02.05.2020

”Retorikken er kontraproduktiv ift. det, amerikanerne gerne vil opnå. Når man kigger på den amerikanske ambassadørs håndtering af det retorisk set, og de penge de har lagt på bordet, og sammenholder det med de mål, de har, så synes jeg overhovedet ikke, det hænger sammen. Den diplomatiske håndtering af denne sag er klart dumpet.”

Denne artikel er en del af den tredje udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

RÆSON: USA har valgt at investere 83 millioner kroner i Grønland, som skal bruges indenfor råstofbranchen, turisme og uddannelse. Hvorfor vælger USA at gøre det?
JAKOBSEN: Det gør USA, fordi de gerne vil have et bedre forhold til Grønland, og fordi de er generelt bekymret over Kinas voksende tilstedeværelse i hele regionen. Kineserne har lavet en frihandelsaftale med Island og de forsøger at få en frihandelsaftale i stand med Færøerne. De forsøger på den måde at udvide deres økonomiske og politiske indflydelse i regionen. Det har fået amerikanerne til at forhindre kineserne i at bygge lufthavne på Grønland og i at drive en gammel militærbase på Grønland, ligesom de har stillet sig på bagbenene overfor kinesiske investeringer i minedrift. Grønlænderne er irriterede over, at Danmark og USA i fællesskab gør det svært for Kina at lægge penge i Grønland, og derfor har de bedt om kompensation. Det er i det lys, at vi skal se det amerikanske forsøg på gøre deres hoser grønne overfor Grønland.

RÆSON: Det er interessant, fordi der primært har været diskussion af russerne i medierne. Og dem, der har reageret kraftigst på det, er Rusland. Den russiske ambassadør kritiserede aftalen i ret hårde vendinger.
JAKOBSEN: Ja, men den russiske ambassadør kritiserer ikke amerikanerne for at have investeret i Grønland. Det er et latterligt lille beløb, der er tale om. Danmark bruger over fire milliarder om året i bloktilskud, så amerikanernes 83 millioner kroner er en forsvindende lille sum i det perspektiv. Grunden til, at russerne er sure, er, at samtidig med at amerikanerne lægger de her beløb, så motiverer man det med, at russerne er aggressive og kineserne er griske. Den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, har været ude i en meget firkantet argumentation og kritiseret både Kina og Rusland ekstremt hårdt. Det er det, der har fået russerne og kineserne op i det røde felt; de synes simpelthen ikke, at det sprogbrug hører noget sted hjemme. Så det er retorikken, russerne finder uberettiget. Pengene er de sådan set ligeglade med.

RÆSON: Så det har i virkeligheden mere at gøre med Kina end Rusland?
JAKOBSEN: Det er korrekt. Der er to ting, der gør amerikanerne bekymrede i Arktis. Den ene er den russiske militære oprustning i Arktis, fordi det udgør en trussel mod Thulebasen. Og det er man nødt til at håndtere med militære midler, hvis man ikke kan få russerne til at holde igen. Der, hvor pengene kommer ind i billedet, det er i forsøget på at dæmme op for kineserne. Så der er en todelt trussel, og den her investering skal ses som et svar på den kinesiske trussel, ikke som et svar på den militære trussel. Amerikanerne har sagt, at de vil øge deres militære tilstedeværelse på Thulebasen, at de vil øge deres øvelsesaktivitet, og der er også et udredningsarbejde i gang i USA, hvor man ser på, om der skal placeres nogle flere baser i Arktis. Der er ikke nogen, der ved, om det vil implicere Grønland – det vil tiden vise – men det militære svar fra USA lader vente på sig. Hvis vi altså ser bort fra, at amerikanerne allerede har reageret ved at genåbne deres militære base i Island, ved Keflavik, og at de har omstruktureret deres flåde, så deres anden flåde igen kan holde styr på Atlanten. I Grønland venter vi stadig på et decideret svar på truslen mod Thulebasen.

 

Det er klart, at hvis amerikanerne fortsætter deres charmeoffensiv overfor grønlænderne, så kan det blive en udfordring for Rigsfællesskabet på længere sigt. Men for nuværende, der er beløbet så lille, at det er ligegyldigt
_______

 

RÆSON: Så isoleret set skal man ikke læse den her investering på 83 millioner kroner ind i en fortælling om en begyndende stormagtsrivalisering mellem amerikanerne og russerne i Arktis
JAKOBSEN: Jo, det bliver man nødt til, for amerikanerne har jo selv sagt, at det er baggrunden for investeringen. Hvis du læser Carla Sands indlæg i Altinget, så bliver det gjort meget klart, at amerikanernes reaktion skyldes de onde russere og de onde kinesere. På den måde taler amerikanerne selv ind i en tiltagende stormagtsrivalisering.

Når man ser det i relation til Danmark, hvor der også har været mange danske folketingspolitikere ude at råbe meget højt og være meget sure, så må man sige, at det er svært at se, at det på den korte bane udgør en trussel mod Rigsfællesskabet, fordi beløbet er så latterligt lille. Og fordi det nye konsulat, der åbner, er afhængigt af dansk assistance og endda har til huse samme sted som Arktisk Kommando. Lokalt i Grønland er der et meget tæt og intimt samarbejde mellem USA og Danmark. Man skal nok læse det ind i den politiske sammenhæng, at flere af politiske partier er bekymrede for, at det her kun er starten på noget, der vil vokse sig større. Det er klart, at hvis amerikanerne fortsætter deres charmeoffensiv overfor grønlænderne, så kan det blive en udfordring for Rigsfællesskabet på længere sigt. Men for nuværende, der er beløbet så lille, at det er ligegyldigt. Jeg vil da også tro, at grønlænderne er en lille smule skuffede over beløbet i lyset af, at de har tabt et trecifret millionbeløb på, at de mistede service-aftalen om Thulebasen, som gik til et amerikansk firma i stedet for et grønlandsk. Så det her lille beløb, som amerikanerne kommer rendende med, kan ikke engang lukke det hul, som tabet af den service-aftale udgør. Så derfor tror jeg også, det er begrænset, hvor meget goodwill amerikanerne kan købe sig til ved at lægge 83 millioner kroner i Grønland.

RÆSON: Selvom der har været kritik af aftalen, har tonen fra den danske regering været ret positiv. Jeppe Kofod udtalte, at det var godt for samarbejdet i hele kongeriget. Er det rigtigt, eller er Kofod bare tvunget til at være positiv overfor denne investering, fordi den kommer fra amerikanerne?
JAKOBSEN: Jeg tænker, at han helst havde været fri, men han er nødt til at sige, det han siger, og det er også det eneste rigtige at gøre. Når vi gør regnebrættet op, så er Danmark ekstremt afhængig af amerikanerne, når det gælder det militære forsvar af Grønland. Danmark kan ikke forsvare Grønland. Det har vi overladt til amerikanerne siden Anden Verdenskrig. Derfor er vi nødt til altid at smile venligt til amerikanerne, også når Donald Trump kalder vores statsminister ”nasty”, fordi relationen til amerikanerne er så skæv, som den er. Vi er så afhængige af amerikanerne, at vi er tvunget til at have et godt forhold til dem. Og det er vi også, for hvis vi skal påvirke den amerikanske regering ift. Grønland, så er vi nødt til at have et godt forhold til dem. For vores eneste mulighed for at påvirke den amerikanske regering, er at tale pænt til dem og give dem nogle gode idéer.

RÆSON: Den amerikanske investering er på sin vis både et nybrud og en fortsættelse af den eksisterende situation, fordi Grønlandsaftalen fra 1951 giver amerikanerne mere eller mindre fuld militærbevægelsesfrihed i Grønland, men samtidig har de traditionelt set blandet sig udenom de mere indenrigspolitiske spørgsmål i Grønland. Er det en udfordring af den usagte aftale, som vi ser nu?
JAKOBSEN: Det ved jeg ikke, om man kan sige, at det er, fordi omfanget af investeringen er så lille. Som der er flere, der har påpeget, er det først og fremmest amerikanske konsulenter, der kommer til at tjene penge på det her. Det kommer ikke grønlænderne til gode i særlig høj grad. Men lad os se, hvordan det udvikler sig på den lange bane. Det faktum, at amerikanerne nu ønsker at have en permanent diplomatisk repræsentation i Grønland, giver dem en direkte adgang til den grønlandske regering, og det er selvfølgelig en ny situation. Sådan har det godt nok været under Den Kolde Krig, men at amerikanerne nu igen ønsker at være direkte tilstede, det udfordrer Rigsfællesskabet. For vi har jo, hvad man kunne kalde en ”one-Denmark-policy” ift. rigsfællesskabet – ligesom Kina har en One-China-Policy – hvor alt går gennem København, så udenrigsministeriet kan være gatekeeper for alt, hvad der berører Grønland og Færøerne. Den konstruktion er bare ude af takt med virkeligheden, fordi de har hjemtaget flere politiske sagsområder og nu også selv kan lave økonomiske aftaler med andre stater uden om København. Derfor er det her udtryk for, at den konstruktion, vi har haft indtil videre, er utidssvarende og skal moderniseres. Og det er regeringen jo også i gang med: de har taget fat på at have en meget dybere og direkte dialog med Grønland og Færøerne, end de har haft tidligere. Men det ændrer bare ikke på, at vi bliver nødt til at vænne os til en situation, hvor ikke bare amerikanerne men sandsynligvis også Kina vil have en direkte repræsentation deroppe. Jeg ved ikke, om Rusland har den interesse – det har jeg lidt svært ved at se for mig – men vi bliver nødt til at vænne os til, at Grønland og Færøerne i stigende grad kan lave aftaler med andre lande uden om Danmark. Og det er en virkelighed, som vi er nødt til at forholde os til. Og vi er nødt til at forholde os proaktivt til den, så vi ikke altid kommer rendende bagefter og siger nej og er sure, som vi har haft en tendens til indtil nu.

 

Og der skal vi nok lære at tage den med ro og tænke os om, inden vi råber, fordi vi er den svage part i den dynamik, som udspiller sig i Arktis
_______

 

RÆSON: Hvad skulle der til før Danmark sagde nej til USA?
JAKOBSEN: Vi sagde nej til, at USA kunne købe Grønland. Så der er nogle røde linjer, men i bund og grund kan vi jo ikke smide amerikanerne ud og så invitere Rusland eller Kina eller EU ind i stedet, fordi amerikanerne har den baseaftale [Grønlandsaftalen fra 1951, red.], som de har. Den er godt nok ikke så vidtgående længere, fordi der er kommet et tillæg i 2004, hvis jeg husker rigtigt, som tilsiger, at amerikanerne kun må have én militærbase i Grønland. Hvis de ønsker at etablere nye anlæg – fordi situationen spidser til – skal det ske i en dialog med København og Nuuk, og så er vi pludselig i en situation, hvor vi har noget at handle med. Men så længe amerikanerne gør det inden for rammerne af Thulebasen, så er der meget, meget lidt Danmark kan gøre. Og derfor er vi nødt til at have en positiv dialog med amerikanerne – men også med grønlænderne – så vi får det bedste ud af det.

Det er vigtigt at slå fast, at amerikanerne bruger en skarp retorik om Grønland og Arktis, men de gør forbløffende lidt. Det, at de nu har valgt at afsætte 83 millioner kroner over to år, gør ikke en væsentlig forskel. Når vi ser på de militære tiltag, så er de ikkeeksisterende. Dermed er der et meget stort gab mellem det amerikanerne siger, og det de gør. Det vidner måske om, at: 1) de ved måske ikke rigtig, hvad de vil gøre og 2) håber på, at kineserne og russerne trækker følehornene til sig, så de ikke behøver at gøre noget. I Danmark skal man også passe på med at gå i panik over frygten for stormagtsrivalisering og for, om der bliver krig lige om lidt. Meget af det, der er skrevet de sidste seks måneder, taler konflikten op på et niveau, hvor den ikke er endnu. Jeg siger ikke, at det ikke kan ende med at blive relativt slemt i Arktis, men det er det ikke endnu. Og derfor er det vigtigt, at man tænker sig om, inden man bare begynder at råbe og skrige som visse danske partier har gjort. Det er vigtigt, at man har is i maven og tænker sig om og ikke siger noget uoverlagt, som kan gøre nogle af aktørerne sure. Amerikanerne er med rette blevet kritiseret for at have en alt for hård retorik, men den retorik, vi har set i Danmark i kølvandet på den her investeringsaftale, er ligeså højrøstet og skinger som den amerikanske. Og der skal vi nok lære at tage den med ro og tænke os om, inden vi råber, fordi vi er den svage part i den dynamik, som udspiller sig i Arktis.

RÆSON: Givet at det her et forsøg på at håndtere Kina i højere grad end at håndtere Rusland. Er det er en klog måde at gøre det på? Giver det mening?
JAKOBSEN: Man kan godt sige, det giver mening. Men der er jo ingen sammenhæng mellem amerikanernes retorik, og det, de gør. Hvis de virkelig var så bange for Kina, så skulle de smide andre ting på bordet. Det ville indebære, at de engagerede sig aktivt i minedriften i Grønland og arbejdede for at gøre Kina økonomisk irrelevant for grønlænderne. Grønland ser med interesse på Kina og deres lyst i at investere i forskellige ting og sager. Hvis amerikanerne gerne ville konkurrere med det, så må de jo komme med nogle ligeså gode tilbud. I øjeblikket har de smidt en lille slat skillinger på bordet, der primært skal gå til at betale amerikanske konsulenters løn. Og det tror jeg egentlig ikke, de er særligt imponerede over i Grønland. Så det eneste, de har gjort, er at markere en interesse, men de har ikke endnu gjort noget aktivt for at vinde Grønland for sig. De har heller ikke gjort særligt meget for at vinde Danmark for sig, for de har kun gjort os irriterede. Så indtil videre synes jeg, de har håndteret det utroligt dumt. Den meget firkantede retorik, som den amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, lægger fra land med, er ikke noget, der vækker gehør, hverken hos grønlænderne eller danskerne. Så retorikken er kontraproduktiv ift. det, amerikanerne gerne vil opnå. Når man kigger på hendes håndtering af det retorisk set, og de penge de har lagt på bordet, og sammenholder det med de mål, de har, så synes jeg overhovedet ikke, det hænger sammen. Carla Sands diplomatiske håndtering af denne sag er klart dumpet. Det er virkelig talentløst, det hun har præsteret.

 

Det, der kunne være hensigtsmæssigt, var at få amerikanerne til at lave nogle øvelser, hvor de viser, at de kan sende militære forstærkninger til Grønland med meget kort varsel
_______

 

RÆSON: Lad os vende os mod det bredere perspektiv til sidst. Det er centralt for Danmark at beholde Arktis som et lavspændingsområde. Du har derfor anbefalet, at Danmark anerkender USA’s behov for at opruste, men at man bør arbejde diplomatisk for at styre oprustningsprocessen sådan, at russerne bliver afskrækket, men ikke skræmt nok til at svare igen med yderligere oprustning i Arktis. Hvordan skal det forløbe? Og vil du mene, at amerikanernes seneste træk er et tegn på, at Danmark og USA forfølger den blide oprustningsstrategi?
JAKOBSEN: Når man kigger på de reaktioner fra Danmark, som bliver tegnet af udenrigsministeren, så har den været meget professionel og ret fornuftig. Det er mere partierne, der ikke har nogen indflydelse, der har råbt og skreget ved siden af, og det er dem, der har glemt at tænke sig om.

Man kan ikke se, at Danmark – ud fra denne sag – er begyndt at håndtere militariseringen i Arktis, fordi investeringen jo er rettet mod Kina og ikke imod Rusland. Det, Danmark har gjort hidtil, er at tale den russiske trussel ned, både ift. Russerne og ift. amerikanerne. Hvad Danmark helt konkret har tænkt sig at gøre, står ikke helt klart endnu. Der arbejdes stadig med en ny Arktis-strategi, og der er mig bekendt ikke kommet nogle nye udmeldinger ift. hvad der skal ske rent militært. Det eneste, Danmark har gjort, er at fortælle amerikanerne ifm. NATO-topmødet i december sidste år, at Danmark ville øge kapaciteten til overvåge sit eget territorium på i Grønland og Færøerne. Men hvordan det teknisk skal ske, det er endnu ikke besluttet. Det eneste, der er besluttet, er, at der skal afsættes 1,5 milliarder kroner til at gøre det. Men det er jo ikke et militært tiltag. Det er et tiltag, som skal sikre, at Danmark bliver i stand til at se, hvad der sker i Rigsfællesskabet, både i luften og på vandet. Og det kan vi ikke i dag. Og det vi er ved at etablere, det er en evne til at håndhæve vores egen suverænitet. Det er i udgangspunktet et neutralt træk, som skal sikre et grundlag for at beslutte, om man skal gøre noget militært.

I øjeblikket ved vi ikke, om der er behov for at gøre noget militært. Det kan vi så vidensdele med amerikanerne, når vi bliver i stand til det. Og det kan så være, at det kan påvirke den amerikanske beslutningsproces ift. hvad vi ser deroppe. Men så længe amerikanerne heller ikke selv har reageret konkret på det, de selv ser som en voksende russisk trussel, så er det svært at sige, hvor det ender. Og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Danmark arbejder diplomatisk på at få amerikanerne til at reagere så afdæmpet som muligt.

Det, der kunne være hensigtsmæssigt, var at få amerikanerne til at lave nogle øvelser, hvor de viser, at de kan sende militære forstærkninger til Grønland med meget kort varsel. Det er den samme politik, de fører i Europa – antallet af amerikanske soldater i Europa er meget lavt. Det er den samme model, amerikanerne med fordel kunne anvende i Arktis: man laver nogle årlige, tilbagevendende øvelser, der viser, at man kan udstationere folk meget hurtigt, uden at man er der permanent. Man kunne også skabe forudsætningerne for at lave nogle årlige flådebesøg. Så længe, man gør det på den måde, så bliver varslingstiden i en krisesituation en hel del længere. Det vil så give både russerne og amerikanerne mulighed for at snakke om tingene, så de ikke går hen og bliver sure på hinanden. Det, amerikanerne frygter med den nye Nagurskoye-base, som russerne er i gang med at etablere på Franz-Josefs Land [en russisk øgruppe i det Arktiske Ocean, red.], er, at de laver en landingsbane, der er så lang, at de kan udstationere alle flytyper. Det ville betyde, at de kunne angribe Thule-basen stort set uden varsel, hvilket ville tvinge amerikanerne til at have en permanent tilstedeværelse i eller omkring Grønland som kan neutralisere et angreb. Men hvis russerne også undlader at have fly permanent stående, optanket og bevæbnede på basen, så giver de også amerikanerne en større reaktionstid.

I det tilfælde ville begge parter vise, at de havde en evne til at bruge magt, hvis det er nødvendigt, men uden at de aktivt har den hele tiden. Hvis flyene bliver stillet derop permanent, så får man en situation, hvor stormagterne bliver nødt til at have betydelige våbensystemer stående i Arktis. Det er meget dyrt, og det øger også risikoen for, at tingene kan gå galt, hvis der opstår en krisesituation, fordi reaktionstiden er så meget kortere. Men indtil videre gør amerikanerne, hvad de kan for at undgå at skulle gøre det pga. omkostningerne. Det så man også fra deres sidste flådestrategi: Amerikanerne er ikke i gang med at issikre deres skibe, fordi det er enormt dyrt. Det er endnu et signal om, at så travlt har amerikanerne heller ikke med at militarisere Arktis. ■

 

Der er en todelt trussel, og den her investering skal ses som et svar på den kinesiske trussel, ikke som et svar på den militære trussel
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland