Rasmus Grue Christensen: I hele 80 lande er demokrati og menneskerettigheder blevet svækket under coronakrisen

Rasmus Grue Christensen: I hele 80 lande er demokrati og menneskerettigheder blevet svækket under coronakrisen

11.11.2020

.



Indskrænkninger i frihedsrettighederne under coronapandemien rammer både diktaturer, demokratisk etablerede lande, og alt, hvad der ligger derimellem. Pandemien forstærker en allerede bekymrende global tendens, hvor demokratier i de sidste 15 år er kommet under voksende pres, deres civilsamfund undertrykkes, og autoritære kræfter vinder frem.

Kommentar af Rasmus Grue Christensen

OVER HELE VERDEN har diktatorer og autokrater misbrugt coronakrisen til at udvide deres magt og indskrænke de borgerlige frihedsrettigheder. Det har vi i DIGNITY advaret imod siden starten af nedlukningen i foråret.

En pandemi lægger nogle naturlige begrænsninger på menneskers muligheder for at mødes, men desværre kan den også udnyttes af magthavere til at indskrænke forsamlingsfriheden og andre frihedsrettigheder.

Den amerikanske menneskerettighedsorganisation Freedom House har senest i sin rapport, Democracy Under Lockdown, taget temperaturen på demokratiets og frihedsrettighedernes tilstand i 192 lande – og resultaterne er nedslående.

I hele 80 lande verden over er demokrati og menneskerettigheder – ifølge Freedom House -blevet svækket under coronakrisen, mens situationen er stort set uændret i 111 lande. Særligt hårdt ramt er frihedsrettighederne i lande, hvor demokratiet i forvejen er truet, og i deciderede diktaturstater.

Et godt eksempel på et land, hvor frihedsrettighederne er svækket, er Hviderusland, hvor udviklingen har haft dramatiske konsekvenser for DIGNITY’s nærmeste samarbejdspartner. Den 17. september blev Maria Rabkova, en ledende medarbejder i det uafhængige menneskerettighedscenter Viasna, tilbageholdt af myndighederne. Rabkova blev her uretfærdigt sat under anklage for at opildne og træne hviderussere til deltagelse i voldelige optøjer. Hendes videre skæbne er uvis, og DIGNITY frygter, at hun risikerer tortur.

 

Desværre er Hviderusland kun ét af de 80 eksempler på lande, hvor frihedsrettighedernes tilstand er gået i den forkerte retning i løbet af 2020
_______

 

VORES BEKYMRINGER for Hviderusland bekræftes i rapporten fra Freedom House. En ekspert i hviderussiske forhold skriver bl.a. i rapporten, at præsident Aleksandr Lukasjenko og de instanser, som han har magten over, intet gjorde for at standse spredningen af coronavirus. Til gengæld brugte han pandemien til at begrænse borgernes rettigheder op til præsidentvalget den 9. august ved blandt andet at fængsle ledende oppositionspolitikere.

Ifølge Freedom House er begivenhederne i Hviderusland et eksempel på alvorlige tilbageskridt for frihedsrettighederne i et land, hvor forsamlingsfriheden i forvejen er stærkt begrænset. Derudover skriver Freedom House, at tusindvis af demonstranter er blevet tilbageholdt og udsat for sikkerhedsstyrkernes brutale fremfærd, herunder tortur.

DESVÆRRE ER DET KUN ÉT af de 80 eksempler på lande, hvor frihedsrettighedernes tilstand er gået i den forkerte retning i løbet af 2020. Også i lande, hvor styreformen minder om vores, har coronapandemien givet anledning til indskrænkninger i frihedsrettighederne.

 

Ifølge Freedom House er begivenhederne i Hviderusland et eksempel på alvorlige tilbageskridt for frihedsrettighederne i et land, hvor forsamlingsfriheden i forvejen er stærkt begrænset
_______

 

I Bulgarien – der er medlem af EU – er områder med flertal af romaer ramt af især begrænsninger i bevægelsesfriheden, som ikke gælder i områder, hvor romaerne ikke er i flertal. Dette skriver Freedom House, som tilmed i Storbritannien melder om uforholdsmæssigt mange tilbageholdelser af borgere med afrikansk eller asiatisk etnicitet i forhold til hvide borgere under coronakrisen.

I Montenegro er regeringen skredet hårdt ind over for den serbisk ortodokse kirke og har beskyldt den for bevidst at sprede coronavirus for at undergrave regeringen, og i nabolandet Serbien er migranter blevet hængt ud som spredere af coronavirus, påpeger Freedom House også i samme rapport.

INDSKRÆNKNINGER I FRIHEDSRETTIGHEDERNE under coronapandemien rammer både diktaturer, demokratisk etablerede lande, og alt, hvad der ligger derimellem.

Pandemien forstærker en allerede bekymrende global tendens, hvor demokratier i de sidste 15 år er kommet under voksende pres, civilsamfund undertrykkes og autoritære kræfter vinder frem. Vi må ikke lade dette fænomen vinde frem i Danmark og Europa og har derfor al mulig grund til at styrke indsatsen for at fremme demokrati, menneskerettigheder og levende civilsamfund. ■

 

Vi må ikke lade dette fænomen vinde frem i Danmark og Europa og har derfor al mulig grund til at styrke indsatsen for at fremme demokrati, menneskerettigheder og levende civilsamfund
_______

 

Rasmus Grue Christensen, født 1978, er direktør for DIGNITY, fhv. direktør for Dansk Blindesamfund, fhv. direktør for Tænketanken Mandag Morgen samt fhv. sekretariatschef hos Radikale Venstre. ILLUSTRATION: Oppositionsstøtter demonstrerer i Minsk dagen efter det kontroversielle hviderussiske præsidentvalg. Politiet brugte tåregas og gummikugler til at bryde protesterne op, d. 10. august 2020 [Foto: Sergei Gapon/AFP/Ritzau Scanpix]