04.03.2020

Vil NATO’s krise rive EU med sig i faldet? Frankrig og Tyskland ruster sig til modværge. Uden fremdrift mister Europa herredømmet over sin egen skæbne. Vi står på randen af en afgrund.

Af Peter Wivel

En måned før NATO på et topmøde i London i december fejrede 70-året for sin grundlæggelse, gav Emmanuel Macron et interview til det britiske ugeblad The Economist. Den franske præsident fulgte sit lands oratoriske tradition ved at lægge ud med tre kortfattede grundpåstande og runde dem af med en rungende konklusion. Så var grundlaget for den overordentlig lange samtale om vores fælles europæiske fremtid ligesom lagt.

Første pind går til NATO’s ligkiste: Vores hidtidige NATO-partnere USA og Storbritannien kobler sig af det europæiske kontinent. Men et samlet Europa er efter to verdenskriges absolutte nulpunkter et genfødt geopolitisk, historisk og civilisatorisk mirakel. Det må ikke forspildes. Mirakler gentager sig ikke.

Macrons anden pind fastholder, at EU er et politisk projekt snarere end et økonomisk. I modsætning til et marked hviler en union på solidaritet, tilnærmelse og målsætninger.

Præsidentens tredje pind kræver et robust europæisk forsvar. Det er det eneste alternativ til det atlantiske, der kan være under afvikling. Men europæisk nationalisme og populisme blokerer for et selvstændigt europæisk forsvar. Konklusionen: ”Hvad vi nu oplever, er NATO’s hjernedød”.

For at blive i præsidentens retoriske treenighed siger Macron hermed: Efter en hjernedød følger den fysiske død: NATO’s eksistens står på spil. EU’s også. Hermed havde Macron lagt linjen forud for det lidet opmuntrende NATO-møde mellem Nordamerika, Europa og Tyrkiet i London.

Umiddelbart synes betegnelsen ’hjernedød’ at henvise til Europas henholdende passivitet, når det gælder om at forestille sig forbedringer i en sikkerhedsstruktur, som tiden – eller i alt fald USA – er løbet fra. Men i forestillingen ligger også en kritik af USA, hvis nuværende præsident, Donald Trump, ser Europa som en handelspolitisk modstander, der skal onduleres efter den gamle devise: Del og hersk.

Efter Brexit er Frankrig EU’s eneste tilbageværende atommagt og eneste permanente medlem af FN’s Sikkerhedsråd. Hvis det øvrige EU ikke påtager sig ansvaret for sin egen sikkerhed, må Frankrig overveje, om det vil risikere sin egen udslettelse ved at stille sine atomvåben til disposition for et svækket Europas forsvar. Nøjagtig det samme siger USA’s præsident Trump for sit lands vedkommende – blot for en gangs skyld uden at åbne munden på vid gab. Hvis Europa ikke hævder sin suverænitet, kan Unionens medlemslande godt glemme deres egen.

Uden fremdrift mister Europa herredømmet over sin egen skæbne. Vi står på randen af en afgrund.

 

I paragraf 5 – den såkaldte musketered – hedder det, at et væbnet angreb mod et eller flere af pagtens lande er et angreb mod alle NATO-medlemmer og skal besvares af alle som et sådant. Macrons konklusion: Nu må Europa selv handle
_______

 

Macron vil vække Europa
Præsidenten betjente sig i The Economist af en strategi, som det britiske erhvervsmagasins læsere kun kender alt for godt: disruptive management. Macron træder her ind på meningsmarkedet med et produkt, der krænker spillets regler, angriber konkurrenterne frontalt og tvinger dem frem på banen.

Rollen som pansergeneral giver præsidenten også inden for sit lands egne grænser. Han præsenterer reformer, som det usmidige og konservative Frankrig i årtier har måttet savne. Og han mødes af lammende og ødelæggende strejker, af optøjer og af Gule Veste. Macron skyder først og forhandler bagefter, hvis der stadig er nogen at forhandle med. Ikke altid en lykkelig taktik.

Resultatet på hjemmefronten har været, at populister på det yderste højre har gjort fælles sag med populister på det yderste venstre i et forsøg på at gentage det, der endte i en tragedie i den fuldkommen tilsvarende situation i den tyske Weimar-republik, da junkere, kommunister og nazister i fælles front knuste det første tyske demokrati.

I samtalen med The Economist betvivler Macron ord til andet, at Atlantpagtens altafgørende paragraf 5 stadig står ved magt – og i endnu højere grad, at det vil være tilfældet i fremtiden. I paragraf 5 – den såkaldte musketered – hedder det, at et væbnet angreb mod et eller flere af pagtens lande er et angreb mod alle NATO-medlemmer og skal besvares af alle som et sådant. Macrons konklusion: Nu må Europa selv handle.

Det uhørte i præsidentens udtalelse er ikke, at han siger, hvad de fleste tænker, men at han sætter spørgsmålstegn ved selve Atlantpagtens fortsatte eksistens. Den slags spekulationer har hidtil været overladt til stedfortrædere, der stikker en tå i vandet i andet geled.

Svar fik han omgående fra Berlin. Angela Merkel var ganske vist enig i, at det europæiske samarbejde om sikkerhed må udbygges, men ”NATO er og bliver hjørnestenen i vores sikkerhed”, sagde kansleren. ”Det nytter ikke at lange ud til højre og venstre, når vi har problemer”, lød hendes advarsel.

Men anden række gik straks i stilling: Umiddelbart før NATO-mødet i London i december skrev Joschka Fischer, den tidligere tyske udenrigsminister, at alliancens overlevelse ikke længere kan tages for givet. Endnu mere opsigtsvækkende var en kommentar givet på forespørgsel af den bredt favnende amerikanske organisation Carnegie Endowment for International Peace kort efter Macrons interview. Her siger Olaf Böhnke, leder af Berlinkontoret i den tidligere NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussens tænketank, til Carnegie: ”Det er ikke til at vide, om NATO er hjernedød eller ej. Svaret vil blive givet af den amerikanske præsident og de amerikanske vælgere i 2020. Som europæere skal vi gøre alt, hvad der står i vores magt, for at styrke NATO mest muligt og berede os på den dag, da NATO ophører med at eksistere”. Kort før London-mødet stak Macron og NATO’s nuværende generalsekretær, nordmanden Jens Stoltenberg, hovederne sammen i Élysée-palæet i Paris. På det efterfølgende pressemøde sagde den franske præsident, at vi europæere må tage en ægte strategisk diskussion af, hvordan vi sikrer fred og stabilitet på vores kontinent.

 

Præsident Trump har ved sin opsigelse af aftalen mindsket sikkerheden i Europa radikalt. Det samme gælder i Syrien, hvor USA ligeledes ensidigt har overladt slagmarken til NATO-landet Tyrkiet på den ene side og Assad og hans mægtige allierede Rusland på den anden
_______

 

En helt ny udsathed
Rusland er en del af dette kontinent, og vores sikkerhed kan derfor ikke tænkes uden at inddrage Moskva i arkitekturen. Det er så meget desto vigtigere, efter at USA ensidigt har opsagt aftalen fra 1987 med Rusland om begrænsning af atomare mellemdistanceraketter. Der er ingen tvivl om, at Rusland overtræder denne aftale, men heller ingen tvivl om, at den alene angår Europa (og Asien), men lige præcis ikke USA.

Præsident Trump har ved sin opsigelse af aftalen mindsket sikkerheden i Europa radikalt. Det samme gælder i Syrien, hvor USA ligeledes ensidigt har overladt slagmarken til NATO-landet Tyrkiet på den ene side og Assad og hans mægtige allierede Rusland på den anden. Her kan et NATO-land, Tyrkiet, trods dets allieredes indtrængende advarsler risikere at komme i krig mod Rusland og derved udløse NATO’s musketered – uden at USA’s europæiske partnere overhovedet er taget med på råd.

For at mane enhver tvivl om opslutningen til Atlantpagtens solidaritetsparagraf 5 i jorden hed det derfor i sluterklæringen fra NATO-topmødet i London den 4. december, at alliancen mellem Europa og Nordamerika er urokkelig, det samme gælder ’vores højtidelige forpligtelse’, som den er nedfældet i Atlantpagten – altså: at et angreb på én allieret er at betragte som et angreb på alle. Jens Stoltenberg gentog besværgelsen på et efterfølgende pressemøde: ”En for alle, alle for en. Det er en jernhård forpligtelse”. Han tilføjede for en sikkerheds skyld, at ”alle 29 allierede er enige” – selv USA, var den underforståede besked.

Løftet var dog ikke mere sikkert, end at Stoltenberg følte det nødvendigt at gentage budskabet efter det prestigiøse internationale vintermøde i Davos i slutningen af januar i år: ”Trods meningsforskelle har de allierede altid været i stand til at enes om NATO’s kerneopgave: at beskytte og forsvare hinanden”. Så skulle den sag være slået fast.

Som en hensigtserklæring er Stoltenbergs forsikringer da også uomgængelige. Centraleuropa, altså de NATO-lande, der tidligere var medlem af den sovjetisk dominerede Warszawapagt, tør ikke slippe håndtaget til USA. Macrons mål, en uafhængig europæisk sikkerhedsstruktur, er ikke deres. Dertil kommer, at flere af disse lande ikke er specielt optagede af et andet af Macrons kardinalpunkter: at overtage og videreføre det klassiske NATO’s erklærede, men langtfra altid efterlevede forsvar for demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Allerede i EU’s globale strategi, der blev vedtaget i 2016, er disse mål dog utvetydigt formuleret: EU skal forsvare multilateralisme, demokrati, sikkerhed og stabilitet. EU skal også virke for innovation, kunne løfte de globale teknologiske udfordringer og bekæmpe og modvirke globale klimaforandringer.

Men desværre for Macrons tanker har et isoleret europæisk forsvar lange udsigter. Det konkluderer tre uafhængige forskere, Ben Barry, Douglas Barrie og Lucie Béraud-Sudreau, ved det højt ansete britiske sikkerhedspolitiske institut, IISS. Ifølge deres beregninger vil det – hvis man begyndte at opbygge det nu – tage mellem 15 og 20 år at få stablet et selvstændigt europæisk forsvar på benene. I deres rapport, der blev fremlagt i maj i fjor, sandsynliggør de, at det vil koste europæiske NATO-lande op til 335 mia. amerikanske dollars, hvis de uden amerikansk hjælp skal gribe ind i en begrænset væbnet konflikt i Europa.

En mulig storkrig er under alle omstændigheder tabt på forhånd, hvis Europa ikke kan trække på NATO’s kommandostruktur. Det scenarie er der derfor slet ikke regnet på.

Så meget desto mere grund har den franske præsident til at anbefale, at Europa finder en modus vivendi med Vladimir Putins Rusland. Og at EU fortsætter og intensiverer sine planer om en offensiv selvstændig sikkerhedspolitik af overvejende diplomatisk karakter.

 

Vi skal heller ikke glemme, at Macrons mulige efterfølger som Frankrigs præsident, den højrenationalistiske Marine Le Pen, for længst har bebudet, at hun ikke ser noget formål med NATO, og at Frankrig enten skal trække sig ud eller optage Rusland som medlem
_______

 

Franske forbehold
Der er i mange europæiske lande, ikke mindst Tyskland, en beklagelig tendens til at trække på smilebåndet ad det, der betegnes som galliske hanegal som nu Emmanuel Macrons dagsorden: At det transatlantiske samarbejde vakler 30 år efter Murens fald, og at europæerne selv må opbygge en forsvarskapacitet, for det tilfælde at Trump en morgen skulle vågne op og tweete sit farvel til NATO.

Vi skal heller ikke glemme, at Macrons mulige efterfølger som Frankrigs præsident, den højrenationalistiske Marine Le Pen, for længst har bebudet, at hun ikke ser noget formål med NATO, og at Frankrig enten skal trække sig ud eller optage Rusland som medlem. Det sidstnævnte forslag har måske ikke den helt store overbevisningskraft, al den stund den russiske præsident, Vladimir Putin, massivt understøtter hendes parti, der i dag hedder National Samling. Men en meningsmåling viser, at mindre end 40 procent af franskmændene går ind for medlemskab af NATO. Og hvis Frankrig skulle træde ud af NATO, er organisationen lige så død, som hvis USA skulle gøre det.

Frankrigs forbehold over for NATO stammer ikke fra i går. Frankrig var medgrundlægger af NATO i 1949. Men general Charles de Gaulle, grundlæggeren af landets stadig eksisterende 5. Republik, følte sig under pres af den overvældende amerikanske indflydelse i alliancen. Da præsident Dwight D. Eisenhower i 1957 insisterede på at placere amerikanske atomare mellemdistanceraketter i Europa, sagde de Gaulle fra. Frankrig havde ikke været med til at træffe en beslutning, der i yderste tilfælde kunne betyde et sovjetisk atomangreb på landet. Charles de Gaulle mente, at truslen fra atomvåben var global og måtte behandles globalt. NATO’s beslutninger måtte træffes i fællesskab.

Raketterne blev udstationeret, men ikke i Frankrig, der nu betragtede sit atomare arsenal som et uafhængigt fransk våben. I 1966 meddelte præsident de Gaulle sin amerikanske modpart, præsident Lyndon B. Johnson, at Frankrig trådte ud af NATO’s overkommando, SHAPE/SACEUR.

Charles de Gaulles begrundelse var på mange måder identisk med det bredt forankrede civile europæiske oprør i 1980’erne mod endnu en gang at være affyringsrampe for østvendte amerikanske atomvåben, der forhøjede risikoen for en eventuel atomkrig til vores kontinent. Efter NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning i december 1979 vendte europæiske politikere og demonstranter sig massivt imod endnu en udstationering af amerikanske mellemdistanceraketter i Europa, inklusive Storbritannien. Raketterne kom alligevel, men striden endte med et amerikansk-sovjetisk forlig, Murens fald og Sovjetunionens ophør som nation.

I februar 2009 meddelte den daværende franske præsident Nicolas Sarkozy på den årlige sikkerhedskonference i München, at hans land – efter 43 års fravær – genindtrådte i NATO’s overkommando. Sarkozy fortalte konferencens deltagere, at ”der er ikke brug for samarbejde, hvis en stormagt beslutter alt, og de andre adlyder. Når man er flere om det, kræver det solidaritet og samarbejde. Det 21. århundrede skal være århundredet for samarbejde og solidaritet”.

Sarkozy understregede i sin tale dengang, at NATO er og altid har været et demokratisk og humanistisk værdifællesskab: ”For at indtræde i EU og for at indtræde i NATO må man dele værdier. Værdierne er nøglen. Hvis man ikke deler værdierne, er man ikke medlem af familien”.

Nu, 11 år senere, ser verden anderledes ud. Men den faste franske linje har altid været: Vi føler os kun suveræne, hvis der er tale om samarbejde, ikke amerikansk enevælde, hvis der er tale om demokrati, ikke handelsbalancer, og hvis vi forsvarer humanisme, ikke kynisme. Det er denne tråd, Macron samler op og inviterer sine europæiske NATO-partnere til at intensivere.

 

Umiddelbart kunne det se ud, som om Europa ifølge Macron vil løsrive sig fra USA. Det er imidlertid en komplet misforståelse. Europa er tvunget til at samle stumperne op efter et multinationalt samarbejde, der under Trump er splintret til atomer
_______

 

Trumps katastrofekurs
Umiddelbart kunne det se ud, som om Europa ifølge Macron vil løsrive sig fra USA. Det er imidlertid en komplet misforståelse. Europa er tvunget til at samle stumperne op efter et multinationalt samarbejde, der under Trump er splintret til atomer og uden mål og med.

USA har under Trump forladt en kurs, der allerede blev væsentligt korrigeret under hans forgænger, Barack Obama. Han drejede sit lands interesser fra Atlanterhavet mod Stillehavet. Men i Obamas tilfælde var der tale om en kurs, der kunne diskuteres og værdsættes.

Trump har skruet sit udenrigsministerium ned på vågeblus. Han afskediger udenrigspolitiske rådgivere på stribe. Han har opsagt, hvad han kunne finde af multilaterale aftaler, herunder ikke mindst klimaaftalen fra Paris og den kollektive aftale med Iran, der skulle hindre landet i at udvikle atomvåben. Begge aftaler blev indgået i 2015 af Barack Obama, USA’s daværende præsident. Trump har forkrøblet verdenshandelsorganisationen WTO, han har intet begreb om, hvordan man skal forhandle med diktatorer fra Nordkorea og Kina, og han varetager, som dokumenteret ved rigsretssagen, private interesser i forholdet til Ukraine.

Som allerede nævnt har han opsagt aftalen med Rusland om taktiske atomraketter og vil ikke forlænge den tilsvarende aftale om strategiske atomraketter. Et mere katastrofalt diplomati er det svært at forestille sig, hvis vi skal skænke vores overlevelse som menneskehed en tanke.

Af håndgribelig aktualitet er Trumps ensidige opsigelse af det ovenfor nævnte møjsommeligt udarbejdede forlig i 2015 mellem på den ene side FN’s Sikkerhedsråds permanente medlemmer, suppleret af Tyskland og EU, og på den anden side Iran om at standse eller forsinke udviklingen af atomvåben i Iran. Trump har belagt Iran med nye sanktioner og senest – i starten af januar – med en drone myrdet en iransk warlord i Irak. Resultatet er, at spændingerne i denne del af Mellemøsten vokser eksponentielt og truer søvejen gennem Hormuzstrædet. Her har der allerede som følge af Trumps omsving været alvorlige væbnede sammenstød, bombardementer af saudiarabiske olieanlæg og kapring af tankskibe.

Følgerne af Trumps diplomatiske bersærkergang lader næppe vente på sig. Når Macron taler om, at Europa skal bevare sin suverænitet, hænger det i høj grad sammen med Trumps omfattende katalog af internationale fyresedler. I en lang og veldokumenteret artikel i sommernummeret 2019 af Politique Internationale, det franske udenrigspolitiske magasin, gennemgår Pierre Lellouche de økonomiske følger for Europa (og andre lande) af de amerikanske beslutninger. Lellouche har været formand for NATO’s parlamentariske forsamling, og han var i sin tid nært tilknyttet staben af udenrigspolitiske rådgivere omkring præsident Jacques Chirac. Han kalder Trumps adfærd for ’imperialisme’, bestemt som kulturel, økonomisk og militær dominans over andre lande.

Det er rigtigt, at Trump systematisk bruger USA’s lovgivning som våben for sine egne og sit lands formodede strategiske, økonomiske og politiske interesser. Tag olien. USA er med sin ekstremt miljøskadelige olieudvinding – hydraulisk fracking – blevet olieeksportør igen. Ud over de direkte berørte har de konflikter, Trump har skabt i Mellemøsten, især været til gene for Europa og dermed til gavn for USA’s olieindustri. Og med opsigelse af bl.a. Iran-aftalen venter der banker, eksportører, investorer og ingeniørfirmaer, der handler med eller har kontrakter med sanktionsramte lande, bøder i milliardstørrelse, hvis de ikke følger USA’s lovgivning, men kun deres moderlands.

 

Al fremtidig europæisk udenrigspolitik må nødvendigvis koordineres med Washington. Europa kan overholde NATO’s paragraf 5 nok så meget, fx i Afghanistan, men USA afgør alene, hvornår konflikterne stopper
_______

 

I fjor fremlagde det amerikanske Senat en lov ved navn Protecting Europe’s Energy Security Act of 2019. Hvis den vedtages, skal loven beskytte Europa mod import af russisk gas gennem den undersøiske gasledning Nord Stream 2 i Østersøen. USA anser nemlig russisk energieksport til Tyskland og andre europæiske aftagere for en trussel mod Europas sikkerhed.

Men siden den tyske Forbundsrepubliks oprettelse i 1949 kendes der ikke nogen eksempler på, at først Sovjetunionen og siden Rusland over for vestlige lande har brugt deres energieksport som pressionsmiddel, uanset hvor konfliktfyldt relationerne til tider har været. Men nu truer USA med at pålægge europæiske og tyske firmaer milliardbøder, hvis de deltager i den for længst igangsatte konstruktion af denne pipeline. Som erstatning tilbyder USA Europa import af amerikansk skibstransporteret flaskegas.

Tidligere har europæiske banker måttet betale astronomiske summer i bøde til USA for brud på amerikanske sanktioner. Fx blev en fransk bank idømt en bøde på 1,3 mia. dollars for at have omgået sanktioner mod Cuba, Iran og Sudan, skønt Trump egenhændigt selv hævede disse sanktioner i 2018.

Lellouche konkluderer, at amerikansk lov gælder langt uden for USA’s egne grænser, og skriver: Opsigelsen af atomaftalen med Iran berører direkte 500 millioner europæiske borgere, der kan blive mål for kommende iranske mellemdistanceraketter. Al fremtidig europæisk udenrigspolitik må nødvendigvis koordineres med Washington. Europa kan overholde NATO’s paragraf 5 nok så meget, fx i Afghanistan, men USA afgør alene, hvornår konflikterne stopper, og lader trusler om at forlade NATO svæve frit i luften.

Hvordan et farvel til NATO kunne begynde, giver Carol Leonnig og Philip Rucker et formidabelt eksempel på i deres netop udkomne bog om Trump, A Very Stable Genius – Donald J. Trump’s Testing of America (Penguin Press, januar 2020). De to Washington Post-journalister beskriver på baggrund af flere kilder et møde i forsvarsministeriet i juli 2017. Emnet var USA’s militære engagement i udlandet. Til stede var ud over USA’s præsident, der aldrig havde hørt om Pearl Harbor og skulkede fra sin militærtjeneste, adskillige ministre og højtstående officerer. Hertil bl.a. hans daværende sikkerhedsrådgiver Steve Bannon, vicepræsident Mike Pence, forsvarsminister J.N. Mattis og udenrigsminister Rex Tillerson.

Bannon indledte med at give Mattis en svada, fordi han havde fremhævet NATO’s fortjenester i stabiliseringen af Europa. Præsidenten var træt af snak og ville hellere vide, hvor meget USA fik for sin globale indsats, helt kontant, i rede penge. Lande, der ikke betalte cash, kunne glemme USA. Mattis indvendte, at NATO ikke blot tjente Europa, men også USA. Trump brød ind og sagde, at ”de flår os, alle jobs går til Europa”.

Iran-aftalen er historiens værste aftale, sagde Trump derpå. Tillerson forsøgte sig med en indvending, men blev skåret af: ”Du trækker tiden ud – vi skal ud af den aftale!”. Herefter kaldte Trump NATO’s Afghanistan-mission for ’en taberkrig’. Da nogle af de tilstedeværende officerer ville forklare, hvad missionen gik ud på, og at den ikke drejede sig om at vinde eller tabe, råbte deres øverstkommanderende dem lige op i ansigtet: ”I er alle tabere, I ved ikke mere, hvordan man vinder en krig!”. Om general John Nicholson, chefen for de amerikanske tropper i Afghanistan, sagde den nu rødglødende præsident: ”Jeg tror ikke, han ved, hvordan man vinder […] Vi vinder ingen krige mere”.

De tilstedeværende så ned i bordet. Ingen havde mod til at bremse præsidenten. Pence lignede en voksfigur hos Madame Tussauds. Til sidst tog Tillerson mod til sig og sagde: ”Nej, det er helt forkert, hr. præsident, De tager fuldstændig fejl. Intet af det er sandt. Mænd og kvinder, der trækker i uniform, gør det ikke for at blive lejesoldater. Det er ikke derfor, de tager uniform på og går i døden … De gør det for at beskytte vores frihed”.

Det var efter dette bevægede møde, at Tillerson sagde de berømte ord: ”Han er en forbandet tåbe”. Tillerson fik senere fyresedlen, Mattis tog selv sin afsked.

 

Selvom han i november i fjor viste mod til at sætte en dagsorden, vil det være forkert at tro, at Emmanuel Macron er ene om at arbejde for et Europa, der ikke er helt og holdent afhængig af en så lunefuld amerikansk præsident
_______

 

Europas akilleshæl
Selvom han i november i fjor viste mod til at sætte en dagsorden, vil det være forkert at tro, at Emmanuel Macron er ene om at arbejde for et Europa, der ikke er helt og holdent afhængig af en så lunefuld amerikansk præsident. EU har i de senere år taget en række initiativer, der peger i samme retning – og det er en øvelse, der er accelereret efter Trumps indsættelse i 2016.

Tanken om et europæisk forsvarsfællesskab led et katastrofalt nederlag i 1954 og er siden kun blevet bragt på banen igen i yderst forsigtige vendinger eller delegeret ud til den lidet kendte Vestunion, WEU, der først efter Murens fald i 1989 blev en europæisk militærkomponent inden for NATO. Siden 1949 har arbejdsdelingen været den, at NATO varetog vores sikkerhedsinteresser, mens Det Europæiske Fællesskab tog sig af den politiske, juridiske og økonomiske integration i Europa.

Under krigene i Eksjugoslavien i 1990’erne fik EU brug for stærkere forsvarspolitisk koordinering i organer, der endte under den paraply, der i dag hedder Common Security and Defence Policy, CSDP. Den indgår i Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009, men handler alene om militære opgaver uden for EU. CSDP er et supplement til NATO, ikke en erstatning.

I 2017, altså efter Trumps tiltrædelse, rømmede EU sig og forankrede det forsvarspolitiske arbejde stærkere i fællesskabet, nu under navnet PESCO, Permanent Structured Cooperation. Her er det værd at hæfte sig ved, hvad Celeste Ann Wallander skrev i tidsskriftet Foreign Affairs i sommeren 2018. For Wallander – som er en amerikansk udenrigspolitisk ekspert med Rusland som speciale og tidligere rådgiver for præsident Obama – står demokrati, liberalisme og humanisme i centrum af de fremskridt, NATO skal forsvare i Europa. Hvor disse mål svigtes, svigter også NATO.

Wallander skriver, at de grundlæggende trusler mod NATO i dag kommer fra alliancens egne medlemmer. Hun ved naturligvis, at NATO i sine første mange år omfattede diktaturer i Tyrkiet, Grækenland og Portugal. Men af Tyrkiets og Grækenlands og for den sags skyld også af kolonimagten Portugals eksempler kan man lære, at diktaturer har lettere ved at indlede krige ikke bare mod hinanden, men også mod deres egne indbyggere eller undersåtter.

Wallander peger også på, at de mest korrupte lande i Europa samtidig er dem, der har de tætteste økonomiske forbindelser til præsident Putins kleptokratiske Rusland. ”I den udstrækning Rusland fremmer en ideologi, er det den samme kombination af intolerant nationalisme, fremmedfrygt og illiberalisme, som er i vækst i Ungarn, Polen, Tyrkiet og andre steder i Europa”, skriver hun: ”Disse lande er Europas akilleshæl”.

I artiklen gør hun opmærksom på, at USA to gange i det 20. århundrede frelste europæerne fra diktatur og hjalp Europa til velstand, sikkerhed og stabilitet. NATO kan måske overleve, at europæiske populister leger med fascistiske idéer, selvom vi må gøre alt for at bremse dem. Men NATO overlever ikke, hvis det amerikanske liberale demokrati svigter: ”Den største trussel mod NATO kan i dag være USA selv”.

 

Tyskland er et langt stykke ad vejen enig med Macron, selvom det siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse har været et princip, at landet ikke må skræmme sine naboer med unødig oprustning
_______

 

Hvor ligger Tyskland? Tyskland er et langt stykke ad vejen enig med Macron, selvom det siden Forbundsrepublikkens grundlæggelse har været et princip, at landet ikke må skræmme sine naboer med unødig oprustning.

I 2018 udgav Sigmar Gabriel, Tysklands daværende udenrigsminister, og Wolfgang Ischinger, igennem 12 år leder af Münchens årlige internationale sikkerhedskonference, begge kloge bøger, der lagde op til meget af det, Macron nu efterspørger. Stærkest indtryk gør Wolfgang Ischingers åbenhjertige bidrag, bogen ”Verden i fare” (Welt in Gefahr). Europas topdiplomat vejer normalt sine ord på en guldvægt. Hos ham kan vi læse:

At den globale sikkerhedssituation i dag er farligere end nogensinde siden Sovjetunionens sammenbrud.
At ingen kunne ane, at lige præcis den ny amerikanske præsident skulle blive den, der satte spørgsmålstegn ved alt etableret – fra frihandel over vestlige værdier til NATO’s gensidige sikkerhedsgaranti.
At Rusland øger antallet af fjender og handler efter devisen: ’Hvis du ikke kan løse et problem, så gør det større’.
At løsningen på næsten alle vores udfordringer i dag overstiger de enkelte nationalstaters formåen.
At en akse af angst overalt i Europa perverterer det politiske klima, så selve ideen om Europa står på spil.
At det magtpolitiske epokebrud er så radikalt, at vi må bygge videre på det europæiske hus, mens det brænder.

Hvad er løsningen? I sin bog ”Tidehverv i verdenspolitikken” (Zeitenwende in der Weltpolitik) foreslår Gabriel, at atommagten Frankrig og det konventionelt bevæbnede Tyskland opretter en sikkerhedspolitisk konføderation og dermed tilintetgør vilde polske forestillinger om europæisk atomoprustning. Tyskland skal afsætte 2 pct. af sit bruttonationalprodukt til styrkelse af landets sikkerhed, men således at 1,5 pct. går til tysk og 0,5 pct. til et fælles europæisk forsvar.

Da den franske præsident i november fjor kaldte NATO ’hjernedød’, håbede han, at det kontinentale Europa har modet til at se sandheden i øjnene. Allerede på NATO-topmødet i Bruxelles i juli 2018 truede Trump med at trække USA ud af NATO og gå sine egne veje, hvis alliancens europæiske partnere ikke senest 1. januar 2019 havde afsat 2 pct. af deres BNP til deres nationale forsvarsbudgetter.

Tidsfristen blev ikke overholdt. Tysklands forsvarsbudget fik sin største forhøjelse siden Murens fald, men beløbet udgjorde i 2019 stadig kun 1,35 pct. af landets BNP, næsten den samme procentdel som det danske forsvarsbudget. En skilsmisse venter forude. Samtidig har Brexit vist, at EU er dødelig.

Macrons advarsel kommer ikke en dag for tidligt, hvis der skal skabes et varigt europæisk sammenhold om de demokratiske og menneskeretlige værdier og den liberale økonomi, som NATO har værnet om siden 1949 og EU med forløbere siden 1950, altså i godt og vel 70 år. Det europæiske hus brænder. ■

 

Macrons advarsel kommer ikke en dag for tidligt, hvis der skal skabes et varigt europæisk sammenhold om de demokratiske og menneskeretlige værdier og den liberale økonomi, som NATO har værnet om siden 1949 og EU med forløbere siden 1950, altså i godt og vel 70 år. Det europæiske hus brænder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland