26.11.2020

.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Både regering en og oppositionen svigter befolkningen, når coronahåndteringen forvandles til en politisk slagmark. Samtidig viser krisen, at statens institutioner ikke er i stand til at løfte de opgaver, de bliver pålagt. Der er kort og godt for mange ting, der ikke fungerer. Der er for mange beslutninger, der er drevet af taktiske hensyn og positionering i stedet for, hvad der er godt for borgerne.

Kommentar af Søren Kenner

Oppositionens fornemste opgave i et parlamentarisk demokrati er at holde den til enhver tid siddende regering i ørerne. Den skal sammen med pressen sørge for, at beslutninger belyses grundigt og udsættes for relevant kritik samt for at give borgerne nye perspektiver på den førte politik.

Men da coronakrisen ramte i starten af 2020, var oppositionens svar på den måske vigtigste opgave, en opposition har stået overfor de seneste 50 år, at kaste håndklædet i ringen og forære regeringen hånd- og halsret over alle beslutninger, der vedrørte coronabekæmpelse.

Og regeringen har gjort det, som regeringer normalt gør, når de har uhindret adgang til magten: De har kastet sig ud i en række irrationelle beslutninger, der i stadig højere grad tager udgangspunkt i en magtfuldkommen idé om, at de alene ved, hvad der er bedst for borgerne. Fx grænselukningen i foråret (som ifølge Sundhedsstyrelsen var unødvendigt), kravet om 6-dages ophold i København for udlændinge og den nylige nedlukning af Nordjylland. Beslutninger, som der i mange tilfælde intet sundhedsfagligt belæg findes for.

Statens institutioner har svigtet
Det hele er blevet endnu værre af et embedsværk, der ikke har magtet at eksekvere effektivt på de mange beslutninger, regeringen har truffet. Regeringen udstikker det ene dekret efter det andet –– men regionerne, sundhedsstyrelsen, politiet mv. magter ikke at løfte opgaven. Og dermed opstår nye problemer, som kræver nye dekreter, og sådan kan det blive ved.

Et godt eksempel er regeringens tidlige strategi om opsporing og isolering af smittekæder. Det havde man gode erfaringer med i mange andre lande – ikke kun med corona, men også tidligere med SARS og MERS. Men valget af en strategi betyder jo reelt intet, hvis man ikke kan finde ud af at implementere den. Og det kunne og kan statens institutioner ikke. Man var ude af stand til at finde og opspore smittekæder, man kunne ikke få software, der skulle advare potentielt smittede, til at virke, og man kunne ikke få hotlines til at fungere optimalt (gennemsnitligt bliver kun 3 nære kontaktpersoner pr. smittet kontaktet af myndighederne).

 

Fordi man ikke kunne finde ud af at holde smitten nede (…), endte man med at køre en grønthøster hen over hele befolkningen, smittede som raske, med enorme samfundsøkonomiske omkostninger til følge
_______

 

Derfor måtte man inden længe opgive opsporingsstrategien. I februar forsøgte man med opsporing og isolation af smittekæder, men kunne ikke få det til at virke. Derefter kom nedlukningen. Hvorefter man forsøgte sig med en fornyet indsats på sporing og isolering, men den var stadig ikke effektiv, hvad både WHO og andre har påpeget. Fordi man ikke kan få smitteopsporingen til at fungere, må man i stedet gå langt mere hårdhændet til værks med lukning af skoler og arbejdspladser samt frisører, fitnesscentre, biografer, barer, restauranter, kulturinstitutioner og ikke mindst begrænsninger på forsamlingsfriheden.

En ting, man kan lære af alt dette, er, at statslig ineffektivitet og manglende evne til at eksekvere prompte ender med at koste borgerne dyrt. Fordi man ikke kunne finde ud af at holde smitten nede med hurtigt og effektivt detektivarbejde, endte man med at køre en grønthøster hen over hele befolkningen, smittede som raske, med enorme samfundsøkonomiske omkostninger til følge.

En anden ting, man kan lære af situationen, er, at magt avler hemmelighedskræmmeri.

Beslutninger uden evidens
I det sekund, oppositionen forærede regeringen serveretten til håndtering af krisen, besluttede regeringen, at den ikke ville dele beslutningsgrundlag eller data med hverken borgerne eller Folketingets øvrige partier. Eller alternativt først udlevere information til de øvrige partier, når det var for sent for dem at reagere. Måske fordi de troede, at de på den måde kunne undgå kritik, når de lavede fejl.

Fx påstod regeringen jo længe, at nedlukningen var begrundet i myndighedernes anbefaling uden at ville sige, hvilke myndigheder der var tale om. Senere viste det sig, at regeringen ikke havde en konkret anbefaling fra sundhedsmyndighederne til at nedlukke i det omfang, de gjorde. Ja, rent faktisk mente Sundhedsstyrelsen, at de negative konsekvenser af en nedlukning ikke stod mål med de gevinster, man kunne opnå.

 

Det står efterhånden klart, at regeringen gentagne gange har presset sagkundskaben til at levere de svar, de ønsker i stedet for de svar, der er videnskabeligt forsvarlige
_______

 

Endnu værre er det, at uviljen mod at blive kigget i kortene i høj grad lader til at have ledt regeringen til at træffe enerådige og ofte forkerte eller irrationelle beslutninger.

Et eksempel på dette problem kan man se i beslutningsgrundlaget for at forlange, at alle mink i Danmark blev slået ned. I modsætning til andre lande har Danmark valgt ikke at dele den viden, vi opsamler hen ad vejen, med resten af verdens forskere. Dermed har regeringen anbragt sig selv i en situation, hvor den ofte ikke ved nok om vidensgrundlaget, den selv agerer på. I kølvandet på ordren om at aflive alle mink opstod der et massivt pres på regeringen for at dele beslutningsgrundlaget med resten af verden, og til sidst valgte regeringen så at offentliggøre det input fra Statens Serum Institut (SSI), som lå til grund for beslutningen.

Men hvad skete der, da SSI delte denne viden bredt? Mange anerkendte internationale forskere – heriblandt Francois Balloux, der med sit forskningsteam var først til at afdække, hvordan coronavirus kan sprede sig fra dyr til mennesker – meldte ud, at SSI tog helt fejl i deres vurdering af både smittefare og risikoen for, at minkmutationen kunne påvirke fremtidige vacciner.

Hvor er den demokratiske proces?   
Samtidig står det efterhånden klart, at regeringen gentagne gange har presset sagkundskaben til at levere de svar, de ønsker i stedet for de svar, der er videnskabeligt forsvarlige. I en artikel i Berlingske fremgår det ligefrem, at Sundhedsministeriet udøver politisk kontrol over SSI, og gentagne gange har trynet direktør Kåre Mølbak i en sådan grad, at det er endt i konflikter med Sundhedsstyrelsen og deres direktør Søren Brostrøm.

Tilsvarende klager minkbranchens aktører, der normalt inddrages i regeringsbeslutninger vedrørende branchen, over denne gang ikke at være blevet hørt af regeringen, så der kunne findes en afvikling af branchen, der var lempeligere og forårsagede færre tab og skader end den nuværende katastrofe. Det virker irrationelt, for man må alt andet lige mene, at der nok findes viden blandt avlere, dyrlæger og interesseorganisationer, som regeringen, Fødevareministeriet og SSI ikke er i besiddelse af, og som kunne have medvirket til at løse problemet, uden at det gik helt i hårknude.

 

At dette overhovedet kan lade sig gøre, kan man i øvrigt føre tilbage til oppositionens svigt, da den godkendte en ny epidemilov i marts som en hasteforanstaltning
_______

 

Selvom minkgate er et grelt eksempel på, hvor galt det kan gå, når man centraliserer for meget magt på for få hænder med for lidt udefrakommende kontrol, så er det i øvrigt langt fra det eneste eksempel på uforståelige og inkonsistente beslutninger. Kigger man på ideen om inddæmning af smitte og reduktion af smittetryk via restriktioner, er der jo også her ting, der skriger til himlen: Man kan være 20.000 mennesker i Tivoli, men kun 500 til fodbold i Parken. Man må gerne gå i biografen, men ikke til fodbold eller koncert. Man må gerne spise ude, men kun til kl. 22. Derefter skal alle (københavnere) skynde sig ned i en propfuld metro og tage hjem.

Også her har regeringen forsømt at tage de berørte aktører med på råd. Regeringen kunne have snakket med restauratører, sportsklubber, rejsebureauer, hotel- og barejere osv. De forskellige parter kunne have hjulpet hinanden med at finde den bedste balance mellem at beskytte befolkningen mod smitte og beskytte disse erhverv mod økonomisk ruin. Men det gjorde man ikke, fordi man som magtfuldkommen regering nok mente, at man selv vidste, hvad der var bedst i den givne situation.

Magtfuldkommenhed
Det er klart, at sådan en magtfuldkommen, enerådig og ofte irrationel måde at træffe beslutninger på nemt kan lede til splittelse, vrede og skuffelse blandt borgerne. En splittelse, der bestemt ikke bliver mindre, når borgerne udover hemmelighedskræmmeri og ulogiske beslutninger pludselig også må indse, at regeringens støtteordninger og hjælpepakker i høj grad favoriserer deres egne vælgere og straffer dem, der typisk ikke stemmer socialdemokratisk.

At dette overhovedet kan lade sig gøre, kan man i øvrigt føre tilbage til oppositionens svigt, da den godkendte en ny epidemilov i marts som en hasteforanstaltning. En lov, som udover at give sundhedsministeren og statsministeren nærmest diktatoriske beføjelser, også behændigt omskrev den tidligere epidemilovs paragraf 27, således at staten nu ikke længere har et erstatningsansvar, hvis deres beslutninger forhindrer erhvervslivet i at holde åbent og sælge sine varer og ydelser.

Nu, hvor erstatningspligten er væk, kan regeringen i stedet lege gavebod med det økonomiske råderum, vi har oparbejdet (og en god del mere) og dele det ud, som de nu finder passende. Det betyder i realiteten, at offentligt ansatte er blevet bedst stillet, mens lønarbejdere i det private har fået delvis kompensation, og selvstændige erhvervsdrivende og virksomheder har fået én over nakken og selv må betale en endog meget stor del af den regning, som regeringens dispositioner har skabt.

 

Problemet er, at de [krav] fremsættes af de samme partier, som tidligere på året forsøgte at forhindre nedsættelsen af en kommission til at granske Inger Støjbergs angiveligt ulovlige instruks omkring adskillelsen af unge flygtningepar
_______

 

Tilbage til minkgate: Her har det jo vist sig, at regeringens beslutning om at nedslagte alle mink i Danmark – udover at være ulovlig – heller ikke var solidt begrundet rent fagligt. Man kunne sagtens, som i Holland, have fundet en løsning, hvor minkavl blev afviklet i god ro og orden. Smittetruslen er ikke akut for minkfarme, der ikke er smittede. Og hvad de smittede angår, er der jo hjemmel til at slå dem ned. Men i stedet handlede regeringen i panik og traf desperate beslutninger.

Det har så fået oppositionen til at komme på banen med kravet om en kommissionsundersøgelse, der skal kortlægge, hvad der rent faktisk skete, og om der kan placeres et ansvar.

Oppositionen har i den forbindelse talt stolpe op og stolpe ned om åbenhed, klarhed i den demokratiske proces og vigtigheden af, at intet er fejet ind under gulvtæppet. Og det er alt sammen gode og relevante betragtninger.

Problemet er selvfølgelig bare, at de fremsættes af de samme partier, som tidligere på året forsøgte at forhindre nedsættelsen af en kommission til at granske Inger Støjbergs angiveligt ulovlige instruks omkring adskillelsen af unge flygtningepar. Derudover stod Venstre og Konservative også fadder sammen med Socialdemokratiet til en ny offentlighedslov i 2013 (i daglig tale “mørklægningsloven”), der i vidt omfang begrænser borgernes og pressens adgang til den politiske beslutningsproces.

Tilsvarende må man sande, at regeringens støttepartier, der for 11 måneder siden havde travlt med at insistere på, at Støjberg skulle undersøges af en kommission, nu pludselig mener, at en beskeden advokatundersøgelse må være rigeligt, når regeringens udstedelse af en ulovlig og formodentlig grundlovsstridig ordre skal granskes.

 

Oppositionen og pressen skal altid holde regeringen i ørerne, og det gælder især, når man står midt i en krise
_______

 

6 lærdomme
Ingen i det her spil har noget at lade den anden høre: Alle har medvirket til at skabe miseren, og alle har medvirket til at skabe forudsætningerne for den splittelse, som alt dette medfører.

Men hvad kan man så lære af alt dette?

1) Man skal passe godt på demokratiet og ikke gå i panik, blot fordi man står overfor en udfordring.

2) Oppositionen og pressen skal altid holde regeringen i ørerne, og det gælder især, når man står midt i en krise.

3) Regeringen skal indse, at dekreter ikke er løsninger. Det er ligegyldigt, hvad man beslutter, hvis dem, der bliver sat til at løse opgaven, ikke er i stand til det

4) Det er vigtigt, at man spiller med åbne kort og deler viden både med borgerne (som jo i sidste ende er politikernes arbejdsgivere, selvom Folketingsmedlemmer ofte glemmer den detalje indtil kort før næste valg) og med de andre politiske partier.

5) Skal man ekstraordinært have nødlove eller bevillige særlige beføjelser til at håndtere en krisesituation, så skal disse have en kort løbetid. Hellere stemme for en fornyelse af loven fx hver anden måned end at risikere, at de ekstra beføjelser bliver “hængende” længe efter, at der egentlig var brug for dem.

6) Statens eksekverende institutioner og styrelser trænger i den grad til et serviceeftersyn. Det er helt og holdent utilfredsstillende, at de er ude af stand til at levere den operationelle effektivitet, som det kræver fx at opspore og isolere smittekæder, bygge software, håndtere logistik, fremskaffe værnemidler og teste bredt. Man burde overveje at lægge alt dette ud til private virksomheder, der forstår, hvordan man løser den slags opgaver.

Nu står der blot tilbage, at man som borger må håbe, at der i kølvandet på denne krise opstår en bevidsthed om, at hele vores demokratiske system trænger til et grundigt servicecheck. Der er for mange ting, der ikke fungerer; der er for mange beslutninger, der er drevet af taktiske hensyn og positionering i stedet for, hvad der er godt for borgerne; der er alt for lidt åbenhed og accountability; og der er alt for lidt evne til at medinddrage borgere og interessenter i de beslutninger, regeringen træffer.

Det kan gøres bedre, og vi fortjener som borgere, at det gøres bedre – uanset hvilket parti man så i øvrigt bakker op om. ■

 

Nu står der blot tilbage, at man som borger må håbe, at der i kølvandet på denne krise opstår en bevidsthed om, at hele vores demokratiske system trænger til et grundigt servicecheck
_______

 

Søren Kenner (f. 1962) er iværksætter og samfundsdebattør. Stifter/medstifter af blandt andet Concordium (blockchain), Sparrow Quantum (quantum computing), Zecco (online trading platform) og Hello Group (reklamebureau). Medstifter af Liberal Alliance og tidligere formand for partiets visionsgruppe. Tidligere marketingdirektør i Saxo Bank og tidligere CEO i McCann Ericsson MRM EMEA. Medforfatter til bogen OFFLINE med Imran Rashid. ILLUSTRATION: Sundhedsminister Magnus Heunicke og myndighederne holder pressemøde om status på COVID-19 i Danmark, d. 29. september [Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]