02.04.2020

Det er, når det regner, at man kan se, om taget er tæt. Ligeledes er det i krisetider, at man virkelig kan se, om demokratiet fungerer, som det skal – og om de folkevalgte borgerlige er deres job voksent. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, er tilfældet.

RÆSON stiller denne artikel gratis til rådighed, så alle kan læse den. Magasinet, der ikke modtager nogen form for støtte, drives alene af sine egne indtægter (salg af abonnementer, bøger, arrangementer mm): Selvom denne artikel er gratis at læse, håber vi derfor, du vil tegne abonnement: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister

—

Kommentar af Søren Kenner

Det er politikernes opgave at beskytte samfundet mod de slag, coronavirussen giver. Men er man opgaven voksen, når det eneste, man kan finde på for at afværge de økonomiske konsekvenser af samfundsnedlukningen, er at fodre hunden med sin egen hale via en politisk styret gavebod, der oser langt væk af overbudspolitik, vennetjenester og støtte til særinteresser?

Coronastøttepakker til en værdi af intet mindre end 286 milliarder kroner styrtregner nu ned over samfundets borgere og virksomheder. Der er tilskud til virksomheders faste udgifter, til selvstændige og freelancere, til lønninger, til sygedagpenge, til aflyste arrangementer. Der er lån til virksomheder, støtte til rejsegarantifonden, garantier til SAS, ekstra lån til studerende, forlængelse af betalingsfrister på moms og A-skat og meget, meget mere. Ja, der er sågar forslag om, at organisationer som Røde Kors, Kirkens Korshær og Kræftens Bekæmpelse skal have ekstra penge, fordi de ikke selv kan samle ind lige nu!

Ingen af de politiske partier vil stå tilbage for de andre. For nylig kunne man ovenikøbet opleve de borgerlige partier udvandre fra et møde med kulturministeren, fordi hun ikke havde medbragt penge nok til ekstra mediestøtte. Her snakker vi altså om en gruppe virksomheder, der allerede støttes med mange hundrede millioner kroner hvert år, og som for nogles vedkommende, fx JP/Politikens hus, har milliarder på kistebunden.

 

Det ville have været nemmere, billigere og bedre at returnere de sidste par måneders opkrævede moms og skatter til borgerne og virksomhederne – men så havde politikerne selvfølgelig ikke haft samme lejlighed til at lege gavebod
_______

 

Men det, som ingen snakker om, er, hvor de knap 300 milliarder i støtteordninger skal komme fra – eller hvorfor borgerlige politikere i et land, der har en åben, liberal markedsøkonomi, mener, at man skulle være bedre end markedet til at fordele pengene. Sagen er jo den meget enkle, at der ikke er andre end skatteborgerne til at samle regningen op.

Det er klart, at en krise som denne koster samfundet dyrt. Det er et tab, vi alle kommer til at bære i fællesskab, og det fordrer, at vi hjælper hinanden med at få gang i hjulene igen. Heldigvis har vi allerede dagpengesystemet til at håndtere arbejdsløshed, og hvad det private erhvervsliv angår, hjælpes det bedst med bedre rammebetingelser – også i krisetider. Politikere er elendige til at lege “pick the winner”, som de reelt gør med de vedtagne støttetiltag, og derfor er der ingen garanti for, at disse tiltag er de rette.

Det ville have været nemmere, billigere og bedre at returnere de sidste par måneders opkrævede moms og skatter til borgerne og virksomhederne – men så havde politikerne selvfølgelig ikke haft samme lejlighed til at lege gavebod.

Krisens samlede omkostning er jo reelt et værditab for virksomheder og borgere. Formålet med hjælpepakkerne er at afbøde den skade, tabet forvolder. Men man kan ikke bruge de samme penge to gange. Hvis staten reelt ønsker at bidrage til en løsning, er det eneste fornuftige selvfølgelig at aflevere nogle af de penge tilbage, den allerede har opkrævet fra virksomheder og borgere inden krisens udbrud. At sende hjælpepakker, som man så senere skal betale for hen over skatterne, er derimod kun en stakket frist. Det kan overraske, at borgerlige politikere uden videre hopper med på den galej, der i realiteten øger statens dominans og gør civilsamfundets indflydelse mindre.

 

Hvem forestiller sig, at denne regning senere udmønter sig også i offentlige besparelser? Nej vel! Systemet vil kun nødigt give det fra sig, som det først har grebet. Ekstraregningen på 286 milliarder er i realiteten en ny skat
_______

 

Ikke nok med det: Hvem forestiller sig, at denne regning senere udmønter sig også i offentlige besparelser? Nej vel! Systemet vil kun nødigt give det fra sig, som det først har grebet. Ekstraregningen på 286 milliarder er i realiteten en ny skat. Og det er kun første skridt på vejen. Når krisen har lagt sig, vil der være mange stemmer, som forlanger yderligere polstring af den offentlige sektor samt flere støtteordninger og mere kollektiviseret ”velfærd”. Og selv om det måske lyder tillokkende, så er realiteten i den situation jo en tiltagende statsliggørelse af civilsamfundets økonomi.

En tendens, der formodentlig også vil udmønte sig i øget statsliggørelse af magten. Og selv om der i det mindste er indsat en solnedgangsklausul i de øgede magtbeføjelser, epidemiloven nu giver regeringen, er sandsynligheden for, at alle greb ender med at blive rullet tilbage, ca. lige så stor, som sandsynligheden for at S og V pludselig skulle synes, at det er en god ide at droppe ”mørklægningsloven” og dermed give borgerne reel indsigt i den politiske beslutningsproces.

Når de såkaldt borgerlige partier villigt deltager i hele denne farce, så afslører de også, at populistisk overbudspolitik tæller for mere end de holdninger, som man troede, det var meningen, de skulle repræsentere. Det er ikke – og bør aldrig blive – borgerlig politik at lave hjælpepakker, hvor man fodrer befolkningen med dens egen hale og ender med at øge statens vælde og magt. Men alt det betyder tilsyneladende meget lidt i forhold til ønsket om at deltage i den store gavebod, hvor man som en anden hattedame kan være med til at vælge, hvem der skal begunstiges (for egne penge), og hvem der intet får (men stadig må betale).

Det er, når det regner, at man kan se, om taget er tæt. Ligeledes er det i krisetider, at man virkelig kan se, om demokratiet fungerer, som det skal – og om de folkevalgte borgerlige er deres job voksent. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, er tilfældet. ■

 

Ligeledes er det i krisetider, at man virkelig kan se, om demokratiet fungerer, som det skal – og om de folkevalgte borgerlige er deres job voksent. Det er der desværre ikke meget, der tyder på, er tilfældet
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?