte; en præcisering og operationalisering af ’do no harm’-princippet; omstillingsstøtte til de lande, som er mest afhængige af fossil energi; grønne omstillingskrav tilknyttet alle støttekroner; etablering af europæiske klimaafgifter og en stærk grøn erhvervs- og innovationsindsats.

Men det vigtigste for regeringen var endnu engang at sende et signal til klimaignorante vælgere derhjemme om, at dansk velfærd på den korte bane (i Frederiksens regeringsperiode) til enhver tid trumfer solidarisk internationalt samarbejde og investeringer i en levedygtig fremtid på den (efterhånden ikke så) lange bane.
Imens fortsætter klimaforandringerne med at buldre derudaf, og hver uge får vi nye meldinger om, at det står værre til end forventet. De fleste af os vil opleve ødelæggende forandringer i vores levetid.

Hvis man var en af de andre vælgere, de klimabekymrede, som hoppede på Socialdemokratiets grønne vælgerbedrag i 2019, har man derfor siden valget haft rig lejlighed til at undre sig og blive stadig mere desillusioneret og måske endda vred.

 

Hvorfor virker det som om, regeringen slet ikke har viljen til at gøre genstarten efter forårets nedlukning til et grønt power boost for dansk økonomi, men fedter rundt i en gradvis tilbagevenden til business as usual?
_______

 

For hvorfor skulle det tage et helt år, før de konkrete klimaforhandlinger så småt kom i gang? Hvorfor er der endnu ikke sat en stopper for nye udbudsrunder for olieudvinding i Nordsøen? Hvorfor har klimapartnerskaberne fået lov at arbejde 100 pct. på erhvervslivets præmisser uden inddragelse af borgere, forskere og grønne organisationer? Hvorfor er kravene til landbrugets udledninger ikke i fuld gang med at blive skærpet? Hvorfor har Danmark stadig ikke påbegyndt udfasningen af fossilbiler? Hvorfor er regeringen lodret modstander af den ambitiøse grønne afgiftsreform, som økonomer kalder det bedste værktøj til effektiv grøn omstilling? Og hvorfor virker det som om, regeringen slet ikke har viljen til at gøre genstarten efter forårets nedlukning til et grønt power boost for dansk økonomi, men fedter rundt i en gradvis tilbagevenden til business as usual?

Jeg har givet et bud på en forklaring ovenfor. Men heldigvis er klimaignoranterne ikke de eneste, som afgør Socialdemokratiets position i dansk politik. For mange af støttepartiernes vælgere er den grønne omstilling langt mere presserende, og man kan derfor stadig håbe på, at SF, R og Ø vågner op af tornerosesøvnen, når efterårets klimaforhandlinger går i gang, og viser mod til at stille ufravigelige krav om, at Danmark tager den grønne førertrøje på.

Man kan også håbe, at Venstre og Konservative opdager, at vejen til et nyt stærkt borgerligt projekt i 2020’erne går gennem ansvarlighed overfor vores naturgrundlag og fremtidige generationer, og at de blå partier derfor begynder at sætte sig på nogle af de grønne bastioner i dansk politik.

Valget i 2019 var for den grønne omstilling et valg mellem pest eller kolera. Mellem et blå-sort status quo og det rød-sorte hængedynd, pakket ind i pyntegrønt, som vi nu sopper rundt i, akkompagneret af Dan Jørgensens hyggelige klimapodcasts og selfies med erhvervslivets topledere.
Forhåbentlig ser vi efter sommerferien de øvrige partier stille regeringen til ansvar for, at den nu har spildt mere end et år på snak om intentioner uden handling. Politikerne får travlt, men det kan nås endnu, og de ved udmærket, hvad der skal til for som minimum at opfylde Parisaftalen.

Hvis et øget folkeligt og parlamentarisk pres ikke kan få Frederiksen & co. ud af starthullerne, må vi sætte alle kræfter ind på at sikre, at næste Folketingsvalg kommer snarest muligt og bliver gennemsyret af en reel grøn handlevilje. Klimaignoranterne og Socialdemokratiet skal ikke få lov at sætte vores fremtid over styr. ■

 

Valget i 2019 var for den grønne omstilling et valg mellem pest eller kolera. Mellem et blå-sort status quo og det rød-sorte hængedynd, pakket ind i pyntegrønt, som vi nu sopper rundt i, akkompagneret af Dan Jørgensens hyggelige klimapodcasts og selfies med erhvervslivets topledere
_______

 

Stine Bardeleben Helles, f. 1966, er antropolog og partner i byudviklingsvirksomheden HELLES & DOCHERTY. Hun var i 2019 spidskandidat for Alternativet på Fyn, er nu udenfor parti som almindelig borger engageret i kampen mod klimaforandringer. ILLUSTRATION: Statsministeren under afslutningsdebatten i Folketinget, mandag den 22. juni 2020 [foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]