16.01.2020

Fagbevægelsen har haft vanskelige kår de seneste år – tænk blot på trepartsforliset i 2012. Men med Finansloven for 2020 blæser nye politiske vinde i fagbevægelsen. Dem, der har forudsagt fagbevægelsens snarlige henvisnen eller uddøen, har forregnet sig: Fagbevægelsen har et politisk comeback til gode.

Analyse af Henning Jørgensen

LIDT FRISKT FORMULERET KAN MAN SIGE, at stilladsbranchen er inde i en både rivende og nedrivende udvikling. Der er stadig godt gang i byggeriet, der skabes job, omsætning og nye arbejdsforhold. Men der væltes også stilladser. Og så sættes der gang i forargede indlæg i medierne. Fagbevægelsen anklages igen og igen for bøllemetoder: For at være nogle styrvoltere, der skulle straffes. Det gælder også, når der aktioneres i Kastrup Lufthavn eller f.eks. tidligere som i 2012 ved Vejlegården.

Lige så sikkert som amen i kirken kommer kritikken mod de faglige organisationer, når medierne rapporterer om aktioner og enkeltbegivenheder på arbejdsmarkedet, der forstyrrer den borgerlige orden – uden at der er gjort et tilstrækkeligt hjemmearbejde med at finde ud af, hvad der ligger bag. Det så vi fx ved det væltede stillads i Tikøbgade i København i starten af december 2019, hvor et litauisk byggefirma fik revet et stillads omkuld efter overfald på en elektriker og en stilladsarbejder af et ”tæskehold” på 10-12 mand. Liberal Alliances Ole Birk Olesen beskyldte for rullende kameraer i DR2-programmet Debatten 5.12. 2019 eksplicit stilladsklubben i 3F for at stå bag ulovlighederne og sagde, at de faglige folk skulle i fængsel.

De faglige ledere blev altså straks anklaget, og de blev nødt til at stå frem og fortælle, at det reelle problem var social dumping i byggebranchen (John Ekebjærg-Jakobsen, formand for 3F København i Politiken 7.12.2018). Det var alt andet end en traditionel faglig aktion, der var i gang. Men adressen og kritikken var fejlanbragt. Det litauiske byggefirma DS Byggeri, der er medlem i Dansk Byggeri, betaler ifølge 3F nemlig kun 73 kr. i timen til ansatte – når de ofte med forsinkelse får underbetalingen udbetalt – og udsætter disse for stærkt arbejdspres, overarbejde og farlige arbejdsforhold.

 

Reaktionerne på den nedrivende begivenhed i Tikøbgade i København har dokumentationsværdi i forhold til, at der ikke er megen forståelse for, hvad fagligt-politisk arbejde går ud på i dag
_______

 

FLERE FAGFORBUND MED 3F I SPIDSEN må kæmpe voldsomt mod de forsøg på at underminere gældende overenskomstvilkår og lovgivning, som social dumping er udtryk for, men det er ikke voldelige metoder, der tages i brug. Det sker i stedet med velkendte og politisk anerkendte metoder. Politikerne har siden 1910 gjort faglige aktioner lovlige og regulerede, da det fagretslige system blev skabt. Kort sagt: Kampmidlerne har en anerkendt stilling og funktion.

Reaktionerne på den nedrivende begivenhed i Tikøbgade i København har dokumentationsværdi i forhold til, at der ikke er megen forståelse for, hvad fagligt-politisk arbejde går ud på i dag, og at der laves arrangementer i bl.a. byggebranchen, som fra flere synsvinkler er farlige og uacceptable. Den faglige opgave er at få sikret lønmodtagerne ordentlige vilkår, så overenskomster og lovgivning overholdes.

Lønmodtagerne har behov for både adgang til tryghed (adækvat løn, fast ansættelse og arbejdstid samt fysisk og social sikkerhed), muligheder (kvalificeringer og karrieremuligheder), retfærdig behandling (gennem institutionaliserede rettigheder og muligheder for at blive hørt) samt et liv uden for lønarbejdet (adskillelse og balance mellem arbejde og fritid). Social dumping truer disse behov – ja, kan åbne deciderede gab for lønmodtagere, der indrulleres i sådanne arrangementer.

 

Social dumping er altså et angreb på faglige og politiske reguleringer, der har mere end 100 år på bagen
_______

 

MEN SOCIAL DUMPING ER LIGELEDES ET STORT PROBLEM for andre og velordnede virksomheder. Det er en fare, da det netop er ubillig konkurrence på løn- og arbejdsvilkår, der så indledes. Social dumping er processer og mekanismer, der sætter normal liberal konkurrence ud af kraft, og som kan true nogle arbejdsgivere på brødet. Derfor har arbejdsgiversiden da også historisk været aktive modstandere af social dumping, og de har været de første til at kræve politisk regulering i mange lande, hvilket de også har fået. Social dumping er altså et angreb på faglige og politiske reguleringer, der har mere end 100 år på bagen.

For vandrende lønmodtagere er det i Danmark ikke ulovligt at give lav løn uden for de overenskomstdækkede områder, da der ikke eksisterer nogen erga omnes-klausuler – automatiske udvidelsesbestemmelser – som i mange andre europæiske lande. Derfor er høj faglig organisationsgrad og bred overenskomstdækning afgørende for den danske arbejdsmarkedsregulering.

Først EU-udvidelsen fra 2004 fik sat rigtigt gang i arbejdskraftens bevægelser over landegrænser, og det er da også først gennem de sidste 15 år, at problematikken med social dumping har været et udbredt fænomen i Danmark. Både på den faglige og den politiske front har det ført til reguleringsforsøg. Siden 2010, hvor der kom ”48-timers møde” ind i overenskomsterne, må man sige, at det har været politiske bevillinger og beslutninger, der i perioden 2011-2015 har udgjort de væsentligste nye tiltag mod social dumping. De faglige fremstød har været få og små i overenskomsterne frem til i dag. Der er ikke kommet det kædeansvar, som er ønsket fra faglig side.

 

”Reform-amok”-politikken i 2010’erne kan betragtes som alt andet end lønmodtagervenlig og har svækket de faglige organisationers ressourcer og indflydelse
_______

 

PROBLEMET ER IKKE KUN, AT FAGFORENINGERNE er kommet i defensiven i det nye århundrede på grund af faldende medlemstal og konkurrence fra både ”sofaen” og ”de gule” foreninger. Det er den faldende tiltro i det politiske system og medieoffentligheden til fagbevægelsens styrke og betydning, der aktuelt er et af dens største problemer. Fagbevægelsen er i neoliberaliseringen af samfundet blevet svækket, så der i stedet for fast korporativ indflydelse i politikdannelse og i politikimplementering er sket en udstempling af parterne. ”Reform-amok”-politikken i 2010’erne kan betragtes som alt andet end lønmodtagervenlig og har svækket de faglige organisationers ressourcer og indflydelse. Tiltroen til de faglige resultater er kort sagt faldet i takt med, at den samfundsmæssige stilling, som fagbevægelsen har indtaget, har ændret sig – både kulturelt og politisk.

I dag er det lobbyisme i konkurrence med andre, der karakteriserer fagbevægelsens politiske forsøg på at få indflydelse i stedet for fast repræsentation i råd, nævn og kommissioner. Siden 2001 har fagbevægelsen således kun haft sæde i én politisk kommission (dagpengekommissionen 2015) – og det med beskedne resultater i forhold til den forringelse af dagpengesystemet, der er gennemført i 2010, og lavere dækningsgrad, som vil fortsætte frem til 2024, som følge af finanslovsbeslutning i 2012.

 

Et velfungerende arbejdsmarked og balancerede og accepterede velfærdsreformer forudsætter medvirken fra en stærk fagbevægelse, som både har organisatoriske, politiske og kommunikative ressourcer
_______

 

FAGBEVÆGELSEN HAR STADIG ET STØRRE POLITISK COMEBACK til gode. Trepartsforliset i 2012 var symptomatisk for en svag fagbevægelse og en socialdemokratisk ledet regering, der helst ville styre uden om fagbevægelsens og parternes hjælp. Margrethe Vestager og Bjarne Corydon fratog fagbevægelsen en unik mulighed for at arbejde sammen om en anden reformvej. De så fagbevægelsens magt som så svækket, at forhandlede løsninger og sociale kompromisser ikke føltes påkrævede. Forliset var meget skadeligt for fagbevægelsens politiske og sociale anseelse, og det var et unikt politisk vindue for sociale reformer, der blev smækket i.

Dertil kommer, at neoliberaliseringen af samfundet har været mere gennemgribende, end mange antager. Den er også vendt mod kollektive rettigheder og sammenslutninger som de faglige organisationer, der er set som ”restriktioner” for et frit marked. Markederne er blevet dereguleret, og fagbevægelsen er blevet sat uden for indflydelse. Den har som konsekvens heraf måttet byde sig til som lobbyist, forhandlingspartner og som mobiliseringsagent i mindre venligsindede omgivelser. Fagbevægelsen er ikke længere en drivende kraft for en velfærdsstatslig ekspansion og en tryghedssikring, som det var tilfældet i forrige århundrede – heller ikke i Danmark. Men med finansloven for 2020 blæser der de første nye vinde ind over politikudviklingen. Ellers har besparelses- og dereguleringspolitikker, New Public Management med åben mistillid til offentligt ansatte og en arbejdsgiveroffensiv i det private været med til at tilbagerulle magt og indflydelse fra fagbevægelsesside. De sidste 10 år er det blevet til historisk lave lønstigninger og få forbedringer for lønmodtagersiden.

 

Et velfungerende arbejdsmarked og balancerede og accepterede velfærdsreformer forudsætter medvirken fra en stærk fagbevægelse, som både har organisatoriske, politiske og kommunikative ressourcer
_______

 

FAGBEVÆGELSEN HAR BRUG FOR EN NY FORTÆLLING om fag, fagbevægelse og faglige aktioner – og den har lige så meget brug for et politisk comeback. En ny offensiv forudsætter nok også, at den interne solidaritet i fagbevægelsen styrkes først. Og det er svært. FH som sammenslutning er ikke i sig selv en løsning på de mange interne slagsmål om dagsordener, prioriteringer og samlet strategi. Selv om alle faglige folk ved, at lønmodtagerne har alt at vinde ved at stå sammen og dele risici og muligheder – der er en grundfortælling for fagforeninger – så er det i fagforbundene, at den egentlige magt ligger i den danske fagbevægelse. Og fagforbundene kæmper gerne for deres egne medlemmers interesser: De sidder på strejkekasserne og andre kampmidler, og det er dem, der kører overenskomstfornyelser igennem, overvåger disse og skoler tillidsfolkene. Det gør hovedorganisationerne ikke. De har dog fælles politiske interesser at tage vare på, men det er blevet vanskeligere gennem de sidste 20 år.

Det er stadig uddannelsesdelinger, som er mest bestemmende for faglig og politisk handling. Der gås mere sjældent på tværs som i industriforbund, når politikker skal lægges fast, og der sættes velsagtens ikke nok fælles projekter i søen. Det svækker forståelsen for og indsatsen mod f.eks. uligeløn og social dumping. Og det hæmmer en samlet fagbevægelse i at kunne nå sine politiske mål.

Dem, der har forudsagt fagbevægelsens snarlige henvisnen eller bortdøen, har dog forregnet sig. Nye politiske vinde vil komme til at blæse over landene. Et velfungerende arbejdsmarked og balancerede og accepterede velfærdsreformer forudsætter medvirken fra en stærk fagbevægelse, som både har organisatoriske, politiske og kommunikative ressourcer. Og som ved, hvordan man bruger dem intelligent. Det siger selv OECD og andre internationale organisationer nu.

Stilladsnedrivningen i København har heller ikke i denne omgang givet en bredere erkendelse af, at gensidig hjælp er midlet mod individuel udsathed og spillen den ene ud mod den anden, selv om faglige folk har forsøgt at forklare sammenhængene bag. Social dumping vil dog være et særligt punkt i OK-20-forhandlingerne – i den faglige arena, hvor fagbevægelsen stadig har indflydelse.

Hvis fagbevægelsen får hentet gode resultater hjem ved OK-20, der synligt viser faglig styrke, og såfremt fagbevægelsen sammen med regeringen kan finde en acceptabel og ikke for dyr tilbagetrækningsmodel for nedslidte, finde gehør for en genopretning af dagpengedækningen og andre reformtiltag med fordelingspolitisk sigte, er et politisk comeback slet ikke umuligt. Nye politiske vinde kan være med til at blæse politisk afmagtsfølelse væk. ■

 

Dem, der har forudsagt fagbevægelsens snarlige henvisnen eller bortdøen, har dog forregnet sig
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne