04.06.2020

Det er ikke slut med skattesnyd gennem skattely, men vi er de seneste 20 år kommet et langt stykke af vejen med at lovgive mod dem. For mens bankhemmelighed og skattely tidligere blev brugt til at sløre formueejerens identitet for helt at undgå at betale skat, er formålet med skattely-selskaber oftest ikke længere at undgå skat, men faktisk at undgå dobbeltbeskatning.

Af Robert Spliid

FOR FÅ ÅR SIDEN var skattely noget, man talte om, men ikke gjorde meget ved. Det var der hverken værktøjerne eller den politiske vilje til. Små fjerntliggende øer og europæiske lande som Schweiz og Luxemburg kunne derfor leve godt af at tilbyde virksomheder og formuende personer lav (eller ingen) skat og fuld diskretion. Til gavn for den lokale statskasse og økonomi, men til stor skade for de lande, som måtte give afkald på skatteindtægter.

Men der var også engang, hvor bankhemmelighed var god moral og kun anfægtedes af regimer, der uden rettergang konfiskerede private borgeres formuer. De revolutionære tilstande i Europa i kølvandet på Første Verdenskrig fik mange tyskere og franskmænd til at sende formuerne i ly i Schweiz, og da nazisterne startede jødeforfølgelserne i begyndelsen af 30’erne, var Schweiz også den sikre havn for jødernes penge. I marts 1935 indførte det schweiziske parlament endda bankhemmelighed ved lov.

Manglen på retssikkerhed i diktaturstater kunne i mange år anvendes som en god begrundelse for bankhemmeligheden. Det uholdbare i argumentationen var dog, at den gjaldt alle, inklusive dem, som boede i retsstater som Danmark, og som snarere brugte bankhemmeligheden som skattely end som politisk ly.

I 1989 gjorde man det første spæde forsøg på at etablere et internationalt samarbejde om bekæmpelse af kriminelle finanstransaktioner, idet G7-landene etablerede FATF (Financial Action Force on Money Laundring) for at koordinere bekæmpelsen af hvidvask. Der var det de kriminelt tjente penge, der var i fokus – og altså ikke de lovligt tjente penge, som slap for afkast- og formuebeskatning, fordi de lå i skattely.

Det fokus kom først i 2000, da OECD etablerede Global Forum on Transparency and Exchange of Information for Tax Purposes. Siden sin start har dette forum arbejdet for udveksling af informationer på tværs af landegrænserne, og som navnet antyder, er initiativets formål at bekæmpe og afsløre skatteunddragelse. Internationale investeringer og pengetransaktioner skal fortsat være lovlige, men myndighederne skal kunne gennemskue, hvem der reelt står bag, og hvor der betales skat.

 

Arbejdet i OECD og FATF har siden ført til forskellige lovgivningsmæssige initiativer, bl.a. i EU, hvor det siden 2015 forlanges af bankerne, at de identificerede de reelle ejere af de selskaber, som er kunder i banken
_______

 

Terroraktionerne i USA i 2001 markerede imidlertid et afgørende vendepunkt i den politiske vilje til at gøre internationale transaktioner mere gennemsigtige. FATF fik udvidet sit mandat til også at omfatte bekæmpelse af terrorfinansiering, og i 2003 offentliggjorde FATF sine vidtgående anbefalinger. Det anbefales således, at alle banker indfører særlige kundekendskabsprocedurer, så kundens reelle identitet afdækkes, og den reelle ejer identificeres og legitimerer sig, hvis kunden er et selskab. Det lægger stort pres på lande med bankhemmelighed, og i løbet af 2004 afskaffede schweizerne muligheden for at oprette anonyme konti.

I april 2013 gik G20-landene skridtet videre og indførte et system for udveksling af kontoinformationer. I juli 2014 offentliggør OECD The Standard for Automatic Exchange of Financial Account Information in Tax Matters, som 108 lande efterfølgende tilslutter sig, herunder EØS-landene i 2017 og Schweiz i 2018.

DA BESTRÆBELSERNE på at kunne udveksle informationer på tværs af grænserne har stået på i længere tid, har ”pengeskjulerne” haft god tid til at ændre strategi, bl.a. ved at etablere selskaber i lande, hvor oplysninger om selskabernes ejerstruktur ikke er tilgængelige for offentligheden. Det spor har politikerne dog på radaren, og i 2011 startede OECD arbejdet med at gøre de reelle ejerstrukturer mere gennemsigtige.

Arbejdet i OECD og FATF har siden ført til forskellige lovgivningsmæssige initiativer, bl.a. i EU, hvor det siden 2015 forlanges af bankerne, at de identificerede de reelle ejere af de selskaber, som er kunder i banken. Kravet er, at alle fysiske personer, som direkte eller indirekte ejer mere end 25 pct. af et selskab, skal identificeres og legitimere sig. I alle EU-lande oprettes ejerregistre, eller også suppleres de eksisterende virksomhedsregistre med navnene på de reelle ejere. Samtidigt stilles der krav til bankerne om at være særligt på vagt over for selskaber med komplekse ejerstrukturer.

Det hindrer dog ikke de reelle ejere i fortsat at kunne sløre deres identitet. Anonymiseringen foregår i stedet ved oprettelse af trusts og anvendelse af nominees, som er personer eller selskaber, der på papiret optræder som repræsentanter for de reelle ejere. Men dem ønsker man også at komme til livs.

FATF har således anbefalet, at de lande, der tillader etableringen af truster, kræver, at forvalteren fører et register over stifteren, forvalteren, de begunstigede og øvrige personer, som måtte have indflydelse på trusten. I EU har der siden 2015 været krav om, at disse reelle ejere af truster identificeres.

Der er også opmærksomhed på anonymisering ved brug af nominees. Trods forbud i flere lande er det stadigt muligt at oprette nominee-selskaber i en lang række lande, herunder i Storbritannien, Gibraltar, Hong Kong, Belize, De Britiske Jomfruøer, Seychellerne og i de to amerikanske delstater, Delaware og Nevada.

Her er der er ganske vist krav om, at selskaberne skal oplyse navnene på de fysiske personer, der står bag nominees, som dermed kun kan optræde som juridiske (men ikke reelle) ejere. Offentlige myndigheder har således adgang til navnene, men det gælder ikke altid bankerne, som jo er ansvarlige for at spore hvidvask.

Tidligere var det almindeligt, at advokater eller fiduciarer optrådte på vegne af den reelle ejer. Det foregår uden tvivl fortsat, selv om det ikke længere er lovligt. Trods registre og krav kan det således ikke udelukkes, at der fortsat bruges stråmænd til at skjule den reelle ejers identitet.

 

Men hvorfor er det så nødvendigt at oprette specielle selskaber som ”mellemejere” mellem virksomheden og aktionæren? Det er det, fordi aktionæren ellers risikerer at skulle betale udbytteskat to gange
_______

 

MEN POLITISK ARBEJDES DER altså ihærdigt på at få fjernet mulighederne for at skjule formuer med henblik på at undgå at betale skat. Derfor kan man undre sig over den megen blæst, der for tiden er om danske virksomheder, som ejes af selskaber i såkaldte ”skattely”. Mens bankhemmelighed og skattely tidligere blev brugt til at sløre formueejerens identitet for helt at undgå at betale skat, er formålet med disse selskaber et andet, nemlig at undgå at betale skat af den samme indtjening mere end én gang. Jeg tillader mig derfor at omtale disse ”skattely” som Off Shore Centre (OSC); for formålet er ikke længere at undgå skat, men at undgå dobbeltbeskatning.

Man kan måske undre sig over, at både selskabsskatten og udbytteskatten i Danmark på hhv. 22 pct. og 42 pct. er lavere end den (højeste) personlige indkomstskat på 56 pct. Men det er naturligvis fordi de penge, virksomheden tjener, først beskattes med 22 pct. i virksomheden og derefter med 42 pct., når aktionærerne modtager dem som udbytte. Sammenlagt bliver det 54,76 pct.

Reglen er, at virksomhedens indtjening beskattes i det land, den har fysisk hovedsæde i, mens udbyttet beskattes i det land, aktionæren bor i. Man kunne argumentere for, at også udbyttet burde beskattes i virksomhedens hjemland, men så ville mange danskere nok føle sig fristet til at investere i lande med en meget lav skattesats. Det er ganske fornuftigt, at virksomheden og aktionæren beskattes der, hvor de hver især nyder godt af landets infrastruktur, nemlig i virksomhedens hhv. aktionærens respektive hjemlande.

Men hvorfor er det så nødvendigt at oprette specielle selskaber som ”mellemejere” mellem virksomheden og aktionæren? Det er det, fordi aktionæren ellers risikerer at skulle betale udbytteskat to gange. Hvis der ikke er en skatteaftale mellem Danmark og det land, aktionæren bor i, vil både Danmark opkræve (op til) 27 pct. i udbytteskat samtidigt med, at aktionæren skal betale skat i sit hjemland. Det undgår man ved at oprette et selskab i et land, som både har en skatteaftale med Danmark og med fleste mulige af de lande, investorerne kommer fra.

Hvorfor ender sådanne selskaber så ofte med at blive etableret i netop et af de lande, som betragtes som skattely, fordi de ikke opkræver selskabsskat? Fordi disse landes politiske fokus ikke er at skabe lovgivning, der fungerer for store produktionsvirksomheder, for dem har de typisk ingen af. Derimod ønsker de at stille en infrastruktur til rådighed for netop internationale investorer, som ønsker at undgå dobbeltbeskatning. Det betyder, at deres skattesystem er tilrettelagt efter at tilfredsstille internationale investorer, intet andet. I Danmark er det primære mål for skattelovgivning og internationale skatteaftaler omvendt ikke at tilfredsstille internationale investorer, men at tilgodese danske virksomheder.

Er det så ikke snyd, at ejerne af disse såkaldte skattely-selskaber ikke også betaler skat i disse lande? Nej, for lad os forestille os en dansk investor, som investerer i et dansk selskab via et udenlandsk OSC. Denne investor skal betale præcist det samme i skat, som hvis vedkommende investerede direkte i det danske selskab, nemlig 22 pct. i selskabsskat og 42 pct., når OSC-selskabet udlodder et udbytte. Hvis dette selskab også blev beskattet med fx 20 pct., ville den danske investor få en effektiv skatteprocent på 1-((1-0,22)x(1×0,20)x(1-0,42)) = 63,81 pct.

 

Der er ikke meget ved at have penge i et skattely, hvis de ikke kan bruges. For det andet indebærer Danmarks skatteaftaler med disse lande, at et eventuelt afkast af de penge, der måtte blive stående i selskabet, beskattes i Danmark
_______

 

Men er der ikke risiko for, at en investor simpelt hen lader pengene blive stående i OSC’et og derved helt undgår at betale udbytteskat? Nej. For det første er penge først noget værd for en investor, når de trækkes ud. Der er ikke meget ved at have penge i et skattely, hvis de ikke kan bruges. For det andet indebærer Danmarks skatteaftaler med disse lande, at et eventuelt afkast af de penge, der måtte blive stående i selskabet, beskattes i Danmark.

Kan en investor ikke skjule over for de danske skattemyndigheder, at vedkommende har penge stående i et OSC? Teoretisk set er det muligt, men EU har indgået aftaler med en lang række OSC’er om at udveksle skatteinformationer. De 12 OSC’er, der ikke har vist sig samarbejdsvillige, er på EU’s sortliste, det gælder bl.a. Cayman Islands, Panama, og De amerikanske Jomfruøer. Desværre indebærer sortlistningen ikke i sig selv sanktioner eller forbud mod ejerskab af danske virksomheder, men det er åbenlyst, at virksomheder, der ejes af et selskab i en af de sortlistede OSC’er, har et forklaringsproblem.

Kan det danske selskabs skattegrundlag udhules ved ”kunstigt” at overføre indkomst fra det danske selskab til OSC-selskabet? Teoretisk ja, men det arbejdes der også internationalt på at gøre noget ved. OECD har således udarbejdet et katalog over regler for transfer pricing, dvs. afregningspriserne mellem koncernforbundne selskaber, som de enkelte landes skattemyndigheder anbefales at følge. Her opstilles der bl.a. regler for renterne af lån mellem selskaber og betaling af royalties. Det er ingen tvivl om, at det danske skattevæsen har fokus på, at der ikke overflyttes indkomst til selskaber uden for landets grænser.

Det betyder desværre ikke, at det er definitivt slut med skattesnyd gennem OSC-selskaber, men i de sidste 20 år er vi kommet et langt stykke af vejen. Hvor ulykkelig 2001-terroraktionen end var, bragte den noget positivt med sig: en stærk politisk vilje til at bekæmpe hvidvask, terrorfinansiering og international skattesnyd. Så der er håb om, at vi kommer stadigt tættere på et internationalt retssamfund, også når det gælder skattebetaling. ■

 

Hvor ulykkelig 2001-terroraktionen end var, bragte den noget positivt med sig: en stærk politisk vilje til at bekæmpe hvidvask, terrorfinansiering og international skattesnyd
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt