13.05.2020

Det socialdemokratiske folkeparti i Tyskland, Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), har i de sidste 20-30 år taget sin rolle som et af to traditionelle folkepartier i Tyskland så seriøst, at de – via deltagelsen som politisk lillebrorparti i diverse koalitionsregeringer – har sat Tysklands politiske stabilitet over partiets politiske projekt. Prisen betales nu.

Denne artikel er en del af den fjerde udgave RÆSONs digitale ekstranummer „RÆSON EKSTRA‟, som sætter fokus på de vidtrækkende sundhedsmæssige, sociale, politiske og økonomiske konsekvenser coronapandemien har haft – og vil få. Du kan finde magasinet digitalt her.

—

Af Peter Nedergaard

SPD er et parti i dyb krise. I 2018 trådte det kun nødtvunget – og for stabilitetens skyld – ind i den store regeringskoalition med de kristendemokratiske partier, CDU/CSU, efter et historisk ringe valgresultatet året før: 21 procent af stemmerne ved et forbundsdagsvalg var det ringeste resultat siden 1933. Også forbundsdagsvalget i 2021 tegner dårligt: I opinionsundersøgelserne ligger partiet konstant til at få et resultat, som er ringere end i 2017, og De Grønne står også i de fleste opinionsundersøgelser til at overhale SPD som det næststørste parti med en snæver margen.

Hvordan har det kunnet gå så galt med SPD, som traditionelt er et af Tysklands to store folkepartier og historisk har været en slags moderparti for socialdemokrater i resten af Europa?

En del af forklaringen skal vi finde i partiets historie.

Bismarck, Socialistloven og den første ’velfærdsstat’
Socialdemokratische Partei Deutchlands – SPD – er Tysklands ældste. Rødderne til Socialdemokratiet kan spores tilbage til Ferdinand Lasalle (1825-1864), der grundlagde det politiske parti Allgemeine Deutsche Arbeiterverein i 1863, som senere blev til SPD. I modsætning til Karl Marx var Lasalle socialreformist og tilhænger af et demokratisk konstitutionelt monarki med en veludbygget socialpolitik. I Tyskland blev perioden fra 1871 indenrigspolitisk præget af rigskansler Otto von Bismarcks benhårde konservatisme og hans bekæmpelse af alle former for socialistiske kræfter. Undertrykkelsen bestod blandt andet i en undtagelseslovgivning, der rettede sig direkte imod ’rigets fjender’. Disse fjender talte både det socialdemokratiske parti og al form for agitation, der knyttede sig til socialistisk tænkning samt til den katolske kirke og pavestyret. Den vigtigste af disse undtagelseslove var ’Socialistloven’, der skulle bremse Socialdemokratiets fremgang. For det andet indførte han sociale tiltag, der skulle afhjælpe fattigdommen i samfundet og dermed forebygge, at arbejderklassen skulle lade sig forføre af socialdemokraternes påståede revolutionære tanker.

Socialistloven (’Gesetz gegen die gemeingefährlichen Bestrebungen der Sozialdemokratie’) blev vedtaget den 19. oktober 1878, efter at kejser Wilhelm den 1. samme år var blevet udsat for to attentatforsøg. I strid med sandheden fremstillede Bismarck attentatforsøgene som arbejderbevægelsens værk. Han fik på den måde støtte i befolkningen og i Rigsdagen til loven, der eksplicit i en periode forbød Socialdemokratiet, fagforeninger og alle øvrige socialistiske organisationer og deres aktiviteter i det tyske kejserrige. Den socialdemokratiske modstand mod den fransk-tyske krig 1870-71 var en afgørende årsag til, at det var muligt at skabe et image af socialdemokraterne som ’vaterlandslose Gesellen’ (svende uden fædreland) og ’Reichfeinde’ (rigsfjender) i de tyske nationale kredse, som bakkede op bag tysk national enhed i kredsen omkring Bismarck.

 

Oprindeligt skulle [Bismarks] Socialistlov have været midlertidig. I den efterfølgende periode blev dens udløbsfrist imidlertid regelmæssigt forlænget. Frem til 1890 betød dette blandt andet, at besiddelse og udbredelse af socialistiske publikationer blev straffet med bøde eller fængsel
_______

 

Oprindeligt skulle Socialistloven have været midlertidig. I den efterfølgende periode blev dens udløbsfrist imidlertid regelmæssigt forlænget. Frem til 1890 betød dette blandt andet, at besiddelse og udbredelse af socialistiske publikationer blev straffet med bøde eller fængsel. En anden konsekvens var, at socialistisk orienterede kandidater til Rigsdagen måtte stille op som løsgængere, fordi Sozialdemokratische Arbeiterpartei Deutschlands (SAPD), der var dannet i 1875, var erklæret ulovligt.

Men selv om Socialistloven på det formelle plan lagde et jerngreb omkring arbejderbevægelsen, havde den dog ikke en så ødelæggende effekt på socialdemokraterne, som Bismarck havde ønsket. På trods af loven steg andelen af stemmer, der gik til socialdemokratiske kandidater ved rigsdagsvalgene i perioden 1881-1890 fra omtrent 312.000 til cirka 1,4 millioner.

Samtidig indførte Bismarck en række sociallove, der skulle mindske elendigheden hos arbejderklassen. Efter at de konservative partier – til trods for Socialistloven – led store stemmetab til fordel for oppositionen ved rigsdagsvalget i 1881, stod det klart for Bismarck, at den hårdhændede undertrykkelse af Socialdemokratiet ikke var nok til at inddæmme den sociale indignation hos en mere og mere forarmet arbejderklasse. I en kejserlig bekendtgørelse annoncerede han derfor en ny socialpolitik, hvis formål det var at sikre arbejderklassens trivsel. „Hvorfor skal soldaten og embedsmanden have pension og ikke arbejdets soldat?‟ som Bismarck formulerede det.

Sociallovene indebar lovpligtige sygekasser, ulykkes- og skadesforsikringer samt obligatoriske pensionsopsparinger for arbejderne. De nye sociale ordninger blev finansieret delvist af arbejdsgiverne, delvist af arbejderne selv og for en meget lille del via et statsligt tilskud. I et vist omfang findes denne finansieringsmodel stadig i Tyskland. Bismarcks omfattende sociallovgivning var helt ekstraordinær for sin tid – og lagde grundstenene til den moderne velfærdsstat, som oprindeligt især greb ind på de samme områder. Efter Bismarcks afgang i 1890 undlod den nyligt kronede kejser Wilhelm II imidlertid at forlænge Socialistloven – og Socialdemokraterne gendannede efterfølgende deres parti under det navn, som det stadig bærer i dag, nemlig Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD).

Først tysker, så socialdemokrat
Den 1. august 1914 sendte Tyskland en note til Frankrig, hvor man forlangte ubetinget fransk neutralitet i den tysk-russiske konflikt samt udlevering af de franske forsvarsværker, der vendte mod Tyskland. Det var en maskeret krigserklæring. Den tyske regering havde troet, at SPD’s rigsdagsmedlemmer ville stemme imod bevillingerne til krigen, fordi arbejderbevægelsen i Tyskland og i andre europæiske lande traditionelt var pacifistisk. Regeringen tog imidlertid fejl. De socialdemokratiske politikere og de fleste arbejdere lod sig rive med af regeringens nationalistiske propaganda og ofrede den pacifistiske ideologi. Fra sin balkon på slottet i Berlin erklærede kejser Wilhelm II, at fra nu af anerkendte han ikke partier, men kun tyskere. Integrationen af SPD i det tyske politiske system, som ikke var lykkedes på den indre front med hverken socialistloven (’pisk’) eller sociallovgivningen (’gulerod’), syntes nu at finde sted via den almindelige nationale krigsbegejstring.

Socialdemokraten Konrad Haenisch beskrev meget rammende den følelse af befrielse, som det var at kunne overgive sig til patriotismen:
”Denne angst: Bliver du nu ikke til en forræder mod dig selv og din sag? Må du nu også føle sådan som dit hjerte fortæller dig? […] den frygtelige spænding løsnes, man turde være det, man var, man havde lov til – på trods af alle de stive principper og stivnede teorier – for første gang (for første gang i næsten et århundrede) at istemme den brusende stormsang af fuldt hjerte med god samvittighed og uden angst for af den grund at blive forræder: Deutschland, Deutschland über alles.”

Inden for SPD opstod der dog i samme periode en voksende krigsmodstand. I april 1917 – samtidig med, at der udbrød store strejker – blev partiet spaltet. De mest radikale krigsmodstandere dannede Unabhänige Sozialdemokratische Partei Deutchlands (USPD), som blandt andet en ung Willy Brandt blev medlem af. Og da den uindskrænkede tyske ubådskrig, som skulle vende krigslykken, samtidig syntes at slå fejl, bredte krigsmodstanden i Tyskland sig til alle andre partier end de konservative. Krigsmodstanderne krævede i en fælles resolution ’fred uden annekteringer’.

I mange år herefter – i realiteten frem til fremkomsten af partiet PDS/Die Linke med rødder i SED efter den tyske genforening – havde SPD ingen rivaler på venstrefløjen. Det betød, at partiet trygt kunne bevæge sig mod højre uden at frygte, at et parti længere ude til venstre ville kapre venstrefløjsstemmerne
_______

 

Efter det tyske nederlag i 1918 indførtes i 1919 Weimarrepublikken, som fik navnet efter byen, hvor dens forfatning blev nedskrevet. Den konservative højrefløj var modstandere af Weimarrepublikken og foretrak et autoritært regime. Dette efterlod SPD, Zentrum (et katolsk parti) og det liberale Deutsche Demokratische Partei som de eneste entusiastiske støtter af republikken – den såkaldte ’Weimar-koalition’. Det andet (højre)liberale parti, Die Deutsche Volkspartei, bevægede sig konstant mellem at være i opposition til Weimarrepublikken og til at være en del af dens regeringsgrundlag. Samtidig var dele af embedsværket, militæret (det, der var tilbage efter Versailles-traktaten), retsvæsnet, universiteterne, store dele af pressen, handelen og industrien alle mistænksomme over for – eller direkte imod – Weimarrepublikken.

Det største af Weimar-koalitionens politiske støttepartier var derfor SPD. Partiet stod last og brast med den nye republik, hvori det også – for første gang – havde fået politisk indflydelse på regeringsniveau. Med mellem 20 og 30 procent af stemmerne på landsplan, omkring én million medlemmer og et vidtforgrenet net af underorganisationer var partiet en politisk magtfaktor af rang under Weimarrepublikken. Det blev også det ledende parti blandt de europæiske socialdemokratier, der også i vidt omfang sendte deres kommende ledere til skoling på SDP’s kurser. SPD var fortsat – som det havde været siden 1800-tallet – de europæiske socialdemokratiske partiers ’moderparti’. Tysk sprog var det socialdemokratiske lingua franca, som de fleste ledere i socialdemokratierne og fagforeningerne i Europa beherskede. To senere danske statsministre, H.C. Hansen og Hans Hedtoft, var i denne periode på lange ophold på SPD’s højskoler. Samtidig havde SPD også tæt tilknytning til den faglige landsorganisation, Allgemeine Deutscher Gewerksschaftbund (ADGB), funktionærkartellet AfABund og embedsmandsorganisationen, Allgemeine Deutscher Beamtenbund (ADB). Hertil kom SPD’s dominans i den paramilitære kamporganisation Reichsbanner Schwarz-Rot-Gold, som oprettedes i 1924 til forsvar for republikken som reaktion på de højrenationales militser. Reichsbanner havde over en millioner medlemmer.

Weimarrepublikken brød sammen i 1933, da Adolf Hitler blev rigskansler, og SPD blev forbudt i juni 1933. Under det nationalsocialistiske regimente måtte mange af SPD’s ledere flygte, andre gik i en slags indre landflygtighed, og endnu andre – især blandt de menige medlemmer lod sig overbevise af nationalsocialismen. I 1945 blev SPD genetableret i hele Tyskland, men i 1946 blev partiet i den sovjetiske besættelseszone tvangssammensmeltet med det tyske kommunistparti, KPD. Det nye parti fik navnet Sozialistische Einheitspartei Deutchlands (SED), og dette parti blev hurtigt rent kommunistisk.

1949-69: I CDU’s skygge
Ved det første føderale valg i det nye Vesttyskland i 1949 var resultatet tæt. Men SPD tabte med 29 procent af stemmerne mod 31 procent til de to kristendemokratiske partier, CDU og CSU. SPD blev i mange år forvist til rollen som oppositionsparti – en rolle, man ikke var i stand til at ryste af sig. Det store regeringsparti, CDU, med forbundskansler Konrad Adenauer i spidsen forstod at føre en politik, som gav de resultater, vælgerne efterspurgte – og øgede gradvist sin andel af stemmerne i det første tiår efter etableringen af forbundsrepublikken.

Adenauers effektive regeringsstil, den faldende arbejdsløshed og SPD’s vedvarende manglende vælgertække medførte, at den CDU-ledede koalition vandt valget i 1953 med en større majoritet end i 1949. Efter uoverensstemmelser trak det liberale støtteparti FDP sin støtte til regeringen i 1956. Men det følgende år vandt Adenauer et absolut flertal af vælgerne og havde dermed end ikke brug for FDP. Adenauers personlige popularitet steg som følge af den økonomiske fremgang, der ikke mindst var et resultat af økonominister Ludwig Erhards succesfulde markedsøkonomiske reformer, som var baseret på den ordoliberale økonomiske filosofi. Ordoliberalismen er en særlig tysk form for liberalisme, som har haft stor indflydelse på både CDU, FDP og SPD siden anden verdenskrig. Hovedpointerne i filosofien er skarp, velreguleret konkurrence på markedet, lavinflation, ligevægt på de offentlige finanser og en stærk stat til at sikre disse ting. Samtidig var det en medvirkende faktor til den folkelige opbakning, at CDU fra begyndelsen anlagde en centrum-orienteret politisk linje (partiets rødder var da også partiet Zentrum), som også rakte ud mod de tyske arbejdere og fagforeninger.

Det var ikke, før SPD introducerede sit nye program på partikongressen i Bad Godesberg i 1959, at partiet officielt ophørte med at være et marxistisk parti, der hverken nævnte Marx, planøkonomi eller nationaliseringspolitikken. I stedet talte det nye SPD-program om reform af ’den sociale markedsøkonomi’, som var den borgerlige regerings betegnelse for det tyske økonomiske system efter krigen. Socialdemokraterne begyndte at gøre sig realistiske forestillinger om, at man kunne overtage regeringsmagten fra CDU/CSU. Ved forbundsdagsvalgene herefter begyndte partiet gradvis at indsnævre vælgerkløften til hovedrivalen i form af CDU. SPD blev også hjulpet, da Vesttyskland i 1956 forbød det kommunistiske parti, KPD, efter den sovjetiske intervention i Ungarn. I mange år herefter – i realiteten frem til fremkomsten af partiet PDS/Die Linke med rødder i SED efter den tyske genforening – havde SPD ingen rivaler på venstrefløjen. Det betød, at partiet trygt kunne bevæge sig mod højre uden at frygte, at et parti længere ude til venstre ville kapre venstrefløjsstemmerne.

Det så dog ud til, at det ville kræve hjælp fra en koalitionspartner i form af FDP.

 

Schröders satsning på Hartz-reformerne er til gengæld senere blevet tillagt afgørende betydning for tysk økonomis fremtidssikring. De var direkte årsag til den langt lavere arbejdsløshed i de efterfølgende år. Uden dem var Tyskland heller ikke blevet Europas stabile økonomiske anker under finanskrisen 2008-2011
_______

 

SPD’s vælgerandel steg fra 32 procent i 1957 til 36 procent i 1961, mens CDU’s vælgerandel i samme periode faldt fra godt 50 til 45 procent. Kløften mellem de to store partier snævredes atter ind ved forbundsdagsvalget i 1965. CDU/CSU fik knap 48 procent af stemmerne, mens SPD fik sit bedste resultat indtil da med 39 procent. Ud over vælgerbasen blandt arbejdere og fagforeningsmedlemmer i industriområder som Ruhr og Saarland og i byer som Berlin, Hamburg og Bremen kom dele af middelklassen til. Blandt en del intellektuelle fik SPD også stigende støtte, fordi det blev betragtet som det moderne parti i modsætning til det bedagede og gammelborgerlige CDU.

SPD’s lange march mod magten efter Anden Verdenskrig blev hjulpet på vej af Ludwig Erhard-regeringens fiasko 1964-66 og SPD’s deltagelse i den store koalitionsregering (’Große Koalition’ – dvs. GroKo) i 1966-69 med Kurt-Georg Kiesinger som forbundskansler.
Koalitionsregeringen gav SPD de første erfaringer med at have regeringsansvar på forbundsniveau efter Anden Verdenskrig, selv om SPD som nævnt i lighed med situationen i de skandinaviske lande havde været i regering i mellemkrigsårene.

Selv da SPD endeligt opnåede at få forbundskanslerposten i form af Willy Brandt i 1969, var partiet imidlertid stadig lidt mindre end CDU/CSU. Men SPD’s moderne image havde smittet af på det liberale FDP, der nu ønskede et magtskifte og dermed flyttede deres støtte fra CDU til SPD. Dette socialdemokratisk-liberale partnerskab blev af folkeopinionen og medierne vurderet som nødvendigt efter 20 års CDU-dominans. De mente, at SPD bedre svarede til tidsånden med ungdomsoprør mod autoriteterne end CDU/CSU.

Selvom det lille FDP med knap seks procent af stemmerne aldrig eksplicit havde udmeldt en præference, havde der faktisk været flere indikatorer på, at man denne gang ville vælge SPD. Det skete også. SPD’s formand Willy Brandt, der sad som udenrigsminister i den store koalition og var tidligere overborgmester i Vestberlin 1957-1966, blev forbundskansler og blev som udenrigsminister afløst af FDP’s leder, Walter Scheel.

Skiftet fra en CDU- til en SPD-ledet regering markerede endegyldigt den politiske slutning på efterkrigstiden i Vesttyskland. SPD-FDP koalitionsregeringen forblev ved magten fra 1969 og helt indtil 1982 – selv om det eneste tidspunkt, hvor SPD var det største parti i Forbundsdagen, var ved valget 1972 med 46 procent af stemmerne. Brandts stærke personlige popularitet og hans afløser Helmut Schmidts politiske præstationer for at holde Vesttyskland næsten ude af den økonomiske afmatning efter oliekrisen i 1973 styrkede vælgernes opbakning. Den var dog ikke uden en bagside. Under Helmut Schmidt (1974-82) bevægede SPD sig mod det centrum, hvor flertallet af vælgerne befinder sig, men dét udløste kritik fra venstrefløjen – herunder fra SPD’s ungdomsorganisation JuSo (’Jungsozialisten‘) og fra gamle marxister i fagbevægelsen. Tidsånden var præget af marxismen, og den pragmatiske og midtsøgende Helmut Schmidt var på kant hermed.

Den nye Schmidt-regering måtte tage stilling til en række nye udfordringer. De omfattede de økonomiske effekter af oliekriserne, udviklingen i Den kolde Krig, terrorisme (særligt fra terrorgruppen Rote Armee Fraktion (RAF), som også var kendt som Baader-Meinhof-gruppen) og fra 1980 en ny politisk kraft i form af De Grønne, som dengang var et smalt studenteraktivistisk parti og ikke som i dag et bredt venstreliberalt parti.

Schmidt-regeringen vandt valget i 1976, men snart efter viste koalitionen tegn på at være slidt ned og mange troede ikke, at den ville holde indtil 1980-valget. Men så valgte CDU/CSU den meget konservative CSU-leder, Franz Josef Strauss, som deres kanslerkandidat. Da FDP under ingen omstændigheder ville støtte Strauss som forbundskansler, forblev SPD-FDP-koalitionen derfor intakt og vandt også valget i 1980 med henholdsvis 43 og 11 procent af stemmerne.

FDP var imidlertid ikke tilfreds med samarbejdet i koalitionen og frygtede også, at SPD’s stigende upopularitet (som viste sig i meningsmålingerne) ville smitte af. FDP’s forsøg på (som i 1966 med Erhard) at få vedtaget en mere markedsorienteret politik og få gennemført besparelser i de offentlige udgifter var resultatløse. I september 1982 forlod partiet derfor regeringen og 1. oktober støttede FDP CDU/CSU’s mistillidsvotum mod forbundskansler Helmut Schmidt, som derfor blev afløst af Helmut Kohl fra CDU. Det efterfølgende forbundsdagsvalg var det hidtil værste resultat for SPD i næsten 20 år. Partiet fik 38 procent af stemmerne.

Til forbundsdagsvalget i 1987 opstillede SPD en ny kanslerkandidat, Johannes Rau, men partiet formåede ikke at øge sin stemmeandel. De Grønne opnåede over otte procent og etablerede derved sig selv som et fast element i Forbundsdagen. Kohl fortsatte som forbundskansler.

En tredje vej?
Ønsket om en genforening af Vest- og Østtyskland var hele tiden officiel vesttysk politik, men emnet blev efterhånden mere og mere glemt i den almindelige dag-til-dag vesttyske politik. Men pludselig blev emnet genintroduceret i løbet af 1989 på grund af store folkelige protestbevægelser i hele DDR. Helmut Kohl – der var gift med en kvinde, som var flygtet fra DDR – erkendte hurtigere end de fleste andre vesttyske politikere, hvad der var ved at ske. Derimod overraskede spørgsmålet om genforeningsprocessen i 1989/90 SPD og efterlod partiet delt mellem dem, der – som CDU – ønskede en hurtig genforening og dem, som ønskede en langsom proces som f.eks. den venstreorienterede og kompromisløse Oskar Lafontaine. Senere viste det sig, at sidstnævnte sagligt set havde haft ret, fordi en langsommere genforening med tid til gradvise økonomiske tilpasninger ikke havde efterladt de østtyske virksomheder i det morads, som de nu endte i på grund af manglende konkurrencedygtighed. Men folkestemningen var for en hurtig genforening og ville gerne dele Kohls optimisme om, at DDR ville blomstre økonomisk. Han og CDU blev i disse år stærkere og stærkere og lukrerede på den opnåede politiske prestige fra genforeningen, lige indtil de økonomiske realiteter i øst slog igennem.

Sagen er imidlertid, at SPD har mistet en betydelig del af arbejdervælgerne til AfD ved de seneste valg, hvilket blandt andet skyldes, at SPD er blevet forbundet med en liberal udlændingepolitik. Samme problematik gjaldt også for det danske socialdemokratiske parti indtil sidste valg
_______

 

Det første forbundsdagsvalg for hele det genforenede Tyskland blev afholdt den 2. december 1990 og fulgte i kølvandet på den officielle tyske genforening den 3. oktober samme år. SPD – nu med partiets kanslerkandidat Oskar Lafontaine i spidsen – havde efter Berlinmurens fald den 9. november 1989 argumenteret for at afholde valget inden genforeningen, men uden held. Dette ønske blev af borgerne i DDR set på som en kampagne vendt mod deres deltagelse i det tyske demokrati. SPD blev aldrig det stærke oppositionsparti til CDU i det tidligere DDR, som partiet havde været i resten af Tyskland, når CDU sad med regeringsmagten. I flere østtyske Länder er SPD i koalition med CDU (som på føderalt niveau), men man er også f.eks. i Thüringen i koalition med Die Linke.

Efter genforeningen kom de økonomiske tømmermænd. Med en forværret økonomisk situation i de nye Länder i DDR – herunder massearbejdsløshed i omegnen af 20 procent – led CDU i disse områder store tab. Mange vælgere – og særligt i øst – blev slemt skuffede da virkeligheden ikke indfriede Kohls visioner om ’de blomstrende landskaber’, han lovede indbyggerne i det tidligere DDR efter genforeningen.

En meget beskeden økonomisk vækst og stigende arbejdsløshed i årene 1996-1998 blev en alvorlig bet for Kohl-regeringen, der gik markant tilbage ved valget i 1998 og mistede flertallet: Med 41 procent af stemmerne – mere end CDU/CSU – opnåede SPD det bedste resultat siden1972. En ny rød-grøn koalition mellem SPD og De Grønne kunne derfor for første gang i historien indtage regeringskontorerne og sætte sig på ministertaburetterne.

Ved valget havde SPD opstillet den nyligt valgte ministerpræsident for Niedersachsen, Gerhard Schröder, som partiets kanslerkandidat. Under kampagnen sørgede Schröder (som i det hele taget var en mere kompetent mediepersonlighed end Kohl) for at fremhæve, hvordan Kohl havde været en god forbundskansler og ansvarlig for den tyske genforening. Han brugte imidlertid altid datidsformen.

Med valgsejren i 1998 fik den midtsøgende Schröder posten som forbundskansler, mens De Grønnes formand, Joschka Fischer, fik vicekanslerposten sammen med posten som udenrigsminister. Helmut Kohl blev kort efter afløst af Angela Merkel som CDU’s leder.

I september 2002 genvandt Schröder knebent magten over Edmund Stoiber fra CDU/CSU. Trods en halvsløj optakt til valget for den siddende regering med dårlige meningsmålinger, en svag økonomisk udvikling og stor arbejdsløshed, fremhævedes i særlig grad tre faktorer som afgørende for valgets udfald. Det drejer sig for det første om Schröders gode håndtering af 100 års-oversvømmelsen i det østlige Tyskland. For det andet: den tyske regerings vedholdende officielle modstand mod USA’s intervention i Irak (2003). En tredje forklaring var oppositionsleder Stoibers ringe popularitet i det østlige Tyskland, hvor mange frygtede færre overførsler fra vest til øst, hvis han skulle få magten.

Gerhard Schröder havde betydelige kvaliteter som moderne og professionel toppolitiker. Som formand for SPD formåede han at relancere og genopfinde partiets politiske projekt og placering i det politiske landskab. Det skete blandt andet med inspiration fra den ændring af det britiske Labour til New Labour under Tony Blair, som det britiske arbejderparti havde gennemgået i årene forinden.

Det var Schröder, der gennemførte det omfattende og gennemgribende lovkompleks kendt som Hartz-reformerne af arbejdsmarkedet. Pakken – navngivet efter lederen for den nedsatte kommission, Peter Hartz – blev præsenteret i sommeren 2002 med det formål at reformere det tyske arbejdsmarked bl.a. gennem en ordoliberalt inspireret de- og omregulering af arbejdsmarkedspolitikken. Hartz-reformerne medførte, at kravene til at modtage understøttelse blev strammet. Jobformidlingen blev forbedret, og den arbejdsløse skulle bl.a. være villig til at tage et eller flere deltidsjobs (de såkaldte mini-jobs). Forandringerne blev en ubetinget succes for tysk økonomi på mellemlang og lang sigt, som har fik sikret god beskæftigelse selv under kriseårene. Men de har også mødt megen modstand fra dem, som blev ramt eller frygtede at blive det. Og SPD tabte mange vælgere på Hartz-reformerne, der ikke gav hurtig jobfremgang, men derimod indebar nedskæringer i understøttelsen til de arbejdsløse.

Schröders satsning på Hartz-reformerne er til gengæld senere blevet tillagt afgørende betydning for tysk økonomis fremtidssikring. De var direkte årsag til den langt lavere arbejdsløshed i de efterfølgende år. Uden dem var Tyskland heller ikke blevet Europas stabile økonomiske anker under finanskrisen 2008-2011.

Man kan sige, at SPD i ansvarlighedens tjeneste ofrede sig selv, men sikrede at Tyskland fik både den økonomiske vækst og lav arbejdsløshed tilbage.

Siden Hartz-reformerne har det været småt med de store reformer i Tyskland. SPD brændte fingrene, og CDU under Angela Merkel har været meget reformresistent og synes mere at være interesseret i at have magten for magtens egen skyld. De efterfølgende GroKoer mellem CDU/CSU og SPD har heller ikke gjort reformer lettere at gennemføre.

Det næste forbundsdagsvalg i september 2005 med Schröder ved magten blev udskrevet et år før tid. Det skete, da kansler Schröder fik et mistillidsvotum i Forbundsdagen efter i maj at have indkasseret et katastrofalt valgnederlag ved landdagsvalget i Nordrhein-Westfalen. Ligesom i 2002 så det ved valgkampens begyndelse ud til en klar sejr til oppositionspartierne CDU/CSU og FDP. CDU førte i begyndelsen med 21 procentpoint i opinionsundersøgelserne foran SPD. I løbet af valgkampen indsnævredes forspringet imidlertid betydeligt. Udfaldet blev i sidste ende, at ingen af de to sandsynlige koalitioner kunne mønstre et såkaldt ’kanslerflertal’ i Forbundsdagen, hvilket havde været normen lige siden 1949.

Ved 2005-valget tabte både SPD og CDU/CSU stemmer. Det spolerede flertalsmuligheden for begge de hidtidige koalitionsformationer – CDU/CSU-FDP og SDP-De Grønne. Konsekvensen blev derfor dannelsen af en ’stor koalition’, hvor CDU/CSU og SPD for anden gang gik sammen om at danne regering ligesom i 1966. SPD måtte samtidig overdrage kanslerposten til Angela Merkel fra det største parti, CDU.

Den store vinder i 2005 blev venstrefløjspartiet Die Linke – ’efterfølgerparti’ for det østtyske kommunistparti, SED. Men partiet kunne ikke bruge det flotte mandattal til noget, da ingen var villige til at samarbejde med dem på føderalt plan. Die Linke (i årene lige efter genforeningen med navnet PDS – Die Partei des Demokratischen Sozialismus) har alligevel haft betydning for tysk politik. For første gang siden 1956 har SPD fået et parti til venstre for sig, som presser partiet, således at SPD ikke længere i samme grad kan agere som et bredt centrum-venstre parti uden at tabe stemmer til Die Linke. Det mærkede SPD i 2005, hvor utilfredsheden med Hartz-reformerne gav Die Linke mange ekstrastemmer. Kort efter valgnederlaget trak Gerhard Schröder sig definitivt ud af tysk politik.

Man kan sige, at SPD i ansvarlighedens tjeneste ofrede sig selv, men sikrede at Tyskland fik både den økonomiske vækst og lav arbejdsløshed tilbage
_______

 

Tiden efter valget i 2005 blev præget af politisk stilstand og manglende samarbejdsdygtighed i den brede CDU/CSU-SPD-regering. De indbyrdes politiske forskelle i regeringen betød, at det var så som så med at få gennemført store politiske aftaler. Det smittede også negativt af på CDU/CSU’s resultater ved de efterfølgende delstatsvalg. Til gengæld var Angela Merkel i stand til at skærpe sin politiske profil og slå sig op som landets ubestridte leder både i Tyskland og i udlandet. Hun blev i denne periode mere populær end regeringen. Det kom hende til gavn ved det efterfølgende forbundsdagsvalg.

I november 2008 blev SPD’s Frank-Walter Steinmeier kørt i stilling som SPD’s nye kanslerkandidat. SPD og CDU/CSU havde været enige om, at den brede koalition kun skulle gælde for én valgperiode, hvilket man også kommunikerede til offentligheden. Alligevel havde begge partier mere end vanskeligt ved at tegne en markant selvstændig profil i valgkampen op til valget i 2009 – simpelthen fordi begge parter måtte stå på mål for den fælles regeringspolitik. Det betød, at valgkampen var fattig på intensitet – og mange vælgere blev væk: Med 71 procent var valgdeltagelsen rekordlav (i 2005 havde den været 78 procent). I sidste ende blev det CDU og den siddende kansler Angela Merkel, der løb med sejren – og derfor kunne danne regering med sin traditionelle koalitionspartner FDP.

For SPD var valget i 2009 en katastrofe: Partiet gik ved valget tilbage til 23 procent mod 34 procent af stemmerne i 2005. Nederlaget førte til, at Sigmar Gabriel blev ny formand for SPD hvilket han var, indtil Martin Schultz tog over i 2017. Gabriel var blevet slidt op på forskellige ministerposter i Merkels regering og havde derfor svært ved at profilere SPD. Schultz blev samtidig betragtet som en succesrig formand for den socialistiske gruppe i Europa-Parlamentet.

SPD i 2010’erne
Ved forbundsdagsvalget i 2013 røg FDP under spærregrænsen for første gang siden Forbundsrepublikkens etablering i 1949, og CDU/CSU ønskede derfor igen at danne en ’stor koalition’ med SPD, fordi det tilsyneladende igen var den eneste mulighed for at få en regering med et flertal bag sig i Forbundsdagen, som har været normen i Tyskland siden Adenauer. Selv om SPD ikke var meget for det, gav man sig alligevel. Det var for SPD et fatalt valg.

Valget blev samtidig en personlig triumf for Merkel, som gik betydeligt frem med sit parti, CDU. En ny GroKo-med CDU/CSU og SPD kom i stand efter lange forhandlinger, hvor Merkel efter krav fra SPD bl.a. måtte finde sig i indførelsen af en minimumsløn på det tyske arbejdsmarked med henblik på at afdæmpe effekten af dele af Hartz-reformerne, som jo ironisk nok var blevet indført af SPD selv.

Fire år senere i 2017 blev forbundsvalget et stort nederlag for både CDU/CSU og SPD. CDU/CSU fik 33 procent af stemmerne, og SPD fik 21 procent. Kristendemokraternes store nederlag skyldtes ikke mindst Angela Merkels håndtering af flygtningekrisen i 2015, hvor hun mere eller mindre egenhændigt havde åbnet grænserne for over en million flygtninge og migranter. Visse dele af CDU/CSU’s bagland var meget kritiske over for denne fremgangsmåde. Det gjaldt også dele af SPD’s bagland, selv om røsterne herom ikke var så artikulerede som i CDU/CSU. Hvorom alting er, så forsvandt en hel del af SPD’s arbejdervælgere ved dette valg til det indvandrerkritiske parti, Alternative für Deutschland (AfD), som fik 13 procent af stemmerne.

Såvel AfD som det venstreorienterede Die Linke (med godt 9 procent af stemmerne) bliver stadig betragtet som uegnede til at indgå i regeringskoalitioner på forbundsniveau i Tyskland. Årsagen skal findes i tysk historie. Die Linke er udsprunget af SED, som styrede diktaturet DDR, og AfD minder ifølge de ledende figurer i CDU, SPD og De Grønne for meget om det ledende parti under diktaturet i Tyskland 1933-45.

Under valgkampen havde SPD’s kanslerkandidat, Martin Schultz, erklæret, at SPD under ingen omstændigheder ville gå med CDU/CSU i endnu en stor koalition. Merkel forsøgte derfor i flere måneder at danne en såkaldt ”Jamaica-koalition” med FDP og De Grønne (kaldtes således, fordi sort, grøn og gul er de tre partiers farver, som også indgår i Jamaicas flag). Til sidst måtte forsøget imidlertid opgives, og eneste mulighed var – efter godt et halvt år uden regering – endnu en stor koalition mellem CDU/CSU og SPD, hvilket var nødvendigt, hvis man skulle have en flertalsregering. SPD ofrede sig igen for stabilitetens skyld.

Det danske eksempel
I SPD foregår der i disse år en intens diskussion om, hvilken strategi der kan skaffe i det mindste nogle af de tabte vælgere tilbage. Fra 1970’erne og i årtier frem bestod partiets vælgerbasis i en kombination af arbejderklassen og det liberale uddannelsesborgerskab, hvor sidstnævnte strakte sig fra gymnasielærere og til den kreative klasse.

SPD kunne holde den liberal-borgerligt-proletariske koalition sammen, fordi den økonomiske politik var det primære politiske felt, og fordi begge koalitionens grupper i forlængelse heraf havde en interesse i en offentlig sektor af betydelig størrelse.

Sagen er imidlertid, at SPD har mistet en betydelig del af arbejdervælgerne til AfD ved de seneste valg, hvilket blandt andet skyldes, at SPD er blevet forbundet med en liberal udlændingepolitik. Samme problematik gjaldt også for det danske socialdemokratiske parti indtil sidste valg. Det danske socialdemokratis tilbageerobring af arbejdervælgerne gik ikke mindst via en ændring af partiets udlændingepolitik fra at være liberal og til at være restriktiv. Ændringen blev hugget ud i sten med det danske socialdemokratis nye udlændingepolitiske program fra 2018. Samtidig lagde man også fra det danske socialdemokratis side langt mere vægt på social lighed og distancerede sig dermed fra, hvad Thomas Piketty i sin nye bog, ”Kapital & Ideologi”, kalder ”den brahmanske venstrefløj” med rod i den højere middelklasses ideer og værdier, hvor meget tyder på, at SPD stadig befinder sig.

SPD har derfor et indbygget troværdighedsproblem, når hovedindsatsen på ulighedsområder i disse år går ud på at moderere eller afmontere dele af Hartz-reformerne, som partiet selv i sin tid stod fadder til
_______

 

Den tidligere SPD-formand og udenrigsminister, Sigmar Gabriel, har i tysk presse henvist til det danske parti som et eksempel til efterfølgelse for SPD. Det er sket i en artikel efter det danske folketingsvalg med overskriften: ”SPD bør orientere sig efter de danske kammeraters resultater.” Heri skriver han: ”Alle forsøg på at undgå, at tilrettelæggelsen af den humane flygtningepolitik underminerer integrationspolitikken er konsekvent blevet afvist af SPD. Til forskel fra det tyske søsterparti har de danske socialdemokrater konsekvent taget stilling til integrationsudfordringen” (Handelsblatt, 7. juni 2019).

SPD og fremtiden
SPD er dobbeltpresset fra både højre og venstre side i tysk politik og har været det, siden det blev klart, at PDS/Die Linke ikke kun var et overgangsfænomen, men en permanent politisk kraft til venstre for SPD, som oven i købet bredte sig fra øst til vest i stedet for – som mange i SPD havde håbet på – ville kunne inddæmmes blandt det ældre befolkningssegment i det gamle DDR for derefter at dø ud af naturlige årsager. Det har bragt SPD ud af den undtagelsestilstand, som partiet havde været i siden 1956, da KPD blev forbudt i Vesttyskland.

Samtidig har SPD’s gentagne deltagelse i store koalitioner med CDU/CSU i høj grad slidt på partiets profil. Selvom SPD ikke er gået med i de store koalitioner med CDU/CSU alene af idealistiske årsager, har der også været en holdning til, at partiet som et af tysk politiks folkepartier havde en forpligtelse til at give sit bidrag til politisk stabilitet i form af tilvejebringelsen af en regering med et flertal bag sig i Forbundsdagen. Netop den pligtnorm er imidlertid på nippet til at koste SPD rollen som folkeparti.

Hvad skal SPD så gøre for at skaffe den traditionelle vælgerbase tilbage, som har eller er på vej til at forlade partiet til fordel for Die Linke (dem med præference for mere social lighed) eller AfD (dem med præference for en skrappere udlændingepolitik)? SPD kan naturligvis følge de danske socialdemokraters vej, således som Sigmar Gabriel anbefaler.

Andre i SPD frygter imidlertid, at en ændring ikke vil være nok til at lokke arbejdervælgerne tilbage samtidig med, at øvelsen kan bortskræmme vælgerne, som ønsker en liberal udlændingepolitik. En øvelse med en mere arbejderistisk politik i SPD kunne meget vel sende mange SPD-vælgere fra middelklassen i armene på De Grønne, således at De Grønne endegyldigt blev parti nummer to i Tyskland. I den forbindelse skal det med, at De Grønne i Tyskland ikke som De Grønnes søsterpartier i Danmark i form af De Radikale og SF er automatiske støttepartier for det socialdemokratiske SPD. De Grønne går lige så gerne med CDU som med SPD. Et kursskifte for SPD kan derfor koste dyrt. Omvendt vil De Grønne ikke – hvis det er deres mål – kunne danne regering alene uden støtte fra SPD, så længe SPD er over spærregrænsen på fem procent, hvilken alt tyder på, at de er, idet meningsmålinger vedvarende giver partiet en opbakning på omkring 15 procent af stemmerne.

Skræmmeeksemplet for SPD er naturligvis en fuldstændig socialdemokratisk nedsmeltning som i Holland og Frankrig, hvilket betyder, at mange ledende medlemmer af SPD frygter at rokke båden for meget. I den forbindelse spiller det også en rolle, at SPD var partiet, som gennemførte de mest fundamentale – og på kort sigt også ulighedsfremmende – reformer i nyere tysk politik i form af Hartz-reformerne. CDU/CSU bakkede op om reformerne, men man initierede dem ikke. SPD har derfor et indbygget troværdighedsproblem, når hovedindsatsen på ulighedsområder i disse år går ud på at moderere eller afmontere dele af Hartz-reformerne, som partiet selv i sin tid stod fadder til.

Et andet område, hvor SPD har haft svært ved at tegne en skarp profil, drejer sig om EU-politikken. SPD er som CDU/CSU, FDP og De Grønne klare pro-EU partier. I Tyskland trives EU-skepsissen alene hos Die Linke og AfD. Omvendt ses SPD ikke som et klart profileret pro-europæisk parti, og partiet fik et dårligt valg ved valget til Europa-Parlamentet i 2019, hvor det kun fik 15 procent af stemmerne.

Endelig har det været problematisk for SPD med de mange skift af formænd i de senere år. Dobbelt- eller ”ligestillingsformandskabet” i form af Norbert Walter-Borjans og Saskia Esken er stadig ret ukendte, men omvendt har de ikke formøblet noget af den tilslutning, som SPD havde, da de kom til. SPD ligger ret konstant omkring de 15 procents opbakning, mens CDU/CSU ser ud til at vinde tilslutning på grund af en slags ”Rally ’Round the Flag”-effekt under coronakrisen. Ikke engang i denne situation vinder SPD synderligt ved at sidde med ved regeringsbordet.

SPD sejler i disse år mellem Skylla og Charybdis. Det er ikke til at sige, om skibet slår ind på kysterne eller evner at sejle igennem strædet. Men resultatet får store konsekvenser for tysk politik – og dermed også for Europa. ■

 

Selvom SPD ikke er gået med i de store koalitioner med CDU/CSU alene af idealistiske årsager, har der også været en holdning til, at partiet som et af tysk politiks folkepartier havde en forpligtelse til at give sit bidrag til politisk stabilitet i form af tilvejebringelsen af en regering med et flertal bag sig i Forbundsdagen. Netop den pligtnorm er imidlertid på nippet til at koste SPD rollen som folkeparti
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt