08.10.2020

„Statsministeren tog dybest set vinden ud af Venstres sejl. Det er virkelig godt set af hende. Og hvis man er Venstre-medlem, så er man nok lidt træt i dag, fordi statsministeren i sin åbningstale både nævnte flygtninge, kriminalitet og optimering af kommunal velfærd, hvilket Venstre jo også går ind for.‟

Interview af Markus Giessing

RÆSON: Hvad var det vigtigste at lægge mærke til ved statsministerens åbningstale, hvis man skal forsøge at foregribe regeringens politiske strategi i dette folketingsår?
MOGENSEN: Det er klart, at det for statsministeren gælder om at få Arnepensionen i kassen. Når man ser på hendes og regeringens agenda, er det pensionsreformen og selvfølgelig også klimaudspillet, der var de indlysende, officielle ting at tage med fra åbningstalen. Men hvis man derimod spørger, hvad der reelt er vigtigt for regeringen ift. at cementere sin position, så er det i lige så høj grad bandepakken og de skærpede muligheder for at gribe ind over for urostiftere. Det er vigtigt på længere sigt grundet den position, Socialdemokratiet har fået ift. Dansk Folkeparti. De forsøger at cementere den position, mens de rent ud sagt er ved at tage livet af DF.

RÆSON: Hvad siger Mette Frederiksens prioriteringer i åbningstalen om hendes generelle politiske projekt?
MOGENSEN: Hendes politiske projekt stemmer overens med den old school socialdemokratiske tankegang om fordelingspolitik. Thorning-regeringen placerede jo partiet et helt andet sted på den politiske akse end tidligere ved at fokusere på nødvendighedens politik. Der er det klart, at det for Frederiksen gælder om, at pendulet skal svinge den anden vej – væk fra de borgerlige. På den måde kan folk virkelig mærke, at Socialdemokratiet er tilbage ved sine kerneværdier. En af gaverne er Arnepensionen. Den er rent intellektuelt svær at forklare visdommen i, men den er et rent offer til kernevælgerne og et eksempel på hendes vision.

Et andet filter, som man kan se hendes politiske linje gennem, er udlændingepolitikken, hvor hun stort set har overtaget DF’s politik på alle områder. Ræsonnementet bag det er, at hvis ikke Socialdemokratiet har en meget hård udlændingepolitik, så har rød blok ikke regeringsmagten. Hun er udmærket klar over, at det ikke er særligt populært internt i hendes parti, men hendes eneste adgang til magten er, at befolkningen stemmer på hende. Det gør de blandt andet, fordi hun netop har valgt denne hårde linje. Men for at få de dele af sit bagland, som måtte være kritiske – og dem er der i øvrigt flere af, end man tror – til at sluge det, så har hun lavet et stort velfærdsinitiativ. Det vil sige, at Arnepensionen muliggør, at Frederiksen kan føre den udlændingepolitik, som hun gerne vil på den lange bane.

 

Statsministeren er selvfølgelig bevidst om, at den linje, som hende og Mattias Tesfaye har lagt, er lige lovligt meget til den friske side ift. mere mainstream socialdemokrater. Men ræsonnementet er igen, at det er vejen til at holde magten
_______

 

RÆSON: Du nævner nogle interne stridigheder i Socialdemokratiet. Udadtil kan regeringen dog virke meget enige og symbiotiske. Men hvad ligger der egentlig i de stridigheder, og hvor store er de?
MOGENSEN: Der skal man være indforstået med, hvordan dynamikken fungerer: Når Frederiksen sidder på statsministerposten med fire eller fem flertalsmuligheder i Folketinget og tæt på 30 pct. af stemmerne, så er det klart, at det er svært at kritisere hende. Når det er sagt, så sker der naturligvis ting bag gardinet. I det tilfælde, hvor regeringen kommer i modvind, hvilket de fleste gør på et tidspunkt i hendes job, så vil der jo være folk, der sætter spørgsmålstegn ved hendes linje. Vi kommer ikke til at opleve noget internt oprør eller kritik sågar, fordi hun står så stærkt, som hun gør i øjeblikket. Det tager hun med, fordi det alt sammen tæller i politik.

Men statsministeren er selvfølgelig bevidst om, at den linje, som hende og Mattias Tesfaye har lagt, er lige lovligt meget til den friske side ift. mere mainstream socialdemokrater. Men ræsonnementet er igen, at det er vejen til at holde magten. Det er også grunden til, at regeringen er så hårde ved Radikale Venstre. De er klar over, at hvis de åbner døren på klem, så tror Radikale, at de skal med i regeringen. Og det skal de for alt i verden ikke i Socialdemokraternes verden.

RÆSON: Mette Frederiksens har flyttet Socialdemokratiet et væsentligt stykke væk fra Thornings politiske linje. Men udover fokus på velfærd, udlændinge og kriminalitet i åbningstalen bebudede Frederiksen også et opgør med dokumentation og styring på det kommunale område. Hvad fortæller det om hendes politiske strategi?
MOGENSEN: Det synes jeg virkelig er et interessant område, fordi der er to elementer i det. Det ene er det reelle, som har at gøre med, hvordan vi driver den offentlige sektor. Den er dybest set bygget op for 40 år siden, hvor vi jo har en anden befolkning nu om dage. Derfor behøver alt ikke at blive reguleret fra et centralt hold i dag, hvilket er enormt godt set af Frederiksen.

Men her er det alligevel vigtigt at være opmærksom på, hvorfor Frederiksen pludselig sætter 7 kommuner fri som eksperiment. Det gør hun, fordi hun får at vide, at der er grænser for, hvor mange penge der er til rådighed. Det gør det svært at holde velfærdsydelserne på det niveau, som borgerne ønsker sig.

 

Frederiksen [sætter] pludselig 7 kommuner fri som eksperiment, […] fordi hun får at vide, at der er grænser for, hvor mange penge der er til rådighed. Det gør det svært at holde velfærdsydelserne på det niveau, som borgerne ønsker sig
_______

 

RÆSON: Og hvad er det helt konkret, som ligger i det her?
MOGENSEN: Jeg tror simpelthen, at det drejer sig om at gøre tingene klogere. Hendes forhåbning er nok, at man i kommunalbestyrelsen – i de kommuner det drejer sig om – sætter sig ned og finder ud af, hvordan man kan gøre tingene på den nemme og rigtige måde. De prøver at omlægge arbejdsprocesserne i de kommuner, så man gør det smartere, end man har gjort det tidligere. Det vil i sidste ende gøre det muligt for Frederiksen at levere en højere kvalitet til de samme penge.

Frederiksen ved godt, at hun er nede på den kvalitet, den offentlige sektor leverer, hvilket kaldes Baumol-effekten blandt økonomer: Stille og roligt bliver afstanden mellem, hvad mennesker forventer, og hvad kvaliteten reelt er, større med tiden. Derfor handler det for Frederiksen om at få mere for pengene. Det er det indholdsmæssige aspekt i det, som giver kolossal god mening, fordi der måske er noget at hente her – givet at vi fx uddannelsesmæssigt er en anden befolkning, end vi var for 40 år siden. Den taktiske del er den del, som Lars Løkke kommenterede på i går, hvor han mente, at han havde lavet meget mere på dette område (ift. at effektivisere den offentlige sektor, red.). Men det er jo en tur ind i det borgerlige land.

RÆSON: Er det i virkeligheden en måde at bejle til nogle Venstre-vælgere på?
MOGENSEN: Ja, det tror jeg, og det er virkelig smart, fordi det kan løsne op for nogle work-smarter processer. Derudover tager hun dybest set vinden ud af Venstres sejl. Det er virkelig godt set af hende. Og hvis man er Venstre-medlem, så er man nok lidt træt i dag, fordi statsministeren i sin åbningstale både nævnte flygtninge, kriminalitet og optimering af kommunal velfærd, hvilket Venstre jo også går ind for.

RÆSON: For lige at vende tilbage til regeringens styrkede opbakning i meningsmålingerne, hvordan tror du så, at det kommer til at påvirke dens samarbejde med støttepartierne i dette folketingsår?
MOGENSEN: Selvom Frederiksen simpelthen er flyvende for tiden, så kan regeringen næsten ikke blive mere egenrådige og arrogante. Lige nu er det til et punkt, der er uklogt. De kommer ikke til at få noget bøvl med Enhedslisten og SF, og lad os kalde en spade for en spade: Det er De Radikale, vi taler om her. Og dem giver de en virkelig hård behandling, hvilket da også har givet De Radikale anledning til at drøfte, om de skulle trække støtten tilbage fra regeringen.

Det virker unødvendigt brutalt fra Socialdemokratiets side at presse dem derud, men det stammer jo fra en frygt for, at De Radikale kommer til igen, og at tilslutningen til Socialdemokratiet dermed falder pga. udlændingepolitikken. Det er derfor, Socialdemokratiet behandler dem så hårdt. De Radikale har i øvrigt heller ikke noget andet sted at gå hen. Men man skal bare være klar over, at man stadig skal kunne samarbejde over midten med Venstre (som de jo kan danne flertal med), og derfor kan det være farligt for regeringen at være så egenrådig. Vi kommer nok ikke til at se en mindre selvtilfreds Mette Frederiksen, før modvinden dukker op om noget tid.

 

Når vi om 50 år ser tilbage på, hvem Mette Frederiksen var som statsminister, så vil stadig hun blive husket som hende, der gav os de 70 pct. Og det er hendes vej ind i historiebøgerne
_______

 

RÆSON: Som du selv nævner, har Morten Østergaard [som igår er blevet erstattet som politisk leder af Sofie Carsten Nielsen, red.] varslet at trække sin støtte til regeringen, hvis de ikke ønsker at være mere ambitiøse på klimafronten. Frederiksen har til gengæld forholdt sig meget roligt til støttepartiernes kritik. Hvad har hun reelt på spil?
MOGENSEN: Der er gik lidt sport i at drille Østergaard ift. at kravle op i træet, og det kan jeg til dels godt følge. Ikke desto mindre er der altid en grad af sandhed i de her ting. De Radikale har et mandat til at være hårde ved regeringen. Men man skal lægge mærke til, at det egentlig ikke ville være så svært for Frederiksen at indfri hans ønsker på klimaområdet. De Radikales kritik går på, at det ikke går hurtigt nok ift. det, de havde aftalt. Så længe hun bare gør, som de har aftalt, vil De Radikale slet ikke have noget grundlag for at trække sin støtte til regeringen. Hvis man kan huske Anders Samuelsens ultimative krav over for Løkke, så er det altså ikke det, De Radikale er ude i. De har et substanskrav, men ikke et ultimativt krav. Og det er på ingen måde politisk urimeligt.

Hvis man for et øjeblik skulle være lidt optimistisk på både Frederiksen og De Radikales vegne, så kan man sige, at de begge spiller hver sin rolle. De Radikale ligger trods alt stadig til omkring 10 pct. i målingerne. Dermed spiller de rollen som dem, der er permanent utilfreds med, at Socialdemokratiet inderst inde ikke er særlig klimaglade. Samtidig bekræfter Frederiksen over for sine vælgere, at der er den grund til, at De Radikale kritiserer dem, at hun går mere op i arbejdspladser end i klima. De spiller altså hver sin rolle, og jeg vil tro, at når de hver især har et kynisk øjeblik og tænker over, hvad der egentlig foregår, er der ikke nogen af dem, som reelt er utilfredse.

RÆSON: Morten Østergaard er trådt af efter det kom frem, at han havde krænket et medlem af sit eget parti og endvidere, at han havde håndteret sagen dårligt. Hvad kommer det til at betyde for De Radikale?
MOGENSEN: Det kommer til at betyde, at De Radikale ikke får så meget gennemslagskraft som hidtil. Det er der to grunde til. Dels fordi det tager tid at ’sætte sig i stolen – bare spørg Jakob Ellemann-Jensen eller Helle Thorning Schmidt. Østergaards aftager, Sofie Carsten Nielsen, er ikke så erfaren og kommer til at knokle hårdt for at følge med. Men hun er det bedste bud givet hendes længerevarende parløb med Østergaard. Dels er ledelsen svækket ift., da man indtil i går havde en fuldt kørende ledelse med Carsten Nielsen og Østergaard og spidsen. Nu er Østergaard ikke stærk længere, og Carsten Nielsen må derfor finde en ny wingman. Det tager tid at køre en ny leder ind.

RÆSON: Det er jo ikke hver dag, at et stort støtteparti vælger ny politisk leder. Hvad kan vi forvente vil forandre sig under Sofie Carsten Nielsens lederskab?
MOGENSEN: Hun vil følge den linje, hun har lagt med Østergaard. Man kan håbe på, at hendes kemi med statsministeren er bedre end sin forgængers, således at det bliver netto godt for De Radikale. Men jeg ser ingen ændringer i politikken. De vil ikke sælge ud og hun vil nu – som ny leder – også være nødt til at gå efter et godt valgresultat. Derfor får Frederiksen ingen gratis omgange af Carsten Nielsen. Hun må optimere den radikale profil, hvis hun vil blive i jobbet.

RÆSON: Hvis man tager klimamandatet fra sidste folketingsvalg i betragtning, er det så i virkeligheden ikke den helt rette strategi for De Radikale og de andre støttepartier at presse regeringen på klimaområdet, når de alligevel ikke kan få indflydelse på flygtninge- eller integrationspolitikken?
MOGENSEN: Jo, det er det. Og det gør de også. Nu er diskussionen kogt ned til en hockeystav, og der er det klart, at De Radikales strategi er at fokusere på, at man ikke kan vente til 2028 med den forhåbning, at der pludselig kommer de fornødne teknologier. Regeringen siger på den ene side – gennem klimaministeren – at de er vildt ambitiøse, som da de fremlagde klimaplanen i sidste uge, men på den anden side siger statsministeren, at vi lige skal tage den med ro, fordi vi stadig mangler teknologien til for alvor at nå de danske klimamål. Dermed lægger hun en kæmpe dæmper på forventningerne til, at man kan nå de 70 pct. af CO2-udledningen i 2030.

Her spiller regeringen på begge synspunkter. Men når vi om 50 år ser tilbage på, hvem Mette Frederiksen var som statsminister, så vil hun stadig blive husket som hende, der gav os de 70 pct. Og det er hendes vej ind i historiebøgerne. Det ved hun nok godt, men hun forsøger at gå en balancegang ift. sine egne vælgere, da det er hendes drømmescenarie.

RÆSON: Er der overhovedet noget, der kan rokke ved regeringens stærke position i løbet af dette folketingsår?
MOGENSEN: Jeg tror ikke, at der er noget, der kan rokke ved dem i dette folketingsår. Det bliver til gengæld spændende at holde øje med, om regeringen bliver nødt til at lægge nogle nødder til side til vinteren. Frederiksen er nødt til at bruge den tid, hun har på toppen, til at investere i gode relationer til resten af folketinget. På den måde kan hun stå stærkere, når modvinden kommer. Det bliver nødvendigt for regeringen op til det næste folketingsvalg, at de bliver anset for som ordentlige forhandlingspartnere af de andre partier. Lige nu er der et stykke vej for dem endnu, mens mange er ophidsede over Frederiksen og hendes regering. Det er noget, jeg ville råde dem til at lave om på, inden det er for sent. ■

Dele af denne artikel er blevet udformet inden Morten Østergaard trådte af som politisk leder

 

Jeg tror ikke, at der er noget, der kan rokke ved dem [regeringen] i dette folketingsår. Det bliver til gengæld spændende at holde øje med, om regeringen bliver nødt til at lægge nogle nødder til side til vinteren
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland