23.03.2020

”Vi kan godt regne med 10-15 pct. fald i BNP i hele Europa, også i Danmark. Men i Italien bliver det værre, fordi epidemien er kommet ud af kontrol.”

Interview af Christiern Santos Rasmussen

RÆSON: Der er ikke nogen tvivl om, at de økonomiske konsekvenser af Coronapandemien kommer til at være betydelige. Hvad vil COVID-19 komme til at betyde for den italienske økonomi ifølge dig?
FUNK KIRKEGAARD: Vi kan godt regne med 10-15 pct. nedgange i BNP ikke kun i Italien, men også mange andre steder – også i Danmark. De nedgange er direkte relaterede til de økonomiske effekter af de nedluknings- og karantænetiltag, som regeringer har indført i hele Europa.

Men i Italien bliver det værre, fordi epidemien er kommet ud af kontrol. Dertil har epidemien bidt sig særligt godt fast i Norditalien, dvs. Italiens økonomiske kraftcenter, der trods et meget velfungerende og højt estimeret sundhedsvæsen er blevet overrumplet af COVID-19.

Men det kommer an på, hvor lang tid epidemien varer. Italien kommer også med noget bagage i denne krise i form af lav vækst og produktivitet samt høj statsgæld, hvilket har gjort Italien mere sårbar over for eksterne chok. Den bagage vil stadig kunne mærkes, efter at chokket har fortaget sig, og Italien vil stadig have en lav vækstrate, en hurtigt aldrende befolkning og problemer på arbejdsmarkedet. Det betyder, at Italien vil blive endnu mere afhængig af den Europæiske Centralbank (ECB) end i dag. Men igen, problemerne kommer ikke til at isolere sig til Italien.

 

Vi kan godt regne med 10-15 pct. nedgange i BNP ikke kun i Italien, men også mange andre steder – også i Danmark. De nedgange er direkte relaterede til de økonomiske effekter af de nedluknings- og karantænetiltag, som regeringer har indført i hele Europa
_______

 

RÆSON: Italien er Europas tredjestørste økonomi, og ECB har lige lovet yderligere 750 mia. euro til opkøb af statsobligationer for at afbøde COVID-19’s økonomiske effekter. Hvad er idéen bag det her, og vil det virke?
FUNK KIRKEGAARD: Jeg tror bestemt, det vil virke. ECB har lovet at opkøbe statsobligationer for samlet set 870 mia. euro – i sidste uge lovede de også 120 mia. – det er altså mere end 100 mia. euro om måneden i resten af året. Så der er virkelig tale om en ”økonomisk bazooka”. ECB har dermed givet nationalstaterne muligheden for at bruge de penge, der skal til for at stabilisere sin økonomi.

I modsætning til det vi så under Eurokrisen for nogle år siden, hvor ECB stod for den makroøkonomiske stabilisering i eurozonen alene, er der her et partnerskab mellem ECB og nationalregeringerne, som også har været ude og forsøge at skabe indkomstsikkerhed på egen hånd. ECB’s direktør, Christine Lagarde, har en partner i regeringerne, som hendes forgænger Mario Draghi aldrig havde.

Før d. 18. marts var der en masse politiske diskussioner om, hvad man skal gøre. Nogle mente, at Italien skulle i et OMT-program [Outright Monetary Transactions, red.]. Det er et pengepolitisk hjælpeprogram, som blev skabt ifølge med håndteringen af gældskrisen i Grækenland og andre Eurozonelande i 2010-2012. Dengang opkøbte ECB statsobligationer, men til gengæld måtte landene overholde en række betingelser og krav. Denne gang har der ikke fulgt den slags krav med. ECB har derimod kun leveret pengene. Dermed har ECB undgået den katastrofale politiske diskussion om, hvad Italien skal gøre for at kvalificere sig til hjælp. Det er vigtigt at huske på, at den græske gældskrise for det meste var selvforskyldt. Men i denne situation bærer Italien jo ikke skylden for COVID-19.

Der er ingen italienske politikere, der kan stille sig op i det italienske parlament og love økonomiske stramninger, imens italienerne dør som fluer. Det ville undergrave hele idéen med det europæiske projekt, hvis man i en historisk krise ikke får hjælp. Den euroskeptiske Salvini ville have fået en kæmpe fordel ved det næste valg, og Italien ville forlade eurozonen. Det ville være en økonomisk katastrofe for både eurozonen og Italien. Derfor er det så vigtigt, at ECB er trådt til. Igen er det vigtigt at huske på, at de her problemer ikke kun gælder Italien, men også resten af eurolandene.

 

Der er ingen italienske politikere, der kan stille sig op i det italienske parlament og love økonomiske stramninger, imens italienerne dør som fluer. Det ville undergrave hele idéen med det europæiske projekt, hvis man i en historisk krise ikke får hjælp
_______

 

RÆSON: Den politiske diskussion, du omtaler, forhalede en europæisk respons, og vi har set et kæmpe fald i italienernes opbakning til EU. Samtidigt har Kina sendt en håndsrækning i form af medicinsk udstyr til Italien. Kommer historien om den sene respons til have betydning for det italiensk-europæiske forhold?
FUNK KIRKEGAARD: Kineserne har da været strategiske og vil drage fordel af krisen. Men EU sendte jo også lægeudstyr til Kina i januar, og i dag sendte Tyskland også medicinsk udstyr til Italien. Jeg tror, at fordi ECB er trådt til, som man har gjort, vil det langsigtede tilhørsforhold mellem Italien og resten af Europa bibeholdes. Derfor er det så vigtigt, at ECB har gjort, som de har.

RÆSON: Hvis nu ECB’s ”økonomiske bazooka” rammer ved siden af, og COVID-19 fortsætter, kunne man så risikere en italiensk statsbankerot? Og hvad vil det i så fald betyde?
FUNK KIRKEGAARD: Der kommer ikke en statsbankerot som følge af denne virus. ECB har sagt ’vores støtte kommer uden begrænsninger, og vi stopper ikke, før virussen stopper’, så det tvivler jeg på, vil ske. Men en italiensk statsbankerot ville betyde enden på eurozonen og en nedgang i BNP, der ville svare til de 30-40 pct. fald, man så ved østblokkens kollaps i 1990’erne. Det ville være en økonomisk katastrofe af fuldstændig uhørte dimensioner.

 

Med denne økonomiske krise vil vi få en stærk deflation, og vi vil nok fremadrettet se faldende priser i eurozonen i de kommende kvartaler. Det er det samme som at sige, at det europæiske, herunder også det danske, renteniveau vil være rekordlavt – igen så langt som øjet kan se
_______

 

RÆSON: Selv hvis det ikke går så galt, så er de underliggende strukturelle problemer ikke løst: en meget lav produktivitetsvækst i Italien de sidste mange år; en fortsat høj statsgæld; og i det hele taget grundlæggende økonomiske ubalancer i eurozonen. Udstilles disse forhold i denne krise, og hvordan får man rettet op på dem?
FUNK KIRKEGAARD: Alle kriser medfører jo et politisk vindue for at lave reformer, man normalt ellers ikke ville kunne få igennem. Det kan sagtens tænkes, at den økonomiske genopretningsplan, der kommer – selv i det bedste scenarie med COVID-19 – vil indeholde langsigtede reformer. Men de strukturelle problemer, Italien havde, der gjorde dem sårbare, gjorde dem ikke insolvente. De strukturelle problemer vil forsætte selv efter krisen, men det adskiller sig ikke væsentligt forskelligt fra resten af Europa.

Europa minder allerede om Japan, hvor en stadig større statsgæld vil opkøbes af centralbanken, hvilket stort set er det samme som at trykke penge. De statsobligationer kommer ECB til at beholde i mange år. Allerede inden COVID-19 havde Europa en inflationsprognose, som var langt under to procents stigning om året. Med denne økonomiske krise vil vi få en stærk deflation, og vi vil nok fremadrettet se faldende priser i eurozonen i de kommende kvartaler. Det er det samme som at sige, at det europæiske, herunder også det danske, renteniveau vil være rekord lavt – igen så langt som øjet kan se. Kombinationen af, at alle lande vil få højere statsgæld og endnu lavere finansieringsbyrde af den her gæld, som ECB vil købe, vil betyde, at der ikke er insolvensproblemer forude i Italien eller resten af eurozonen. Netop på grund af hvad ECB har gjort.

RÆSON: Hvordan har forskellige lande reageret på ECB’s enorme opkøb af disse statsobligationer, og hvad betyder det for Danmark?
FUNK KIRKEGAARD: For at modvirke en rentestigning og en finansiel stramning har både den svenske rigsbank og britiske nationalbank annonceret, at man vil købe deres respektive statsobligationer. Det interessante spørgsmål er: Hvor længe vil Lars Rohde i den danske nationalbank side på hænderne? Vi så i 2008, at når globale investorer er nødt til at likvidere deres beholdninger, så sidder de med danske obligationer. Og dumper de dem på det danske marked, så risikerer vi dermed en stigning i de danske renter. Det vil være det absolut værste, man kan forestille sig nu.
■

 

Vi så i 2008, at når globale investorer er nødt til at likvidere deres beholdninger, så sidder de med danske obligationer. Og dumper de dem på det danske marked, så risikerer vi dermed en stigning i de danske renter. Det vil være det absolut værste, man kan forestille sig nu
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden