12.02.2020

Skandalen i Thüringen er blot dråben, der fik bægeret til at flyde over for undermineringen af Annegret Kramp-Karrenbauers autoritet, og CDU skal nu igen finde en ny formand. Vil det lykkes at finde en, der kan skærpe den politiske profil og samle tyskerne om partiet?

Analyse af Philipp A. Ostrowicz

Bølgerne gik højt, da ministerpræsidenten i den lille østtyske delstat Thüringen blev valgt onsdag i sidste uge. Regeringskoalitionen mellem Die Linke, Socialdemokratiet og De Grønne med ministerpræsident Bodo Ramelow (Die Linke) i spidsen havde tabt flertallet ved delstatsvalget for tre måneder siden, og hverken det liberale FDP eller det kristendemokratlige CDU var villig til at støtte en udvidet regeringskoalition eller pege på Ramelow som ny ministerpræsident. Derfor valgte de tre venstreorienterede partier at aftale en regeringskontrakt og på baggrund af den danne en usædvanlig mindretalsregering med et håb om støtte fra enkelte delstatsparlamentsmedlemmer fra CDU eller FDP.

Men planen mislykkedes: Det endte med, at FDP’s kandidat, Thomas Kemmerich, blev valgt til ministerpræsident med AfD’s støtte. Det udløste kaos, fordi støtten fra AfD udgør, hvad der i store dele af det tyske samfund og de tyske medier bliver betragtet som et brud på et politisk tabu. Alle partier havde op til regeringsdannelsen udtalt, at det højrepopulistiske AfD ikke var et parti, man kunne danne en regering sammen med. Men tabubruddet var sket: En tysk ministerpræsident var blevet valgt med AfD’s stemmer.

Dagene efter valget kom det frem, at partierne på forhånd havde drøftet det mulige scenarie, at der kunne indtræde en situation, hvor AfD, FDP og CDU ville stemme sammen for den samme kandidat. Også CDU’s particentral i Berlin havde været involveret i sådanne drøftelser med partiets formand i Thüringen, Mike Mohring. Partiledelsen i Berlin havde klart givet udtryk for, at CDU i Thüringen under ingen omstændigheder måtte hverken samarbejde med AfD eller stemme sammen med partiet for en kandidat. Mohring gav efter valget af Kemmerich udtryk for, at han havde fulgt denne linje og havde advaret CDU’s parlamentsmedlemmer imod at stemme sammen med AfD.

Så hvorfor stemte CDU i Thüringen på denne måde? De tyske partiers holdning til samarbejde med andre partier varierer, afhængigt af om der skal samarbejdes på nationalt niveau eller på delstatsniveau. Nationalt afviser man grundlæggende en koalition mellem fx Die Linke og Socialdemokratiet, mens vi på delstatsniveau ser koalitioner mellem disse to partier.

Det samme gør sig gældende blandt højrefløjspartierne i Thüringen: De fleste af CDU’s vælgere i delstaten betragter AfD som det mindre onde sammenlignet med Die Linke. Die Linke symboliserer for mange CDU-vælgere stadigvæk diktaturet i DDR. Og da CDU i Berlin ikke kan diktere kursen for partiet i delstaterne, stod det medlemmerne af landdagen i Thüringen frit for at bestemme selv.

 

De fleste af CDU’s vælgere i delstaten betragter AfD som det mindre onde sammenlignet med Die Linke. Die Linke symboliserer for mange CDU-vælgere stadigvæk diktaturet i DDR
_______

 

AfD’s stigende magt og indflydelse i Tyskland
At valget af Kemmerich med stemmerne fra AfD – både nationalt og internationalt – anses for at være et ”tabubrud” og en ”katastrofe”, belyser tydeligt, hvor meget det nye højrepopulistiske parti formår at skabe opmærksomhed om sig selv. Og hvordan det – med CDU-formand Annegret Kramp-Karrenbauers beslutning om ikke at stille op til det næste kanslervalg og om at trække sig fra formandeskabet på sigt – også formår at øve indflydelse på tysk forbundspolitik uden at være i nærheden af indflydelse på nationalt niveau.

AKK’s afgang som partileder kommer efter, at hun i dagene efter Thüringens turbulente regeringsdannelse ikke var i stand til at få de lokale CDU-politikere til at rette ind. CDU’s partiformand i Thüringen, Mohring, havde endda i andre sammenhænge forklaret, at et konstruktivt samarbejde med AfD om enkelte afstemninger i landddagen i Thüringen ville have partiets opbakning. Så da det ikke lykkedes Kramp-Karrenbauer at tvinge CDU i Thüringen til at stemme for nyvalg, var hendes autoritet så undermineret, at hun måtte gå af.

Kort efter trak Kemmerich sig som ministerpræsident efter pres fra sit eget parti i Berlin og CDU. Diskussionen om, hvordan man nu kan komme ud af den vanskelige situation, fortsætter. Ramelow fra Die Linke er stadig parat til at overtage ministerpræsidentposten og håber på nogle enkelte stemmer fra CDU. Hvis AfD dog – af taktiske grunde – skulle stemme på ham, kræver han, at det dokumenteres, at CDU også stemte for ham, så AfD’s stemmer ikke er afgørende. Det er også foreslået at indsætte en midlertidig uafhængig person som ministerpræsident og derpå forberede nyvalg.

AfD bliver hverken i Forbundsdagen eller i delstaternes landdage anset for at være et almindeligt parti, som man kan arbejde sammen med, da det nærmere betragtes som et populistisk og højrenationalt parti. Især i Thüringen, hvor partiets eksterne højrefløj ”Der Flügel” er toneangivende. Lokalformanden for partiet, Björn Höcke, kan efter en domstolsbeslutning betegnes som ”fascist”, og AfD selv har forsøgt at få Höcke fjernet fra partiet, fordi man mener, at han er imod demokratiet i Tyskland, og fordi han bruger nazistisk retorik.

Partiets populistiske holdninger kommer sågar til udtryk i selve beslutningen om at støtte FDP’s kandidat: I og med at partiet havde opstillet deres egen kandidat, var det en taktisk politisk manøvre, der kun havde til formål at skade de andre partier. Og det lykkedes. Partiet har – som forklaret med store konsekvenser – formået at påvirke den politiske dagsorden på den store scene i Berlin – og altså CDU-formandens skæbne. I mellemtiden har AfD’s spidskandidat, Höcke, derudover anlagt sag mod kansler Merkel, fordi hun – efter hans mening – påvirkede partierne i Thüringen og deres beslutninger og har dermed begået embedsmisbrug, da hun ikke længere er formand for CDU.

 

Dele af det tyske samfund opfatter den store koalition mere og mere som udtryk for stilstand og kansler Merkel som en belastning. AfD’s indtog i delstaterne fra 2014 og i Forbundsdagen i 2017 var også udtryk for denne utilfredshed
_______

 

Skiftende magtforhold i Tyskland
Selvom den store opbakning til Die Linke med 31 pct. og AfD med 23,4 pct. er særlig for Thüringen, er der også forhold i den lille delstat med to mio. indbyggere, som er paradigmatiske for den politiske situation i Tyskland. Regeringer i Tyskland efter 1949 har i mange årtier været præget af to folkepartier – kristendemokraterne i CDU og socialdemokraterne i SPD – der, med en enkel undtagelse mellem 1966-1969, skiftevis har regeret landet sammen med en mindre koalitionspartner. Tyskland har tradition for flertalsregeringer med en såkaldt koalitionskontrakt, modsat mindretalsregeringer med skiftende støtte fra forskellige partier. Af historiske grunde anses disse for at være meget ustabile og demokratisk usikre.

Men dette billede af skiftende flertalsregeringer med repræsentation af et af de to folkepartier har ændret sig fundamentalt siden 2013: Kansler Angela Merkel (CDU) dannede en stor koalition sammen med SPD, da hverken SPD eller CDU kunne danne en koalition med et af de mindre partier. Det skete ganske bemærkelsesværdigt ved, at kansleren skiftede en koalition med FDP ud med en stor koalition med SPD for derved at sikre CDU’s fortsatte dominans i regeringskontorerne.

Med den store koalition mellem CDU og SPD – som stadig eksisterer i dag – har styrkeforholdet mellem partierne i Tyskland ændret sig. Dele af det tyske samfund opfatter den store koalition mere og mere som udtryk for stilstand og kansler Merkel som en belastning. AfD’s indtog i delstaterne fra 2014 og i Forbundsdagen i 2017 var også udtryk for denne utilfredshed. Flygtningekrisen i 2015 forstærkede blot denne udvikling.

Men især SPD’s nedgang har været af afgørende betydning for de skiftende magtforhold i Tyskland. Siden begyndelsen af 1990’erne er partiet gået fra omkring 40 pct. vælgertilslutning til 12 pct. ved den seneste meningsmåling. Det samme gør sig – dog i mindre grad – gældende også for Merkels regeringsparti CDU. Partiet har oplevet en konstant nedgang fra omkring 40 pct. i 1990’erne til 28 pct. ved seneste meningsmåling. Dermed har SPD og CDU mistet deres status som de altdominerende folkepartier, der formåede at samle majoriteten af befolkningen bag sig. Regeringsdannelse efter det klassiske mønster er med andre ord blevet umulig.

 

Tanken var, at AKK kunne føre partiet ud af krisen og skærpe dets profil, som under den store koalition var rykket ind mod midten. Men man må konstatere, at den nye partiformand ikke har formået at indfri vælgernes forventninger
_______

 

Hvad sker der så nu?
CDU’s krise i kølvandet på migrationskrisen førte til, at partiet i december 2018 – som følge af Merkels faldende popularitet og opbakning – for første gang i sin historie valgte at adskille posten som partiformand og kansler. Det resulterede i et formandsvalg, som Kramp-Karrenbauer, partiets generalsekretær og tidligere ministerpræsident i Saarland, vandt.

Tanken var, at AKK kunne føre partiet ud af krisen og skærpe dets profil, som under den store koalition var rykket ind mod midten. Men man må konstatere, at den nye partiformand ikke har formået at indfri vælgernes forventninger. AKK nåede aldrig at virke som en stærk formand: Allerede i december 2019 – efter et år på posten – måtte hun på partiets landsmøde stille sit kandidatur til rådighed og kunne kun på denne måde afslutte diskussionerne om sit lederskab, idet partiet udtalte tillid til hende. Skandalen i Thüringen er dermed blot dråben, der fik bægeret til at flyde over, og CDU skal nu igen finde en ny formand – gerne en, der effektivt formår at lede partiet. Diskussionen om mulige kandidater er allerede begyndt.

Der er især tre kandidater, som bliver nævnt i diskussionen; to af dem allerede kendt fra sidste gang. Det er Friedrich Merz, som har været formand for bestyrelsen i investeringsselskabet Blackrock. Merz er den mest konservative kandidat og reklamerer for sig selv med et argument om, at han formår at tilbageerobre halvdelen af de stemmer, som CDU har tabt til AfD. Og Jens Spahn, sundhedsminister og fra den yngre generation, som kan indlede et generationsskifte i partiet. Tredje kandidat er Nordrhein-Westfalens ministerpræsident, Armin Laschet, som står for kontinuitet i forhold til Merkels midterkurs. Ingen af de tre er en klar favorit.

Men uanset hvem der vinder, vil det nu vise sig, om CDU formår at skærpe sin profil før det næste forbundsdagsvalg i 2021. Til den tid vil vi se, om CDU stadigvæk er et samlende ’Volkspartei’, eller om partiet for alvor deler skæbne med SPD. ■

 

[Det vil] vise sig, om CDU formår at skærpe sin profil før det næste forbundsdagsvalg i 2021. Til den tid vil vi se, om CDU stadigvæk er et samlende ’Volkspartei’, eller om partiet for alvor deler skæbne med SPD
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland