19.10.2020

Efter 19 år i Afghanistan er den gode nyhed, at vi måske er blevet en anelse klogere. Den dårlige er, at kampen om historien er betændt og meget vel kan ende ulykkeligt.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Sten Rynning

Man sagde engang, at Afghanistan er landet, ’hvor imperier går hen for at dø’. Det er i bedste fald en sandhed med modifikationer. NATO, verdens mægtigste alliance, har militært været i landet siden 2001, og selvom engagementet har kostet blod og penge, står NATO endnu. Til gengæld står NATO også over for en stor udfordring i at give en mening til denne historie. Hvad skete der egentlig? Hvorfor blev de gyldne drømme om hurtig konfliktløsning afløst af et langt, opslidende, sejt træk? Og hvad kan vi lære af forløbet?

Denne artikel sætter fokus på kampen om historien. Denne kamp er levende og har stor konsekvens for vestlige landes evne til at håndtere og løse nye konflikter. Den gode nyhed er, at vi måske er blevet en anelse klogere. Den dårlige er, at kampen om historien er betændt og meget vel kan ende ulykkeligt.

Skiftende sand
NATO’s mission i Afghanistan har ændret sig voldsomt ad åre. Groft sagt kan man dele engagementet op i tre faser.

Den første fase begynder umiddelbart efter terrorangrebene den 11. september 2001. Angrebene var udført af Al Qaeda, som i ly af Afghanistans Taliban-regime havde opbygget en solid base i landet. Da USA i oktober 2001 startede ’krigen mod terror’ ved først at gå efter Al Qaeda og Taliban-regimet, fulgte NATO trop. Men det var en spæd begyndelse for NATO. I de første par år foretrak USA nemlig at invitere kun de mest kapable partnere med på slagmarken. ’En koalition af villige’, som det hed sig. NATO var i baggrunden og hjalp mest enkelte lande med at påtage sig en stabiliseringsrolle i og omkring hovedstaden, Kabul.

 

Fredsdiplomatiet har stået på i ti år, og en fredsaftale vil blot være en bugt på en vej præget af usikkerhed. Hvor vejen kommer fra, og hvor den fører hen, er de ubesvarede spørgsmål
_______

 

Fase to begynder i 2004 og løber frem til 2014. Her tager NATO styring med den såkaldte stabiliseringsindsats, som var sanktioneret af FN, og som fik navnet International Stabilization Force Afghanistan (ISAF). Parallelt med, at Afghanistan fik en demokratisk regering i 2004-05, blev ISAF rullet ud til at dække hele landet. Det var altså ikke tænkt som en kampmission, men kun som et middel til at beskytte, træne og organisere afghanske sikkerhedsstyrker.

Fase tre begynder ved udgangen af 2014, hvor ISAF lukkes, og en ny, slankere og drastisk reduceret træningsmission tager over under navnet Resolute Support Mission. ISAF havde vist sig at være uhåndtérbar: Den var blevet til den kampmission, man havde forsøgt at undgå. I årene 2011-13 havde NATO 150.000 soldater på jorden. Det var uholdbart, og NATO skiftede gear til en meget reduceret støtterolle på et lille antal hovedbaser i landet.

I disse dage er der håb om, at fredsdiplomatiet i Afghanistan reelt har momentum. USA og Taliban har indgået en slags rammeaftale, og inden længe vil den afghanske regering og Al Qaeda begynde egentlige politiske forhandlinger. Det er planen, men fredsdiplomatiet har stået på i ti år, og en fredsaftale vil blot være en bugt på en vej præget af usikkerhed. Hvor vejen kommer fra, og hvor den fører hen, er de ubesvarede spørgsmål.

Store narrativer
Fire store narrativer er i spil omkring NATO og Afghanistan. De går fra det meget kritiske til det forsigtigt optimistiske.

 

Ifølge ’ny krig’-positionen er NATO en dinosaur, som i 2000’erne helt grundlæggende ikke forstod, hvor radikalt krig havde ændret sig siden 1989 og afslutningen på Den Kolde Krig, som NATO var et produkt af
_______

 

NATO som en strategisk dinosaur, der ikke ser krigens globale og værdimæssige dimensioner
Ifølge ’ny krig’-positionen er NATO en dinosaur, som i 2000’erne helt grundlæggende ikke forstod, hvor radikalt krig havde ændret sig siden 1989 og afslutningen på Den Kolde Krig, som NATO var et produkt af. ’Ny krig’ er globaliseret, transnational, ikketerritorial og i sin essens en ideologisk kamp om det store globale narrativ om helte og skurke. Med terrorangrebene i 2001 havde Al Qaeda på en voldsom og effektiv måde promoveret sit globale narrativ om USA som skurk.

At NATO gik ind i en kamp i Afghanistan for at oprette et bestemt politisk styre på et bestemt territorium, var udtryk for, at NATO ikke forstod krigens globale, decentraliserede karakter. Al Qaeda var flygtig og dødbringende, mens NATO endte med at sidde fast i en umulig lokal kamp mod Taliban, fordi NATO i sit DNA ikke kunne forstå krigens logik.

NATO som en strategisk dinosaur, der ikke ser krigens lokale og historiske dimensioner
Hvor den forrige position så krig som global og uforankret, er argumentet her, at krig i sin logik er skrumpet ind til at handle om lokale forhold. Under Den Kolde Krig var krigens aktører nationale stater og deres alliancer. Men staterne var i 2000’erne begyndt at miste kontrol, og det var nu små samfund – de marginaliserede og undertrykte – som skabte en underskov af støtte for oprør. Ethvert oprør må have både lokal forankring og et lokalt rationale, og det forstod Taliban bedre end nogen anden aktør i Afghanistan.

NATO, derimod, væltede ind og fokuserede på den nationale regering og dens demokratiske karakter. NATO forstod ikke, at Afghanistans hovedstad, Kabul, historisk altid havde undertrykt eller plyndret de fjerne landsbyer i landet, og dermed forstod de heller ikke, at når NATO stillede sig på Kabuls side, så måtte de få en oprørskrig på hænderne. Løsningen på konflikten var retfærdighed og udvikling for de små samfund, men NATO bragte militære midler og operationer til fadet.

NATO som hegemonisk værktøj
NATO er i bund og grund en alliance, hvor de mindre, europæiske allierede køber sig sikkerhed ved at støtte USA. NATO’s kurs og energi er dermed i sin essens amerikansk. Ifølge denne position skal vi først og fremmest kigge ind i Washington, D.C. for at forstå NATO’s evne til at håndtere krig og konflikt: Hvis Washington, D.C. nyser, bliver NATO forkølet. Det følger af det, at NATO’s problem i 2001 var den neokonservatisme, som var i vælten i Washington, og som drømte om at udbrede demokrati med militær magt. Neokonservatisme var således en hårdtslående udgave af liberalismen.

 

Fordi man har brændt fingrene, er der samtidig i NATO en klar reservation – for ikke at sige modstand – mod nye eventyr af den slags. Både Libyen-interventionen i 2011 og kampen mod Islamisk Stat 2013-14 blev således gennemført stort set som luftkrige
_______

 

Men denne vision var for stor og forblændet til at kunne holde til virkelighedens hårde test i Afghanistan. Præsident Obama prøvede at vriste sig ud af denne logik med en intensiv optrapning — en surge i 2011-13 – men krigens logik, ubarmhjertig som den er, rullede videre. Pointen med det er, at NATO ikke er bedre eller dygtigere end den læring og klogskab, som Washington, D.C. kan rumme.

NATO som liberalt værksted
NATO’s traktat er baseret på liberale værdier, og kernen af NATO-allierede har altid bestået af liberal-demokratiske lande. NATO er dermed en spejling af en liberal verdensopfattelse, som på godt og ondt forsøger at fremme respekt for menneskerettigheder, herunder opbygning af institutioner, som beskytter mennesker. Da NATO i 2004 for alvor trådte ind i Afghanistan, var det således ikke for at føre en ’krig mod terror’, men for at stabilisere og opbygge landet. På dette tidspunkt rasede også krigen i Irak, og NATO’s øgede indsats i Afghanistan var et bindemiddel i en svær tid for de vestlige lande.

NATO vandt ganske vist ikke i Afghanistan, men alliancen viste sig alligevel som et afgørende samlingssted for den liberale verden, hvor ikke mindst Europa kunne søge dialog og fælles kurs med USA. Som en form for liberal arkitektur tilbød NATO altså et korrektiv til neokonservatisme, og i tillæg til det lærte NATO hen ad vejen at skabe en bedre sammenhæng mellem mål og midler på en måde, som støtter den afghanske regering i dag, ikke mindst i form af en statslig evne til at rekruttere, træne, aflønne og lede sikkerhedsstyrker.

Tilbage til fremtiden
Som alliance har NATO fundet sig til rette i sidstnævnte narrativ og anerkender langt hen ad vejen, at de andre narrativer har gran af sandheder i sig. Det gælder især, hvad angår neokonservatismens svigt og det uheldige i at gøre Taliban til en hovedmodstander, hvor de i stedet skulle være inddraget i politiske forhandlinger, mens alliancen fokuserede på at bekæmpe Al Qaeda. Dette fremgår bredt af litteraturen om krigen, og i mine samtaler med de gamle hænder i NATO, som husker de tidlige dage af konflikten – og dem er der efterhånden ikke mange af – er der en lignende klar erkendelse.

Fordi man har brændt fingrene, er der samtidig i NATO en klar reservation – for ikke at sige modstand – mod nye eventyr af den slags. Både Libyen-interventionen i 2011 og kampen mod Islamisk Stat 2013-14 blev således gennemført stort set som luftkrige. Fra en positiv vinkel må man konstatere en respekt for den kritik, som ligger i de to første narrativer: NATO skulle ikke ind og kontrollere et territorium og heller ikke risikere, at en større kamp kom i konflikt med lokale samfunds søgen efter retfærdighed.

Samtidig satser NATO på en anderledes og forebyggende politik – Projecting Stability – der i teorien skal gøre sådanne interventioner overflødige gennem en forstærket evne til at forstå konfliktlinjer, bl.a. ved hjælp af bedre koordinerede efterretninger, og arbejde i tætte partnerskaber med lokale aktører for at sikre, at konflikterne ikke bryder ud i lys lue.

 

(…) en afgrund mellem de ledende vestlige lande, som på den ene side indimellem vil handle resolut og militært over for trusler, og som på den anden side er fortalere for FN-baseret forebyggende konfliktløsning
_______

 

Så vidt de gode nyheder. Tilbage står, at der ikke findes nogen spirende konsensus eller politisk platform for de lande, som i dag bekæmper terror. De to frontløbere er USA og Frankrig, men mange er involverede, herunder Danmark som har tropper i Irak og Mali. Når disse lande udfører militære operationer for at eliminere trusler, i hvilken politisk ramme skal disse operationer så indgå?

At svaret blæser i vinden, er foruroligende. Der findes rigelig med energi i de to første narrativer til, at de nævnte lande løber ind i en barrage af kritik gående på deres militarisme og deres utilpassede sikkerhedspolitiske udsyn. Det åbner en afgrund mellem de ledende vestlige lande, som på den ene side indimellem vil handle resolut og militært over for trusler, og som på den anden side er fortalere for FN-baseret forebyggende konfliktløsning. Sidstnævnte inkluderer intellektuelle forankret i de to første narrativer (NATO som dinosaur), men også lande som fx Kina, som ønsker at promovere en ny politisk dagsorden.

Men der er også uenighed blandt de vestlige lande. Typisk vægter europæerne mindre ’spidse’ operationer og mere bløde indsatser for at eliminere de strukturelle årsager til terrorisme højere. Det kan spejle narrativ to – med NATO som udtryk for en traditionel militarisme – men problemet er, at disse allierede ikke har noget godt svar på, hvordan det bløde indgår i et svar på helt konkrete og dødbringende trusler. Det er her, at Frankrig og USA går forrest og med en vis ret peger på, at imens de andre allierede ligger i læ, er Rusland ved at få greb om håndtagene på flygtningestrømmene ind i Europa – via konflikterne i Syrien og Libyen. Det vil kort sagt sige, at NATO som liberalt værksted er holdt op med at virke, hvilket har direkte negative konsekvenser for NATO-landenes sikkerhed.

At de gode nyheder er begrænsede og skrøbelige, kan vi se i Kabul: Her skal regeringen nu forhandle med Taliban, mens opbakningen til regimet fra USA og NATO svinder ind.

Der er grund til bekymring, fordi læringen fra Afghanistan er så begrænset. Narrativerne er stærke, og de er i konflikt. NATO har som helhed trukket følehornene til sig i respekt for tyngden af argumenter fra kritikere. Men det skaber også et tomrum. Når det liberale værksted ikke fungerer, bliver resultatet let kaotisk eller bare tilfældigt. Det minder lidt om situationen i 2000’erne, da krigen i Irak og meningsforskellene brændte lyst og klart. Vi er der ikke endnu, men der er bekymrende svage grunde til at forvente, at vi ikke kunne ende der igen. ■

 

NATO har som helhed trukket følehornene til sig i respekt for tyngden af argumenter fra kritikere. Men det skaber også et tomrum. Når det liberale værksted ikke fungerer, bliver resultatet let kaotisk eller bare tilfældigt
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister