18.03.2020

Statsminister Mette Frederiksen nægtede i oktober EU at indlede optagelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. Men hvis ikke EU handler hurtigt, risikerer vi at lade det vestlige Balkan glide tilbage i fortidens stridigheder. Dermed svigter Danmark det europæiske projekt.

Kronik af Rasmus Grand Berthelsen

Berlinmuren symboliserede et Europa, der var delt mellem liberale demokratier mod vest og kommunistiske diktaturer mod øst. Derfor blev Murens fald for 30 år siden hurtigt vekslet til et konkret politisk mål om at forene Europa gennem muligheden for at optage de central- og østeuropæiske lande i det fælles europæiske projekt. Allerede i december 2002 stod Danmark som formand for Det Europæiske Råd i front for at afslutte optagelsesforhandlingerne med de ti kandidatlande, der officielt indtrådte i EU i maj 2004.

Udvidelsen betød, at Danmark kom meget tættere på at realisere et af de vigtigste udenrigspolitiske mål i nyere tid: at sikre et fredeligt, samarbejdende Europa. Det var en visionær beslutning, der ikke blot har medført stabilitet og økonomisk vækst i de nye EU-lande, men faktisk gjort os alle sammen rigere. En nylig undersøgelse fra Dansk Erhverv viser, at østudvidelsen har skabt 57.000 danske arbejdspladser knyttet til de 69 mia. kroner, som danske virksomheder årligt eksporterer til de nye EU-medlemmer.

EU-udvidelsen er dog meget mere end øgede eksportmuligheder. Sovjetunionens fald gjorde det åbenlyst, at landene i Central- og Østeuropa – specielt Balkanlandene – havde svage institutioner, mindretalsproblemer og uafklarede grænsedragninger, der skabte ustabilitet og konflikt. For mindre end 25 år siden resulterede opløsningen af Jugoslavien i etnisk konflikt, død og ødelæggelse. Arrene kan stadig mærkes, men i dag er de mørke kapitler i Balkanlandenes historie blevet modsvaret af en tro på fred, frihed og tolerance, der er kernen i vores europæiske projekt.

De tidligere jugoslaviske lande, der allerede er medlemmer af EU, omfatter Kroatien og Slovenien. Begge lande har gennemført store politiske og økonomiske reformer og er overkommet deres interne grænsestrid. Udsigten til medlemskab af EU betød, at de udviklede sig til stabile og fredelige demokratier til fordel for hele Europas sikkerhed.

Det europæiske projekt er drevet af et fælles ønske om at erstatte regionale stridigheder med politisk stabilitet og økonomisk vækst. Derfor er projektet heller ikke afsluttet, før resten af landene på det europæiske kontinent – herunder det vestlige Balkan – er en del af Unionen. I disse uger står Albanien og Nordmakedonien og banker på EU’s port for at påbegynde optagelsesforhandlingerne. På trods af COVID-19-udbruddet, der har lammet hele det europæiske kontinent, gennemføres det forestående møde i Det Europæiske Råd virtuelt den 26.-27. marts, hvor de to landes europæiske skæbne forventes at blive afgjort.

 

Den fastfrosne situation skyldes ikke mindst EU’s erfaringer med de kandidatlande, der allerede har påbegyndt optagelsesforhandlingerne. […] Noget tyder på, at den nuværende optagelsesproces trænger til en revision
_______

 

Brudte løfter
Ifølge EU-Kommissionens seneste rapporter er hverken Albanien eller Nordmakedonien klar til at blive fuldbyrdede medlemmer af EU. Men begge lande har gjort store fremskridt for at leve op til EU’s krav, hvorfor både EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet har anbefalet at indlede optagelsesforhandlingerne. Forud for EU-topmødet i oktober havde Tyskland derfor lagt en detaljeret plan for de to lande, der lagde op til et mangeårigt forhandlingsforløb om 35 såkaldte kapitler, der åbnes ét ad gangen, når det forrige lukkes.

På topmødet i oktober blokerede EU’s stats- og regeringschefer imidlertid for at indlede optagelsesforhandlinger med Nordmakedonien og Albanien – eller rettere sagt: Danmark, Holland og Frankrig blokerede. Beslutningen betyder, at EU ikke lever op til sine løfter overfor de to lande.

I Frankrig mener præsident Macron, at man skal reformere processen for forhandlinger om medlemskab, før man optager nye medlemmer i EU. Dermed undgår man, ifølge franskmændene, at nye medlemslande slækker på de krav, de oprindeligt levede op til, da de blev medlemmer – som vi har set det i Polen og Ungarn. I Holland er premierminister Mark Rutte presset af sine støttepartier mod højre, der ser Albanien og Nordmakedonien i et indvandrerkritisk og EU-skeptisk perspektiv. Danmark vender jeg tilbage til.

Den nye optagelsesproces
Kort efter topmødet offentliggjorde Frankrig et udspil, der fremsatte en række krav til reformering af optagelsesprocessen, før man vil overveje at ændre holdning til Albanien og Nordmakedonien. Kort efter afleverede Italien, Østrig, Polen, Tjekkiet, Slovenien og Slovakiet et brev til Kommissionen, hvor de gav udtryk for, at reformering af optagelsesprocessen må være betinget af, at forhandlinger med Albanien og Nordmakedonien påbegyndes allerede ved EU-topmødet 26.-27. marts i år.

Den fastfrosne situation skyldes ikke mindst EU’s erfaringer med de kandidatlande, der allerede har påbegyndt optagelsesforhandlingerne. I løbet af otte år har Montenegro kun formået at lukke tre forhandlingskapitler; Serbien har kun lukket to kapitler på seks år; og Tyrkiet har siden 2005 kun lukket ét kapitel, og processen er reelt afbrudt. Noget tyder på, at den nuværende optagelsesproces trænger til en revision. 

Derfor har EU-kommissær for naboskabspolitik og udvidelse, Olivér Várhelyi, for nyligt fremlagt et forslag om at revidere processen for optagelsesforhandlinger. Forslaget afspejler mange af præsident Macrons krav og kommer forhåbentlig tids nok til at kunne blive vedtaget på EU-topmødet senere på måneden. Kort fortalt betyder forslaget, at man i stedet for at åbne ét kapitel ad gangen har en mere dynamisk tilgang til optagelsesprocessen. Det vil sige, at tilbagegang i de enkelte lande på ét kapitel kan rulle samarbejdet med EU tilbage på andre, så kapitlerne på den måde bliver mere afhængige af hinanden. Til gengæld kan ansøgerlandene indlede hurtigere samarbejde med EU på udvalgte områder, i takt med at de gør konkrete fremskridt. Derudover åbner Kommissionens forslag for en stærkere politisk styring af optagelsesforhandlingerne og dermed en større rolle til EU’s medlemslande.

Efter at have læst det nye forslag udtalte Macron på sikkerhedskonferencen i München i sidste måned, at han er klar til at påbegynde optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien under den nye proces, så længe EU-Kommissionens statusrapporter viser positive fremskridt. Tidligere i marts fremlagde Kommissionen sin rapport om fremskridt i de to lande, hvortil udvidelseskommisæren udtalte, at ”EU-kommissionen står fast på sine anbefalinger om, at man bør indlede optagelsesforhandlinger med Albanien og Nordmakedonien, og jeg håber, at medlemsstaterne vil tage en positiv beslutning i de kommende uger.” I sidste uge opgav også Holland sine indvendinger mod åbningen af optagelsesforhandlinger med de to lande, da landets udenrigsminister Stef Blok i et brev til Parlamentet skrev, at han „i princippet“ anbefaler at indlede forhandlingerne.

 

Regeringens skepsis over for yderligere udvidelse af EU bunder i en frygt for, at Danmark vil blive overrendt af kriminelle bander fra de to små østlande. Den bekymring er fuldstændig ude af proportioner
_______

 

Mette Frederiksen står alene med sin beslutning
Herhjemme står Mette Frederiksen fast på at blokere de to lande fra at påbegynde optagelsesforhandlingerne, hovedsageligt med kritisk henvisning til Albanien. Den danske regerings beslutning om at blokere forhandlingerne har dog ikke fyldt meget i den hjemlige debat – hverken før eller efter beslutningen (se dog bl.a. Uffe Gardels artikel i RÆSON, der kalder beslutningen et skændigt svigt, vi kommer til at fortryde). I stedet er regeringens generelle EU-linje blevet kaldt ”ærgerlig”, ”uambitiøs” og ”populistisk”. Statsministerens holdning er imidlertid stadig, at det er EU-samarbejdet, der er ”frakoblet den verden, vi er en del af”. De seneste dage er debatten fuldkommen druknet bag den altoverskyggende trussel fra coronavirusset. Men beslutningen skal stadig tages.

På Tænketanken Europas Europakonference kunne man høre Mette Frederiksen sige, at diskussionen om, hvorvidt Danmark hører til i centrum eller periferien af EU-samarbejdet, er meningsløs. Alligevel valgte hun at placere sig i centrum af EU-forhandlingerne, da hun blokerede optagelsesforhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien, hvormed hun modsatte sig 25 andre EU-lande samt EU-Kommissionen og Europaparlamentet. Man måtte forstå på statsministeren, at udsigterne til optagelse ikke er svaret på at holde Balkanlandene – især Albanien – tæt på Europa.

Udenrigsminister Jeppe Kofod har også understreget, at „der er store udfordringer“ i både Albanien og Nordmakedonien: ”Det gælder på retsstat, korruption, organiseret kriminalitet og økonomiske reformer. Der er mange ting, der skal gøres, og det er vigtigt at fokusere på det og være ærlig omkring udfordringerne”, sagde han i februar inden mødet på Rådet for Udenrigsanliggender. Udenrigsministeriet har siden oplyst til DR, at det endnu er for tidligt at sige noget om Kommissionens seneste rapporter og Danmarks holdning til optagelsesforhandlingerne.

Regeringens skepsis over for yderligere udvidelse af EU bunder i en frygt for, at Danmark vil blive overrendt af kriminelle bander fra de to små østlande. Den bekymring er fuldstændig ude af proportioner. For det første udgør befolkningerne i Nordmakedonien og Albanien tilsammen kun knap fem millioner borgere. For det andet samarbejder dansk politi og Europol allerede med Albaniens politi om at bekæmpe kriminelle netværk i landene, senest ved ’Operation Goldfinger’, hvor man sigtede 14 personer i en større sag om smugling af stoffer. Og for det tredje er mængden af indvandring fra de to lande til Danmark meget begrænset: I løbet af 2019 udstedte Danmark blot 225 opholdstilladelser til albanere og nordmakedonere, hvoraf 191 relaterede sig til midlertidige erhvervs- eller studietilladelser.

Socialdemokraterne ser ud til at stå meget alene i sagen. I oppositionen har Jakob Ellemann-Jensen (V) givet udtryk for skuffelse over statsministerens afvisning af de to østlande. Ifølge De Konservatives europaparlamentariker, Pernille Weiss, bør man ligeledes påbegynde optagelsesforhandlingerne med de to lande, så længe de opfylder Københavnerkriterierne og gør yderligere fremskridt på reformområdet. Rasmus Nordqvist udtalte også, da han stadig repræsenterede Alternativet, at Danmark bør stemme for optagelsesforhandlingerne for at skabe stabilitet i regionen.

Blandt regeringens egne støttepartier påpeger Det Radikale Venstres udenrigsordfører, Martin Lidegaard, at vi skyder os selv i foden ved at vende de to lande ryggen. Ligeledes advarer Enhedslistens EU-ordfører, Søren Søndergaard, mod at afvise de to lande og dermed lade Kina, Rusland og Tyrkiet øge deres indflydelse i det sydøstlige Europa. Også SF’s tidligere partileder og udenrigsminister Holger K. Nielsen har – i et højst usædvanligt parløb med tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen – appelleret til statsministeren om at genoverveje konsekvenserne ved at blokere Albanien og Nordmakedonien fra optagelsesforhandlingerne.

Det ser ud til, at sikkerhedspolitiske og solidariske argumenter for at indlede forhandlingerne med landene på det vestlige Balkan vejer tungere end EU-skepsis og indvandrerfrygt. Statsministerens position kan naturligvis tillægges Socialdemokratiets angst for at tabe nogle af de vælgere, der sluttede sig til partiet fra Dansk Folkeparti ved sidste valg, hvis man ikke bevarer en stram indvandringspolitik. Men hendes position vidner også om en regering, der kigger mere indad end udad og lader smalle indenrigspolitiske overvejelser trumfe udenrigspolitiske anliggender og vores forhold til resten af Europa.

 

Men på trods af alle reformerne vil medlemskab ikke ske natten over. EU-medlemskab opnås ikke gennem en enkelt begivenhed eller underskrivelsen af en traktat. Tværtimod er det en lang og krævende proces
_______

 

Medlemskab sker ikke natten over
I Albanien og Nordmakedonien har landenes regeringschefer satset hele deres politiske karriere – og ikke mindst deres lands fremtid – på udsigterne om medlemskab af EU. I Nordmakedonien har EU’s kolde skulder allerede betydet, at den socialdemokratiske premierminister Zoran Zaev måtte træde af. Hans regering kom til magten efter at have smidt den højreorienterede Nikola Gruevski på porten på et mandat fra befolkningen om at opnå medlemskab af NATO og EU. For nyligt ratificerede Nordmakedoniens parlament NATO-medlemskabsaftalen. I Albanien kæmper den socialdemokratiske premierminister, Edi Rama, stadig for at holde sit lands kandidatur på EU-ledernes dagsorden. Albanerne er fortsat stålsatte på at opretholde momentum og rykke tættere på Europa.

Såvel Albanien som Nordmakedonien har de seneste år gennemført betydelige reformer for at forberede landene til eventuelt medlemskab af EU. Nordmakedonien har endda løst den makedonske navnestrid med Grækenland ved grundlovsændring i håb om at indlede optagelsesforhandlingerne med EU. Og Albanien har indført gennemgribende reformer af retsvæsenet, en screeningsmekanisme for korruption blandt alle landets 800 dommere samt hårde tiltag for at bekæmpe organiseret kriminalitet. Begge lande lever nu op til EU-institutionernes krav om at indlede optagelsesforhandlingerne.

Men på trods af alle reformerne vil medlemskab ikke ske natten over. EU-medlemskab opnås ikke gennem en enkelt begivenhed eller underskrivelsen af en traktat. Tværtimod er det en lang og krævende proces. Med EU-Kommissionens nye forslag til en strammere optagelsesproces vil det sandsynligvis tage landene op mod 10 år at leve op til kravene om medlemskab. Den proces vil kræve yderligere juridiske reformer, demokratisering, effektivisering af den offentlige sektor, privatisering af statslige selskaber, liberale markedsreformer og ikke mindst et hårdt opgør med korruption og organiseret kriminalitet.

Et sikkerhedspolitisk spørgsmål
Medlemskabsperspektivet er EU’s stærkeste værktøj til at forankre vores værdier i nærområdet, specielt på Balkan. Indtil videre har udsigterne til EU-medlemskab været den drivkraft, der har bidraget til at stabilisere regionen ved gennemgribende reformer af retssystemet og opgør med korruption. Hvis vi taber dette momentum, risikerer vi at tabe regionen. Stormagter som Rusland og Kina vil forsøge fylde det vakuum, Europa efterlader.

Serbien påbegyndte optagelsesforhandlingerne i 2011, men har til stor frustration for landets præsident oplevet store forsinkelser i tiltrædelsesprocessen. Det har Rusland og Kina lagt mærke til. I Serbiens hovedstad, Beograd, har det statsejede russiske energiselskab Gazprom og den kinesiske teknologigigant Huawei allerede placeret deres regionale hovedkontorer. Gazprom, der siden 2008 har ejet den største andel af Serbiens nationale energiselskab, er i disse dage ved at konsolidere sin indflydelse i regionen med gasrørledningen TurkStream, der går gennem Serbien. Og sidste år leverede Huawei 1000 overvågningskameraer med ansigtsgenkendelsesteknologi til den serbiske hovedstad.

I Albanien er historien en anden. I 2013 opnåede Albanien medlemskab af NATO og har siden ydet vigtige bidrag til alliancen. For eksempel lægger den albanske by Kuçovë – engang kendt som Stalin City – nu jord til, at NATO kan øge rækkevidden af sit missilforsvar i Middelhavet og Sortehavet. Derudover har landet deltaget i NATO-missioner i bl.a. Afghanistan, Irak og Tchad. I øjeblikket bidrager Albanien til at bringe dialog og forsoning til andre lande i kraft af sit formandskab for OSCE. På trods af gentagne udskydelser af optagelsesforhandlingerne med EU siger landets premierminister stadig, at ”der er ikke noget alternativ”.

 

Ved ikke at belønne de markante skridt, Albanien og Nordmakedonien har taget, risikerer Europa at koste de pro-europæiske og reformvillige regeringer deres befolkningers støtte til reformprogrammerne
_______

 

Resten af Europa har for længst erkendt, at medlemskab af EU er en ambition for de postsovjetiske lande. Ved ikke at belønne de markante skridt, Albanien og Nordmakedonien har taget, risikerer Europa at koste de pro-europæiske og reformvillige regeringer deres befolkningers støtte til reformprogrammerne. I Albanien ønsker hele 93 pct. af befolkningen, at landet bliver medlem af EU. Men hvis udsigten til EU-medlemskab udsættes på ny, vil dele af befolkningen søge andre veje: I stedet for at arbejde for EU-medlemskab i egne lande, vil de mennesker, der ikke længere ser en (europæisk) fremtid på Balkan, flytte til EU én efter én. Over de seneste fem år har landene i regionen allerede mistet mere end 400.000 borgere i den erhvervsaktive alder.

I Jyllands-Posten argumenterede direktør i Tænketanken Europa Lykke Friis i februar for, at EU-Kommissionen ikke bør trække sikkerhedskortet i forhandlingerne med Albanien og Nordmakedonien. For ”[h]vis landene er så ustabile, at de bryder sammen, hvis ikke de inviteres til optagelsesforhandlinger, er de ganske enkelt ikke klar til at indlede forhandlinger”. Men Kommissionen og størstedelen af EU-landene frygter for så vidt ikke et sammenbrud i de to lande. Til gengæld frygter de europæiske ledere, at Europa vil miste sin legitimitet i nærområdet, hvis vi ikke kan leve op til vores løfter. Hvis vi tillader det vestlige Balkan at gå i bakgear, taber både EU og Balkan. Europa mister sin troværdighed, og borgerne på det vestlige Balkan mister håbet om en fremtid i EU. Det vil få store konsekvenser for EU’s politiske indflydelse i den sydøstlige del af kontinentet – og ikke mindst svække Europa sikkerhedspolitisk.

Derudover fremhæver COVID-19-pandemien, at mange trusler i dag ikke kender nogen grænser. Derfor er det afgørende, at EU betragter det vestlige Balkan som en del af vores europæiske kontinent, så vi kan udbygge vores fremtidige samarbejde. Næstformanden i den socialdemokratiske S&D-gruppe i Europa-Parlamentet, Kati Piri, opfordrede tirsdag medlemslandene til at ”inkludere det vestlige Balkan i vores fælles europæiske foranstaltninger for at forhindre og bekæmpe virkningerne af epidemien”. Derfor, konkluderer hun, ”på trods af de ekstraordinære omstændigheder bør udvidelsesprocessen fortsætte”. Med andre ord må EU og landene på det vestlige Balkan rykke tættere sammen i dag for at sikre vores fælles europæiske sikkerhed i morgen.

De gennemgribende demokratiske reformer er kun mulige at få igennem de to landes politiske system, hvis udsigten til medlemskab af EU bibeholdes. Indtil videre har fred og forsoning på det vestlige Balkan krævet stort mod og imødekommenhed fra befolkningerne. Nu vil man tage det næste skridt mod Europa, og ”endelig […] placere sig selv i sikkerhed fra historiens forbandelse”, som Albaniens premierminister har udtrykt det. Danmarks statsminister bør udvise lignende politisk mod og imødekomme resten af de europæiske stats- og regeringschefer i at bevare Albanien og Nordmakedonien på den europæiske sti ved at påbegynde optagelsesforhandlingerne. Ligesom det europæiske projekt er et fredsprojekt, der har tjent os alle, er integrationen af det vestlige Balkan et europæisk fredsprojekt, der vil tjene os alle. ■

 

Ligesom det europæiske projekt er et fredsprojekt, der har tjent os alle, er integrationen af det vestlige Balkan et europæisk fredsprojekt, der vil tjene os alle
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne