17.03.2020

”Vi har jo en universitetslov, og deri har Folketinget vedtaget, at man skal værne om forskningsfriheden. Derfor skulle man tro, at myndighederne også gjorde det, og at de holdt øje med, om universiteterne værnede om den. Men det har de ikke gjort. Tværtimod har myndighederne selv krænket forskningsfriheden.”

Interview med Heine Andersen, professor emeritus ved Sociologisk Institut på KU

Interview af Stine Svendsen og Lærke Schmidt Fallesen

RÆSON: En spørgeundersøgelse fra Aarhus Universitet, der blev igangsat i 2018 på baggrund af kritisk medieopmærksomhed omkring flere kontroversielle sager, viser, at 16 pct. af forskerne har været udsat for pres for at ændre i resultater eller undlade at publicere. Kan vi stole på den danske forskning i dag, når sådan nogle resultater kommer frem?
ANDERSEN: Det er klart, det er noget, der svækker troværdigheden, og det er selvfølgelig ikke den her undersøgelse alene, men også mine egne undersøgelser i bogen Forskningsfrihed og en række af de sager, som i øvrigt har været fremme. Hver gang der kommer noget frem om, at der er nogle forskere, der har været udsat for pres, så er det med til at svække universiteternes troværdighed. Man får en mistanke om, at det ikke er alle resultater, der kommer frem, og at noget af det, der kommer frem, ligefrem er fordrejet eller styret udefra. Alt i alt siger denne undersøgelse noget om, hvor udbredt dette problem er.

RÆSON: Men det er trods alt kun 16 pct. at svarpersonerne, der svarer, at de har været udsat for pres – og det er jo næppe i al deres forskning. Det betyder vel, at langt den meste forskning foretages og publiceres uden pres og dermed med høj forskningsfrihed?
ANDERSEN: Det er rigtigt. Men 16 pct., det er altså hver sjette publikation. Procenten bør være nul. Simpelthen nul. Alt over nul er noget, der rokker troværdigheden. Derudover kan man jo sige, at 16 pct. er det selvrapporterede tal. Jeg vil tro, tallet er i underkanten, og som sagt er det ikke den eneste undersøgelse. Hvor stort det reelle tal er, finder vi aldrig ud af, men der er ingen grund til at formode, at folk ville sige det, hvis ikke det var rigtigt. Der er derimod grund til at formode, at nogen, som har været udsat for et pres på deres forskning, især hvis de har givet efter for det, vil svare: Det har vi aldrig været udsat for. Så jeg vil sige, at 16 pct. er et rystende stort tal.

RÆSON: Der er rigtig mange af de her forskningsmidler, som kommer fra private fonde og firmaer, der betaler for udvalgte forskningsprojekter. Har det altid været sådan i dansk forskning?
ANDERSEN: Det har det ikke. Det er noget, der især er ekspanderet indenfor de sidste 20 år. Sagen er den, at hvis man kigger på, hvad der foregår af forskning på universiteterne, og i det hele taget i den offentlige sektor, så betaler erhvervslivet faktisk ikke særligt meget. Derimod er der meget forskning, som det offentlige betaler, der er kortsigtede projektbevillinger, og som bliver rettet mod erhvervslivets ønsker og behov. Sagen er, at meget af den forskning, som er betalt af skatteyderne, bliver rettet mod private virksomheders behov via forskellige styringsmekanismer.

Alt i alt er omkring 50 pct. af midlerne til offentlig forskning eksterne, løse midler. De kommer fra flere forskellige kilder, der i blandt nogle store, meget velhavende private fonde, der betaler en del, men samlet set udgør dette dog ikke mere end ca. 15 pct. af forskningsmidlerne. Det, der er mere problematisk, er, at de ikke betaler fuld pris, så skatteydernes penge, som egentlig skulle være beregnet til helt fri forskning, bliver bundet til medfinansiering. Der er også andre mekanismer, der peger i samme retning. Fx er innovationsfonden bygget på skattekroner, og hvis man skal have del i dens midler, skal man søge sammen med virksomheder.

 

Derimod er der meget forskning, som det offentlige betaler, der er kortsigtede projektbevillinger, og som bliver rettet mod erhvervslivets ønsker og behov
_______

 

RÆSON: Men er der slet ikke nogen fordele ved, at det foregår på den måde?
ANDERSEN: Man kan sige, at det er en fordel for dem, som bestiller forskningen. Det er klart, at hvis man ser det ud fra perspektivet om forskningsfrihed, så ville det være bedre at have nogle langt større andele, der var faste bevillinger, så man selv kunne disponere mere langsigtet.

Hvis man går tilbage til 1970’erne, så var andelen af eksterne bevillinger under 10 pct. af al forskning i Danmark. Nu er den oppe på 45-50 pct., så det er en voldsom forskydning. Det har bevirket, at der er mere forskning, end der har været før. Det er jo selvfølgelig godt for universiteterne og samfundet, men bagsiden af det er, at det også har begrænset forskningsfriheden. Det har sat nogle grænser for forskningsfriheden, som kan være uheldige. Ikke bare fordi det er bestemt udefra, men også fordi det er med til at svække troværdigheden, fordi der med disse eksterne bevillinger tit følger nogle begrænsninger i form af hemmelighedskræmmeri. Og måske også at resultaterne bliver fordrejede, som vi jo så i forbindelse med oksekødsrapporten fra Aarhus Universitet. Altså at forskerne på grund af den afhængighed, der er til eksterne bevillingsgivere, finder sig i, at der kommer disse indgreb udefra.

RÆSON: Nu siger du selv, at den øgede andel af eksterne midler gør, at der kommer mere forskning. Hvis ikke midlerne skulle komme fra eksterne kilder, hvor kunne midlerne så realistisk set komme fra, hvis det ikke skal gå udover mængden af forskning?
ANDERSEN: Der er jo kun et sted, det kan komme fra, nemlig fra de offentlige kasser. Nogle af de penge, som de offentlige kasser betaler, kommer som korttidsbevillinger. Når man alligevel betaler, så kunne man jo godt give det som faste bevillinger. Der er nogle meget negative effekter af disse korttidsbevillinger. Når man giver korttidsbevillinger, projektbevillinger på 3-5 år, så ansætter man nogle forskere, men man ansætter dem kun i den periode, som bevillingen rækker til. Når pengene er brugt, så er de ikke ansat længere, medmindre der anskaffes nogle nye penge. Det gør, at de forskere, der bliver ansat på den måde, har meget lav grad af frihed, og de er ikke fristede til at prøve at offentliggøre nogle resultater, som kunne genere bevillingsgivere.

Antag at man fx får nogle penge fra medicinalindustrien til at undersøge om nogle piller virker. Hvis man kommer frem til, at der er nogle hidtil ukendte bivirkninger, så kan det være sværere at offentliggøre sådan nogle resultater, hvis man vil gøre sig håb om at få penge samme sted fra igen. Det er altså en ret håndfast mekanisme, som er skadelig for troværdigheden af forskningen. Faktisk er over halvdelen af forskerne ved universiteterne ansat på korttidskontrakter – og det er helt hul i hovedet for at sige det rent ud.

 

Der står [i en kontraktformular fra Kammeradvokaten], at forskerne ikke må publicere noget, og at de ikke må fortælle noget om de resultater, de kommer frem til, før de får lov til det
_______

 

Dette er kommet som en mere eller mindre utilsigtet konsekvens af finansieringsstrukturen. Den giver en kraftig begrænsning af forskningsfriheden. Dels med hensyn til hvilke emner man vælger, men også med hensyn til, hvilke resultater der kommer ud. Der sker en filtrering af resultaterne, og man er meget påpasselig undervejs i projektet med ikke at fortage noget, som kan skade relationer til giverne.

RÆSON: Er der andre ting, der påvirker forskningsfriheden negativt i Danmark lige nu?
ANDERSEN: Ja. Der er en ledelsesstruktur på danske universiteter, som er ret usædvanlig i international sammenhæng. På de danske universiteter har man en meget magtfuld topledelse, som ansætter lederne ned igennem systemet, hvilket altså giver en meget, meget ringe indflydelse til dem, der så udfører forskningen. Det kombineret med, at man i stigende grad ser på universiteterne som en slags forretning, hvor man skeler meget til bundlinjen i regnskabet, sætter nogle kraftige begrænsninger på, hvor meget frihed forskerne har. I særdeleshed må forskerne hele tiden indrette sig efter signaler oppefra, og hvad der er godt med henblik på at skaffe de næste penge.

RÆSON: Du har tidligere kritiseret en kontraktformular, der stammer fra Kammeradvokaten, og som er blevet anvendt i adskillige ministerier og styrelser i aftaler med i hvert fald fem universiteter gennem mindst 10 år. Det fremgår af den, at “leverandøren« ikke må fortælle nogen, hvad der står i kontrakten”. Hvorfor mener du, at det er et brud på forskningsfriheden?
ANDERSEN: Det er jo et helt utroligt skræmmende eksempel. Der står, at forskerne ikke må publicere noget, og at de ikke må fortælle noget om de resultater, de kommer frem til, før de får lov til det. Hvis ikke de får lov til det, så skal de tage det med sig i graven. Så står der også, at de ikke engang må fortælle, at de har skrevet under på sådan en kontrakt. Det er en krænkelse af forskningsfriheden, fordi noget af det vigtigste i forskningsfriheden er, at man har publiceringsfrihed. Det vil sige, at man har ret til frit at publicere det, man finder ud af, og man har også ret til frit at fortælle om det, mens projektet foregår, så man kan drøfte det med andre forskere.

Dette bliver altså frataget via den kontrakt, og det er også en krænkelse af forvaltningsloven, hvor der står, at offentlige ansatte ikke kan pålægges tavshedspligt, medmindre der er eksplicitte grunde til det. Det er ydermere en krænkelse af artikel 13 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Så det er helt klart en ulovlig kontrakt, som er meget, meget skadelig. Ikke bare for forskningsfriheden, men også for det oplyste demokrati. Borgerne skal jo for pokker have adgang til at vide, hvad forskerne finder ud af. De har betalt for det via skatten.

Kontraktformuleringen blev jo også ændret. Den blev kendt i offentligheden i forbindelse med sagen om Landbrugspakken i 2016, og efterhånden skabte den så meget opmærksomhed omkring sig, at ombudsmanden greb ind og sagde, at han ville have en redegørelse for, hvad der egentligt foregik omkring sådan en kontrakt. Det resulterede så i, at kontrakterne blev ændret, og dén formulering blev pillet ud efter et ret fodslæbende arbejde. Den havde altså eksisteret i mindst 10 år, uden at nogen havde protesteret, og det var altså Kammeradvokaten, som skulle være denne øverste ekspertise, som havde givet en ulovlig kontrakt. Man skulle tro, at de ligesom havde sikret sig, at den lå inden for lovens rammer. Det er en indikator på, hvor lavt forskningsfriheden er prioriteret, og i det hele taget ytringsfriheden for offentligt ansatte. Det, der så yderligere er graverende, er, at der aldrig er blevet placeret et ansvar for, hvordan det kunne lade sig gøre. Man skulle tro, at når man fandt ud af, at myndighederne brugte ulovlige kontrakter, så havde nogen taget ansvaret for det, men det skete ikke.

RÆSON: Du siger, at den stammer fra den politiske magts centrum. Hvor stor en del af presset på forskningsfriheden stammer faktisk fra politisk hånd?
ANDERSEN: Det er svært at vide, men man kan sige, at lige denne kontrakt har forbindelse til den politiske magts centrum, fordi den blev brugt af den myndighed, som har til opgave at forvalte forskningen, Uddannelses- og Forskningsministeriet. Vi har jo en universitetslov, og deri har Folketinget vedtaget, at man skal værne om forskningsfriheden. Derfor skulle man tro, at myndighederne også gjorde det. At de holdt øje med, om universiteterne værnede om forskningsfriheden. Det har de ikke gjort. Myndighederne har tværtimod selv krænket forskningsfriheden. Det er jo temmelig graverende, og det er jo i hvert tilfælde et udtryk for, at myndighederne og den politiske magt ikke rangerer forskningsfrihed særlig højt.

 

På de danske universiteter har man en meget magtfuld topledelse, som ansætter lederne ned igennem systemet, hvilket altså giver en meget, meget ringe indflydelse til dem, der så udfører forskningen
_______

 

RÆSON: Så i virkeligheden gør de ikke nok for forskningsfriheden?
ANDERSEN: Nej. Tværtimod, hvis ikke forskningen passer ind i de politiske interesser, så ser man stort på det med forskningsfriheden. Landbrugspakken og ”gyllegate” i 2016 er et eksempel på, at ministeren, Eva Kjær Hansen, havde fået en rapport fra forskerne på Aarhus Universitet, som burde have været offentliggjort med det samme, men som blev holdt hemmelig. Og mens den blev holdt hemmelig, fiflede Hansens embedsmænd lidt med tallene, så de kom til at se pænere ud, end de i virkeligheden var, og på den måde fik hun et forlig igennem i Folketinget. Da det så var kommet igennem, brød skandalen ud, men det var for sent. Skaden var sket.

Det er et eksempel på, at hvis det passer ind i nogle politiske interesser, så er man parat til at bøje eller krænke forskningsfriheden. Jeg er sociolog og samfundsforsker, og jeg vil sige, at det er det, der ligger i magtens natur. Dem, der skulle stritte imod og råbe vagt i gevær, skulle jo så være universiteterne og deres ledelse.

RÆSON: Hvad med forskerne selv? Er de ikke også for dårlige til at sige fra over for krænkelser af forskningsfriheden?
ANDERSEN: Jo, det vil jeg da sige, at der er nogen, der er. Men jeg mener samtidig, at man må sige, at det er ledelsens ansvar. Hvis din institutleder har skrevet under på sådan en mundkurvskontrakt, kan det være svært for en forsker på en 3-årskontrakt at gå imod ledelsen. Så kan man nok forudse, at når kontrakten udløber, bliver man jo nok ikke ansat igen. Ideelt set burde forskerne sige fra, men det er først og fremmest ledelsen og rektor, der skal sige til ministeriet: ”Hov hov, de der kontrakter vil vi ikke skrive under på. De er ulovlige.”

RÆSON: Hvordan ser du på forskningsfrihedens fremtid?
ANDERSEN: Det kan godt være lidt vanskeligt at bevare optimismen. Der skal ændres på de her ting omkring finansieringsstrukturen og ledelsesstrukturen på universiteterne. Man kan måske se lidt tegn på stigende opmærksomhed og stigende kritik af disse forhold inden for de seneste år. Hvis jeg tænker på, at man for fem år siden næsten ikke talte om forskningsfrihed, er det kommet meget mere på mediernes dagsorden i dag.

Forskningsfriheden er jo ikke en slags personalegode for forskerne, men en af grundpillerne i det oplyste demokrati. Man har set eksempler på, at tilbageholdelse eller ændringer af forskningsresultater har ført til forkerte politiske beslutninger. Det gør måske også, at politikerne tænker, at de faktisk er bedre tjent med, at forskerne kan udfolde sig mere frit. Så det kan jo være, at der kommer en stigende erkendelse, som gør, at der bliver ændret på rammerne, så vi kan få mere forskningsfrihed.

 

Det, der er sket i Danmark, er, at man i 2003 ændrede den dengang gældende og mere demokratiske styreform på universiteterne til en mere hierarkisk ledelsesform. Der er ikke andre lande, som er gået så vidt i den retning, som Danmark er
_______

 

RÆSON: Du har foreslået, at man kunne komme problemerne i møde, hvis der fx kunne laves en undersøgelse af forskningsfriheden hvert år, ligesom man har gjort det på Aarhus Universitet. Hvordan ser erfaringerne fra AU ud?
ANDERSEN: Det har i hvert tilfælde skabt noget opmærksomhed om det. Jeg vil tro, at man internt på AU er blevet mere påpasselige og har lavet nogle ændringer internt med forskellige ordninger. Efter oksekødssagen skete der det, at rektor ret hurtigt greb ind og fyrede en institutleder. Det er første gang, at der er rullet et hoved i anledning af en krænkelse af forskningsfriheden. Jeg tror ikke, at rektor ville have været så resolut, hvis ikke der havde været den undersøgelse, som havde sat så meget fokus på, hvordan forholdene er. Så måske har det ændret lidt på grundstrukturen på Aarhus Universitet, men der skal meget til.

RÆSON: Hvis vi sammenligner på tværs af lande, hvordan står det så til andre steder?
ANDERSEN: Danmark ligger lavt, hvis man tager den demokratiske del af verden. Der er lavet en undersøgelse af en engelsk uddannelses- og universitetsforsker, Terence Karran, i 2007 og 2017, hvor han sammenligner EU-landene. Der ligger Danmark femte nederst ud af de 28 lande, der var med i undersøgelsen i 2017. Så Danmark ligger altså helt i bunden med hensyn til forskningsfrihed. Det har primært at gøre med den topstyrede ledelsesstruktur, presset fra eksterne finansieringer, og at man dermed gør universiteterne til forretninger og kigger på bundlinjen i stedet for at kigge på forskningens kvalitet. Der følger en meget stor utryghed med hensyn til ansættelse med de her eksterne finansieringer. Det ville hjælpe, hvis fonde og andre eksterne betalte fuld pris, så universiteterne ikke skulle bruge af basismidler for at medfinansiere. Så kunne de i stedet bruge dem til at oprette flere faste stillinger. Internationalt set snakker man om fastansættelse, altså tenure, som en af grundpillerne for at sikre forskningsfriheden, og der ligger Danmark altså meget lavt.

RÆSON: Udover fastansættelse er der så andre tiltag, som andre lande benytter, som kunne hjælpe i Danmark?
ANDERSEN: Der er det med den mere demokratiske styreform. Det, der er sket i Danmark, er, at man i 2003 ændrede den dengang gældende og mere demokratiske styreform på universiteterne til en mere hierarkisk ledelsesform. Der er ikke andre lande, som er gået så vidt i den retning, som Danmark er. Der har man holdt fast i en mere klassisk selvstyreform på universiteterne. Det er en ret væsentlig forskel. Fx at man på universiteterne selv vælger sin rektor og sin institutleder, og man har kollegiale organer, der træffer beslutninger med hensyn til ansættelser og fordeling af midler. Det har man på langt de fleste udenlandske universiteter, og det har man altså ikke i Danmark.

RÆSON: Er forskningsfriheden måske reelt bare et uopnåeligt ideal? Har der ikke altid være interesser, som har øvet indflydelse på, hvad der bliver forsket i?
ANDERSEN: Det er klart, at det er et ideal, ligesom et demokrati, hvor man aldrig får det perfekte. Men man kan stræbe efter at fjerne begrænsningerne og fejlene én efter én, efterhånden som man får øje på dem, og på den måde nærme sig idealet mere og mere. Jeg melder altid pas, når folk spørger, om det var bedre før i tiden, fordi det er meget svært at sammenligne over tid. Jeg plejer sommetider at sige, at det nok er bedre, end det var på enevældens tid. Og også bedre end det var før reformationen. ■

 

Så Danmark ligger altså helt i bunden med hensyn til forskningsfrihed. Det har primært at gøre med den topstyrede ledelsesstruktur, presset fra eksterne finansieringer, og at man dermed gør universiteterne til forretninger og kigger på bundlinjen i stedet for at kigge på forskningens kvalitet
_______

Apropos denne artikel:

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig

Andreas Graae i RÆSON SØNDAG: Dansk droneoprustning i skyggen af Ukraine

Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Spiller Demokraterne nogen rolle?

Camilla T. N. Sørensen: Xi Jinping har forberedt sin befolkning på økonomisk modgang. Donald Trump har lovet sin det modsatte

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Har Trump glemt Ukraine?