24.05.2020

Det kan være, at uforudsete antidemokratiske vira indsniger sig i vores tænkning, imod hvilke vi nødsages til at udvikle demokratiske antistoffer. I så fald vil denne krise ikke blot være en krise inden for rammerne af demokratiet, men en demokratiets krise.

Rainer Forst (f.1964) blev i 2012 kaldt den „vigtigste politisk filosof i sin generation‟, da han blev tildelt Leibniz-prisen. Han er professor ved Goethe Universitetet i Frankfurt. Denne artikel er en del af den femte udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Rainer Forst

På dansk ved Vivienne Dejon, Peter Falk og David Rischel.

1.
Vi lever nu i en fordrejet Corona-verden: At udøve solidaritet indebærer, at man distancerer sig og behandler sig selv og andre som potentielle faremomenter. Sammenhold indebærer at afholde sig fra at møde hinanden og formumme sig bag masker. Den individuelle frihed vil for fremtiden blive muliggjort gennem digital motion capture, et mareridtsscenarie for alle frihedens fortalere. Og hvornår har man nogensinde oplevet skolebørn, som hellere vil i skole end forblive hjemme?

Men ikke nok med det, man tror ikke sine egne øjne: Den indtil for nyligt “markedskonforme” stat samler nu alle de forhåndenværende magtmidler – også medierne – for at foreskrive en politik for det fælles bedste. Denne tilsidesætter de økonomiske imperativer og tilsigter at beskytte også (og sågar netop) de svageste medborgeres sundhed. Nu taler ingen længere om “at undgå røde tal”, idet den politiske vilje transcenderer partipolitikken og påkræver milliardstore hjælpepakker for netop at afbøde omkostningerne ved nedskæringspolitikken. Disse omkostninger, som har at gøre med følger, der ikke let lader sig opregne præcist – såsom arbejdsløshed, tab af livsgrundlag, armod, mangel på uddannelse og fortvivlelse – danner en grå, truende kulisse for alle disse tiltag. I disse tider søger mange mod autoriteter, som man kan have tiltro til, og man finder dem i form af virologer, der dog samtidig bedyrer både deres uvidenhed, samt at de er hverken politiske eller moralske autoriteter (i hvert fald for det meste).

Paradokserne går videre endnu. En global trussel som virusset nødvendiggør global koordination og solidaritet, og samtidig lukkes grænserne og en global konkurrence foranstaltes: hvem befinder sig i den bedste position til at overkomme krisen, og hvem formår først at få fat i de knappe, medicinske ressourcer: ansigtsmasker og værnemidler? Der bliver sværget til det europæiske sammenhold, men gamle fronter trækkes op og forhærder det europæiske politiske landskab. Dette lover ikke godt for den kommende verdensomspændende økonomiske krise.

 

Vurderingen af situationen bevæger sig mellem to ekstremer. På den ene side står en almenvellets og solidaritetens politik, der omstyrter alle kendte indskrænkninger, hvad der for nogle allerede er tilsynekomsten af verdenskommunismen
_______

 

Vurderingen af situationen bevæger sig mellem to ekstremer. På den ene side står en almenvellets og solidaritetens politik, der omstyrter alle kendte indskrænkninger, hvad der for nogle allerede er tilsynekomsten af verdenskommunismen. På den anden side står en mægtig nationalstat, som indskrænker borgernes frihedsrettigheder og beskytter folks liv, hvad der for andre er den digitalt-autoritære kontrol-og hygiejnestats komme. Det træffende ord ”krise” betyder, at det ikke bliver, som det var, men om det bliver mørkere eller lysere, står ikke klart, og selv de mest overbevisende profeter ved det ikke.

2.
For at kunne orientere sig, er det i sådanne situationer nødvendigt at forsikre sig om grundlaget for vores politiske sameksistens, demokratiet. Thi det kan være, at uforudsete antidemokratiske vira indsniger sig i vores tænkning, imod hvilke vi nødsages til at udvikle demokratiske antistoffer. I så fald vil denne krise ikke blot være en krise inden for rammerne af demokratiet, men en demokratiets krise. Den begynder allerede dér, hvor forskellen mellem demokratisk og paternalistisk-autoritær politik ikke længere kan begribes – og fortsætter frem til det populære spørgsmål, om hvorvidt autoritære systemer monstro er bedre til at håndtere denne slags kriser. Dette overser, at man i demokratiet ikke regeres af “herskere”, som forvalter og regulerer menneskenes behov og liv på god eller mindre god vis, snarere regeres man af den demokratiske vilje, besluttet igennem offentlig diskussion og proces. Selv når denne manifesteres igennem flertalsafgørelser eller regeringsbeslutninger, så skal det endnu kunne retfærdiggøres med henvisning til det fælles bedste og retfærdighedens krav. I et demokrati indskrænker ”staten” ikke grundlæggende rettigheder, som om den kunne opbevare dem for os (som dens ejendom, noget den kun har udlejet til borgerne), nej, det politiske fællesskab beslutter – i fællesskab – at overholde visse regler for at forfølge et mål defineret af det fælles bedste. Derfor er det helt rigtigt, som Bundeskansleren bemærkede, at disse midlertidige tiltag er en “demokratisk prøvelse”, men det er ikke sådan, som hun formulerede det, at ”pandemien” indskrænker grundlæggende rettigheder. Det er snarere sådan, at forsvaret mod pandemien afkræver, at vi af egen fri vilje afholder os fra at udøve bestemte friheder for en tid. Derfor, og her har Kansleren igen ret, må dette foregå i sammenhæng med en høj grad af offentlig begrundelse og kritisk diskussion. Denne diskussion er ved den ”offentlige brug af fornuften”, som Kant kaldte det, fuldkommen nødvendig. Både de ovenfor benævnte sociale omkostninger ved karantænepolitikken såvel som deres mulige lempelser kan ikke udmåles i tilstrækkelig grad af “eksperter” (selvom de da kan hjælpe til). Det kan kun den demokratiske diskurs.

Når man er ramt af den antidemokratiske virus, synes enkelte af karantænetiltagene i Tyskland at ligne dem i Kina – hvad de ikke gør. I et demokrati bliver de ikke kun retfærdiggjort af alle for alle, de bliver også efterprøvet – hvad end det er i parlamentarisk eller i civilsamfundsmæssig diskussion eller i påberåbelsen af domstolene, som i et demokrati ligeledes udgør demokratiske instrumenter til sikringen af borgerrettigheder. Den som ignorerer, at den generelle pligt til at retfærdiggøre magtudøvelse til enhver tid er bindende i et demokrati, er på vej mod en autoritær opfattelse af politik, hvor ”landsfædre” (eller strenge mødre) bestemmer, hvad der er godt eller forbudt for alle.

 

Når man er ramt af den antidemokratiske virus, synes enkelte af karantænetiltagene i Tyskland at ligne dem i Kina – hvad de ikke gør. I et demokrati bliver de ikke kun retfærdiggjort af alle for alle, de bliver også efterprøvet – hvad end det er i parlamentarisk eller i civilsamfundsmæssig diskussion
_______

 

3.
Ud fra denne demokratiske grundindsigt kan man udvikle demokratiske antistoffer mod de allerede nævnte fænomener og forvanskninger. Solidaritet betyder ikke primært at udrulle et nyt samfund baseret på løsladte og maskerede åndelige enheder, som nidkært disciplinerer hinanden, men at man derudover bevidst følger de regler, som er til for at beskytte de svageste i samfundet. Digitale kontrolinstanser skal selv kontrolleres demokratisk og bør benyttes så anonymiseret og autonomt, at de ikke fører til en vestlig udgave af det kinesiske socialkreditsystem. Frem for alt skal det store eksempel, som vi oplever i disse dage, fastholdes: at den demokratiske politik er i stand til sig at koncentrere al magt mod en specifik fællesinteresse. Man kan anse det som et tegn på muligheden for det generelle historiske fremskridt, som Kant ville have sagt det [Kant mente, at den franske revolution kunne anses for at være et ”Geschichtzeichen”: et historiens tegn, som signalerer moralsk og politisk fremskridt, red.]. Det, sådan håber vi, ”forglemmes ej længere” (således Kant). En sådan fællesinteresse bør ikke kun være ledende dér, hvor det udelukkende handler om den rigtige ”exit”-strategi eller den bedste “genoprettelse” af økonomien, men også dér, hvor vores samfund var ude af stand til at træde ud af livs- og eksistenstruende politik, om det så gælder miljøspørgsmål, bekæmpelsen af armod, lave lønninger eller udgrænsning, også kulturelt set. Visse ophedede diskussioner om tolerance af religiøst motiveret tilhylning af ansigtet ville også i denne Maskens Tidsalder kunne arkiveres lodret. Krisen giver muligheder for at udrede mange allerede for længst etablerede forvanskninger.

Dertil hører også, at én frygtelig sandhed bør bemærkes trods alle forvanskninger: enhver, der inden for nationale samfund såvel som i den globale økonomi må klare sig med kun de ringeste midler, er nu de første og største ofre for pandemien. I USA (men ikke kun der) bliver det særlig tydeligt – i et land fuld af rigdom, hvor en del af dets borgere er så udstødte, at de overrepræsenteres i dødstallene, først og fremmest den sorte befolkning. Helt så demokratisk-egalitær som til tider hævdet, er virussen ikke.

Noget tilsvarende viser sig i de europæiske landes forskellige muligheder for at svare på krisen særligt ift. det, der følger umiddelbart efter pandemien. Og de katastrofer, der nok vil udspille sig i afrikanske lande, som har endnu ringere mulighed for at beskytte deres borgere, aftegner sig endnu kun som svage skygger.

Derfor behøves en anden edsaflæggelse ved demokratiet. Den første består i konsekvent at følge stien udstukket af politikken for det fælles bedste uden at lade sig bringe i vildfarelse af formodede økonomiske imperativer: en konsekvent retfærdighedens politik, der i sidste instans skal kunne retfærdiggøres over for dem, der er dårligst stillet i samfundet. Og ikke nok med det – politikken vil gøre disse dårligst stillede til ægte demokratiske autoriteter, der er medbestemmende for, hvad det vil sige at bedrive demokratisk politik såvel som at tage særlige hensyn til de mest sårbare.

Den anden ed fordres dér, hvor den demokratiske nationalstat må erkende, at forestillingen om fortjenesten og profitten som national og omkostninger som globaliserede ikke kan opretholdes i en globaliseret verden – lige fra ødelæggelsen af miljøet, som de herskende produktionsmåder i ikke-vestlige lande anretter, til den endnu mere himmelråbende skandale, som den globale produktionsmodus udgør: de forfærdelige betingelser og løn de produkter, som vi køber og bearbejder her til lands, bliver fremstillet under. At vi deler en økonomi og en livsverden med mennesker i Kina, Indien og Brasilien, havde vi ganske givet kunne vide før coronaen, men virusset tydeliggør det nu endnu en gang. Den nationale refleks vil ikke kunne udgøre et svar på dette, og slet ikke populismen fra Trump eller Bolsonaro. Mange steder har den antidemokratiske virus spredt sig til kanten af vanvid. Måske oplever vi skumringstimen for den ekstreme højrefløjs populisme.

 

Den som uanfægtet fortsætter at udtrykke demokrati som noget nationalstatsligt, og heri er socialdemokratierne i de europæiske lande desværre ingen undtagelse, lukker øjnene for den simple og dog så komplekse sandhed, at alle skal vedtage regler, der gælder for alle – og ikke kun en privilegeret del
_______

 

Den som uanfægtet fortsætter at udtrykke demokrati som noget nationalstatsligt, og heri er socialdemokratierne i de europæiske lande desværre ingen undtagelse, lukker øjnene for den simple og dog så komplekse sandhed, at alle skal vedtage regler, der gælder for alle – og ikke kun en privilegeret del. Hvor andet er tilfældet, hersker ikke demokrati, men feudalisme, og de, der kun tænker international politik som national egoisme, vil blive nødt til at indse, at dette ikke blot er udemokratisk, men også på længere sigt fører til elendighed. Også deres egen. Den næste ”bølge” af globale flygtninge må ikke blive anset som advarselstegn, fordi noget andet end egeninteresse må lede til en retfærdig behandling af de flygtende. Her må de, der kun forstår egennyttens sprog, imidlertid tænke sig om en ekstra gang. Også over følgerne af den globale opvarmning. Når vi nu alligevel fører en politik for det fælles bedste, hvorfor så ikke også her? Verden er i mange henseender et fællesskab, og de, der forholder sig ligesom de velhavende lande, udbreder antidemokratiske vira.

Inden for EU er der allerede opstået en beskæmmende holdning blandt visse nordeuropæiske lande, hvad angår euroen og genopretningspakker. Men det samme spørgsmål vil melde sig i forbindelse med globale hjælpepakker til de fattigere lande uden for Europa. Dertil fordres de velstående lande til snarlige betydningsfulde tilsigelser om at hjælpe, men dette er også stedet til at tænke over skridtene mod en mere retfærdig verden – dette begynder med beskatningen af netop de finansielle transaktioner, som bidrager væsentligt til uligheden i hele verden.

4.
Til forskel fra, hvad visse klassiske kriseteorier tilsiger, så vil ingen “objektiv” verdenshistorisk tendens medføre en “fornuftens list” (Hegel), der lærer os at udtrykke demokrati korrekt i henhold til både det nationale og transnationale. Intet revolutionært subjekt, der gør sine sager til menneskehedens, vil komme til syne. Derimod kan man frygte, at der efter pandemien igangsættes et væddeløb om først at genvinde kræfterne. Hertil er betegnelsen socialdarwinisme endnu for blød. En økonomisk konkurrence uden fortilfælde kunne opstå, en konkurrence af koncentration og fordrivelse, hvorved staterne kun gør, hvad de hver især kan for at placere sig selv rettelig. En ny neokolonial verden kunne true.

Men mennesker er ikke kun, som vi nu ser, ofre for historien; de har opfundet politiske mekanismer til at reagere retfærdigt på udfordringer og kriser. Det vigtigste, tilkæmpede resultat hedder demokrati. Om krisen bibringer os tilstrækkelige demokratiske antistoffer, der motiverer os til at begribe den som et øjeblik for beslutningen om en ny form for politik? Det ville være historiens tegn. ■

 

Men mennesker er ikke kun, som vi nu ser, ofre for historien; de har opfundet politiske mekanismer til at reagere retfærdigt på udfordringer og kriser. Det vigtigste, tilkæmpede resultat hedder demokrati. Om krisen bibringer os tilstrækkelige demokratiske antistoffer, der motiverer os til at begribe den som et øjeblik for beslutningen om en ny form for politik? Det ville være historiens tegn
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland