09.01.2020

Østrigs nye koalitionsregering mellem De Konservative og De Grønne er et eksperiment i regeringsdannelse på tværs af markante politiske skel – og det kan bane vejen for nye, pragmatiske alliancer i hele Europa.

Analyse af Rasmus Grand Berthelsen

DEN UNGE SEBASTIAN KURZ, der snart indtager posten som forbundskansler igen, kom første gang til magten ved parlamentsvalget i 2017 som leder af en ny centrum-højre-regering efter at have overtaget det Konservative Folkeparti (ÖVP) et par måneder tidligere og brudt med Socialdemokraterne (SPÖ). Kurz’ ÖVP dannede koalition med det nationalistiske Frihedsparti (FPÖ) på en erklæret højreorienteret reformvej, der nød stor opbakning blandt befolkningen. Flygtningekrisen og EU’s manglende handlekraft på området var blandt de hyppigst citerede årsager for højredrejningen i Østrig.

Men i maj 2019 indtraf Ibiza-skandalen, der vendte op og ned på østrigsk politik. To tyske aviser offentliggjorde en video, der viste førende FPÖ-politikere, herunder vicekansler og partileder Heinz Christian Strache, i færd med at planlægge en overtagelse af Østrigs største avis forud for det nationale valg – hjulpet på vej af en russisk oligark. Når politikerne ifølge planen kom i regering, ville de belønne oligarken med store infrastrukturprojekter. Dagen efter afsløringen indtog tusinder af vrede vælgere gaderne med krav om et nyt parlamentsvalg, som blev udskrevet kort efter.

Mange FPÖ-vælgere afstod fra at stemme eller stemte i stedet på Kurz’ ÖVP, der var rykket mod højre i et vellykket forsøg på at tilbagevinde stemmer fra det kollapsede Frihedsparti. ÖVP fremstod derfor som den klare vinder af valget i september med hele 37 pct. af stemmerne. Socialdemokraterne sikrede en svag andenplads med 21 pct. Frihedspartiet blev næsten halveret til 16 pct. af stemmerne, mens de Grønne fik et blændende valgresultat med 14 pct. i kølvandet på den grønne bølge, der rullede over Europaparlamentsvalget kort forinden. Dermed syntes klimakrisen også at have vundet indpas hos de østrigske vælgere.

FPÖ-lederne erklærede kort efter valget, at man ikke havde fået et mandat til at indgå i regeringsforhandlinger. Og eftersom socialdemokraterne og de konservatives stridigheder syntes uforsonlige, blev vejen i stedet banet for dialog mellem Kurz’ konservative og De Grønne. På trods af de enorme politiske forskelle mellem de to partier, gav mandatsammensætningen dem muligheden for et smalt flertal. Efter tre måneders politisk dødvande nåede de to partier nytårsdag hinanden i en højst usædvanlig koalitionsaftale.

 

Ifølge kilder tæt på forhandlingerne blev den usædvanlige aftale indgået på baggrund af en uventet personlig tilknytning mellem 33-årige Sebastian Kurz og Werner Kogler, den 58-årige leder af De Grønne
_______

 

KOALITIONENS REGERINGSGRUNDLAG KOMBINERER økonomisk mådehold og skattelettelser med miljøordninger og hård indvandringspolitik. Det indbefatter en fortsættelse af et tørklædeforbud i skoler for piger under 14 år samt et løfte om at slå hårdt ned på politisk islam. De Grønne kan derimod tage kontrol over et udvidet miljøministerium, der råder over transport- og energipolitik. Derudover sikrede De Grønne sig en række miljøforpligtelser og et bredt løfte om at tage en klimamæssig tilgang til landets skattesystem og en skat på €12 per flybillet. Begge partier har altså måttet sluge enorme kameler for at få dele af deres egen politik igennem.

Ifølge kilder tæt på forhandlingerne blev den usædvanlige aftale indgået på baggrund af en uventet personlig tilknytning mellem 33-årige Sebastian Kurz og Werner Kogler, den 58-årige leder af De Grønne. Men koalitionen rammer også en nerve i den østrigske selvforståelse, der kan opsummeres i en enkelt vending fra Habsburgernes ægteskabspolitik, som var med til at etablere det Østrig-Ungarske rige som et af Europas mest magtfulde dynastier: “Bella gerant alii, tu felix Austria nube” – ”lad andre føre krig; du, glade Østrig, gift dig!”

 

Specielt i Tyskland er der tale om at danne en lignende koalition efter det næste valg, der er planlagt i efteråret 2021
_______

 

NU HAR ØSTRIGERNE I SANDHED fået et umage par ved roret. Den østrigske alliance mellem De Konservative og De Grønne afspejler en pragmatisk tilgang til regeringsdannelse, der understreger, at det kræver store indvendinger på nogle områder, hvis man vil have dele af sin politik igennem på andre. I præsentationen af den nye regering nævnte Sebastian Kurz, at regeringspartierne ”ikke stræbte efter at finde den laveste fællesnævner,” hvortil Werner Kogler tilføjede mere tørt: ”Vi blev valgt til forskellige ting.” I den optik har Østrigs nye regeringskoalition kun været mulig, fordi det fremadstormende De Grønne gjorde markante indrømmelser på indvandrer- og flygtningepolitikken. For Kurz’ ÖVP er koalitionen ikke blot en lang række indrømmelser på klimaområdet, men også en taktisk manøvre, der vidner om, at klimakrisen har fået større politisk pondus end flygtningekrisen, der tidligere var definerende for mange vælgeres politiske ståsted.

I resten af Europa er der kun en lille håndfuld eksempler på regeringer bestående af koalitioner mellem konservative og grønne i nyere tid (Tjekkiet, Irland og Finland har haft lignende regeringskonstellationer), og det er bestemt første gang for Østrig: Selvom ÖVP og De Grønne allerede regerer sammen i tre delstater i Østrig, er det første gang, de gør det på den nationale scene. Og i kølvandet på Kurz‛ højredrejning i valgkampen er mange grønne – især blandt den mere venstreorienterede partibase i Wien, hvor De Grønne regerer med socialdemokraterne – meget skeptiske. Tiden vil vise, hvor længe Kurz’ rolige hånd kan få enderne til at mødes. Hvis det lykkes, kan koalitionen blive et eksempel for andre europæiske lande, hvor grønne partier stiler efter at indgå i regeringskoalitioner. Men det vil kræve, at grønne partier nedtoner deres værdipolitiske krav til fordel for konkrete klimatiltag, som De Grønne har gjort det i Østrig.

Specielt i Tyskland er der tale om at danne en lignende koalition efter det næste valg, der er planlagt i efteråret 2021. Her står De Grønne til mere end en fordobling af stemmerne i forhold til valget i 2017, samtidig med at den nuværende koalition mellem de kriseramte socialdemokrater og Angela Merkels konservative er under pres. Det er meget muligt, at den store koalition bryder sammen inden valgdatoen, men uanset hvornår valget afholdes, vil De Grønne med stor sandsynlighed indtage regeringsposter i koalition med de konservative – for første gang i Tysklands historie. Derfor skeler tyskerne med stor interesse og spænding mod Østrigs regeringskoalition, der meget vel kan blive en forsøgsmodel for et nyt og ambitiøst tysk regeringsprojekt.

 

I resten af Europa udgør den nye konservative-grønne alliance i Østrig ikke blot et spændende eksperiment i politisk alliancedannelse, men et generelt tilbageslag for populistiske partier
_______

 

EN KONSERVATIV-GRØN KOALITION vil dog være betydeligt vanskeligere i Berlin end i Wien. For det første har de konservative kristendemokrater hos CDU og specielt det bayerske søsterparti CSU – med mange vælgere ansat i den tyske bilindustri – foragtet De Grønne i årtier. Ligeledes vil en sådan koalition blive mødt med enorm kritik fra interne rækker hos De Grønne, hvis medlemmer ved stiftelsen i 1980 erklærede krig mod konservatismen.

Den kulturelle og værdimæssige kløft mellem medlemmerne af det tyske CDU/CSU og De Grønne er langt større end deres reelle politiske forskelle. De Grønne har under den delte partiledelse mellem Robert Habeck og Annalena Baerbock indtaget en langt mere pragmatisk position end tidligere og dermed fjernet mange af de politiske barrierer for en dialog med De Konservative. Samtidig har CDU/CSU for længst forstået, at klimapolitik er mainstream – specielt blandt unge vælgere, hvor man ikke klarer sig prangende. Ikke desto mindre eksisterer der i begge lejre store blokke af vælgere, medlemmer og ledere, der fortsat opfatter det andet parti som den største politiske modstander.

I resten af Europa udgør den nye konservative-grønne alliance i Østrig ikke blot et spændende eksperiment i politisk alliancedannelse, men et generelt tilbageslag for populistiske partier – hvoraf FPÖ trods alt var et af de mest succesrige. Hvis flere europæiske konservative partier slutter sig til klimakampen med grønne partier, vil der opstå en mulighed for forsoning i det igangværende kultursammenstød mellem ’højrefløjspopulister’ og ’klimatosser’ i både Tyskland og Østrig såvel som i Danmark. Men det kræver markante indrømmelser fra de grønne partier, der i det meste af Europa har lænet sig op ad venstrefløjen værdipolitisk, mest markant i flygtninge- og indvandrerpolitikken. Og for konservative partier betyder det, at man igen skal orientere sig mod midten frem for højrefløjen.

 

Men på et europæisk plan vil den grønne dagsorden først få ben at gå på, hvis de fremadstormende grønne partier formår at indgå kompromiser med de store folkepartier, herunder partierne til højre for midten
_______

 

EFFEKTEN VIL OGSÅ VÆRE STOR I EUROPA-PARLAMENTET, der ligeledes så en markant fremgang blandt grønne partier ved Europa-Parlamentsvalget sidste år. Eftersom den konservative EPP-gruppe og den socialdemokratiske S&D-gruppe ikke længere kan danne flertal alene, er begge partier på udkig efter nye koalitionspartnere. Indtil videre har den liberale Renew Europe-gruppe forsøgt at positionere sig som den foretrukne koalitionspartner, men Østrigs usædvanlige koalitionsregering vil sende ringe i vandet blandt konservative og grønne parlamentarikere og potentielt bane vejen for nye alliancer på tværs af politiske skel.

I Østrig vil den nye alliance utvivlsomt sætte miljø- og klimaspørgsmål på toppen af dagsordenen. Det vil gøre Østrig til en af de stærkeste fortalere (sammen med Danmark) for en European Green Deal, der for nyligt blev præsenteret af EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen. Hvis østrigerne lykkes med den nye koalition, vil effekterne også kunne mærkes i resten Europa. Tyskland er selvfølgelig det mest åbenlyse eksempel, men også i Frankrig, Holland, Belgien og Irland er de grønne partier på fremmarch. I Sverige, Finland og Luxemburg sidder grønne partier allerede i regering – dog alle tre i koalition med partier til venstre for midten.

I sidste ende kan denne nye koalition meget vel være et første spadestik for politisk forandring i Europa. Siden flygtningekrisen har især konservative partier på tværs af Europa orienteret sig mod højre for at afskærme den potentielle vælgerflugt mod stærkt indvandrerkritiske partier. At EU ikke formåede at beskytte de ydre grænser, gjorde ikke sagen lettere for midtsøgende konservative, der insisterede på, at løsningen skulle findes på det europæiske plan – alt imens billeder af flygtninge på motorvejene gled over tv-skærmene. I dag er klimakrisen rykket til tops på de vesteuropæiske dagsordener og er allestedsnærværende i den politiske debat. Det betyder, at de store partier igen må orientere sig mod midten i stedet for fløjene.

Hvorimod flygtningekrisen delte befolkninger politisk, kan klimakrisen være med til at samle befolkninger. Den konservative-grønne alliance i Østrig er et fremragende eksempel herpå. Men på et europæisk plan vil den grønne dagsorden først få ben at gå på, hvis de fremadstormende grønne partier formår at indgå kompromiser med de store folkepartier, herunder partierne til højre for midten. Det vil betyde mere europæisk samarbejde om det, vi har til fælles – nemlig klima – snarere end det, der skiller os. ■

 

I dag er klimakrisen rykket til tops på de vesteuropæiske dagsordener og er allestedsnærværende i den politiske debat. Det betyder, at de store partier igen må orientere sig mod midten i stedet for fløjene
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland