02.06.2020

”Nogle folk, især amerikanske nationalister, håber, at dæmoniseringen af Kina vil medvirke til, at amerikanerne overvinder en række indenrigspolitiske uenigheder, især polariseringen over race og køn. Efter min mening er det latterligt at tro, at dæmoniseringen eksternt kan afhjælpe polariseringen internt. Jeg tror virkelig kun, at negative konsekvenser vil følge af en ny kold krig med Kina.”

Interview af Kirstine Eklund

RÆSON: Før vi går i gang med diskussionen om en mulig kold krig mellem Kina og USA, vil jeg gerne tale med dig om den nylige udvikling i det turbulente forhold mellem Washington og Beijing: Præsident Trump og vicepræsident Pompeo har erklæret, at de har væsentlige beviser på, at coronavirussen opstod i Wuhans Institut for Virologi. Hvorfor fokuserer Donald Trump på at beskylde Kina for pandemien, mens USA har det højeste corona-dødstal i verden?
BESSNER: Det er en tendens i international politik at skyde skylden på andre for at fjerne opmærksomheden fra sine egne fejltagelser. Det er en strategi, som mange lande, inklusive USA, har benyttet sig af gennem historien. Den primære årsag til, at Trump og Pompeo refererer til COVID-19 som ”den kinesiske virus” er, at det fjerner opmærksomheden fra deres egen fiasko; både med hensyn til at forberede sig på pandemien og at håndtere den, da den kom til USA. Derudover er der en lang historisk tradition for anti-asiatisk racisme i USA. Trump og Pompeo trækker – måske ubevidst – på den nedsættende tradition for, at hvide amerikanere portrætterer asiatiske amerikanere og immigranter som både metaforiske og bogstavelige smittebærere.

Denne anti-asiatiske tradition går tilbage til 1800-tallet; en æra, hvori en stor del af det vestlige USA blev opbygget af kinesiske immigranter. Den anti-asiatiske stemning i befolkningen resulterede i 1882-loven, ”Chinese Exclusion Act”, som effektivt forbød kinesisk immigration til USA. Derefter fulgte “The Gentlemen’s Agreement Act” med Japan i 1907, som også begrænsede japansk immigration til USA. Derudover var det faktisk først i starten af 1950’erne, at det blev muligt for immigranter med asiatiske rødder at blive amerikanske statsborgere. 

Dermed kan man forklare Trump og Pompeos udtalelser ved at appellere til både det kortsigtede ønske om at fjerne opmærksomheden fra deres egne fejltagelser og den lange tradition for racisme, som de trækker på.

RÆSON: Der er jo teorier om, at virussen er undsluppet laboratoriet i Wuhan ved et uheld. Tilbage i 2018 advarede ansatte fra det amerikanske udenrigsministerium om lave sikkerhedsstandarder, efter de havde besøgt det selvsamme laboratorium. Kan Trumps anklager set fra det perspektiv retfærdiggøres? Kunne der være nogen sandhed i anklagerne mod Kina?
BESSNER: Jeg er, for at være ærlig, ingen ekspert i Kinas interne sygdom- og viruskontrol og kan derfor ikke rigtig udtale mig om det. Men jeg tænker, at det ville være meget underligt af den kinesiske regering – eller nærmere Kinas Kommunistiske Parti (KKP), som allerede udsættes for spørgsmål om dets legitimitet internt i Kina – at tillade en dødelig virus at sprede sig i hele landet, for ikke at tale om i udlandet. De økonomiske konsekvenser er overvældende, og udbredelsen af COVID-19 har utvivlsomt også skadet Kinas geopolitiske position i en tid, hvor landet netop forsøger at øge sin magt og indflydelse gennem initiativer som dets ”Belt and Road Initiative”. På den anden side er alting muligt i international politik.

 

For at forstå det fremtidige forhold mellem USA og Kina, må man anerkende det faktum, at USA siden Anden Verdenskrig har organiseret sin udenrigspolitik omkring at bekæmpe ”eksistentielle” fjender
_______

 

RÆSON: Beijing har forsøgt at udbrede lignende konspirationsteorier om, at det amerikanske militær bragte coronavirussen til Kina som et biologisk våben. Hvorfor udbreder regeringerne af verdens to mest magtfulde lande så alvorlige anklager imod hinanden på et tidspunkt, hvor globalt samarbejde er afgørende for at stoppe virussen?
BESSNER: Der er to årsager. Først og fremmest mener jeg, at både den amerikanske og den kinesiske regering er på vej ind i legitimitetskriser. KKP er kommet under stigende kritik i Kina pga. en fremherskende materiel ulighed, og det er også blevet kritiseret af udlandet for dets autoritære adfærd i Hong Kong samt brutale og undertrykkende behandling af uighurerne i Xinjiang-provinsen. En måde, hvorpå KKP forsøger at genetablere sin legitimitet, er ved at angribe fjenden USA.

Det samme kan siges om USA. Donald Trump er en leder, som tabte præsidentvalget i henhold til antal stemmer fra vælgerne, men vandt alligevel præsidentposten i 2016 som følge af det amerikanske valgmandssystem. Lige nu står han overfor et nyt præsidentvalg i november, og historien foreskriver, at præsidenter ikke er tilbøjelige til at blive genvalgt, hvis der er økonomisk krise. Derfor forsøger Trump at fjerne befolkningens opmærksomhed fra sin egen – meget iøjnefaldende – fejlhåndtering af coronakrisen ved at beskylde Kina for at være skyld i virussen.

Den anden årsag er, at der er et historisk fjendskab mellem USA og Kina. Siden 1945 har USA gentagne gange blandet sig i indenrigspolitikken i andre lande. Under Den Kolde Krig hjalp USA med at fjerne regeringerne i bl.a. Iran, Guatemala og Chile, og siden 2001 er det samme sket i Afghanistan, Irak og Libyen. Derfor er der bestemt et publikum, både i Kina og verden over, som er villige til at lytte til et budskab, som beskylder USA for at forme verden efter egne præferencer og interesser.

Derudover er forholdet mellem USA og Kina blevet forværret i det seneste årti. Efter Den Kolde Krig mente mange amerikanere, at Kinas nyanlagte kapitalisme og deltagelse i verdenshandelen betød, at landet snart ville blive demokratisk. Det skete aldrig rigtigt. I stedet omfavnede KKP en slags autoritær kapitalisme, som viste sig at være ganske succesfuld i at løfte millioner af almindelige kinesere ud af fattigdom. Desuden begyndte Kina at fremhæve sig selv verden over med projekter som ”The Asian Infrastructure Investment Bank” og det førnævnte ”Belt and Road initiative”. På den måde har Kina udviklet sig til en potentiel geopolitisk konkurrent, som amerikanere på tværs af det politiske spektrum ønsker at overvinde.

RÆSON: Handelskrigen mellem USA og Kina blev kortvarigt lagt på is, da de opnåede en aftale i januar, men nu er den fjendtlige retorik mellem dem eskaleret på ny. Hvordan vil konkurrencen om økonomi, teknologi og blød magt udvikle sig efter coronakrisen?
BESSNER: For at forstå det fremtidige forhold mellem USA og Kina, må man anerkende det faktum, at USA siden Anden Verdenskrig har organiseret sin udenrigspolitik omkring at bekæmpe ”eksistentielle” fjender. Den første eksistentielle fjende identificeret af USA var nazisterne, som i sandhed var ude efter globalt – eller i hvert fald europæisk – overherredømme. Så snart USA havde overvundet Nazityskland, rettede landet sin opmærksomhed mod Sovjetunionen, som de i lighed med nazisterne anså for at repræsentere et totalitært regime. Herefter fulgte en fire årtiers lang kold krig. Da Sovjetunionen tabte Den Kolde Krig, var den amerikanske udenrigspolitik i vildrede. I 1990’erne konkluderede amerikanerne ganske enkelt, at de ville agere verdens politimand og stoppe massedrab, hvor end de fandt sted – især i den sydlige del af verden.

USA’s udenrigspolitiske elite og medlemmer af det militær-industrielle kompleks, som er nogle af de mest indflydelsesrige grupper på den amerikanske udenrigspolitik, fik en gave efter 9/11-angrebene i 2001: De kunne nu identificere radikal islam som den nye fjende og appellere til denne for at retfærdiggøre de massive militærudgifter. Simpelt sagt: USA startede en global krig imod terror, fordi det tilvejebragte en kraftfuld logik, som blev brugt til at retfærdiggøre at bruge unævnelige pengesummer på at udkæmpe krige verden over.

I 2020 står det dog klart for de fleste amerikanere, at de ikke har meget at frygte fra terrorangreb i deres hverdag. Den amerikanske sikkerhedselite søger derfor efter en anden fjende, og Kina – som i den grad har øget sin militære, teknologiske, økonomiske, videnskabelige og bløde magt og virkelig forsøger at positionere sig selv i Østasien og over hele verden – er den perfekte fjende. Det er derfor, vi så den berømte Obama-æras “pivot to Asia” [Obama genbalancerede det amerikanske udenrigspolitiske fokus, så man vendte sig mod Asien, red.]. Det er også den vigtige årsag til, at så mange medlemmer af den udenrigspolitiske elite virker sultne efter en ny ”kold krig” med Kina.

 

Det, der gør dette øjeblik meget anderledes fra Den Kolde Krig, er, at Kina og USA er økonomisk forbundne: Hvis et af disse landes økonomier kollapser, er der alvorlig risiko for, at den anden økonomi vil komme i alvorlige problemer
_______

 

Efter min mening vil Kina dog ikke være i stand til virkelig at udfordre USA’s internationale position. USA bruger en enorm pengesum på sit militær (mere end de efterfølgende syv lande tilsammen), der er over 800 amerikanske militærbaser verden over, og desuden forbliver dollaren den globale valutareserve. Så Kina kan ikke for alvor udfordre USA internationalt, men de kan og vil udfordre USA’s position i Østasien.

Derfor bliver den næste generation af amerikanske beslutningstagere nødt til at besvare de følgende spørgsmål: Hvad vil USA gøre, hvis Kina bliver mere aggressivt overfor Sydkorea, Japan eller Taiwan? Vil USA fx udkæmpe en krig over Taiwan? Hvad er USA’s virkelige interesser i Østasien? I dette øjeblik er vi ganske enkelt vidner til, at Kina og USA forbereder sig på en meget seriøs konkurrence. Det, der gør dette øjeblik meget anderledes fra Den Kolde Krig, er, at Kina og USA er økonomisk forbundne: Hvis et af disse landes økonomier kollapser, er der alvorlig risiko for, at den anden økonomi vil komme i alvorlige problemer. Det var ikke tilfældet under Den Kolde Krig; i den periode var USA og Sovjetunionen ikke økonomisk afhængige af hinanden. Grundet den materielle realitet kan jeg ikke se, hvordan USA og Kina skulle udkæmpe en ægte global kold krig.

Hvis jeg skulle gætte, ville jeg sige, at vi i USA vil bevidne en styrket antikinesisk retorik indtil præsidentvalget i november, og at vi derefter vil se et fald i den tendens. Jeg tror, at både Joe Biden og Donald Trump vil udnytte anti-Kina-retorik til at opbygge støtte og politisk tilslutning for derefter at dæmpe retorikken igen efter valget – selvom Trump sikkert vil bruge den igen, hvis han vil fjerne opmærksomheden fra sine utallige fejltagelser.

RÆSON: Vil du virkelig sige, at den amerikanske regering således risikerer at starte en ”ny kold krig” med Kina?
BESSNER: Jeg tror ikke, at vi fuldt ud vil se en ny kold krig med Kina. Jeg tror dog, at den amerikanske sikkerhedselite – og sikkert også den kinesiske – vil bruge sabelraslende retorik til at øge finansieringen til dem selv. Men i form af international politik vil vi ikke se en massiv ny kold krig. Mere sandsynligt er det, at Kina og USA vil udkæmpe stedfortræderkrige eller seriøst udfordre hinanden i internationale institutioner eller over handelsemner. Fra mit perspektiv er sikkerhedspolitikken i Østasien den primære kilde til den fremherskende spænding mellem de to stormagter.

Uanset hvad amerikanske beslutningstagere måske vil sige, tror jeg ikke, at USA vil gå i krig over Taiwan, selvom det måske ville ske over Sydkorea eller Japan. De fleste amerikanere vil selvfølgelig gerne undgå krig, hvorfor det er op til den næste generation af beslutningstagere at initiere en sikkerhedsovergang i Østasien, hvori USA’s allierede og samarbejdspartnere opbygger deres egne militære kapabiliteter for at sikre, at Kina ikke kan true deres suverænitet. Men generelt forestiller jeg mig, at landene i Østasien er nødt til at begynde at vænne sig til en virkelighed med kinesisk hegemoni i regionen.

Det, jeg frygter mest, er, at USA ikke adresserer den her problemstilling, og at Kina efterhånden gør noget ekstremt, fx at angribe Taiwan. Hvis det sker, og USA intet gør – hvilket jeg finder sandsynligt – vil hele det regionale system kollapse, og meget få ville drage fordel af det. Så det er et stort problem, som vi er nødt til at forholde os til.

Tragedien er selvfølgelig også, at USA og Kina vil blive nødt til at samarbejde for at adressere internationale problemer som klimaforandringer, ulighed og ikke mindstpandemier.

RÆSON: Lad os snakke mere om konsekvenserne af det her, for det virker nok irrationelt for de fleste, at nogen vil starte en konflikt eller endda en krig på det her tidspunkt. Hvem vil drage fordel af en kold krig med kineserne? Og hvad vil konsekvenserne være for alle andre?
BESSNER: De folk i USA, som vil drage fordel af en ny kold krig med Kina, er dem, som arbejder i våbenindustrien, tænketankene og politikinstitutterne, som er materielt afhængige af et USA med en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Selvfølgelig tror mange af de her mennesker også virkelig på, at verdensfred og velstand afhænger af amerikansk dominans i det internationale politiske og økonomiske system. Personligt tror jeg, at de tager fejl. Fra mit perspektiv demonstrerer historien, at USA har forårsaget en enorm mængde ødelæggelse verden over, og at det er farligt for et hvilket som helst land at være så overvældende magtfuldt. I min utopi finder verdens lande sammen om at skabe et i sandhed demokratisk system, hvor alles meninger og holdninger tages alvorligt. De fleste amerikanere mener derimod, at det er latterligt og insisterer på, at USA er nødt til at regere verden.

 

De folk i USA, som vil drage fordel af en ny kold krig med Kina, er dem, som arbejder i våbenindustrien, tænketankene og politikinstitutterne, som er materielt afhængige af et USA med en aktivistisk udenrigs- og sikkerhedspolitik
_______

 

En anden konsekvens af en kold krig med Kina, som nogen nok vil drage fordel af, er, at USA i sig selv altid forenes, når der er en ekstern fjende at dæmonisere. Det så vi bl.a. efter 9/11 og gennem størstedelen af Den Kolde Krig; især de første par årtier. Nogle folk, især amerikanske nationalister, håber, at dæmoniseringen af Kina vil medvirke til, at amerikanerne overvinder en række indenrigspolitiske uenigheder, især polariseringen over race og køn. Efter min mening er det latterligt at tro, at dæmoniseringen eksternt kan afhjælpe polariseringen internt. Jeg tror virkelig kun, at negative konsekvenser vil følge en ny kold krig med Kina. I den oprindelige Kolde Krig fjernede amerikanske beslutningstagere utænkelige pengesummer fra eksempelvis sundhedssektoren, arbejdsløshedsunderstøttelsesordninger, infrastrukturelle udviklingsprojekter og uddannelsesprogrammer. Jeg frygter, at man vil se noget lignende i en ny kold krig med Kina. Desuden: Hvis USA og Kina virkelig startede en ny kold krig, ville de være tilbøjelige til at udkæmpe stedfortræderkrige overalt på kloden, hvilket ville skade lokalbefolkninger alvorligt, som det også ofte skete under Den Kolde Krig.

Jeg tror også, at en ny kold krig ville forhindre den slags samarbejde, der er altafgørende for at håndtere de transnationale udfordringer, som er langt mere alvorlige end nogen fjendtlig stat, USA står overfor i dag. Som jeg ser det, er det meget mere sandsynligt, at en amerikaner dør af COVID-19, end at nogen dør på en slagmark i krig mod Kina eller Rusland. Vi er nødt til rent faktisk at anerkende, at vores største problemer i det 21. århundrede ikke er stormagtskrige, men derimod de store transnationale udfordringer.

RÆSON: Lad os kort vende tilbage til det, du nævnte om en dybest set idealistisk verden: Problemet med at regere verden demokratisk gennem internationale institutioner som FN og dets underorganisationer er netop, at der altid vil udspille sig en magtkamp mellem de magtfulde nationer. Det ser vi fx nu ift. WHO, som er fanget midt i konflikten mellem USA og Kina. Det har nu resulteret i, at Trump truer med at fjerne USA’s finansiering af organisationen permanent, fordi Trump mener, at den er for Kinavenlig. Hvordan opfatter du Trumps kritik af WHO, og kan den retfærdiggøres?
BESSNER: Lige nu er der ingen virkelighed bag idéen om, at der i sandhed findes upartiske, demokratiske internationale institutioner. De har været domineret af stormagterne så længe – og især af USA – at de ikke har megen legitimitet udenfor Vesten. Den verden, jeg taler om, er en, som vi skal opbygge i fremtiden. Generelt mener jeg, at vi burde arbejde mod at styrke de internationale institutioner ved at demokratisere dem – ikke ved at delegitimere dem, som Trump gør. Hans kritik af internationale institutioner som WHO er en del af hans nationalistiske projekt, som han har promoveret, siden han begyndte sin præsidentkampagne i 2015.

 

Jeg tror også, at en ny kold krig ville forhindre den slags samarbejde, der er altafgørende for at håndtere de transnationale udfordringer, som er langt mere alvorlige end nogen fjendtlig stat, USA står overfor i dag
_______

 

RÆSON: Du forudså tidligere, at den forværrede relation mellem Kina og USA vil blive central i 2020-præsidentvalget. Hvordan tror du, at Joe Biden og Donald Trump vil håndtere emnet, og hvordan vil det påvirke hver af kandidaternes chancer for at vinde?
BESSNER: Jeg tror ikke, at USA og Kinas forhold vil blive et stort emne i den kommende præsidentvalgkamp. Udenrigspolitik er sjældent et centralt emne i amerikanske præsidentvalg, medmindre man har mange amerikanske soldater i krig i et fremmed land, fx under Anden Verdenskrig eller Vietnamkrigen. Derfor synes jeg også, at det er skamfuldt, at Joe Biden-kampagnen har udgivet en valgreklame, som degraderer Kina og kineserne. Det Demokratiske Parti, som allerede er utroligt beskadiget, skal arbejde ekstra hårdt for at blive et parti, der af princip siger fra overfor xenofobi og racisme. Den antikinesiske Biden-reklame gjorde præcis det modsatte – og til, tror jeg, lille politisk vinding. Amerikanerne vil med al sandsynlighed stemme efter, hvordan økonomien har det, og det er det, Biden-kampagnen burde fremhæve. Demokraterne vil aldrig blive i stand til at overgå Trump i racisme, og det er ynkeligt og skræmmende, at de overhovedet prøver.

RÆSON: Og hvordan vil coronavirussen generelt påvirke præsidentvalget i november, som bliver – hvis jeg må påstå det – afgørende for det internationale system?
BESSNER: Virussens primære effekt på valget vil centrere sig omkring dens påvirkning på den amerikanske økonomi. Lige nu er der over 30 millioner registrerede arbejdsløse amerikanere som følge af COVID-19, og det er mere end sandsynligt, at mange af de små forretninger aldrig genåbner. Ifølge historien vil det blive utrolig svært for Trump at vinde det her genvalg, hvis økonomien ligger i ruiner. Jeg er dog uenig med spørgsmålet: Jeg tror ikke, at dette valg bliver helt så banebrydende, som det sikkert kunne have været, da Joe Biden ikke er en banebrydende kandidat. Demokratiske primærvælgere havde en banebrydende kandidat i Bernie Sanders, som var meget mere tilbøjelig til at skabe den revolutionære forandring, som er nødvendig for virkelig at adressere klimaforandringer og ulighed, men vælgerne valgte ikke at støtte ham.

Så mens jeg bestemt tror, at Biden bliver en bedre præsident end Trump, tror jeg ikke, at han virkelig vil afvige fra status quo – en status quo, som har ødelagt, og stadig ødelægger, livene for millioner af amerikanere og mennesker verden over. Efter min mening reflekterer Bidens fremgang den ældrestyrede karakter i amerikansk politik: USA er dybest set styret af en generation af mennesker, som er ude af kontakt med problemerne i det 21. århundrede. Selvom Sanders også var en ældre kandidat, forstod han de udfordringer, som almindelige, såvel unge som ældre, amerikanere står overfor i dag på en måde, som Biden ikke gør. Det er en sand tragedie, at Sanders ikke vandt primærvalget.

RÆSON: Har du noget at tilføje her til sidst?
BESSNER: Vi er i en overgangsperiode, og jeg tror, at det gamle citat fra den italienske kommunist, Antonio Gramsci (1891-1937), om, at: ”Den gamle verden er ved at dø, og den nye kæmper for at blive født” på passende vis reflekterer den verden, vi lever i. I dag ved vi, at de gamle idéer, normer og institutioner ikke længere fungerer, men vi ved ikke, hvad der vil komme efter. Vi lever i en meget skræmmende periode af verdenshistorien, og den nye coronavirus har kun gjort den endnu mere skrækindjagende. ■

 

Vi er i en overgangsperiode, og jeg tror, at det gamle citat fra den italienske kommunist, Antonio Gramsci (1891-1937), om, at: ”Den gamle verden er ved at dø, og den nye kæmper for at blive født” på passende vis reflekterer den verden, vi lever i
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt