27.03.2020

”Jeg ville virkelig ønske, at EU-lederne havde lært af fortiden, især i forhold til krisestyring. De kunne have lært af finanskrisen i 2008, statsgældskrisen i 2012 og migrationskrisen i 2015. Nu står vi med en endnu større krise, og de er ikke villige til at træffe de nødvendige langsigtede beslutninger for at holde sammen på EU. Det er et stort problem.”

Interview med Sophie Pornschlegel, senioranalytiker ved European Policy Centre

Interview af Birk Kotkas

RÆSON: For et par måneder siden var der ikke ret meget, der tydede på, at EU ville blive kastet ud i endnu en politisk og økonomisk krise, men Europa er nu epicenteret for corona-pandemien. Hvordan vil du karakterisere omfanget af denne krise?
PORNSCHLEGEL: Det er en enorm krise, og 2020 kan blive husket som et ’make or break moment’ for Europa. Vi vil både få at se, om EU og dets medlemslande kan samarbejde, og hvorvidt vi vil formå at mindske smitten. Det kræver et koordineret svar fra alle EU-ledere, og folk skal indse, at vi alle har en individuel indflydelse på virushåndteringen.

Det er interessant at se, hvordan diskurserne krisen varierer i de forskellige EU-lande, og hvor forskellige foranstaltninger, der er blevet truffet af de europæiske lande. Indtil videre har det været fuldstændig ukoordineret. Men det kan man ikke rigtig bebrejde EU, da EU-institutionerne ikke har nogen kompetencer på sundhedsområdet.

Det bedste eksempel er nok, at Italien endnu en gang er blevet forladt af sine europæiske partnere. Tyskland implementerede fx et eksportforbud på medicinsk udstyr og beskyttelsesudstyr, som godt nok blev suspenderet af EU. Dette nationale svar fremmer ikke ligefrem fælleseuropæisk solidaritet. I stedet var det Kina, der trådte til og leverede de nødvendige materialer til Italien. Dette er dybest set den værste reaktion, man kunne have i Europa, da vi ikke arbejder sammen, som vi burde.

 

Italien er endnu en gang blevet forladt af sine europæiske partnere. Tyskland implementerede fx et eksportforbud på medicinsk udstyr og beskyttelsesudstyr. Det fremmer ikke ligefrem fælleseuropæisk solidaritet
_______

 

Selvom EU ikke har nogen kompetencer inden for sundhedsområdet, ville jeg gerne have set et mere koordineret svar. Det er et problem af to årsager: For det første ville et fælleseuropæisk svar give mulighed for, at foranstaltningerne var meget mere effektive. Det ville redde liv. Derudover ville et koordineret svar kunne sikre, at ingen europæiske borgere dør, fordi hospitaler i et land blev overbelagte, mens hospitalerne på den anden side af grænsen stadig havde nok senge og medicinsk udstyr. Og endelig ville fælles økonomiske foranstaltninger give alle EU-lande mulighed for at komme sig på samme tid, hvilket er fornuftigt, når vi har et fælles marked og nogle har en fælles valuta.

For det andet er det et kommunikationsspørgsmål: Mange borgere forstår ikke, hvorfor nogle er nødt til at leve i fuldstændig nedlukning, mens andre stadig kan mødes og gå rundt frit, og de tager derfor ikke de samme forbehold for at forhindre, at virussen spreder sig. Dette skaber harme mod andre nationaliteter, hvilket er helt unødvendigt i krisetider, når der i forvejen er meget frygt og panik.

RÆSON: Tror du, at Europa ville have været bedre rustet, hvis der havde været et mere koordineret svar, eller hvis EU havde mere magt?
PORNSCHLEGEL: Ja, det tror jeg. De nationale regeringer har brug for en infrastruktur til at træffe fælles beslutninger, og Det Europæiske Råd bør være det sted, hvor de nationale regeringer koordinerer. Men man kan se nu, at det ikke fungerer som det burde på et politisk plan.

For det første bør EU selv, især kommissionsformand Von der Leyen, have en mere koordinerende rolle, for at sikre, at de nationale foranstaltninger, der bliver truffet, ikke arbejder mod hinanden. For det andet er EU meget mere effektivt end nationale regeringer til at rette ressourcerne til de mennesker, der har mest brug for det. For det tredje har EU en vigtig økonomisk og monetær rolle i at levere den nødvendige økonomiske støtte til de nationale regeringer. Som vi har set, har Europa-Kommissionen, Eurogruppen og Den Europæiske Centralbank annonceret store finansielle pakker for at sikre et hurtigt opsving efter den truende økonomiske recession på grund af pandemien – det er en positiv udvikling. Alt i alt kunne EU spille en stor rolle i denne krise, men desværre tænker nationale regeringer på sig selv først.

RÆSON: 88 procent af italienerne svarede i en meningsmåling i sidste uge, at EU ikke har gjort nok for deres land i denne krise. Tror du, at denne krise kan føre til opløsning og i værste fald til et italiensk exit?
PORNSCHLEGEL: For det første mener jeg ikke, at man kan bebrejde EU for ikke at handle, når de ikke er i stand til at handle. Måske er folk ikke klar over det, men EU har ikke de nødvendige kompetencer til at træffe beslutninger på sundhedsområdet. Jeg håber dog, at især Det Europæiske Råd – der udgøres af stats- og regeringscheferne fra de forskellige EU-lande – giver Europa-Kommissionen mere magt til at handle og formår at levere et mere koordineret svar fra nu af, så de ikke længere opgiver lande, som de gjorde med Italien.

 

Dét, som skete i Italien, er virkelig farligt. Tilliden til EU var allerede meget lav i Italien, på grund af det forfærdelige svar på migrationskrisen. Det ligner den situation, vi så i Grækenland lige efter statsgældskrisen i 2012
_______

 

Dét, som skete i Italien, er virkelig farligt. Tilliden til EU var allerede meget lav i Italien, på grund af det forfærdelige svar på migrationskrisen. Det ligner den situation, vi så i Grækenland lige efter statsgældskrisen i 2012. Hvis vi fortsætter med at have alle disse kriser uden koordinering og uden at have en reel europæisk solidaritet – og her mener jeg konkrete foranstaltninger, der viser solidaritet, ikke kun festtaler – vil det have en meget, meget negativ effekt for EU’s legitimitet på lang sigt.

Stats- og regeringscheferne forsøger ofte at europæisere fiaskoer og nationalisere succeser. Da de jo gerne vil genvælges, handler de for at overbevise deres nationale vælgere. Det betyder, at de mangler incitamenter til at foreslå flere europæiske svar, der er i almen interesse for alle europæere. Det er en strukturel udfordring. Det betyder, at man kun får et stærkt europæisk svar, når de nationale interesser flugter med de europæiske interesser i hvert EU-land – og da der er 27, kan man tænke sig til, at dette ikke sker ret ofte. Det har igen en negativ indvirkning på EU som helhed, da det bliver set som langsomt eller som værende ude af stand til at handle.

RÆSON: Under statsgældskrisen fra 2009 til 2012 blev eurozonelandene enige om at støtte den græske økonomi – til gengæld for meget barske modkrav. Christine Lagarde, der er præsident for Den Europæisk Centralbank, har fået meget kritik for sine kommentarer i sidste uge om, at ECB ikke nødvendigvis ville redde italienerne. Få dage senere sagde ECB, at de ville gøre det, der skal til, for at redde euroen. Hvordan ser du deres svar på denne krise? Det virkede ikke rigtig til, at de havde koordineret deres planer.
PORNSCHLEGEL: Alle EU-ledere fra både EU-institutionerne og EU-landene burde give et mere koordineret svar. Jeg er ikke sikker på, om det blot var en kommunikationsfejl, eller om Christine Lagarde virkelig mente det, som hun sagde om Italien. Selvfølgelig var det en fejl at sige, at hun ikke ville gøre, hvad end det kræver at redde Italien fra at forlade euroen.

De rettede op på det ved at offentliggøre en enorm økonomisk hjælpepakke på 750 milliarder euro, ’Pandemic Emergency Purchase Programme’. Så jeg tror, at de forsøgte at sige, at ECB står klar til at reagere på enhver form for markedsforstyrrelser som resultat af krisen. Indtil videre kan alle EU-lande stadig låne penge på alle markeder, så det er ikke en krisesituation som i 2008, men man ved aldrig, hvordan markederne vil reagere.

Derudover har Europa-Kommissionen lanceret ’Coronavirus Response Investment Initiative’ på 37 milliarder euro, og Eurogruppen har udarbejdet en finansiel pakke, men den er mest fokuseret på kortsigtede løsninger. Så alt i alt vil EU handle på det område, hvor de har flest kompetencer – hvilket er økonomien. Spørgsmålene er: Vil de være i stand til at arbejde på langsigtede løsninger i stedet for at fokusere på det kortsigtede perspektiv? Vil de formå at bruge denne krise til at støtte langsigtede klimavenlige politikker og indse, at velfærdsstater er nødvendige?

 

Spørgsmålene er: Vil de være i stand til at arbejde på langsigtede løsninger i stedet for at fokusere på det kortsigtede perspektiv? Vil de formå at bruge denne krise til at støtte langsigtede klimavenlige politikker og indse, at velfærdsstater er nødvendige?
_______

 

RÆSON: Schengen-samarbejdet er blevet påvirket meget af denne krise, og det er måske den største udfordring, som samarbejdet har stået overfor i dets levetid. Hvad tror du, at det kommer til at betyde i fremtiden for den fri bevægelighed i Europa?
PORNSCHLEGEL: I de sidste par år er den fri bevægelighed i EU oftest blevet relateret til spørgsmålet om migration. I 2015 indførte man de første begrænsninger af Schengen, men der var ikke ret mange, der forudså, at Schengen-samarbejdet igen ville blive sat på pause, denne gang på grund af en pandemi.

For de fleste europæiske borgere er euroen og Schengen nok to af EU’s største bedrifter. Schengen har en positiv indvirkning på borgernes liv – man kan rejse, arbejde og leve frit i EU. Så selvom det er vigtigt, at alle forbliver hjemme for at udjævne smittekurven, er det ikke nødvendigvis den bedste beslutning at lukke grænserne – det viser, at de hårdt tilkæmpede friheder meget let kan begrænses. Østrig burde ikke afvise folk ved dets grænser, der kom tilbage fra Italien – det er ikke et europæisk svar, men national smålighed.

RÆSON: Beslutningen om at lukke Schengen-områdets ydre grænser blev ikke taget i Det Europæiske Råd, den blev truffet på et møde mellem Macron, Merkel, Von der Leyen og Charles Michel. Det virker ikke som et tegn på et velfungerende europæisk demokratisk system. Hvordan ser du det?
PORNSCHLEGEL: I de sidste år har vi haft den ene krise efter den anden i Europa, hvor medlemslandene ikke har været i stand til at finde en løsning sammen. Men da de på eller anden måde har skulle finde en løsning, så er de officielle organer blevet negligeret og andre uformelle samarbejdsformer er blevet skabt. Især i krisesituationer, hvor de forsøgte at finde løsninger. Under finanskrisen brugte de Eurogruppen, og de skabte redskaber som den europæiske stabilitetsmekanisme (ESM) for at give økonomisk støtte til nogle medlemslande. Disse organer ligger uden for EU, men de er stadig tæt forbundet.

Det ville have været bedre, hvis det var blevet besluttet i Det Europæiske Råd, men jeg vil ikke bebrejde Macron, Merkel, Von der Leyen og Charles Michel for at træffe beslutningen i en mindre kreds. Jeg siger ikke, at det er demokratisk, men beslutningstagningen i EU er så dysfunktionel i krisesituationer, at man ser skabelsen af disse uformelle eksterne beslutningsorganer.

 

Jeg vil ikke bebrejde Macron, Merkel, Von der Leyen og Charles Michel for at træffe beslutningen i en mindre kreds. Jeg siger ikke, at det er demokratisk, men beslutningstagningen i EU er så dysfunktionel i krisesituationer, at man ser skabelsen af disse uformelle eksterne beslutningsorganer
_______

 

RÆSON: Spørgsmålet er, hvad vi så skal bruge et demokratisk EU til, hvis alle de afgørende øjeblikke finder sted inden for en kreds af fire store ledere. Tror du, at beslutningstagningen i EU rent faktisk bliver reformeret, eller tror du, det vil forblive, som det er?
PORNSCHLEGEL: Jeg håber virkelig, at samarbejdet bliver reformeret, så EU får mulighed for at reagere på de udfordringer, som vi står over for. EU-lederne kunne have lært af finanskrisen i 2008, statsgældskrisen i 2012 og migrationskrisen i 2015. Nu står vi med en måske endnu større krise, og det ser ikke ud til, at de har skabt de nødvendige beslutningsstrukturer, og det gør mig trist.

Den største udfordring er, at det er meget svært at reformere noget, når nogle regeringer ikke engang ønsker, at EU skal spille en rolle. Det er en ond cirkel: EU-skeptiske eller endda anti-europæiske regeringer, vil de selvfølgelig aldrig acceptere reformer, der gør EU mere effektivt, eller i stand til at svare på politiske udfordringer. I stedet ønsker de at give de nationale regeringer mere magt. Det betyder at der på lang sigt vil være mindre og mindre magt i Bruxelles og mere og mere i de nationale hovedstæder. Og hvis EU ikke har nogen magt, så vil de ikke være i stand til at handle – og borgere vil derfor undre sig over, hvorfor EU ikke gør noget.

Men hvorfor er det et problem? Det er det, fordi klimaændringer og den digitale transformation ikke er udfordringer, som de nationale regeringer selv kan klare effektivt. Pandemier og klimaforandringer stopper ikke ved en grænse, og ved at lukke grænserne for flygtninge har man heller ikke løst dette problem: Flygtninge forsvinder ikke, fordi man lukker en grænse. Det betyder også, at EU skal have de nødvendige beføjelser, for at være succesfuld. Og for at det kan ske, er de nationale regeringer nødt til at give EU de rette handlemuligheder.

RÆSON: Ser du det europæisk samarbejde bevæge sig mod mere magt til nationalstaterne?
PORNSCHLEGEL: Ja, desværre. Hver krise viser, at det bliver sværere og sværere at finde fælles løsninger, jo flere euroskeptiske og anti-europæiske regeringer, der er. EU har en dobbelt-byrde: de skal ikke blot finde et kompromis mellem 27 EU-lande, de bliver også meget påvirket af, hvad der foregår indenrigspolitisk i de forskellige medlemslande. Og hvis der er konstant politisk ustabilitet i på et nationalt niveau, er det meget dårligt for EU. Hvis der fx er social uro i et land som Frankrig, vil Macron ikke være i stand til at arbejde på sin europæiske dagsorden. Europæisk politik vil ikke være deres højeste prioritet, hvis der er indenrigspolitiske spørgsmål, der er meget vigtigere for stats- og regeringscheferne. Det er en stor udfordring for EU.

Der er også en anden udfordring, der gør arbejdet på EU-niveau vanskeligere: Hvis man ser på Kommissionens arbejdsprogram, har Von der Leyen virkelig formået at definere de rigtige prioriteringer, men problemet er, at de bliver skubbet tilbage på EU’s agenda, så snart der opstår en krise. Og når EU ikke er i stand til at levere der, hvor der er brug for det, så mindsker det EU’s legitimitet. Selv i krisesituationer er vi nødt til at sikre, at der sker fremskridt på EU’s faste prioriteter. ■

 

Von der Leyen har virkelig formået at definere de rigtige prioriteringer, men problemet er, at de bliver skubbet tilbage på EU’s agenda, så snart der opstår en krise. Men selv i krisesituationer er vi nødt til at sikre, at der sker fremskridt på EU’s faste prioriteter
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland