30.07.2020

Frankrig er på vej tilbage mod mere normale tilstande efter en af de mest strikse nedlukninger i Europa under coronavirussens hærgen. Med to år tilbage af sin første periode som præsident har Emmanuel Macron nu lovet en ”genstart” af sit præsidentskab. Spørgsmålet er bare, om genstarten bliver en kickstart eller en kortslutning.

Af Peter T. Kristoffersen

For lidt over tre år siden blev Emmanuel Macron valgt som den yngste franske præsident nogensinde – 39 år gammel. Med sin nystiftede bevægelse En Marche! (Fremad) sprængte han det politiske landskab og efterlod på vejen til Élyséepalæet både centrum-venstre og centrum-højre partier desillusionerede. Drømmene og de store taler fulgte efter – herunder politiske slagord som ”Make the planet great again” – og et stort ønske om en ny demokratisk samtale efter protesterne fra De Gule Veste. Men nu har tonen ændret sig – igen. Coronakrisen har i den grad sat sit præg på den politiske dagsorden i landet, og den har kostet Macron en del af sin opbakning.

Hvad vil vælgerne have?
Til trods for, at den franske regering har gjort det bedre end lederne i Italien og Spanien, har landets fejltagelser nærmere lignet dem, som er blevet begået på den anden side af kanalen. Hverken den britiske eller den franske regering har været i stand til at skalere i forhold til testudstyr, værnemidler og medicinaludstyr. Krisehåndteringen har været enormt centraliseret, og de lokale regeringer blev sat på sidelinjen trods den værdifulde viden om udviklingen, som de lokale politikere og embedsmænd kunne bidrage med. Macron kan imidlertid fremvise en hjælpepakke på over 500 milliarder euro, der ifølge de seneste estimater har holdt hånden under 11 millioner jobs. Men den største sejr for Macron ligger dog i, at han trods stor skepsis har omvendt Tysklands kansler, Angela Merkel, til at støtte hjælpepakkerne på europæisk plan. Særligt det nyligt vedtagne EU-budget har et stort præg af fransk indflydelse.

Budgettet i sig selv indeholder knap 8.000 milliarder kroner og en omdiskuteret genopretningsfond, der gennem lån og direkte tilskud skal assistere de lande, som er hårdest ramt af konsekvenserne af corona-virussen. Yderligere interessant er finansieringen af tilskuddene, som kommer til at ske gennem obligationer udstedt af EU-kommissionen. For første gang vil EU som helhed – og ikke medlemslande på egen hånd – låne penge og dermed benytte stærke landes kreditvurdering til at hjælpe de svagere. En model Merkel så sent som i April var ganske forbeholden overfor. Om Macrons arbejde på det europapolitiske plan vil give ham politisk vinding inden for de franske grænser, er stadig uklart.

 

Misforholdet mellem Phillippes stigende popularitet og Macrons mangel på samme åbnede muligheden for at benytte en klassisk politisk manøvre for den franske præsident: At fyre sin premierminister for at sende et nyt budskab
_______

 

Indenrigspolitisk er Tyskland nemlig det land, Macron burde misunde. Den stærke tyske industrisektor var omstillingsparat til at levere værnemidler til pleje- og omsorgspersonale på rekordtid, den tyske nedlukning var mindre omfattende end den franske, og regeringens redningspakker er af langt større omfang, end Macron har kunnet mønstre. Politisk har forløbet gavnet både Angela Merkel personligt, men også hendes parti, CDU/CSU, der nu ligger lunt i meningsmålingerne. Ifølge meningsmålingsfirmaet Ifop ligger Macrons popularitet på omkring 38 pct. Ikke direkte forfærdeligt – upopulære præsidenter er mere reglen end undtagelsen i Frankrig – men alligevel et fald på 11 procentpoint fra starten af coronakrisen.

Under coronakrisen har der på tværs af Europa været en tendens til, at borgerne har samlet sig omkring landenes ledere. I Italien toppede Giuseppe Contis popularitet på 71 pct, Østrigs Sebastian Kurz var på 77 pct, men i Frankrig nåede tallet aldrig højere end 54 pct. Mens Macrons popularitet dalede, blev den daværende premierminister, Eduard Phillippe, populær som ansigtet på den franske regerings håndtering af coronakrisen.

Misforholdet mellem Phillippes stigende popularitet og Macrons mangel på samme åbnede muligheden for at benytte en klassisk politisk manøvre for den franske præsident: At fyre sin premierminister for at sende et nyt budskab. Phillippe, der generelt ses som værende centrum-højre, havde muligvis allerede mærket sædet brænde og fik en udvej, da han vandt en storsejr i borgmestervalget for havnebyen Le Havre (hans gamle job i øvrigt). Så i sidste uge fyrede Macron sin premierminister som et led i hans, efter eget udsagn, ”genstart af præsidentskabet”.

Genstarten skal imødegå en økonomisk krise, der alene i 2021 vil koste den franske økonomi 11 pct af BNP. Macrons indledende reformer af bl.a. det franske arbejdsmarked og fagforeningernes position gav over 800.000 nye jobs, men effekten er stort set forsvundet igen som følge af coronakrisen. Den stort anlagte – men også omdiskuterede – pensionsreform er blevet lagt i den politiske dybfryser.

 

På nationalt plan brød 17 parlamentsmedlemmer med En Marche! i maj og dannede gruppen ”Økologi, Demokrati og Solidaritet” som protest imod, at Macrons regering – ifølge dem – hælder mere mod højre end venstre
_______

 

Macron skal i stedet reformulere hele tankegangen bag den økonomiske politik, han blev valgt på i 2017. Dengang ønskede han at frigøre fransk erhvervsliv – særligt iværksættervirksomheder – fra en offentlig sektor, der var blevet for stor og dominerende. Hans valgprogram fra 2017 lovede bl.a. besparelser på de offentlige udgifter på 60 mia. euro sammen med et ønske om at hæve den nuværende franske arbejdsuge på 35 timer. Men i dag er offentlig intervention og statslig styring i markedet et krav fra såvel borgere som dele af erhvervslivet på tværs af Europa – tænk blot på de mange midler til hjælpepakker samt til uddannelse og opkvalificering af medarbejdere.

Derfor må han revurdere sin politik. Selv er han pinligt bevidst om, at hans to forgængere på posten kun fik én embedsperiode hver. Hverken Nicolas Sarkozy fra Republikanerne eller Macrons tidligere chef, Francois Hollande, kunne overbevise de franske vælgere om, at de kunne føre Frankrig videre i yderligere fem år. De var hverken i stand til at reagere på vælgernes utilfredshed eller de nye økonomiske og indenrigspolitiske udfordringer, landet stod overfor. Hverken Sarkozys erhvervspolitiske tiltag eller Hollandes millionnærskat var overbevisende nok.

På det lokalpolitiske niveau står Macrons parti også svagere end i 2017. De seneste lokalvalg i bl.a. de store byer var en decideret skuffelse for En Marche!. Partiet vandt hverken borgmesterposter i Paris, Lyon, Bordeaux eller Strasbourg – til trods for, at Macron under præsidentvalgkampen var altdominerende i netop de byer.

På nationalt plan brød 17 parlamentsmedlemmer med En Marche! i maj og dannede gruppen ”Økologi, Demokrati og Solidaritet” som protest imod, at Macrons regering – ifølge dem – hælder mere mod højre end venstre på den politiske vægt. Gruppen er ikke en decideret oppositionsgruppe mod regeringen, men medlemmerne har klart og tydeligt tilkendegivet, at de vil stemme imod regeringen, såfremt forslagene ikke stemmer overens med deres overordnede værdier. Rent lovgivningsmæssigt vil de 17 parlamentsmedlemmers nye kurs sandsynligvis ikke gøre en stor forskel – takket være bl.a. opbakningen fra centerpartiet MoDem. Men det understreger de de store udfordringer for En Marche!, der skal udvikle sig fra at være en politisk bevægelse til et egentligt parti.

 

Macrons nye regering, anført af Castex, er en skuffelse for de mere venstreorienterede vælgere – i hvert fald på papiret
_______

 

Ministerhold med få nye ansigter
Macrons genstart begyndte som nævnt med en afskedigelse af den populære premierminister, Eduard Phillippe. Hans afløser blev Jean Castex, der i april fik ansvaret for at administrere Frankrigs genåbningsstrategi.

Den nye regering, anført af Castex, er en skuffelse for de mere venstreorienterede vælgere – i hvert fald på papiret. Nok blev den upopulære indenrigsminister, Christopher Castaner, afskediget efter protester over politivold under flere af de største De Gule Veste-demonstrationer [for yderligere beskrivelse af De Gule Vestes betydning for fransk politik henvises til Dyveke Vestergaard Johansens artikel i RÆSON 40, red.], men afløseren er umiddelbart ikke en kandidat, som venstrefløjen i Macrons vælgerbase vil klappe ind på posten. Han hedder Gerald Darmanin, var kampagnechef for Sarkozys valgkampagne i 2016, har tidligere været budgetminister og assisterede Macron med hans skattereform. Under Darmanins ledelse som budgetminister blev det franske budgetunderskud bragt ned under det EU-fastsatte krav om maksimum tre pct af BNP for første gang siden 2007. Derudover forbliver de store poster som bl.a. udenrigs- og finansminister i hænderne på de rutinerede kræfter Jean Yves Le Drain og Bruno La Marie.

Mere interessant er det, at Macron har valgt at udskifte miljøministeren. Det skyldes med stor sandsynlighed De Grønnes fremmarch i de store byer. Barbara Pompili, som er tidligere medlem af De Grønne, overtager nu posten. Hendes opgave bliver i særdeleshed at positionere Macron og regeringen i forhold til at udfordre De Grønnes sag-til-sag-politik. En taktik, der har givet gode resultater i de store byer, hvor bl.a. øgede afgifter på benzin ikke betyder det store for de velhavende indbyggere, der primært cykler eller tager metroen.

 

Spørgsmålet er, om Macron kan bryde igennem de strukturelle problemstillinger, der er blevet endnu større i løbet af coronakrisen inden næste valg i foråret 2022
_______

 

Økonomien bliver altafgørende
Der kommer med andre ord ikke store forandringer i Frankrig med det nye ministerhold og skal regeringen transformere sig selv, har den kun to år til det: Næste præsidentvalgs første runde afholdes i perioden 8.- 22. april 2022. Spørgsmålet er, om Macron kan bryde igennem de strukturelle problemstillinger, der er blevet endnu større i løbet af coronakrisen: Høj ledighed, svækket konkurrenceevne og en stor gæld i både den offentlige og private sektor. Særligt ungdomsarbejdsløsheden er alarmerende – den er ifølge IMF estimeret til at ligge på 8,5 pct.

Macron og hans politiske bevægelse eliminerede skellet mellem højre- og venstrepartier i 2017. En konsekvens heraf er, at Macron heller ikke har nogen base, der kan trækkes på, når det er svære tider i den politiske arena. Det er muligvis den base, Macron forsøger at skabe med sin genstart. Hvis man ser på ministerholdet, ligner det, at Macron tror mere på de liberale og konservative stemmer end på vælgere med mere venstreorienterede holdninger.

Det bliver ikke nemt. Fransk økonomi har stadig det fundamentale problem, at den, med Macrons egne ord, skal “til at producere og arbejde mere”. Men det kræver et opgør med bl.a. den dårlige franske konkurrenceevne og den høje offentlige gæld. Den franske Nationalbank vurderede i juni, at det vil tage to år, før den franske økonomi er tilbage på sporet, og så lang tid kan Macron sandsynligvis ikke vente, hvis han igen skal kunne indtage præsidentposten – og dermed bryde mønstret fra sine to forgængere. Uden fundamentale forandringer og massive reformer synes et genvalg derfor usandsynligt. ■

 

Det vil tage to år, før den franske økonomi er tilbage på sporet, og så lang tid kan Macron sandsynligvis ikke vente, hvis han igen skal kunne indtage præsidentposten
_______

 

Peter T. Kristoffersen (f. 1994) er uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet og har tidligere skrevet om økonomisk og europæisk politik for RÆSON. ILLUSTRATION: Præsident Macron til fodboldfinale (Paris St Germain v AS Saint-Etienne på Stade de France), 24. juli [foto: REUTERS/Christian Hartmann/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland