Simon Nyborg Jensen: Alle bør leve vegansk
07.08.2020
.At leve vegansk betyder, at man, så vidt det er praktisk muligt, undgår at skade andre inklusive ikke-menneskelige dyr. Vi gør mere skade, end vi kan forestille os, når vi gang på gang tager kødfarsen op af køledisken i stedet for plantefarsen.
Kommentar af Simon Nyborg Jensen, Storkredsbestyrelsesmedlem for Veganerpartiet
Vi befinder os lige nu i et økologisk kollaps. Dette kollaps er enormt påvirket af, hvad/hvem vi spiser. En oksefars er potentielt 60 gange så forurenende, når det kommer til drivhusgasser, som andre alternativer. Såsom bælgfrugter og nødder. Ikke kun drivhusgasser spiller en rolle her, men også hvor meget jord vi bruger: 83 pct af alt landbrugsland dyrkes til at fodre landbrugsdyr, som kun udgør 18 pct af vores kalorieindtag. Vi importerer omkring 805.685 hektar soja, primært fra Argentina og Brasilien, for at understøtte vores animalske kød og æg produktion – vores overforbrug af kød er derfor direkte årsag til rydning af store mænger skove og udledning af unødvendigt meget CO2. Kort sagt: Hvis vi virkelig bekymrer os om klimaet og naturen, bør vi leve vegansk.
Verdens have og livet i dem er truet pga. overfiskeri. I Det nordlige Atlanterhav, hvor 39 pct af alle fisketyper er overfisket – dvs. at der fiskes flere fisk end populationen kan følge med til. Udover det er 85 pct af Danmarks have forstyrret af bundtrawl, hvor et net trækkes over bunden for at opsamle fisk. Denne metode ødelægger havbunden og skaber stor mængde bifangst. Fiskenet udgør også en stor del af plastic forureningen i havene. Havene udgør en vigtig del af vores økosystem. Selv hvis vi ikke anerkender fisks evne til at føle smerte og deres frygtelige kvælning, når de trækkes op af vandet, bør vi derfor stadig leve vegansk.
Følger vi blot de nuværende kostråd om at skære ned på rødt og forarbejdet kød i vores kost, vil vi faktisk kunne spare vores sundhedssektor op til 11-12 milliarder kr fordi vi vil have færre livstilssygdomme
_______
Bekymrer man sig om sundhedseffekterne ved at spise plantebaseret, så frygt ej. Det er det officielle budskab fra flere anerkendte forskningsorganisationer – Norges sundhedsmyndigheder, British Dietic Association, Harvard m.fl. – at man godt kan leve sundt på en plantebaseret kost. Den vigtigste af disse er verdens største diætistforening, The Academy of Nutrition and Dietetics, som konkluderer, at en plantebaseret kost er egnet til alle livets stadier – herunder også som spæd og ældre. Det er også kendt, at vi som samfund og enkeltpersoner udvikler færre livsstilssygdomme ved at spise færre animalske produkter Følger vi blot de nuværende kostråd om at skære ned på rødt og forarbejdet kød i vores kost, vil vi faktisk kunne spare vores sundhedssektor op til 11-12 milliarder kr fordi vi vil have færre livstilssygdomme.
Så hvis vi ønsker et sundere liv – og at spare sundhedssystemet for mange penge – bør vi leve vegansk.
Størstedelen af nye sygdomme, vi mennesker lider under, er overført fra dyr. Fugleinfluenza, svineinfluenza, Ebola, MERS, SARS og selvfølgelig covid-19. Nogle af disse kommer direkte fra vores udnyttelse af dyr, såsom fugleinfluenza, der menes at være hoppet fra ænder til kyllinger i industrielle stalde og derfra videre til mennesker. Andre menes at stamme fra rydningen af vilde naturområder, som presser mennesker og dyr tættere på hinanden.
I danske stalde er 90 pct af svinebesætningerne inficeret med MRSA. Ligesom andre zoonotiske sygdomme er MRSA endnu ikke overført til mennesker på stor skala, men det har potentialet til at blive en epidemi, da vi ikke vil kunne behandle mod bakterierne med antibiotika. I 2007 var der 661 tilfælde, i 2019: 3.663
Hvis alle levede vegansk, ville verden ikke længere behøve avle 70 milliarder dyr om året. Uden de 70 milliarder ekstra munde at mætte, vil der ikke længere være brug for at rydde så meget vild natur og regnskov til foderproduktion. Dermed ville man minimere nærkontakten med vilde dyrearter. Ved ikke at spise dyr nedsætter vi derfor risikoen for fremtidige udbrud af epidemier gevaldigt.
En af de medicinske opdagelser, der har haft størst betydning for vores helbred, er opdagelsen af antibiotika. Desværre ser vi stadig flere sygdomme mutere til at blive antibiotikaresistente. Dette skyldes det store forbrug af antibiotika, der er forbundet med animalsk fødevareproduktion, da ”anvendelse af antibiotika indebærer en iboende risiko for udvikling af resistens”. Størstedelen af vores antibiotika bliver nemlig i dag brugt på dyr, hvilket fører til en større risiko resistente bakterier. derfor bør vi leve vegansk.
”Hvis alle levede vegansk, ville verden ikke længere behøve avle 70 milliarder dyr om året
_______
Som det er i dag, fører industrien forbrugerne bag lyset. Vi forbrugere bliver ofte vist den fineste del af produktionen, som kun er repræsentativ for en lille brøkdel af det, der foregår. Selv disse glansbilleder, som fremhæver det absolutte topmål af dansk “dyrevelfærd”, betyder stadig grufulde liv for dyrene. Når man køber mælk med tre dyrevelfærdsmærker hjerter, har kalven stadig kun haft krav på 24 timer med sin mor. Høns går stadig i flokke på op til 3.000 – for en art, der kun kan administrere en social rangorden med 30 artsfæller, er dette utrolig stressende. Hanekyllinger fra æggeindustrien bliver stadig aflivet ved kvælning med stærk koncentration af gas – kort tid efter, at de er udklækket. For ikke at snakke om oxymoronet ’human slagtning’ – for hvornår vil overfyldte dyretransporter, lugten af død og stress fra ens artsfæller nogensinde give noget, der kan kaldes en ’human’ oplevelse? Hvis vi ikke bryder os om, at dyr mishandles unødvendigt, må vi se i øjnene, at det er næsten umuligt at indtage animalske produkter uden, at dyr er blevet systematisk udnyttet i processen.
“Det er okay, så længe de har haft det godt” er en klassisk undskyldning, men hvornår er det nogensinde blevet okay at frarøve nogen livet, fordi de har haft det godt?
Andre spørger: Hvorfor nødvendigvis leve vegansk og ikke blot vegetarisk? Svaret: Vores udnyttelse af dyr generelt er årsagen til en øget udledning af CO2 samt brug af plads og fældning af træer. Husdyrsproduktionen for kød, mælk og æg, er derfor i alle tilfælde en forhøjet belastning for dyr, da disse udnyttes i løbet af deres liv, såvel som klima. For køerne betyder det flere insemineringer og fødsler foruden den alt for høje mælkeproduktion. For hønsene betyder det en 20 gange så høj æglægningsrate hvilket tager hårdt på deres kropsresourcer.
Hvis vi som individer og samfund ønsker en bæredygtig og empatisk fremtid – uden skrækken fra epidemier og økologisk kollaps – så bør vi alle leve vegansk. ■
“Det er okay, så længe de har haft det godt” er en klassisk undskyldning, men hvornår er det nogensinde blevet okay at frarøve nogen livet, fordi de har haft det godt?
_______
Simon Nyborg Jensen (1995) er softwareingeniør og studerende på Syddansk Universitet, født og opvokset på et økologisk animalsk landbrug. ILLUSTRATION: Whole Foods-supermarked i Washington, 20. april 2020 [foto: Ted Eytan]