02.08.2020

.

Både politikerne og medierne fokuserer på magtkampen mellem ”rød” og ”blå” blok og glemmer, at der er langt vigtigere spørgsmål. Vi bliver nødt til at finde nogle andre kategorier at diskutere ud fra end denne simple og ufrugtbare tænkning. Er der et borgerligt svar på bæredygtighed og klimakrise? Er der et rødt svar? Nej, det er der ikke! Der er behov for alternativer til disse gamle positioner.

Kommentar af Steen Hildebrandt, professor em, Ph.D

Blokpolitikken har været aflyst mange gange, og dens svagheder er ikke nye; de har været omtalt længe og ofte. Men den hyppige tale om fx rød og blå blok, om liberalisme, kapitalisme og socialisme, om højre og venstre, om borgerlig og ikke-borgerlig osv. peger ikke fremad, men tilbage. Den er forældet. Der er ingen af disse gamle kategorier, der indeholder samlede svar på de kriser, verden står midt i nu.

De gamle kategorier er i frit fald, og virkeligheden er løbet fra dem. De økonomiske, geopolitiske og psykologiske dogmer, som disse kategorier var baseret på, krakelerer. De krakelerer, fordi flere og flere menneskers erfaringer samt mere og mere forskning problematiserer, modsiger, demonterer og stiller stærkt kritiske spørgsmål til de antagelser og forudsætninger, som disse dogmer og politiske ismer baseres på. Fremtiden kræver en anden tænkning.

Er der et borgerligt svar på bæredygtighed og klimakrise? Er der et rødt svar? Nej, det er der ikke! Der er behov for alternativer til disse gamle positioner.

Partiet Alternativet var vel sådan et bud, men da det blev alvor, kunne partiet ikke præstere en tydelig og kompetent parlamentarisk medvirken og ansvarlighed. Er der så et – alternativt – alternativ på banen? Det ser ikke sådan ud. Derfor er spørgsmålet snarere, om der kan præsteres egentlig politikudvikling inden for de eksisterende partier, eller om det forholder sig sådan, at reel og ny politikudvikling kræver nye partier. Givet er det, at både centrum-venstre og borgerlige partier har fragmenter af svar på nogle af de fremtidige udfordringer, men blot større ansatser til reformer kræver nytænkning.

 

Ingen af de nye danske partier præsenterer efter min opfattelse reelle svar på de udfordringer og muligheder, som de eksisterende kriser indebærer – de bevæger sig groft sagt i de samme gamle spor, som de øvrige partier har formet gennem årtier og århundreder
_______

 

Der tales fx om klima og grøn omstilling, men det er upræcise og utilstrækkelige formuleringer. Det mest præcise begreb, som vi lige nu har at operere med, er begrebet bæredygtighed, som jeg her definerer som værende lig med FN’s 17 verdens- eller bæredygtighedsmål. Det er et omfattende begreb, mere omfattende end den gamle Brundtland-definition (der havde tre dimensioner, en økonomisk, en miljømæssig og en social dimension). Det er vejene og midlerne til at realisere disse 17 mål og værdier, som de politiske partier skal udvikle svar på.

Betragter man den aktuelle politiske situation i Danmark, er der heller ikke meget, der tyder på, at de nye partier er i stand til at levere nye, stærke og levedygtige alternativer til de gamle partiers nuværende positioner – for slet ikke at tale om svar på fremtidens store udfordringer. Ingen af de nye danske partier præsenterer efter min opfattelse reelle svar på de udfordringer og muligheder, som de eksisterende kriser indebærer – de bevæger sig groft sagt i de samme gamle spor, som de øvrige partier har formet gennem årtier og århundreder. Det efterlader de gamle partier med både store udfordringer og store muligheder.

Læren af coronakrisen
Coronakrisen satte meget af dette i relief, herunder den traditionelle christiansborgpolitik, som man ofte karakteriserer med ord som fnidder, taktik, spil og den meget tankevækkende formulering: ”Der er gået politik i det” – hvad der vel burde have en positiv betydning, men sådan er det ikke. Under krisens første uger og måneder skete tingene både på Christiansborg og i regeringen nemlig på andre måder end normalt. Det er endnu ikke særlig godt belyst, hvordan det hele forløb, men det var bestemt anderledes end den normale christiansborgpolitik. Der blev truffet vigtige, hurtige, omfattende og meget kostbare beslutninger på rekordtid. Det almindelige demokrati – og dermed christiansborgpolitikken – var sat ud af kraft; der var krise, og andre logikker og fremgangsmåder tog over.

Befolkningen, og i et vist omfang også politikerne uden for regeringen, observerede, tog til efterretning og respekterede regeringens beslutninger. Sådan som det bør være tilfældet i et samfund, der er i krise, og hvor befolkningen i meget betydeligt omfang bliver nødt til at have tillid til statsministeren, regeringen, centraladministrationen og myndighederne.

 

Jeg – og samfundet som helhed – reagerer ikke på disse kriser med samme intensitet, konsekvens og alvor, som vi reagerede på coronakrisen, fordi vi ikke selv står for skud. Det er tankevækkende
_______

 

Men så snart krisen ændrede karakter, tog det normale politiske liv og spil over igen. Vi fik de gammelkendte situationer tilbage, der fx er karakteriseret ved, at det kan tage meget lang tid at træffe selv små beslutninger.

Pandemien var en krise. Når et land – eller for den sags skyld en familie – kommer ud i en krise, står man sammen. Det gjorde Danmark. Spørgsmålet er nu: Hvordan holder man i et demokratisk samfund hele tiden fokus og adresserer de vigtigste problemer, udfordringer og muligheder? Det har vi evnet under coronapandemien. Så hvordan evner vi det bagefter?

Kriserne er ikke på vej – de er her allerede
Hæver vi os op over pandemien, ser vi en klynge af kriser. Ikke kriser, der er på vej, men kriser, som allerede er her, og som har været her længe. De manifesterer sig på andre måder end pandemien. Jeg har ikke en følelse af, at jeg som individ kan blive ramt direkte – blive syg, indlagt, overført til en intensivafdeling og måske dø i løbet af et par uger. Den fornemmelse har jeg ikke, når talen er på klima-, biodiversitets-, uligheds- eller forureningskriserne. Man taler om dem – men føler sig ikke personligt i en risikosituation.

Derfor gør jeg på utallige områder præcist det, som jeg har gjort i årtier: Kører i min bil, tager et fly engang imellem, spiser en rød bøf, tager en taxa. Det samme gælder på andre måder – jeg lader sorte mennesker, muslimer, homoseksuelle og andre mindretal blive udsat for chikane, diskrimineret og generelt behandlet anderledes, end jeg selv bliver og forventer at blive behandlet. Det sker hver dag i mit eget lokalmiljø. Jeg – og samfundet som helhed – reagerer ikke på disse kriser med samme intensitet, konsekvens og alvor, som vi reagerede på coronakrisen, fordi vi ikke selv står for skud. Det er tankevækkende.

Lytter vi til eksperterne, og de er mange, lytter vi til rapporterne, og de er talrige, og lytter vi til vor egen intuition, og den er vigtig, så kan vi ikke overse og overhøre, at verden er på katastrofekurs. Sagt i al forsigtighed og ædruelighed: Der er mere og mere evidens for, at verden er på en afgørende forkert udviklingskurs, når det handler om fx de ni globale grænseværdier, som Stockholm Resilience Center har udviklet, eller når det fx handler om udviklingen i verden på de 17 dimensioner, som FN har opstillet i sine verdensmål. På disse områder har vi bevis for, at verdens udvikling går i den forkerte retning. Og udviklingen går ikke bare for langsomt fremad, den går tilbage.

 

Selvfølgelig skal man diskutere den aktuelle coronasituation under en sådan afslutningsdebat, men det burde være en lige så stor selvfølge, at politikerne – og i særlig grad partilederne – løftede blikket op over de dagsaktuelle tacklinger og så ind i nogle af de store spørgsmål, der trænger sig på
_______

 

Hvor er partilederne – og hvor er medierne?
Den amerikanske økonomiprofessor Jeffrey D. Sachs argumenterer i sin nye bog: The Ages of Globalization tydeligt og vedholdende for en bæredygtig global udvikling i overensstemmelse med de 17 verdensmål. Han påpeger desuden behovet for en reform af FN-systemet, en sikring af diversitet overalt på Jorden og en realisering af det såkaldte subsidiaritets- eller nærhedsprincip, dvs. princippet om, at politiske beslutninger skal træffes på det lavest mulige politiske niveau.
De 17 verdensmål er det mest omfattende globale svar, verden nogensinde har set på disse områder – men det er mål og værdier, der nu skal omsættes til konkrete nationale politikker.

Hvordan vejene kan eller skal se ud, har vi lige nu kun begrænset viden om, og derfor er der behov for at drøfte forskellige holdninger og forslag til svar på disse store spørgsmål. Det er brede folkelige drøftelser, der er behov for, og det er drøftelser i de politiske partier – nye og gamle; det er politikudvikling.

Vi kender ikke vejene og midlerne med sikkerhed, men én ting ved vi om en fremtidig bæredygtig verden: Liv er den centrale værdi i en sådan verden. Ikke blot Black Lives Matter! Every Life matters! Vi véd også, at der på vejen til mere bæredygtighed skal foretages mange og vanskelige prioriteringer, fordi nogle af verdens- eller bæredygtighedsmålene indbyrdes kan stride mod hinanden. Det er derfor, der ikke er entydige ekspertsvar på spørgsmålet om verdensmålenes implementering. Der er kun politiske, dvs. værdibaserede svar, svar, hvor liv fx er den overordnede værdi, som andre løsninger må respektere.

Men hvis man lyttede til afslutningsdebatten i Folketinget lige før sommerferien 2020, så fik man en tydelig oplevelse af, at det ikke er disse meget store og alvorlige udfordringer – og samtidig også meget store muligheder – der optager de danske parlamentarikere. Parlamentarikerne var i vid udstrækning optaget af gammelkendte politiske tacklinger, detailspørgsmål og drillerier. Og de store linjer, de aktuelle globale kriser, de store politiske spørgsmål, det internationale samarbejde om kriserne og verdensmålene? Det blev stort set ikke berørt, endsige drøftet i detaljer og med alvor. Selvfølgelig skal man diskutere den aktuelle coronasituation under en sådan afslutningsdebat, men det burde være en lige så stor selvfølge, at politikerne – og i særlig grad partilederne – løftede blikket op over de dagsaktuelle tacklinger og så ind i nogle af de store spørgsmål, der trænger sig på. Det skete ikke. Tværtimod var disse diskussioner fuldstændig fraværende.

 

Årtiet 2020-2030 skal være handlingens årti, og der er helt sikkert regninger, der skal betales. Innovation vil give os nye løsninger, men at forestille sig, at der ikke skal bringes ofre, fx i form af skatter og afgifter, er urealistisk
_______

 

Jeg taler ikke om, at demokratiet skal sættes ud af kraft, eller for den sags skyld om samlingsregeringer. Men jeg stiller spørgsmålet: Hvorledes fokuserer vi på det vigtigste, hvorledes håndterer vi kriserne og den dertilhørende gruppe af politiske spørgsmål i et demokrati som det danske?

Folketinget har vedtaget en klimalov. Men det er en rammelov så uforpligtende, at den i sig selv intet fører med sig. Det var og er ikke en lov, der fører til handlinger. Energiforliget, der blev indgået i juni måned, er et eksempel på et opfølgningsinitiativ, men det er samtidig et eksempel på, at politikerne ikke vil erkende og formidle til befolkningen, at den ambitiøse danske CO2-reduktionsmålsætning kun kan indfries, hvis vi bringer ofre. Realiseringen af denne målsætning kommer til at koste for os alle sammen.

Så spørgsmålet er: Hvordan får vi i stedet udformet og vedtaget love, der – for at bruge FN-betegnelsen – fører til transformationer? Årtiet 2020-2030 skal være handlingens årti, og der er helt sikkert regninger, der skal betales. Innovation vil give os nye løsninger, men at forestille sig, at der ikke skal bringes ofre, fx i form af skatter og afgifter, er urealistisk. Vi kommer fx ikke uden om CO2-afgifter, og vi er også nødt til at intensivere den globale bekæmpelse af skattesnyd. Desuden kræver det enorme investeringer at implementere verdensmålene. Både private og offentlige investeringer er nødvendige, og vi véd, at meget store private investeringsmidler er parate, hvis der blot er klare politiske rammer at investere indenfor. Det kræver klare og bredt forankrede politiske reformer.

Den politiske situation og de politiske udfordringer kan ikke formuleres tydeligere, end det gøres med de 17 verdensmål. Og Danmark har med det såkaldte ”Vores mål”-projekt lige gennemført verdens første åbne verdensmålsudviklingsprojekt og kan – og bør – derfor blive et parlamentarisk foregangsland på dette område. Hvorfor taler vi ikke mere eksplicit om verdensmålene som rammen om fremtidig politik?

Risikoen er, at vi nu kan bruge et par år på at diskutere de fejl, fortielser, problematiske udtalelser og tiltag, som regeringen har præsteret i de sidste 4-5 måneder under coronakrisen – og imens vi gør det, får vi ikke adresseret alle de mere presserende spørgsmål.

Der er behov for politisk nytænkning, behov for flyvehøjde i de politiske og samfundsmæssige drøftelser, behov for visioner, håb og perspektiver. Behov for at se og mærke, at store ændringer er mulige. Er ønskelige. Er nødvendige. Behov for udvikling af ny politik i de eksisterende partier. Oven i dette har Danmark et særligt globalt ansvar her, fordi vi er så kompetente og så langt fremme, når det handler om mange af de temaer, som verdensmålene handler om. Danmark kan blive et pionérland, når det handler om både udvikling og implementering af løsningerne.

Hvorfor tøver Folketinget? Hvorfor taler vi ikke mere åbent om dette? Og hvorfor fokuserer medierne ikke mere på verdensmålene og det, de også rummer: store fremtidsmuligheder for både Danmark og verden? Vi kan og skal gøre det bedre. ■

 

Hvorfor tøver Folketinget? Og hvorfor fokuserer medierne ikke mere på verdensmålene og det, de også rummer: store fremtidsmuligheder for både Danmark og verden? Vi kan og skal gøre det bedre
_______

 

Steen Hildebrandt (f. 1944) er professor emeritus i ledelse og organisation ved Århus Universitet. Han er adjungeret professor i lederskab ved CBS, Handelshøjskolen i København og adjungeret professor i læring og filosofi ved Aalborg Universitet. Han er Ph.D., og har et omfattende forfatterskab om ledelse, organisation og samfundsforhold. Han er en meget benyttet foredragsholder og medlem af bestyrelser og rådgivende komiteer, herunder formand for Folketingets 2030-panel om FN’s 17 verdensmål. Tildelt Statens Kunstfonds Faglitterære pris i 2018. ILLUSTRATION: Officielt pressefoto