RÆSON: Hvem foretrækker Beijing i Det Hvide Hus? GEORGE MAGNUS: De vil langt hellere have genvalg til Trump, for de tror, at de kan manipulere og isolere ham
26.07.2020
.”Der har i mange år været en naiv fornemmelse blandt vestlige ledere om, at hvis vi bare behandlede Kina pænt og opfordrede dem til at blive mere åbne og mere gennemsigtige, så kunne de være med til at plukke globaliseringens frugter sammen med os andre. Vi havde en forventning om, at de med tiden ville blive mere liberale og mere vestlige orienterede. Under George Bush og Barack Obama var der en grundlæggende indstilling om, at man skulle sige ’lev og lad leve’ til Kina’ Men i disse år er vi er i gang med at forstå, at det er en dybt urealistisk forestilling.“
RÆSON SPØRGER: George Magnus (f. 1949) er forfatter, kommentator og uddannet økonom. Han beskæftiger sig især med Kina, USA og global økonomi. I 2018 skrev han bogen ‘Red Flags: why Xi’s China is in Jeopardy’. Han er gæsteprofessor ved Oxford Universitet og har tidligere været cheføkonom i UBS Investment Bank.
Af Malte Bruhn
Da den verdensomspændende coronapandemi i januar gjorde sit indtog i USA, lagde den ikke bare kimen til en altomfattende national sundhedskrise. Covid-19-influenzaen, der indtil videre har dræbt næsten 150.000 amerikanere, har også pustet nyt liv i konflikten mellem USA og Kina, hvis relation ellers var i forsigtig bedring efter en fælles aftale i januar, hvor landene blev enige om en række opblødninger, der skulle være først skridt i en våbenhvile i den handelskrig, der har været varm siden 2018.
Listen af konfliktpunkter er lang og broget. I slutningen af maj skærpede den amerikanske regering eksportbegrænsninger, der skal stække den kinesiske tech-gigant Huawei. 7. juli opsagde Trump USA’s medlemskab af WHO-samarbejdet i protest mod en – i hans optik – for overbærende tilgang til Kina efter Covid-19, som han ved flere lejligheder har betegnet som “the Chinese virus”. Og i sidste uge, 22. juli, blev det kinesiske konsulat i Houston lukket og slukket, hvilket prompte blev gengældt af den kinesiske regering, der nu har aflyst alle aktiviteter i det amerikanske konsulat i Chengdu.
Men det er ikke kun Trump, der forsøger at hive Kina-kritikken ind i den forestående præsidentvalgkamp. Joe Biden har i en række reklamevideoer på de sociale medier forsøgt at udstille Trump som Beijings bedste ven, hvilket har fået Trump til at anklage Biden for at være “en gave for Kina”.
RÆSON: I de seneste måneder har vi set en drastisk eskalering i konflikten mellem Kina og USA. Hvor stor er konflikten i et historisk perspektiv?
Det, der startede som en disputs om uretfærdige handelspraksisser og konkurrencevilkår, har udviklet sig til en meget større og mere eksistentiel konflikt mellem USA og Kina, der nu breder sig udover en lang række problemstillinger, der grundlæggende handler om landenes nationale sikkerhed. Personligt er jeg meget chokeret over, at det er gået så meget ned af bakke, siden Trump for alvor begyndte at politisere området i 2018. Forholdet er alarmerende dårligt. Der er mange, der taler om en ny kold krig. Jeg ved ikke nødvendigvis, om det er den mest akkurate måde at beskrive det på. Men det er meget tydeligt, at forholdet er på frysepunktet. Og i øjeblikket kan jeg ikke se en måde, hvorpå Beijing og Washington kan begynde at normalisere forholdet.
RÆSON: Du siger, at konflikten er blevet eksistentiel. Hvad mener nu?
Der har i mange år været en naiv fornemmelse blandt vestlige ledere om, at hvis vi bare behandlede Kina pænt og opfordrede dem til at blive mere åbne og mere gennemsigtige, så kunne de være med til at plukke globaliseringens frugter sammen med os andre. Vi havde en forventning om, at de med tiden ville blive mere liberale og mere vestlige orienterede. Under George Bush og Barack Obama var der en grundlæggende indstilling om, at man skulle sige ’lev og lad leve’ til Kina. Men i disse år er vi er i gang med at forstå, at det er en dybt urealistisk forestilling.
RÆSON: Hvordan er det kommet så vidt?
Der var nogle tektoniske plader, der rykkede sig i Kina, da Xi Jinping blev præsident i 2012. Finanskrisen kan også have haft en vigtig betydning, men under alle omstændigheder var det et udtryk for et substantielt skifte, da Beijing igen begyndte at tale om, at socialismen ville triumfere over den vestlige kapitalisme. Det var en helt anden og meget aggressiv tone, end under tidligere ledere. På en måde er det en tilbagevenden til den retorik, man hørte fra Beijing i 50’erne. Og samtidig begyndte Kina at handle meget mere selvsikkert og frembrusende i deres udenrigspolitik, for eksempel i det Sydkinesiske Hav og senest i Hong Kong. Og det finder USA og Vesten naturligvis truende og meget ukomfortabelt.
RÆSON: Ifølge en meningsmåling fra Pew Research Center fra 21. april, så har 66 procent af amerikanerne et negativt syn på Kina, hvilket er det højeste niveau, siden instituttet begyndte at undersøge sagen. Og det er en stigning på 20 procentpoint, siden Trump blev præsident. Hvorfor er der så dårlig stemning omkring Kina i USA?
Den stigende Kina-skepsis er en tiltagende tendens i hele den vestlige verden. I de europæiske lande er vi ikke samlet om en fælles Kina-strategi. Men vi kan se, at Bruxelles har fået en væsentlig mere Kina-skeptisk retorik. Det samme gør i gældende i London. Ting ændrer sig, og jeg tror, at folk er begyndt at tage bestik af den ændrede dynamik, der er mellem Kina og resten af verden. Og i USA er det tydeligvis en big deal. Men når det er sagt, så er der også noget alarmerende ved de tal, du nævner. For som vi har set utallige gange gennem verdenshistorien, så kan vi godt lide at bebrejde fremmede, når tiderne er dårlige, og når folk er vrede, som det er tilfældet efter coronakrisen. I forrige præsidentvalgkamp var det Rusland og Mexico, der var de store syndere. Denne gang er det Kina.
RÆSON: I forbindelse med valgkampen og efterdønningerne af coronakrisen har Trump endnu en gang skærpet retorikken overfor Kina. I maj sagde han for eksempel til Fox News, at “vi kan afskrive vores forhold til Kina,” og at “det ville spare USA for 500 milliarder dollars”. Hvorfor gør han det?
I januar lavede Kina og USA en aftale, der grundlæggende skulle opfattes som en måde at stoppe den heftigt nedadgående spiral. Men nu, hvor valget kommer tættere og tættere på, så vil vi se Trump og Biden intensivere deres kritik af Kina yderligere, hvilket i høj grad udfordrer værdien af aftalen fra januar. Det kan være svært at gennemskue Trumps rationale, men hans adfærd skyldes formentlig, at der i USA er en meget udbredt utilfredshed med den måde, som Kina har håndteret coronakrisen på. Og Trump har jo tydeligvis også forsøgt at gøre Kina til en form for syndebuk. Trumps meningsmålinger er dårlige, og derfor ser han et potentiale i at intensivere kritikken, fordi han vurderer, at det kan give ham en fordel i valgkampen. Det er svært at sige, om det vil lykkedes, for lige netop Kina-skepsissen er en politisk kampplads, der i meget høj grad forener Republikanere og Demokrater.
Trumps meningsmålinger er dårlige, og derfor ser han et potentiale i at intensivere kritikken, fordi han vurderer, at det kan give ham en fordel i valgkampen. Det er svært at sige, om det vil lykkedes, for lige netop Kina-skepsissen er en politisk kampplads, der i meget høj grad forener Republikanere og Demokrater
_______
RÆSON: Ifølge Frank Luntz, der blandt andet laver målinger for det Republikanske parti, så vil håndteringen af coronakrisen blive valgkampens vigtigste emne, mens Kina-politikken vil blive det næstvigtigste. Hans undersøgelse er ganske vidst lavet før Black Lives Matter-bevægelsen for alvor tog fat. Men hvem er stærkest, når det kommer til Kina? Trump eller Biden?
Trump har hele tiden forsøge at tegne et billede af sig selv som en præsident, der er meget hård overfor Kina og som kan tage affære, når lokummet brænder. Han er manden, der er i jobbet, og som autoriserer beslutningerne i øjeblikket. Han vil henvise til sin track record. Det kan give ham en fordel, hvis folk vurderer, at han allerede har vist sit værd. Biden vil formentlig proklamere, at han vil være meget mere effektiv i sin håndtering af Kina. Han vil sige, at det er vigtigt at have en tydelig, sammenhængende tilgang til Kina, og at USA bør opbygge en stærk Kina-skeptisk alliance med fx EU, Japan, Sydkorea, Canada og Australien. Og så vil han formentlig også forsøge at fremstille Trump som en løs kanon, der skyder fra hoften uden en strategi. Jeg tror, at mange vil lade sig overbevise af Bidens tilgang.
RÆSON: Hvem foretrækker Beijing som præsident i Det Hvide Hus?
De vil langt hellere have genvalg til Trump, for de tror, at de kan manipulere og isolere ham. De tænker, at Trump-administrationen er dybt inkompetent og ude i stand til at genopbygge alliancer med andre lande. De vil være langt mere skeptiske ved Biden.
RÆSON: Hvordan vil USA’s Kina-politik ændre sig, såfremt Biden bliver præsident?
Udover at forsøge at samle USA’s allierede om en mere stringent Kina-politik, så vil han formentlig gøre brug af både stok og gulerod. I den konkrete politik vil han nok videreføre Trumps brug af straffe og sanktioner i handelssamarbejdet. Han bliver nødt til at vise, at der er konsekvenser, hvis de begynder at opføre sig forkert i et amerikansk øjemed. Men samtidig vil han være mere tilbøjelig til at bruge guleroden, som er et større fokus på fælles udenrigspolitiske interesser og handel.
RÆSON: Hvad er perspektiverne i et fremtidigt samarbejde mellem USA og Kina, hvis Biden bliver præsident?
Forholdet kommer aldrig til at blive, som det var før 2012, hvor Xi Jinping kom til. Det er for sent, og forholdet har lidt for meget skade. Og så er der bare nogle spørgsmål, fx omkring Huaweii og cybersikkerhed, hvor en fælles enighed er umulig. Uden et skift i det amerikanske eller kinesiske lederskab, så tror jeg ikke, at der er nogen chance for, at forholdet kan blive nævneværdigt bedre. Men hvis det sker, fx ved præsidentvalget i november, så vil jeg tro, at temperaturen vil blive sænket en smule. Det ville være utroligt positivt for begge lande, for når man kører en regering, så suger det en masse ilt ud af lokalet, når man er i den slags længerevarende konflikter. Det ville formentlig betyde et større fokus på nationale problemstillinger, hvilket der er nok af i begge lande.
RÆSON: Hvad taler imod denne forsigtigt optimistiske udlægning?
Jeg er helt sikker på, at Kina ikke bryder sig om at tabe deres vigtigste udenrigspolitiske relation. De vil gerne have et tæt samarbejde med USA. Men på den anden side, så har det kommunistiske parti sine egne prioriteter, som man står meget hårdt på. Når det fx drejer sig om Hong Kong, Taiwan og øerne i Det Sydkinesiske Hav, så er der i partiets optik ikke noget eller nogen, der må interferere med partiets ret til at regere autonomt. Og disse mål og principper kan vise sig ikke at være kompatible med en stabil og samarbejdende relation til USA. ■
Forholdet kommer aldrig til at blive, som det var før 2012, hvor Xi Jinping kom til. Det er for sent
_______
ILLUSTRATION: Præsident Trump bydes velkommen ved Folkets Store Hal i Beijing, 9. november 2017 [foto: REUTERS/Damir Sagolj/Ritzau Scanpix/Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb“](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
