21.02.2020

Koalitionen mod Islamisk Stat i Irak har legitimeret sin indsats med behovet for at beskytte Iraks civilbefolkning. Men det irakiske regime er i dag direkte involveret i voldelig nedkæmpelse af fredelige demonstrationer. Dette lægger et stort ansvar på Danmarks skuldre, når vi overtager lederskabet for NATO-operationen i Irak senere på året.

Af Jakob Dreyer

Siden oktober har den irakiske befolkning været i et åbent oprør mod centralregeringens korruption og iransk indflydelse. Protesterne er blevet slået voldeligt ned af iransk-støttede militser og af regeringens egne sikkerhedsstyrker, som Danmark siden 2014 har haft et tæt samarbejde med. Situationen rejser derfor grundlæggende spørgsmål om Danmarks fremtidige engagement i Irak.

Jeg har selv har været udsendt som soldat til den amerikansk-ledede operation mod Islamisk Stat i Irak, Operation Inherent Resolve, og derfor er overvejelserne ikke blot abstrakte men også personlige. Har jeg været med til at træne soldater, som nu voldeligt nedkæmper civile irakere, som vi egentlig var udsendt for at beskytte? Er det mit personlige ansvar? Forsvarets? Regeringens? Eller vores allesammen som borgere i et krigsførende land? Og gør det nogen forskel, at centralregeringen nu nedkæmper demonstranter, når vi længe har vidst, at de begik overgreb i kampen mod Islamisk Stat?

Den voldelige nedkæmpelse af irakiske demonstranter falder sammen med et afgørende skifte i kampen mod Islamisk Stat, hvor Danmark spiller en nøglerolle. Konfliktoptrapningen mellem USA og Iran, der har udfoldet sig på irakisk jord de seneste måneder, har sat det meste af Operation Inherent Resolve i bero. Som reaktion på USA’s drab på Qasem Suleimani og flere irakiske statsborgere har Iraks parlament og regering krævet, at USA trækker sig ud af landet. Samtidig har Trump-regeringen gennem længere tid søgt en gradvis tilbagetrækning fra området og presset på for større europæisk tilstedeværelse. Selvom det er usandsynligt, at USA trækker sig helt ud af Irak, afsøger koalitionen derfor nye veje til at genstarte operationen mod Islamisk Stat.

I lyset af USA´s delvise tilbagetrækning diskuteres det, om NATO skal afløse flere opgaver fra den amerikansk-ledede koalition. I den forbindelse var forsvarsminister Trine Bramsen til NATO-møde i Bruxelles i midten af februar. Dér spillede hun en central rolle, fordi Danmark senere på året skal overtage netop NATO’s operation i Irak. I forbindelse med mødet udtalte forsvarsministeren, at “vi skal sikre opbakning til, at træningen i Irak kan genoptages under NATO-ansvar, og at irakerne siger ja til det.” Den irakiske regeringen ”sagde ja” og træningen genoptages derfor i løbet af foråret, ligesom NATO skal overtage flere opgaver fra den amerikansk-ledede operation. Problemet er dog, at den irakiske centralregeringens legitimitet til at tale på det irakiske folks vegne er historisk svag.

 

[Tusinder af irakere] demonstrerer mod det høje niveau af korruption, overgreb, økonomiske problemer samt iransk indflydelse i landet
_______

 

Iraks Oktoberrevolution
Siden oktober 2019 har den politiske situation i Irak været under grundlæggende forandring. Med irakiske flag i vejret og parolerne “vi kræver et hjemland!”, ”nej til USA og nej til Iran!” og ”folket kræver regimets fald!” er tusinder af irakere gået på gaden de seneste måneder. De demonstrerer mod det høje niveau af korruption, overgreb, økonomiske problemer samt iransk indflydelse i landet. Dermed har de startet en protestbevægelse, der i lighed med den russiske revolution i 1917 har fået navnet Oktoberrevolutionen.

Iraks sikkerhedsstyrker, som den vestlige koalition har samarbejdet tæt med i kampen mod Islamisk Stat, har i samarbejde med iranske militser slået voldeligt ned på protesterne. Ifølge Iraks menneskerettighedskommission er 669 civile demonstranter indtil videre blevet slået ihjel, og 25.000 er blevet såret.

For at blive lidt klogere på situationen set fra en civil irakers perspektiv, skypede jeg med min ven Osama, som jeg lærte at kende under mine udsendelser til Irak. Han er studerende, ejer et lille reklamebureau og bor lidt uden for Bagdad. Da lyset gik ud for anden gang i løbet af vores samtale, forklarede han, at byen kun har strøm et par timer om dagen, og at arbejdsløsheden fortsat er tårnhøj. Han konstaterede tørt, at “regeringen er ligeglad med almindelige irakere. Den er kontrolleret af Iran, og deres militser bliver ved med at true og chikanere os.” Ligesom mange andre shiamuslimer har han derfor fået nok ikke bare af regeringen men hele det politiske system.

Det politiske system, som Osama har fået nok af, blev indført i kølvandet på den vestlige koalitions besættelse af Irak i 2003. Koalitionen iværksatte et katastrofalt opgør med tidligere medlemmer af Saddam Husseins Baath-parti. 500.000 statsansatte blev afskediget, og hæren blev opløst. En ny sekterisk organisering af det politiske system kaldet Muhasasa blev indført i dets sted. Siden har Irak haft en svag og korrupt stat domineret af shiitiske eliter, infiltreret af det iranske regime. Efter USA trak sig fra Irak i 2011, blev regimets undertrykkelse af Iraks sunni-muslimer forværret og jorden gødet til Islamisk Stats succes.

Sammen mod Islamisk Stat
Da Islamisk Stat invaderede Irak i 2014, var jeg under uddannelse til sprogofficer på Varde Kaserne. Fra kasernen fulgte mine kolleger og jeg Islamisk Stat invadere Vest- og Nordirak og på få uger nå Bagdads forstæder. Den irakiske regering inviterede derfor en amerikansk-ledet international koalition til støtte i kampen.

“Sidste gang kæmpede I i det mindste sammen med os.” Efter endt uddannelse sad jeg i samtale med to irakiske tolke i en ladvogn på vej fra det beskyttede vestlige område for at træne de irakiske sikkerhedsstyrker. Selvom tolkene var glade for, at koalitionen kom til undsætning, da Islamisk Stat på rekordtid var nået til Bagdads udkant, havde de ikke meget tilovers for koalitionens tilgang. De købte ikke uden videre de flotte formuleringer om, at vi hjalp Irak med at tage vare på deres egen sikkerhed og komme tilbage på rette spor. De læste i stedet forholdet mere kynisk: “Vi bekæmper en fælles fjende, men det er kun irakerne, der bløder for det.”

 

Den amerikansk-ledede koalitions krig fra distancen med få tab er således kun mulig, fordi lokale irakiske samarbejdspartnere træder til
_______

 

Baggrunden for deres kritiske kommentarer er affødt af måden, koalitionen har bekæmpet Islamisk Stat på. Under Afghanistan- og Irakkrigen i 00’erne var Danmark i direkte kamp i stor skala og flere tusinde vestlige soldater mistede livet, og flere kom hjem med fysiske og psykiske skader. Men i kampen mod Islamisk Stat har den amerikansk-ledede koalition og NATO i stedet fokuseret på træning og rådgivning, langtrækkende våben, bevæbning og økonomisk støtte.

Selvom officielle tabstal ikke offentliggøres, kan opgørelser fra Statista og Iraqi Body Count giver en indikation af, hvor lidt udsat vestlige tropper har været i forhold til deres irakiske samarbejdspartnere. Mens der døde omkring 500 vestlige soldater om året i Irakkrigen fra 2003-2011, var tabet af soldater fra koalitionsstyrker i kampen mod Islamisk Stat fra 2014-19 omkring 10 om året. Samtidig er ca. 5.000 irakiske tropper og over 10.000 civile irakere blevet slået ihjel per år.

Den amerikansk-ledede koalitions krig fra distancen med få tab er således kun mulig, fordi lokale irakiske samarbejdspartnere træder til. Derfor har forudsætningen for operationen i kampen mod Islamisk Stat været invitationen fra og det tætte samarbejde med irakiske sikkerhedsstyrker. Men det forhold, at koalitionstropper sjældent er til stede på jorden, gør det svært at kontrollere og påvirke deres adfærd.

Koalitionsstyrkerne har pligt til at melde, hvis de bliver gjort bekendt med overgreb begået af irakiske sikkerhedsstyrker. Men da koalitionstropperne oftest ikke er til stede under kamphandlingerne, er det sjældent, at de er vidner til ulovlig adfærd. Dette medfører, at irakiske sikkerhedsstyrkers overgreb, som blandt andre Human Rights Watch har dokumenteret, er svære at stoppe.

En anden central udfodring ved koalitionens tilgang er, at iransk-støttede shia-militser har haft relativt frit spil til at overtage og kontrollere territorier befriet fra Islamisk Stat. De relativt stærke militser har udnyttet situationen og handlet relativt uafhængigt af Iraks centralregering med støtte fra den iranske Quds-styrke under ledelse af general Soleimani. Efter Islamisk Stats territorielle nederlag fastholdt disse militser deres økonomiske og militære indflydelse i store dele af Irak og understøttede derved Iransk politisk indflydelse. I dag er både Iraks sikkerhedsstyrker og de iransk-støttede militser involveret i nedkæmpelsen af Iraks demonstranter.

Hvilke irakere?
Natten mellem 2. og 3. januar blev Soleimani og med ham flere Irakiske statsborgere dræbt i et amerikansk droneangreb på irakisk territorium efter længere tids optrapning mellem Iran og USA. Angrebet satte en stopper for samarbejdet mellem irakere og vestlige styrker, og Ain al-Asad Airbase blev udråbt som et sandsynligt mål for Irans gengældelse. Få dage senere blev al-Asad med 133 udsendte danske soldater samt irakere og koalitionspartnere mål for 11 ballistiske missiler.

Et knebent flertal i det irakiske parlament stemte som reaktion på attentatet på Suleimani for en ikke-bindende aftale om, at USA skulle forlade landet. USA afviste den midlertidige irakiske regerings indkaldelse til forhandling om tilbagetrækning, og Iraks premierminister henstillede til, at forhandlingerne udskydes til Irak får en ny regering. I februar blev Muhammed Tawfiq Allawi valgt til premierminister af Iraks præsident, men han bliver allerede nu mødt med massiv modstand i Iraks befolkning og blandt de etablerede politiske partier, og det er tvivlsomt om det vil lykkes ham at samle en ny regering.

 

Danmarks og NATOs reaktion er dog milevidt fra oprørenes opråb. Mens USA gradvist nedtrapper sin rolle i Irak, er tanken, at NATO-missionen skal overtage flere af den amerikansk-ledede koalitions opgaver
_______

 

I min samtale med Osama spurgte jeg ham om, hvorfor mange irakere var så vrede over attentatet på Soleimani, når han jo var direkte involveret i at bekæmpe de irakiske folkelige protester. Han svarede, at kun de, som er en del af de iransk-støttede militser, begræder, at Suleimani er død: „De fleste irakere er både glade og vrede på samme tid. Vrede fordi angrebet var endnu en absurd krænkelse af Irakisk suverænitet, og glade fordi det dræbte et monster.‟ Det er således suverænitetskrænkelsen snarere end kærlighed til Soleimani, der ifølge ham har udløst vreden.

I lyset af sikkerhedsstyrkernes og iransk affilierede militsers vold sendte Osama mig billeder og videoer af demonstranterne med deres opråb til internationale aktører. De kræver, at Vesten stopper al samarbejde med regimet og intervenerer for at stoppe volden mod befolkningen. Jeg pointerede ironien i at opnå uafhængighed gennem endnu en intervention. Men Osamas opsummerende analyse fik min lidt kække kommentar til at forstumme. “Dette kan løses på to måder: Enten intervenerer FN, USA eller en anden supermagt, eller også må vi klare det selv.” Han tilføjer efter en kort tavshed: “Det her er første gang, irakerne har forenet sig om en sag: at få deres eget hjemland. Vi har en chance, men det vil kræve meget blod”.

Også vores ansvar
Danmarks og NATOs reaktion er dog milevidt fra oprørenes opråb. Mens USA gradvist nedtrapper sin rolle i Irak, er tanken, at NATO-missionen skal overtage flere af den amerikansk-ledede koalitions opgaver. Forsvarsministeren har lagt vægt på, at NATOs arbejde skal bekæmpe Islamisk Stat, men missionens målsætning er også et bredere samarbejde med de irakiske myndigheder for at styrke Iraks militære enheder og understøtte en sikkerhedssektorreform.

Hvad ministeren i den forbindelse ikke har forholdt sig til er, at den irakiske regering i lyset af interne magtkampe og de bredt funderede folkelige protester er i en uafklaret eksistentiel krise. Der har således været et påfaldende fravær af diskussion i den danske offentlighed såvel som i NATO om, hvordan NATO-operationen skal håndtere den irakiske regeringskrise og voldelige undertrykkelse af ikke-voldelige demonstranter.

Dette fører mig tilbage til mit indledende spørgsmål. Har jeg som tidligere udsendt soldat et medansvar for Osama og den øvrige irakiske civilbefolknings prekære situation? Min egen konklusion er klart ja. Men ikke så meget, fordi jeg har været udsendt soldat, som fordi jeg er borger i et land, hvis krige ikke blot har, men bliver ved med at forme irakisk politik. Selvom kampen mod Islaisk Stat er legitim, kan det ikke retfærdiggøre, at vi ignorerer vores samarbejdspartneres overgreb mod deres egen befolkning. Ikke mindst i lyset af, at vi også er i Irak for at beskytte den irakiske befolkning mod overgreb.

Danmarks sikkerhedspolitiske beslutning har i den nuværende situation en sjældent stor, konkret og direkte betydning for andres liv. Det fordrer, at vi, som borgere i et krigsførende land, påtager os et større ansvar for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik og dens konsekvenser. Vi behøver ikke at have alle svarene eller for den sags skyld være enige. Men vi skylder som minimum at stille spørgsmålene. ■

 

Danmarks sikkerhedspolitiske beslutning har i den nuværende situation en sjældent stor, konkret og direkte betydning for andres liv. Det fordrer, at vi, som borgere i et krigsførende land, påtager os et større ansvar for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik og dens konsekvenser
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland