01.08.2020

I Bulgarien er tusinder gået på gaden i utilfredshed over tilbagevendende korruptionsskandaler og et defekt retssystem. Men europæiske politikere svigter og vælger den gale side i magtkampen.

Af Peter Martin Kappel

Det hele startede den 7. juli – med en sejltur. Om bord på båden var Hristo Ivanov, tidligere justitsminister og leder af partiet “Ja, Bulgarien”. Målet med sejlturen var at lægge til ved en strand lidt uden for byen Burgas og påvise, at forretningsmand og stifter af partiet “DPS”, Ahmed Dogan, i strid med bulgarsk lovgivning opfatter stranden som sin egen private ejendom.

Ivanov havde medbragt et bulgarsk flag, som han symbolsk plantede på stranden foran Dogans tempellignende sommerresidens. Denne gestus blev dog ikke modtaget godt af de muskuløse og solbrilleklædte mænd, som bevogtede stranden. De fik hurtigt fjernet flaget og – trods partileder Ivanovs protester – skubbet ham i vandet. Dagen efter afslørede Bulgariens præsident, Rumen Radev, som er uafhængig, men støttes af socialistpartiet BSP, at vagterne var ansat af den statslige sikkerhedstjeneste til at beskytte Ahmed Dogan.

Efter den afsløring tog begivenhederne fart. Om morgenen d. 9. juli blev præsidentpaladset ransaget af tungt bevæbnede betjente, som anholdte to af præsident Radevs rådgivere under mistanke om, at de havde afsløret statshemmeligheder. Det skete på ordre fra statsanklageren. Derfor bliver anholdelsen af mange bulgarer opfattet som Dogans hævn for afsløringen af hans skattefinansierede sikkerhedsvagter og ulovlige private strand. Få timer senere gik demonstranter på gaden med opfordring til både premierminister Boyko Borisov og statsanklager Ivan Geshev om at træde tilbage.

 

Hvordan kan en forretningsmand og oppositionspolitiker som Dogan få politiet til at ransage præsidentens kontorer? Og hvorfor får han skatteyderbetalte sikkerhedsvagter stillet til rådighed på en ulovlig privat strand?
_______

 

Den 11. juli kaldte præsident Radev premierministerens regering for en “mafia regering” og opfordrede, ligesom demonstranterne, premierministeren til at træde tilbage. Premierministeren nægter dog at forlade sin post og har i stedet krævet fire ministres afgang: Hhv. finans-, økonomi-, indenrigs- og turismeministerens. Men skandalen er kun gnisten, der sætter ild til en allerede eksplosiv periode i bulgarsk politik.

Magtkampen mellem præsidenten og premierministeren
Siden præsident Radevs tiltrædelse i 2016 har der hersket åben krig mellem præsidenten – støttet af socialistpartiet – og premierminister Borisov fra centrum-højre partiet GERB.

Krigen er blevet ført gennem heftig gensidig kritik og præsidentielle vetoer. I november 2019 forsøgte Radev – uden held – at blokere udnævnelsen af den kontroversielle Ivan Geshev til statsanklager. Han ses af flere eksperter som et medlem af et magtfuldt oligarkisk kartel, hvori Ahmed Dogans parti DPS spiller den politiske hovedrolle. Kartellet holder samtidig hånden over premierminister Boyko Borisov, som har været ved magten næsten uafbrudt siden 2009 – til gengæld for indflydelse over institutioner som netop statsanklageren samt den nationale sikkerhedstjeneste, DANS.

Den igangværende skandale rejser de absurde spørgsmål: Hvordan kan en forretningsmand og oppositionspolitiker som Dogan få politiet til at ransage præsidentens kontorer? Og hvorfor får han skatteyderbetalte sikkerhedsvagter stillet til rådighed på en ulovlig privat strand?

 

Borisovs ’kamp mod korruption’ er en kamp, som tilfældigvis kun er rettet mod hans egne politiske og forretningsmæssige fjender og derudover en kamp, som må være forstyrret af de utallige anklager om korruption mod premierministeren selv og hans egne ministre
_______

 

Spørgsmålene om Dogan burde være umulige at stille i en demokratisk retsstat. Derfor er det dybt skuffende, når højtstående europæiske politikere som ALDE-præsident Hans van Baalen og EPP-gruppeformand Manfred Weber offentligt støtter oligarkerne, der sidder på magten i stedet for demonstranterne, som ønsker demokratisk forandring; herunder en reelt uafhængig statsanklager, som kan holdes ansvarlig for sine handlinger.

Mens ALDE-præsident Hans van Baalen på Twitter udtaler sin medfølelse over for førnævnte DPS-stifter Ahmed Dogan og mener, at “ekstremister” har overrendt hans “private grund”, udtaler EPP-gruppeformand Manfred Weber sin støtte til premierminister Boyko Borisov og hans “kamp imod korruption”.

Den fortørnelse, som udtalelserne vækker hos mange bulgarere, skyldes især DPS’ omdømme som den politiske havn for oligarkernes interesser forklædt som et ædelt politisk projekt. DPS’ magt over medierne stammer fra partiets parlamentsmedlem, Delyan Peevski, som i øvrigt var årsag til Bulgariens massive demonstrationer tilbage i 2013, da han blev udnævnt til direktør for den nationale sikkerhedstjeneste (DANS). Ifølge Reporters Without Borders ejer han 80% af alle trykte medier i landet.

Det bringer os videre til Manfred Webers påstand: At Premierminister Borisov kæmper hæderligt mod korruption. Borisovs ’kamp mod korruption’ er en kamp, som tilfældigvis kun er rettet mod hans egne politiske og forretningsmæssige fjender og derudover en kamp, som må være forstyrret af de utallige anklager om korruption mod premierministeren selv og hans egne ministre.

 

Først kom en lydfil, der blev lækket d. 12. juni: Her høres en mandestemme, der lyder som premierministerens, sværge på at ville “brænde” den bulgarske MEP’er Elena Yoncheva – en tidligere journalist, som nu sidder i Europa-Parlamentet for det bulgarske socialistparti, BSP
_______

 

Dertil kommer hvidvaskskandaler og yderst interessante lækager, som er dukket op i de bulgarske nyhedsmedier henover sommeren. Først kom en lydfil, der blev lækket d. 12. juni: Her høres en mandestemme, der lyder som premierministerens, sværge på at ville “brænde” den bulgarske MEP’er Elena Yoncheva – en tidligere journalist, som nu sidder i Europa-Parlamentet for det bulgarske socialistparti, BSP.

Et par dage senere blev der lækket billeder af premierministeren sovende trygt og halvnøgen i sin embedsbolig, mens der ligger en pistol, bundter af 500-eurosedler og guldbarrer på hans natbord. Premierministeren har anfægtet både lydoptagelsernes og billedernes autenticitet, selvom han har indrømmet, at det rigtig nok er hans soveværelse. Amerikanske eksperter har, ifølge Tv-stationen BTV, analyseret lydfilen og konkluderet, at det med stor sandsynlighed er premierministerens stemme.

Europas svigt
Set med demonstranternes – og mine egne – øjne, farer de europæiske toppolitikere fuldstændig vild i oligarkiets labyrint. Selvom de kun har haft til hensigt at støtte deres politiske allierede (Dogans DPS er medlem af ALDE-gruppen, og Borisovs GERB er medlem af EPP), ender de på pinlig vis med at stå på oligarkernes side i deres kamp imod de demokratiske og reformvillige kræfter. Og det, vel at mærke, i klar strid med EU’s egne grundværdier.

Netop det har fået bulgarske demonstranter til at stille sig foran CDU-hovedkvarteret i Berlin og spørge: “EU leaders, seid ihr blind?” Politologen Dimitar Bechev har i samme stil anbefalet EU-politikerne at droppe yderligere støtteerklæringer, idet de kunne komme til at ”styrke fortællingen om, at protesterne blot er drevet af partipolitiske magtkampe snarere end reel bekymring over demokratiets tilstand”.

 

“Taberne er ikke kun de bulgarske borgere, som lever i et de facto oligarki, men også alle de europæiske skatteydere, som nu finansierer de bulgarske oligarker. Kampen i Sofias gader er i bund og grund alle sande europæeres kamp”
_______

 

Vil EU lytte til demonstranterne?
Ifølge Hristo Ivanov – partilederen, som stod bag det opsigtsvækkende båd-stunt – lukker EU øjnene for de bulgarske problemer. Dels, fordi Bulgarien er en mindre sten i skoen end fx Polen og Ungarn og dels, fordi “det simpelthen er ukomfortabelt for eksempelvis EPP eller ALDE at indrømme, at de uden at vide det er endt med at sidde i gruppeværelse med nogle korrupte bøller”. Partilederen fortsætter: “Taberne er ikke kun de bulgarske borgere, som lever i et de facto oligarki, men også alle de europæiske skatteydere, som nu finansierer de bulgarske oligarker. Kampen i Sofias gader er i bund og grund alle sande europæeres kamp”.

Formelt er Bulgarien en velfungerende demokratisk retsstat med alle de institutioner, der hører sig til. Betingelsen for det bulgarske EU-medlemskab i 2007 var, at der ville blive foretaget reformer af især statsanklagerinstitutionen under overvågning af EU’s ”Mechanism for Cooperation and Verification” (CVM). Det blev anset som en let overkommelig detalje. Tror man på de årlige CVM-rapporter, har Bulgarien da også gjort mærkbare fremskridt; endda nok til snart helt at afslutte CVM-mekanismen. Problemet er bare, at disse fremskridt slet ikke kan mærkes.

Gentagne gange siden 00’erne er reformer af statsanklagerinstitutionen enten blevet blokeret eller gennemført som pseudoreformer uden effekt. De institutionelle rammer er levn fra kommunismen og bruges ligesom dengang til at forfølge magthavernes fjender; fx som da præsidentens rådgivere blev anholdt i en gemen hævnakt fra oligarkerne for et par uger siden.

Foruden en massiv demografisk krise, som har præget Bulgarien siden murens fald, lider landet under at være EU’s fattigste og mest korrupte land (ifølge Transparency International). Dertil kommer, at Bulgarien har EU’s laveste pressefrihed ifølge Reporters Without Borders, og desværre har situationen de seneste år kun set ud til at blive værre.

Modsat Polen og Ungarn er den omkalfatring af demokratiet, der foregår i Bulgarien, ikke en del af regeringens politiske projekt, men snarere konsekvenser af en smal gruppe politikere og forretningsfolks lemfældige omgang med statslige institutioner. Ligesom den smukke sorthavskyst, som partistifter Dogan ser som hans, anser oligarkerne de statslige institutioner som privat ejendom.

Netop derfor har Bulgarien brug for mere, ikke mindre, kontrol fra EU’s side. Og demonstranterne, som for første gang i syv år er gået på gaden, har brug for støtte og motivation – ikke unødig modstand. ■

 

Modsat Polen og Ungarn er den omkalfatring af demokratiet, der foregår i Bulgarien, ikke en del af regeringens politiske projekt, men snarere konsekvenser af en smal gruppe politikere og forretningsfolks lemfældige omgang med statslige institutioner
_______

 

Peter Martin Kappel (f. 1997) studerer statskundskab på Københavns Universitet. ILLUSTRATION:SOFIA 13. JULI: Demonstranter protesterer mod regeringen [foto: REUTERS/Stoyan Nenov/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne