05.10.2020

„Vi vil fortsat løbe ind i de problemer, vi nu ser på græske øer ved de såkaldte ”hotspots”. Von der Leyens nye asylpakke hviler på en præmis om, at screening af folk, der dukker op ved grænsen, kan ske hurtigt. Og dermed at hjemsendelsen kan ske hurtigt. Men sådan fungerer det bare ikke i praksis. De mennesker har også rettigheder. Der skal leves op til en vis processuel standard, og det hele tager tid.‟

Interview af Christine Roj

Den 9. september brændte Moria-lejren ned. Den lå på den græske ø Lesbos, der er en del af EU’s ydre grænse og husede omkring 12.000 flygtninge, selvom den oprindeligt var bygget til knap 3.000 mennesker. Det har fået debatten om lejrens forhold til at blusse op igen, at den nu er væk, og at de mange flygtninge står i en endnu mere desperat situation, end de gjorde før.

Den eskalerede situation fik EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, til at fremrykke offentliggørelsen af kommissionens udspil til en ny asyl- og migrationspagt. Udspillet skal forsøge at overkomme den udfordring, som Juncker-kommissionen aldrig fik løst: at skabe en fælles, europæisk migrationspolitik. Før forslaget kan blive til virkelighed skal det til afstemning i Ministerrådet og EU-Parlamentet, som begynder forhandlingerne i denne måned.

I sin pressemeddelelse i forbindelse med offentliggørelsen af migrationspakken, udtrykte von der Leyen sin ambition om at finde en løsning, der involverer alle medlemslande: ”Denne pakke er udtryk for en retfærdig og fornuftig balance mellem ansvar og solidaritet mellem medlemslandene. Vi deler alle sammen fordelene, og vi deler alle sammen byrden.”

I de mange medlemslande, der er præget af protester og protestpartier mod det europæiske samarbejde, lyder en sådan udmelding formentlig ikke positiv hos stats- og regeringslederne – eller befolkningen. RÆSON har i den anledning talt med professor i europæisk asyl- og menneskerettighedslov ved Maastricht Universitet, Lilian Tsorudi, om, hvorvidt kommissionsformanden reelt har præsenteret et forslag til asylpolitik, der har større chance for at lykkes end tidligere.

RÆSON: Hvad er de vigtigste tiltag i kommissionens udspil til en ny asyl- og migrationspagt?
TSOURDI: At solidaritet er noget, som vedrører hver og et af medlemslandene. Alle medlemslande skal hjælpe til og bidrage. Ideen er også, at bidraget skal være mere fleksibelt. Det fleksible aspekt betyder dog ikke frivillighed. Det er vigtigt for at undgå, at nogle medlemslande løfter en stor byrde, mens andre ingenting gør. Fleksibiliteten i den nye pakke drejer sig om, hvordan de enkelte lande ønsker at bidrage, ikke hvorvidt de ønsker at bidrage.

 

Det er et af de største ubesvarede spørgsmål i kommissionens migrationspolitik: Hvordan løses flygtningekrisen samtidig med, at retsstatsprincipperne overholdes – især under håndteringen af immigranter?
_______

 

RÆSON: Hvor stort et manøvrerum har medlemslandene reelt til at beslutte, hvordan de vil bidrage til den fælles immigrationsindsats?
TSOURDI: Den positive udvikling og det revolutionerende aspekt for mig i pakken er, at von der Leyen tydeligt slår fast, at alle bør tage del i samarbejdet. Det er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt, hvordan forslagene vil udmønte sig gennem forhandlingerne, og hvordan de vil blive implementeret.

Jeg er ikke sikker på, hvor levedygtigt det reelt bliver at have forskellige typer bidrag. Det kan nemt ende med, at medlemslandene har deres primære fokus på ét aspekt af immigrationsindsatsen, og at ingen eller få ønsker at hjælpe med omfordelingen af immigranter. Og hvordan rangerer man overhovedet de forskellige indsatser? Dog er præmissen om, at alle i udgangspunktet hjælper til, god. Her ser von der Leyen netop også migration som et regionalt offentligt gode: Når ét medlemsland gør en indsats, er det til fordel for alle medlemslande.

RÆSON: Von der Leyen har understreget, at ingen medlemslande bliver tvunget til at tage del i omfordelingen af immigranter. Men nogle lande må jo nødvendigvis tage migranter og asylansøgere ind, hvis planen skal gennemføres. Kan hun holde, hvad hun lover?
TSOURDI: Vi vil fortsat løbe ind i de problemer, vi nu ser på græske øer ved de såkaldte ”hotspots”. Von der Leyens nye asylpakke hviler på en præmis om, at screening af folk, der dukker op ved grænsen, kan ske hurtigt. Og dermed at hjemsendelsen kan ske hurtigt. Men sådan fungerer det bare ikke i praksis. De mennesker har også rettigheder. Der skal leves op til en vis processuel standard, og det hele tager tid. Så hvis der fortsat ikke sker en omfordeling af de mennesker, der dukker op ved grænselandene, er situationen ikke til at styre for de lande, der er placeret ved de ydre grænser.

At problemerne i udgangspunktet er de samme som før skyldes, at vi ikke ser nogen radikal gentænkning af den økonomiske tilgang til asylpolitik. En stor del af finansieringen af grænsekontrol ved de ydre grænser, asylafgørelser og meget andet ligger forsat hos medlemslandene – og er stadig afgjort af, hvor de lande er placeret fysisk på et kort. Fordi vi ikke ser nogen radikale ændringer i finansieringsstrukturen, tror jeg heller ikke, det er sandsynligt, at von der Leyens mål om frivillighed vil løse de problemer, der er ved de geografiske hotspots i dag.

RÆSON: Det kan lyde som om, von der Leyen i grunden blot har en mere venlig retorik overfor medlemslandene i den nye pakke, og så ellers krydser fingre for, at de vågner op og indser, at de har et ansvar. Er det en retvisende udlægning?
TSOURDI: Det er ikke bare et semantisk forslag. Kommissionen prøver noget nyt. Tilgangen fra Juncker i 2016 var at gå efter et obligatorisk omfordelingssystem, og det virkede ikke. Det medførte, at der har været en politisk blokade fra 2016, da Junckers forslag kom på bordet, og så til i dag.

Problemet er dog, at det nye forslag ikke garanterer, at medlemslandene hverken gør en indsats eller lever op til menneskerettigheder i processen. Det er et af de største ubesvarede spørgsmål i kommissionens migrationspolitik: Hvordan løses flygtningekrisen samtidig med, at retsstatsprincipperne overholdes – især under håndteringen af immigranter? Flere medlemslande har tydeligt udtrykt, at de ikke kommer til at tage imod flygtninge, så med den nye fleksible model vil disse medlemslande højst sandsynligt gå efter at bidrage til hjemsendelsen. Det er dog de samme lande, som har en rigtig skidt historie, når det kommer til overholdelse af menneskerettigheder. Og den kobling har Kommissionen endnu ikke løst.

 

En stor del af midlerne til udvikling og migration bliver omfordelt til de ydre grænser, for at folk ikke kan komme ind i stedet for, at de går til at finde holdbare løsninger på integration. I øjeblikket er den førte politik blot en forsvarsmekanisme
_______

 

RÆSON: Tror du, det er muligt for von der Leyen at ende de mange års fejlslagne forsøg på at lave en fælles, europæisk asylpolitik?
TSOURDI: Det faktum, at de nye politiske forslag ikke kommer hånd i hånd med en ny finansieringsmodel, vil gøre det meget svært for hendes migrationspakke at blive realiseret. Vi ved nu, at ”mere Europa” ikke kan betyde mere lovgivning. Det skal betyde noget andet. Mere operationelt samarbejde er en del af det, men vi har også brug for en mere centraliseret finansiering, hvis vi skal realisere et europæisk asylsystem.

RÆSON: Når du siger ”centraliseret finansiering”, mener du så, at alle medlemslande bør yde et større bidrag til EU-budgettet?
TSOURDI: Du rammer hovedet på sømmet. Selvfølgelig. Man ændrer ikke bare finansieringen af migration, uden at det betyder fundamentale ændringer i EU’s budget. Det er dog ikke i kortene de næste syv år. Så lige nu taler jeg langsigtet. I dette politiske øjeblik er det et problem, at migrationspakken ikke er støttet af økonomiske strukturer. Denne ’ad hoc’-tilgang med: ”lad os prøve at hjemsende et par personer for et andet medlemsland” vil føre til konstante forhandlinger landene imellem.

RÆSON: I 2016 indgik den forrige kommission en aftale med Tyrkiet om at bremse immigrationen til Europa ved, at EU finansierer lejre på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland. Er det en holdbar lødning?
TSOURDI: Det er ikke en frugtbar løsning. Det er en politik, der handler om, at vi blot ønsker at holde flygtninge udenfor EU – uanset omkostningerne og teknikkerne. Men der var en stor modstand mod obligatorisk omfordeling af flygtninge mellem medlemslandene, og det blev derfor tydeligt for den tidligere kommission, at der ikke var en holdbar løsning at finde internt i EU. Aftalen med Tyrkiet var plan B.

Jeg siger ikke, at vi ikke bør samarbejde med tredjelande. Og jeg siger heller ikke, at der ikke bør være økonomiske investeringer for at forbedre forholdene i transitlande. Det er dog noget helt andet, når det primære mål ikke er at udvikle politik, men blot – uanset omkostningerne – at blokere for, at asylansøgere når ind i EU. Det skaber en anden dynamik i forhandlinger og i allokeringen af midler. En stor del af midlerne til udvikling og migration bliver omfordelt til de ydre grænser, for at folk ikke kan komme ind i stedet for, at de går til at finde holdbare løsninger på integration. I øjeblikket er den førte politik blot en forsvarsmekanisme.

Det har ligeledes ført til specielle dynamikker i EU’s forhold til Tyrkiet. For mens vi har indgået en afgørende aftale, kan vi heller ikke ignorere, at der har været en nedbrydning af retsstaten internt i landet. EU har ikke kunnet kritisere Tyrkiet for deres brud på lov og ret, fordi vi har været så grundlæggende afhængige af landet. Aftalen har altså svækket EU politisk. Det sås tydeligt i konflikten på grænsen mellem Grækenland og Tyrkiet i foråret. Her kunne Erdogan blot minde EU om, at hvis de ikke makkede ret, havde han 3 mio. flygtninge, som han kunne lukke ind over EU’s grænser. Jeg er overbevist om, at EU havde reageret anderledes overfor Tyrkiet, hvis vi ikke havde migrationsaftalen fra 2016.

 

Løsninger ved de ydre grænser er stadig en stor del af den nye migrationspakke: Screening ved grænsen og hurtige hjemsendelser. Denne tankegang er også nærværende i den fortsatte allokering af penge til migrationsstyring i stedet for udviklingsbistand
_______

 

RÆSON: Menneskerettigheder ses som en hjørnesten i det europæiske samarbejde. Så hvorfor var aftalen med Tyrkiet ikke længere nede på prioritetslisten?
TSOURDI: Der var medlemslande, der tog førertrøjen på i starten. Det var især Tyskland og Sverige. Tyskland tog næsten en million asylansøgere. Sverige tog 100.000, hvilket er meget for et mindre land. De regnede med, at andre medlemslande ville følge trop, men det skete ikke. I stedet var der mange medlemslande, der freeridede [undlod at bidrage til fællesskabet, red.], og det blev snart tydeligt, at det ikke var muligt for to eller tre medlemslande at bære hele læsset og huse alle asylansøgere. EU blev nødt til at få andre løsninger på bordet.

Et alternativ var at få flere medlemslande til at involvere sig i nødomfordelingen. Men det var tydeligt, at de fleste medlemslande modsatte sig ideen og generelt ideen om en gentænkning af Dublin Forordningen [EU-forordning der fastsætter hvem der er ansvarlig for at behandle en given asylanmodning. Oftest er det ansvarlige EU-land det, som asylansøgeren først kom ind i, red.]. Derfor vendte man opmærksomheden mod de ydre grænser som den pragmatiske løsning. Det blev opfattet som nemmere at fokusere på de ydre grænser, end at få orden hos os selv i form af mellemstatslig solidaritet.

Og løsninger ved de ydre grænser er stadig en stor del af den nye migrationspakke: Screening ved grænsen og hurtige hjemsendelser. Denne tankegang er også nærværende i den fortsatte allokering af penge til migrationsstyring i stedet for udviklingsbistand. Det fortsætter i den nye Kommission, selvom der også er forsøg på at skabe større intern solidaritet.

RÆSON: Hvad prioriteres højest: intern solidaritet eller de ydre grænser?
TSOURDI: Politikken omkring EU’s ydre grænser omhandler ikke kun asylpolitik. Den omhandler også eksterne relationer, hvordan vi bruger vores indflydelse på tredjelande til at fremme særlige migrationspolitikker og vores visapolitik – det er en politisk mosaik. Så man skal ikke blot kigge på Kommissionens foreslåede migrationspakke for at forstå udviklingen. Der er uden tvivl meget, der foregår parallelt, som bevæger sig mod en tydeligere og stærkere ydre grænse på mange områder.

I vores eksterne relationer i EU mobiliserer vi i højere og højere grad vores indflydelse til at påvirke tredjelande, så de forpligter sig på et beskyttelsesansvar og til at opholde flygtninge udenfor EU. Handel og endda adgangen til udviklingshjælp er i stigende grad forbundet til landenes villighed til tage del i migrationsstyring og opholdspolitikker.

 

Handel og endda adgangen til udviklingshjælp er i stigende grad forbundet til tredjelandenes villighed til tage del i migrationsstyring og opholdspolitikker
_______

 

RÆSON: Bliver aftalen med Tyrkiet gjort permanent?
TSOURDI: For Erdogan-regimet er aftalen et greb om EU i et meget større spil – det handler ikke kun om migration. Det handler i høj grad også om indenrigspolitikken: Erdogan kan bruge aftalen til at presse EU til at lade Tyrkiet være i fred. Det er svært at afgøre, hvad den politiske dynamik er i Tyrkiet de kommende år, om vi ser politisk forandring, og hvilken rolle migration kommer til at spille. Lige nu er aftalen meget belejlig for landet og skal forstås i en større sammenhæng. De opfatter det ikke bare som en aftale om migration eller de 1,2,3 mia. euro, de har modtaget. Deres største fordele er at finde på et helt andet niveau.

RÆSON: Bekymrer det dig at være vidne til forholdene i de EU-finansierede flygtningelejre – især med din ekspertise i menneskerettighedslovgivning taget i betragtning?
TSOURDI: Det bekymrer mig selvfølgelig. Og det foregår ikke kun i Tyrkiet, men også indenfor EU’s grænser. Et af de største og mest problematiske aspekter er, at vi har mistet blikket for menneskelig værdighed. Når vi taler om desperate flygtninge, der sover på veje og ikke har adgang til mad eller vand, virker det ikke til at chokere nogen længere. Vi kan ikke bare vaske vores hænder i EU.

Jeg er også meget bekymret for situationen i tredjelande: I Libyen har de forfærdelige tilbageholdelsesforhold med anklager om tortur. Derudover er situationen ved EU’s ydre grænser, at tilbageholdelse af mennesker legitimeres udelukkende på baggrund af deres asylstatus. Når vi rykker os væk fra minimale garantier og basale rettigheder for hvert enkelt menneske, er det ekstremt bekymrende. Og det er blevet normaliseret.

RÆSON: Når brud på menneskerettigheder, som har været rygraden i EU-samarbejdet gennem Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, normaliseres, er der så et fundament tilbage til at holde EU-samarbejdet sammen eller er det ved at smuldre?
TSOURDI: Jeg håber ikke, samarbejdet smuldrer. Jeg håber, der har været en momental erosion, som vi formår at komme igennem, så vi kan vende tilbage til vores grundværdier. Der har jo også været andre og bedre strømninger internt i medlemslandene, såsom lokalsamfund der har ønsket at modtage flygtninge.
Vi skal ikke have et endimensionalt syn på samfundet. Det består af flere forskellige kræfter. Så jeg er ikke pessimistisk, og jeg mener ikke, at samarbejdet smuldrer fuldstændig. Men det er dybt bekymrende, når vi normaliserer billeder af flygtninge, der er uden ly, mad og rettigheder. Når vi ser sådan noget, bør vi gøre modstand ved at kræve en respekt for og hjælp til at virkeliggøre menneskelig værdighed. ■

 

Det er dybt bekymrende, når vi normaliserer billeder af flygtninge, der er uden ly, mad og rettigheder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland