27.06.2020

Processen er ikke altid smuk, men i sidste instans finder EU som regel løsninger, som virker langt bedre, end hvis EU-landene skulle agere alene. Til gengæld vil krisen skubbe økonomierne i Nord- og Sydeuropa længere fra hinanden.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte sommernummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: „Efter Coronakrisen: En Dybere Kløft i Europa‟

Af Peter Nedergaard

Coronakrisen kom for alvor til Europa i februar. I første omgang befandt det europæiske epicenter sig i Norditalien, men snart efter steg antallet af smittede overalt i Europa. EU’s medlemslande greb til forskellige nationale strategier for at bekæmpe pandemien. I nogle lande tog regeringen hurtigt fat og beordrede i løbet af marts til noget nær fuldstændig nedlukning af økonomierne. Andre regeringer holdt sig til blødere strategier, der i højere grad fokuserede på fysisk afstand.

Det kendetegner forløbet, at landene på intet tidspunkt fandt en fælles linje. Det er der dog heller ikke lagt op til i EU’s traktatgrundlag, hvor sundhedspolitik på ingen måde er en EU-kompetence. Det er det indre marked til gengæld. Her har EU kompetencen, og derfor har det indre marked fortsat med at være funktionsdygtigt. Lastbiler belæssede med varer har krydset grænserne mellem EU-landene i stort tal, selvom antallet ikke har været så højt som under normale forhold. Kun få gange i coronakrisens første hektiske dage har et EU-land tilbageholdt varer, som var bestemt for et andet medlemsland. Det skete fx, da den franske regering beordrede, at visse værnemidler skulle forblive i Frankrig, selvom de var bestemt for Sverige.

Men på trods af at EU-landene har grebet bekæmpelsen af coronapandemien forskelligt an, skal de nu tackle den samme konsekvens: Coronakrisen kommer til at ramme alle EU-lande med en økonomisk forhammer.

En dybere kløft mellem nord og syd
Ifølge EU-Kommissionens nye økonomiske prognose kommer der et voldsomt dyk i den økonomiske aktivitet i 2020, hvorefter landene vinder en del (men ikke det hele) tilbage i 2021. Vi skal med andre ord godt ind i 2022, før de fleste af EU-landene er på niveau med den økonomiske situation i begyndelsen af 2020. I EU som helhed vil bruttonationalproduktet falde med godt 7 pct. i 2020 og i 2021 stige igen med cirka 6 pct. Gennemsnitstallet dækker imidlertid over et spænd i 2020 fra -4 pct. i Polen til et minus på knap 10 pct. i Grækenland. Også arbejdsløsheden i EU vil samlet set stige fra knap 7 pct. i 2019 til 9 pct. i 2020. Derefter forventes arbejdsløsheden at falde til 8 pct. i 2021.

Selvom alle EU-lande i år rammes hårdt af coronakrisen, påvirkes nogle i ekstraordinær grad. Det er uheldigvis samtidig netop de lande – i Sydeuropa – som i forvejen har placeret sig i en sårbar situation med høj gæld og høj arbejdsløshed pga. for få reformer. Grækenland, Italien og Spanien vil i 2020 opleve et fald i bruttonationalproduktet på knap 10 pct. I 2021 vender væksten ifølge prognosen tilbage i de tre lande, men kun, ifølge EU-Kommissionens prognose, med en økonomisk vækst i bruttonationalproduktet på 3 pct. i Italien, som i forvejen er hårdt ramt efter års lavvækst. Spanien får i 2021 en økonomisk vækst på omtrent 2,5 pct., og i Grækenland bliver den på cirka 2 pct.

 

Selvom alle EU-lande i år rammes hårdt af coronakrisen, påvirkes nogle i ekstraordinær grad. Det er uheldigvis samtidig netop de lande – i Sydeuropa – som i forvejen har placeret sig i en sårbar situation med høj gæld og høj arbejdsløshed pga. for få reformer
_______

 

Prognosen fra Kommissionen anslår, at arbejdsløsheden næste år vil ligge på 17 pct. i Spanien og Grækenland og 11 pct. i Italien. Årsagen er ikke mindst, at turismeerhvervet rammes særligt hårdt af coronakrisen, og netop turismen udgør en større del af den samlede økonomi i de sydeuropæiske lande end i de nordeuropæiske EU-lande. Til sammenligning forventes arbejdsløsheden i Tyskland i 2021 at ligge på beskedne 3-4 pct. Det kan Tyskland især takke tidligere forbundskansler Gerhard Schröders såkaldte Hartz-reformer for. Godt nok har disse grundlæggende reformer af arbejdsmarkedet været meget upopulære, siden de gennemførtes i 2002-2005, men de har skabt et tysk arbejdsmarked med en ekstrem høj grad af kriseresistens.

I Danmark kommer arbejdsløsheden i 2021 ifølge EU-Kommissionen til at ligge på knap 6 pct., og i Sverige på knap 10 pct. Sverige ser ud til at blive hårdere ramt på økonomien, på trods af at Sverige er et af de EU-lande, som har lukket mindst ned for den almindelige økonomiske aktivitet under pandemien. Årsagen er, at den svenske eksport er mere konjunkturfølsom end den danske, som i højere grad end den svenske består af fødevarer og medicinalvarer – varer, som der er efterspørgsel efter, uanset om der er økonomisk krise eller ej.

Den økonomiske prognose fra EU-Kommissionen – der er lavet i april 2020 – skal naturligvis tages med et gran salt. Det er en prognose fra et tidspunkt, hvor coronakrisen ikke engang er ovre. Den kan sagtens vise sig både at være for optimistisk og for pessimistisk, når vi kommer længere hen.
Men: Der er næppe tvivl om, at den rammer hovedet på sømmet, når det drejer sig om de store forskelle, der er mellem det økonomiske stød, som EU-landene i henholdsvis Nord- og Sydeuropa vil opleve som følge af coronakrisen.

Det skyldes dels, at de sydeuropæiske EU-lande er ramt hårdere af selve pandemien med længere og mere massiv nedlukning af samfundet, fordi antallet af smittede og døde ganske enkelt har været højere end i Nordeuropa, dels at turismen som nævnet fylder mere. Men det skyldes også, at de sydeuropæiske EU-lande ikke i samme grad er polstret til at imødegå et økonomisk tilbageslag, fordi de alt for sent eller i alt for ringe grad har været igennem den økonomiske reformproces med tilpasning af arbejdsmarkedet og pensionssystemet, som de nordeuropæiske EU-lande har.

Spanien, Portugal og Grækenland har ganske vist gennemført visse reformer i de seneste år, men de kom først, da landene økonomisk set stod med ryggen mod muren tvunget af omstændighederne under eurokrisen i 2009-2012. Italien har ikke engang i noget nævneværdigt omfang gennemført disse post-eurokrisereformer: Landet er fortsat Europas ’syge mand’ med lavvækst, for få investeringer, meget store regionale forskelle, politisk usikkerhed i kraft af mere eller mindre populistiske regeringer og et arbejdsmarked med en af EU’s laveste beskæftigelsesrater.

Coronakrisen betyder derfor, at de sydeuropæiske EU-lande, som i forvejen er stærkt gældsatte på grund af manglende reformer, bliver endnu mere gældsatte.
Som helhed stiger den offentlige gæld i EU ifølge EU-Kommissionen fra 86 pct. af bruttonationalproduktet i 2019 til 103 procent i 2020. Herefter vil den falde til knap 100 pct. i 2021. EU’s stabilitets- og vækstpagt fastsætter, at den offentlige gæld i de enkelte EU-lande maksimalt må nå 60 pct. af bruttonationalproduktet – og kræver, at EU-lande med en gældsprocent herover bevidst skal føre en økonomisk politik, der bringer gælden ned.

De overordnede gældstal dækker imidlertid over enorme forskelle EU-landene imellem. I 2021 forventes Grækenland at have en offentlig gæld på næsten 200 pct. af bruttonationalproduktet. Det er forventningen, at Italien vil ligge på cirka 150 pct., mens Spanien, Portugal og Frankrig ventes at ligge på en gældsprocent på mellem 100 og 120. Grækenland har fået en mindre gældseftergivelse under eurokrisen, men ellers har princippet været, at EU støtter med billig finansiering af gælden, som samtidig skal betales tilbage. Emmanuel Macron og Angela Merkel foreslog imidlertid den 18. maj 2020, at EU-landene nu i fællesskab skal stille 500 mia. euro til rådighed for de regioner og sektorer i EU-landene, som er hårdest ramt af coronakrisen. Dette beløb skal samtidig ikke tilbagebetales, og finansieringen skal ske ved, at EU-landene som helhed optager lån, der tilbagebetales over en årrække frem til 2027 via ekstrabidrag fra medlemslandene til budgettet, hvilket er en model, som Tyskland hidtil har været stærk modstander af. Forslaget er ikke godkendt af de andre EU-lande, og modstanderne heraf vil være de store nettobidragydere til EU-budgettet som Holland, Danmark, Sverige og Østrig, idet disse lande vil komme til at betale en forholdsmæssig stor del af støttebeløbet til de coronaramte EU-lande.

 

De overordnede gældstal dækker imidlertid over enorme forskelle EU-landene imellem. I 2021 forventes Grækenland at have en offentlig gæld på næsten 200 pct. af bruttonationalproduktet. Det er forventningen, at Italien vil ligge på cirka 150 pct., mens Spanien, Portugal og Frankrig ventes at ligge på en gældsprocent på mellem 100 og 120
_______

 

Blandt de nordeuropæiske EU-lande er prognosen, at den offentlige gæld i Tyskland kommer til at ligge på knap 70 pct. i 2021, mens den samme procentsats for Danmark bliver cirka 45. Når det ikke går værre i Danmark, skyldes det, at Danmark gik ud af 2019 med et gedigent overskud på de offentlige finanser – vi har så at sige noget at tære på. Baggrunden for den velpolstrede danske stat er de mange reformer af arbejdsmarkedet, efterlønnen, førtidspensionssystemet, tilbagetrækningsalderen osv., som er gennemført de seneste 15-20 år.

Den svenske offentlige gæld ventes i 2021 at ligge på lidt under den danske og udgøre 43 pct. af bruttonationalproduktet. Sverige har i mange år evnet at holde de offentlige udgifter i ave via en stram budgetlov, som er inspirationskilden til den tilsvarende danske. Den svenske regering er således meget varsom med at sende ubetalte regninger ind i børneværelserne til de opvoksende generationer, således som man i årevis har excelleret i i bl.a. de sydeuropæiske EU-lande. De nuværende sydeuropæiske EU-landes konstante krav om mere nordeuropæisk solidaritet er således et spejlbillede af fraværet af manglende solidaritet mellem generationerne i Sydeuropa, hvor de nuværende generationer vedvarende sender gælden videre til betaling af efterkommerne.

Reformkravet venter
Mens EU som nævnt ikke har haft kompetencen til at være aktiv på den sundhedspolitiske arena under coronakrisen, så har Unionen til gengæld allerede udfoldet sig på det økonomisk-politiske område. I hvert fald efter at det første pandemi chok havde lagt sig. EU’s stats- og regeringsledere blev på en videokonference den 23. april 2020 enige om en støttepakke på 540 mia. euro i form af lånemuligheder til især de EU-lande, som er hårdest ramt af coronakrisen. Den skal gå til at etablere et sikkerhedsnet under lønmodtagere og virksomheder under coronakrisen.

240 mia. euro af de 540 mia. euro stilles til rådighed af Den Europæiske Stabilitetsmekanisme (ESM), hvorfra EU-landene kan låne uden de sædvanlige betingelser om samtidig at skulle gennemføre specifikke reformer. Pengene trækkes fra ESM’s reserver. Herudover er der tale om 200 mia. euro i lån til virksomheder fra Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Som garanti for lånene skyder EU-landene i den forbindelse ekstra 25 mia. euro ind i EIB. Herudover er der kommet et nyt låneinstrument i EU som følge af coronakrisen i form af SURE, hvis initialer står for Support to mitigate Unemployment Risks in an Emergency. SURE indebærer finansiel bistand på op til 100 mia. euro som lån til EU-lande, der er særligt hårdt ramt af coronakrisen.

Alt i alt er der således kommet 125 mia. euro til som ekstramidler til at afbøde de økonomiske konsekvenser af coronapandemien i særligt de sydeuropæiske EU-lande. Det svarer til 1 pct. af EU’s samlede bruttonationalprodukt. Samtidig er der som nævnt et forslag fra Frankrig og Tyskland om decideret støtte fra EU-budgettet på 500 mia. euro.

 

Mens EU som nævnt ikke har haft kompetencen til at være aktiv på den sundhedspolitiske arena under coronakrisen, så har Unionen til gengæld allerede udfoldet sig på det økonomisk-politiske område
_______

 

Den Europæiske Centralbank (ECB) har også fået etableret et nyt opkøbsprogram kaldet Pandemic Emergency Purchase Programme (PEPP) på 750 mia. euro. Det er tanken, at programmet skal opkøbe væsentlige dele af de nye statsobligationer, som de sydeuropæiske eurolande bliver nødt til at sende på markedet for at få finansieret og refinansieret den forøgede statsgæld, som coronakrisen medfører. ECB’s opkøbsprogram kan i høj grad bidrage til at holde rentesatsen nede, når de gældstyngede EU-lande skal skaffe kapital for at dække coronakrisens omkostninger. Uden denne håndsrækning risikerede de at knække nakken på grund af en tyngende gæld til høje renter.

Men ECB’s opkøbsprogram indebærer imidlertid, at det stadig er de lande, som udsteder statsobligationerne, der selv hæfter for gælden. Den forøgede gæld indebærer, at disse lande får endnu sværere ved at leve op til kravet om, at den offentlige gæld maksimalt må udgøre 60 pct. af BNP. De pågældende lande i eurozonen kommer derfor under stærkt pres for at fremlægge planer for, hvordan de vil reducere gælden via reformer. Reformer, som der ikke engang før coronakrisen var politisk villighed til at gennemføre. Det er i dette perspektiv, at det fransk-tyske forslag om støtte skal ses. Denne støtte er imidlertid en engangsforeteelse.

De sydeuropæiske EU-lande havde imidlertid hellere set, at der mere permanent var blevet etableret et system med obligationer, der skulle udstedes af eurolandene eller endda af hele EU i fællesskab. Et sådant system ville betyde, at alle EU-lande på langt sigt ville lægge deres kreditværdighed i vægtskålen i forhold til de gældsatte sydeuropæiske EU-lande. På den måde ville de forgældede sydeuropæiske EU-lande så at sige låne kreditværdighed og gældshæftelse af de mindre forgældede nordeuropæiske EU-lande. Det ville naturligvis også indebære, at alle EU-lande bag gælden hang på den, hvis et eller flere lande ikke var i stand til at betale af på den fælles obligationsgæld.

Ligesom en række andre nordeuropæiske EU-lande har Danmark taget afstand fra ideen om fælles EU-obligationer. Begrundelsen er, at en sådan kollektivisering ødelægger incitamenterne til at gøre noget ved gældsætningens årsager, nemlig for stort offentligt forbrug eller for ringe skatteopkrævning. Det ville derfor være endnu sværere at få gennemført nødvendige pensions- og arbejdsmarkedsreformer, der kunne skaffe det offentlige flere indtægter og færre udgifter i de sydeuropæiske EU-lande. Den slags reformer er i vidt omfang allerede gennemført i mange nordeuropæiske EU-lande. Man risikerer, at reformincitamentet ville forsvinde i Sydeuropa, hvis EU-obligationerne var en permanent mulighed for at få dækket underskud på de offentlige budgetter.

 

Det ville naturligvis også indebære, at alle EU-lande bag gælden hang på den, hvis et eller flere lande ikke var i stand til at betale af på den fælles obligationsgæld
_______

 

Samtidig er der også en særlig ideologisk indpakning af denne problematik i Tyskland. Udstedelsen af EU-obligationer strider mod det grundlæggende princip i den toneangivende ordoliberale økonomiske filosofi om, at den, der optager en given gæld, også er den, som skal hæfte for den. Dette såkaldte ’hæftelsesprincip’ er grundlæggende i ordoliberalismen, der er den økonomisk toneangivende økonomisk-politiske grundfilosofi i Tyskland, og som indebærer en streng anbefaling om tilnærmelsesvis ligevægt mellem indtægter og udgifter på de offentlige budgetter og kraftige sanktioner, hvis det ikke sker. Som nævnt har Angela Merkel delvis tilsidesat hæftelsesprincippet kraft af det fransk-tyske forslag om direkte coronakrisehjælp baseret på fælles EU-gældsstiftelse. I hvert fald i en periode.

Nej, EU er ikke ved at gå i opløsning
Sammenlagt er der ikke udsigt til, at de sydeuropæiske EU-lande hjælpes gennem coronakrisen ved hjælp af EU-obligationer. Derimod får de rige lande nye muligheder for at låne til forholdsvis lav rente. Samtidig får de særligt hårdt coronaramte EU-lande en direkte (men tidsbegrænset støtte), hvis det fransk-tyske forslag gennemføres.

De sydeuropæiske EU-lande ønsker sig imidlertid mere, end de får. Denne diskrepans har allerede afstedkommet, at kritikken af EU har bredt sig i Italien. Blandt italienerne var skepsissen over for EU allerede før coronakrisen betydelig på grund af det, man fra italiensk side anser for at være manglende EU-solidaritet under flygtninge- og migrantkrisen i 2015-16 og for hårde sparekrav under eurozone-krisen i årene efter 2009.

Intet tyder imidlertid på, at Italien af den grund ønsker at forlade EU, for Italien har intet alternativ. Italien er ikke Storbritannien. Et Italien uden for EU er et land uden indflydelse på egne forhold, da man under alle omstændigheder vil være afhængig af EU-beslutninger, det indre marked og med sektorer og regioner, som er dybt afhængige af EU-støtte. Italien bliver derfor i EU, men det ser ud til, at italienerne vil brokke sig mere.

I Spanien er der ikke som i Italien en artikuleret EU-skepsis fra de førende politiske partier. Det er en tabersag, hvis man stiler mod at få Spanien ud af EU, fordi EU i Spanien er synonymt med demokratisering og økonomisk modernisering. Derfor accepterer Spanien i højere grad EU’s økonomisk-politiske linje, og spanierne har også gennemført flere reformer end Italien. Samtidig vil Spanien vedblive med at kræve, at EU skal vælge en anden form for långivning a la EU-obligationerne, men de spanske beslutningstagere ville være meget glade for en direkte EU-hjælp a la det fransk-tyske forslag.

Under den græske gældskrise i 2009-2017 besluttede Grækenland i realiteten, at man ville forblive i EU uanset prisen. Grækenland ville også miste meget betydelige støttesummer via EU-budgettet, hvis man trådte ud. Grækenland er en af de største nettomodtagere fra EU-budgettet, og som i Spanien er EU i Grækenland tæt forbundet med moderniseringen af landet.

På trods af hvad der spås i dele af den angelsaksiske presse, vil EU efter alt at dømme også bestå hinsides coronakrisen. EU vil dog være mere splittet mellem de nordeuropæiske og sydeuropæiske medlemslande, hvilket vil medføre en række politiske og økonomiske udfordringer. Men splittelsen vil ikke være livstruende. ■

 

På trods af hvad der spås i dele af den angelsaksiske presse, vil EU efter alt at dømme også bestå hinsides coronakrisen. EU vil dog være mere splittet mellem de nordeuropæiske og sydeuropæiske medlemslande…
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland