19.10.2020

„At forsøge at flytte vælgerne i retning af sig selv i stedet for blot at flytte sig derhen, hvor vælgerne er, er åbenlyst både det mest idealistiske og det mest arbejdskrævende. Det er derfor også noget, der ikke tiltaler politikere med en meget kort eller persondrevet horisont.‟

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som d. 15. oktober ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Er Europa Alene?”

Af Peter Kurrild-Klitgaard

DET ER IKKE lyse tider for det ’blå’ Danmark. Mens borgerlige lige nu klarer sig godt i flere andre lande (fx i Storbritannien), ser det skidt ud herhjemme. Valgresultatet i 2019 og stort set alle meningsmålinger siden har peget på, at partierne til højre for Radikale Venstre i disse år ligger dårligere end måske på noget tidspunkt siden Jens Otto Krags ’Røde Kabinet’ fra 1966-68. Samtidig er det blå Danmark både i Folketinget og (ikke mindst) uden for fragmenteret i et rekordstort antal partier.

For at sætte situationen i relief: På andendagen af valgkampen i 2019 lancerede den daværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, noget så usædvanligt som et forslag om en SV-regering. Det var ovenikøbet med en erkendelse af, at det måtte blive med en socialdemokrat som statsminister. I Danmarkshistorien havde man aldrig før set en regeringsleder undsige sit eget parlamentariske flertal under en valgkamp og de facto pege på en regering ledet af ærkemodstanderne – alt imens egne partisoldater var på gader og stræder og føre valgkamp for det stik modsatte. I samme ombæring gjorde Venstre-lederen sig til talsmand for, at hele det finanspolitiske råderum, der var tilvejebragt via en række reformer, skulle bruges på højere offentlige udgifter.

Løkke Rasmussens udspil var med stor sandsynlighed en del af forklaringen på, at Venstre fik et bedre valgresultat, end man ellers lå til, men det kom stort set alt sammen ved at sælge ud af arvesølvet og kannibalisere på andre borgerlige. Og det bragte ikke de blå tættere på at beholde regeringsmagten.

Den slags kortsigtede taktiske udspil, hvor politikere gør noget, der vil gavne deres eget parti (eller dem selv) nu og her, men hvor det går ud over de naturlige alliancepartnere, kender man som fænomen både til højre og venstre, i ind- og udland. Det afspejler i realiteten en konflikt mellem to grundlæggende forskellige syn på, hvordan man som parti eller politiker kan få indflydelse i politik. Det ene er at fremlægge sine synspunkter så overbevisende som muligt og satse på, at dét vil kunne flytte de nødvendige vælgere. Herefter prøver man at få gennemført så meget som muligt af sin politik, givet den parlamentariske styrke, man besidder.

Det andet er at rykke sig selv tættere på stedet, hvor man tror, vælgerne er, for at maksimere sine stemmer. Eller som komikeren Groucho Marx sagde: ”Her er mine principper – men hvis ikke De kan lide dem, har jeg også nogle andre”. Der ligger typisk flest vælgere på den berømte ’midte’, og derfor må man flytte sig derhen. Det er den logik, der inden for samfundsvidenskaberne kendes fra Anthony Downs’ berømte ’medianvælgerteorem’, Den forudser, at partier, der følger strategien, vil ende med at ligge op og ned ad hinanden nær midten og kun være forskellige fra hinanden på marginaler eller symbolske spørgsmål.
 

I Danmarkshistorien havde man aldrig før set en regeringsleder undsige sit eget parlamentariske flertal under en valgkamp og de facto pege på en regering ledet af ærkemodstanderne – alt imens egne partisoldater var på gader og stræder og føre valgkamp for det stik modsatte
_______

 

At forsøge at flytte vælgerne i retning af sig selv i stedet for blot at flytte sig derhen, hvor vælgerne er, er åbenlyst både det mest idealistiske og det mest arbejdskrævende. Det er derfor også noget, der ikke tiltaler politikere med en meget kort eller persondrevet horisont.

MEN DER ER OGSÅ en anden facet af dynamikken, som ofte er overset og ikke kan rummes af Downs’ meget simple analyse: At ikke alle vælgeres præferencer er konstante. Nogle vælgere bliver påvirket ikke blot af samfundsdebatten, men også af, hvor lederne af de partier, de identificerer sig med, placerer sig retorisk og holdningsmæssigt. Selv hvis blot en mindre del af et partis vælgere – fx 5, 10 eller 20 pct. – bliver påvirket af, hvad partiets ledelse siger, vil holdningsmæssige skift hos disse medføre skift i den gennemsnitlige placering af partiernes vælgerkorps. Hvis flere partier mere eller mindre samtidigt gør det samme og i samme retning, vil det medføre større holdningsmæssige skift i vælgerlandskabet generelt.

Man kan tage partiet Venstre, hvis skiftende placeringer jeg tidligere har beskæftiget mig med, som konkret eksempel. Det er fx ikke overraskende, at de blå vælgere i 1998 var væsentligt mere blå, end de havde været i årtier: Det kom, efter at Venstre siden ca. 1986 havde anlagt en markant mere liberal linje end i årtierne før. Men da Anders Fogh Rasmussen i 1998 begyndte et ideologisk kursskifte, hvor han – ganske eksplicit – lavede en ’omvendt Blair’ og rykkede Venstre tæt på Socialdemokratiet, påvirkede det ikke så overraskende en del af Venstres vælgere. Og få år senere var de langt mindre blå, end de havde været i 1998.

Pointen kan også eksemplificeres med klimadebatten, hvor Anders Fogh Rasmussens linje i 2001 var klassisk liberal, men hvor han i årene ca. 2007-08 lagde kursen radikalt om og – om end måske modereret og knap så helhjertet – grundlæggende antog den samme klimapolitiske orientering som venstrefløjen. Derfor var det heller ikke overraskende, at man i de efterfølgende år kunne se de borgerlige vælgere blive væsentligt mere holdningsmæssigt ’grønne’.

Med andre ord: Ja, politikere kan måske vinde nye vælgere ved at tilpasse holdningerne til, hvor de mener, vælgerne ligger. Men det er med den omkostning, at man dermed også påvirker sine egne gennemsnitlige vælgeres holdninger. På den måde kan man måske få del i regeringsmagten og realpolitisk indflydelse – men det er med det aber dabei, at det så heller ikke er den politik, man egentlig helst så gennemført, man har med i ministerbilen. Man får tilmed sværere ved at gennemføre den i fremtiden.

Pointerne kan også ses i det større, historiske perspektiv og illustreres med de borgerlig-liberale partiers udfordringer i 1960’erne og 1970’erne. De blev eminent dissekeret af Henning Fonsmark i den moderne klassiker Historien om den danske utopi. I bogen beskrev Fonsmark de borgerlige partiers samarbejde og manglen på samme i perioden fra Anden Verdenskrig og frem. Her beskrev han, hvordan den indbyrdes konkurrence mellem Venstre og Det Konservative Folkeparti og de to partiers til tider opportunistiske illoyalitet over for hinanden meget ofte førte til forspildte chancer – og venstrefløjens politiske dominans.

 

Ja, politikere kan måske vinde nye vælgere ved at tilpasse holdningerne til, hvor de mener, vælgerne ligger. Men det er med den omkostning, at man dermed også påvirker sine egne gennemsnitlige vælgeres holdninger
_______

 

I nogle perioder – særligt 1950-64 og igen 1982-93 – formåede besindige hoveder i de to partier at lægge en dæmper på uenigheden og skabe et solidt, tillidsfuldt samarbejde. I den første periode stod man generelt last og brast og gik endog så langt som til at holde et fælles folketingsgruppemøde, ligesom den fhv. statsminister og mangeårige Venstre-høvding Erik Eriksen vovede at foreslå partierne fusioneret. Det sidste ganske vist uden succes, men dog så meget, at det blev taget alvorligt.

Men i andre perioder gik det galt. I 1964 var ’venstrefløjen’ i Venstre utilfredse med alliancen med Det Konservative Folkeparti. Mange var også utålmodige i forhold til at opnå en regeringsmagt, der syntes stadig mere fjern, hvis man ikke fik en alliance med Det Radikale Venstre, der siden 1950’erne havde været allierede med Socialdemokratiet. Så i sin berømte Svanninge-tale gjorde partiformanden Poul Hartling tilnærmelser til Det Radikale Venstre, både taktisk og ideologisk.

Modsvaret lod ikke vente på sig: Kort efter gjorde den konservative Poul Sørensen grundlæggende det samme og overhalede så Venstre venstre om. Da ungdomsoprøret begyndte at rulle, befandt både V og K sig pludselig derfor synlige længere til venstre i det politiske spektrum, end man havde været blot et halvt årti før. Resultatet blev ganske vist, at man sammen vandt regeringsmagten. Men det var vel at mærke med en radikal statsminister som leder af VKR-regeringen 1968-71. Og det var med en politik, der på mange punkter blev så overraskende venstreorienteret, at det ved valgene 1971 og 1973 reelt førte til en sprængning af det borgerlige Danmark og et årtis interne slagsmål.

Havde de to partier ikke begge rykket sig tættere på midten og Det Radikale Venstre, havde dansk politik meget tænkeligt ikke set fremkomsten af Fremskridtspartiet, Kristeligt Folkeparti eller genkomsten af Retsforbundet. Man havde næppe heller set Socialdemokratiet og Venstre gå sammen i den meget lidt vellykkede SV-regering (1978-79). Fonsmark pegede på en klar lektie af sit studie af perioden 1945-90: Hvis de borgerlig-liberale partier ønsker at føre borgerlig-liberal politik, må de overbevise vælgerne om, at dét er den rette. Det kan måske give år i opposition, men hvis man kun opnår magt ved at anlægge sig modstandernes politik, er det lige så kortsigtet som at tisse i gummistøvlerne for at holde varmen.

DETTE PERSPEKTIV er relevant for at forstå potentialet og manglen på samme i de tanker, som Lars Løkke Rasmussen har gjort sig i sin nylige, meget omtalte bog Om de fleste og det meste (Rasmussen, 2020). Blandt de mange budskaber i forbindelse med bogen fik særligt ét opmærksomhed: At Løkke erklærede sig uenig med sin efterfølger, Jakob Ellemann-Jensen, da han i sommeren 2020 (igen) meldte ud, at Venstre satser på et samarbejde mellem alle blå partier.

Dét, mente den tidligere Venstre-formand, er en umulighed: Der er simpelthen for store politiske forskelle mellem Nye Borgerlige i den ene ende og folk som ham selv i den anden. Måske ikke med henblik på den økonomiske politik, men i hvert fald når det kommer til udlændinge- og integrationspolitikken. I stedet plæderede Løkke Rasmussen – som et ekko af Hartling i 1964 – for, at de reformvenlige blå partier bør satse på et nært samarbejde med Det Radikale Venstre og være villige til at samarbejde med Socialdemokratiet.

 

Løkke Rasmussens ræsonnement har på et par punkter noget intuitivt, der taler for sig. Enhver borgerlig politiker, der på forhånd afskriver noget som helst samarbejde på noget område med enten Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet, har på forhånd dømt sig selv til en ørkenvandring
_______

 

Løkke Rasmussens ræsonnement har på et par punkter noget intuitivt, der taler for sig. Enhver borgerlig politiker, der på forhånd afskriver noget som helst samarbejde på noget område med enten Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet, har på forhånd dømt sig selv til en ørkenvandring. Og i det omfang det handler om værdier, har Løkke Rasmussen da også en ubetinget ret til at kæmpe for dem, han bedst kan stå inde for. Det er fx klart, at han aldrig har været en strammer på indvandringspolitikken – selvom han i regeringerne 2001-11 og 2015-19 tilsyneladende kunne sluge, hvad der måtte have været af kameler på den front.

Men der er alligevel et spring fra et løst samarbejde på enkeltområder, hvor man i hverdagen må kunne finde fælles fodslag, og så til det, som Løkke Rasmussen reelt foreslår. Både historisk og matematisk halter logikken.

For det første er det svært at se, at problemet skulle være specielt stort nu. De blå har – som skitseret her – problemer, men det er svært at se dem som kvalitativt forskellige fra, hvad man har set før. I korte eller længere perioder fra 1973 til 2019 måtte et blåt flertal også favne to eller flere partier, der var uenige i bl.a. den økonomiske politik og udlændingepolitikken som nu. Det lykkedes ofte – og i lange perioder (2001-11 og 2015-19), uden at man behøvede at inddrage hverken Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet.

For det andet: Hvilken forskel kan Det Radikale Venstre gøre? Det er med det nuværende partisystem illusorisk at tro, at man skulle kunne samle (mindst) 90 mandater bag V, K og R. Sidst det var muligt, var efter valget i 1968, hvor der vel at mærke ikke for alvor var andre til at konkurrere om de blå stemmer. En VKR-koalition ville have brug for støtte enten fra netop de andre i blå blok eller Socialdemokratiet for at opnå et flertal. Hvis de skal hentes fra de første, er situationen i virkeligheden den samme som den, Løkke Rasmussen siger, han vil ud af. Nu er det blot med Det Radikale Venstre med på holdet.

Og hvis det i stedet er fra Socialdemokratiet, man vil hente de nødvendige mandater, vil det i praksis blive med de blå partier som evigt appendiks til en socialdemokratisk ledet regering. Danmarks største og mest selvbevidste parti vil aldrig afgive ledelsen, hvis man har de nødvendige stemmer. For hvorfor skulle man dog det? Så man kan dele Løkke Rasmussens – og flere andre borgerliges og liberales – uvilje imod at skulle være parlamentarisk afhængige af fx et parti som Stram Kurs. Men det er heller ikke et aktuelt problem,.

I det omfang Løkke Rasmussens linje også repræsenterer en helt anden politisk linje end den, han ellers har stået for, er det klart, at han bevæger sig ud i et farligt territorium. Et, der bedst kan sammenlignes med den gamle metafor om, at de blå er en henrettelsespeloton – men en, der er opstillet cirkulært. ■

 

I det omfang Løkke Rasmussens linje også repræsenterer en helt anden politisk linje end den, han ellers har stået for, er det klart, at han bevæger sig ud i et farligt territorium. Et, der bedst kan sammenlignes med den gamle metafor om, at de blå er en henrettelsespeloton – men en, der er opstillet cirkulært
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland