Peter Kofod: Coronakrisen kommer meget belejligt for de projekter, som EU-eliten allerede vil have
22.07.2020
.”Aftalen vidner om en stor grad af arrogance fra EU’s side. Man opgav chancen for at kigge indad og se, hvordan vi bruger pengene. Der har ikke været et ønske om at skrue et budget sammen, hvor landbrugsstøtte og strukturfonde ikke står for en meget væsentlig del af EU’s udgifter.”
Interview af Malte Bruhn
Op til Europa-Parlamentsvalget i juni 2019 sagde Dansk Folkeparti farvel og tak til Europa-Parlamentets gruppe for konservative og reformister, der til dagligt går under navnet ECR. Før valget og Brexit var det primært de britiske konservative, der satte kursen i ECR, der dengang var den største af Parlamentets tre EU-skeptiske grupper. Men efter Brexit er det først og fremmest det polske regeringsparti PiS, der svinger taktstokken med deres 27 mandater i den 62 mand store ECR-gruppe.
I stedet sluttede DF sig til Matteo Salvini og Marine Le Pens nye højrenationale prestigeprojekt, der hedder Demokrati og Identitet (ID). Den fik ved valget 76 mandater fra ni forskellige lande – og de tre største partier er Le Pens Rassemblement National, Salvinis Lega-parti og Alternative Für Deutschland. I sidste periode sad Le Pen og Salvini også i gruppe sammen, mens Alternative Für Deutschland sad i en helt tredje gruppe, EFDD, med blandt andre UKIP og den italienske Femstjernebevægelse. Men efter omrokeringen på den europæiske højrefløj, findes gruppen ikke mere.
Målet med den nye ID-gruppe var – og det er langtfra første gang, diskussionen har været på banen – at samle hele den europæiske højrefløj i én samlet EU-skeptisk supergruppe. Men den vision er endnu ikke indfriet: Polakkerne nægtede nemlig at opgive deres magtmonopol i ECR, der blandt andet også rummer medlemmer fra det spanske VOX-parti og det hollandske Forum for Demokrati. Det betyder, at den europæiske højrefløj – i form af ECR og ID – sidder på cirka tyve procent af Parlamentets pladser. Desuden kan man også nævne Viktor Orbáns højrepopulistiske Fidesz-parti, der har 12 mandater, men som fortsat er med i den kristen-konservative EPP-gruppe, selvom parterne har været heftig kollisionskurs i mere end et år.
Men hvorfor kan de EU-skeptiske partier ikke udnytte momentum, finde fælles fodslag og skabe én stor gruppe, der kan fungere som én samlet opposition til Parlamentets altdominerende koalitionen, der består af det konservative EPP, det socialdemokratiske S&D, det liberale Renew Europe og til dels De Grønne?
RÆSON: Hvad er status på Identitet og Demokrati her et år efter, I fandt sammen?
Status er, at vi sidder 76 mand i gruppen, som er 14 mandater større end ECR. Det første halve år efter valget var der stor spænding i forhold til, om projektet ville briste eller bære. Spørgsmålet var, om vi kunne lave en aftale med ECR om at lave noget større lige efter valget. Da vi fandt ud af, at det ikke ville ske, var spørgsmålet, om det ville udarte sig til en konkurrence eller et samarbejde. Og her et år efter er der en fornemmelse af, at grupperne er faldet på plads. Nu sidder man, hvor man sidder. Og der er en opfattelse af, at de to højrefløjsfraktioner, der er tilbage, har formået at finde en rollefordeling i Parlamentet.
RÆSON: Hvordan er det så endt? Er I konkurrenter eller samarbejdspartnere med ECR?
Både og. Jeg var meget spændt på, om vi ville begynde at konkurrere med hinanden om at tiltrække nationale delegationer. Og det sker også, for selvfølgelig er der en interesse i at være den blivende fraktion på højrefløjen. For mit eget vedkommende, så er jeg fuldstændig ligeglad med, om vi hedder ID, ECR eller ID-ECR. Så længe vi stadig er medlemmer af EU, så ville det give bedre mening, hvis vi samlede kræfterne. Jeg går ind for et projekt, hvor vi engagerer os med flere, end dem der er i gruppen i dag. Det ville styrke den EU-skeptiske opposition, selvom vi fortsat ville være i mindretal. […] Jeg tror, det kommer til at ske en dag. Jeg tror ikke, vi kan fortsætte med at have to parallelle spor. På et tidspunkt er der en af grupperne, der vinder og bliver væsentligt større, end den anden, og så må man forhandle sig frem til en løsning. På et tidspunkt skal vi finde ud af noget, der er større. Men ID-gruppen er et skridt i den rigtige retning, for den svækkede en gruppe og samlede to andre.
RÆSON: Hvad skal der til for, at det lykkes?
Det er et godt spørgsmål. Jeg ved det ikke. For gjorde jeg det, så havde jeg allerede sat det i gang.
RÆSON: Før valget sad DF i ECR-gruppen med bl.a. det polske regeringsparti PiS, Sverigedemokraterne og de britiske konservative. Salvini og Le Pen sad i hver deres gruppe, inden de grundlagde Identitet og Demokrati, hvor I valgte at gå med. Hvorfor var det en god idé?
Problemet med EU’s højrefløj har i mange år været, at folk har siddet rundt omkring i små fraktioner. Man har haft svært ved at tale om ting, der kom os alle sammen ved, fx skepsissen ved EU-samarbejdet, som det hele jo handler om. Og så har vi haft svært ved at rumme de meget store forskelle, vi har haft på alle mulige andre politikområder, fx på fordelingspolitik. Så målet med den nye gruppe er at skabe et projekt, der på sigt kan vokse sig stor nok til at blive en magtfaktor i Parlamentet. Og for et år siden var det Salvini, der havde politisk momentum. Hans Lega-parti voksede meget kraftigt op mod valget, så derfor var det naturligt, at det var ham, der tog teten i forhold til at skabe noget nyt. Den bevægelse meldte vi os ind, for vi ville ikke stå i vejen for et nyt projekt på den højre side af midten.
Og så var det også fordi, vi regnede med, at Brexit ville blive en realitet, selvom mange talte om, at det ville blive slået ihjel i det britiske Underhus. Og gruppen, vi sad i, stod til at blive væsentligt anderledes på den anden side af valget, fordi det britiske konservativt parti stod til at blive udryddet af Brexit-partiet. Til gengæld så vi et superstærkt polsk parti, der ville få et godt valg og dermed meget stor indflydelse i ECR-gruppen. Og derfor tænkte vi, at det rent arbejdsmæssigt ville blive nemmere at være en lille delegation i en gruppe, hvor der var flere store spillere i stedet for én stor spiller.
Så må de mene alt muligt hjemme i deres egne lande, ligesom jeg må mene alt muligt hjemme i Danmark. Den frihed, der hører med til det princip, er meget væsentlig
_______
RÆSON: Hvad var det for knaster, der skulle høvles af, før I kunne forsvare at sidde i gruppe sammen i Identitet og Demokrati?
For mig handlede det ene og alene om, at nationalstaten skal være i centrum. Den tilgang skulle være på plads. Og udover det, så er det jo indvandringskritiske partier, som vi sidder med. Og det er en stor del af fællesmængden. Og så må de mene alt muligt hjemme i deres egne lande, ligesom jeg må mene alt muligt hjemme i Danmark. Den frihed, der hører med til det princip, er meget væsentlig. Jeg har aldrig oplevet, at der er nogen, der har været efter mig i gruppen. Jeg har hørt et rygte om, at jeg er det medlem af Parlamentet, der stemmer mest illoyalt overfor min egen gruppe – kun i omkring halvdelen af sagerne stemmer jeg sammen med gruppens mainstream. Men det har jeg aldrig hørt noget ondt for, og det er lige præcis styrken ved det projekt, jeg er en del af.
RÆSON: Hvordan fik I gruppen til at fungere efter valget?
En forudsætning for vores samarbejde er, at vi har stemmefrihed. Fordi vi ønsker, at nationalstaterne skal betyde mindre, så accepterer vi, at der nogle ting, som de enkelte medlemmer gudskelov skal bestemme selv. Jeg synes ikke, at Parlamentet er et særlig godt regi til at diskutere, hvordan tingene i medlemslandene skal se ud. Det er vi bedre til at bestemme i de nationale parlamenter. Men de betyder også, at vi er ret forskellige. Vi er én dansker, 29 italienere, 23 franskmænd og så videre, så der skal være plads til at stemme, hvad man vil. Ellers ville jeg jo ikke sidde der.
RÆSON: Du siger, at EU-skepsissen og indvandringskritikken er søjlerne i jeres samarbejde. Hvad adskiller jer?
Klima er et godt eksempel. Dansk Folkeparti og danskerne generelt ser anderledes på det, end mange af de syd- og østeuropæiske lande. Man ser også forskellen mellem nord og syd. Vi gider ikke at betale til mere til dem. Jeg synes, at det er helt legitimt, at italienerne forfølger en dagsorden, hvor de selv får mest muligt ud af det – men det gælder heldigvis også omvendt.
RÆSON: Ifølge analysefirmaet Votewatch er i både den gruppe, der stemmer mindst sammen, og som oftest er en del af mindretallet. ECR har næstmindst indflydelse. Har I overhovedet nogen reel politisk magt?
Helt ærligt, så er vores nuværende indflydelse meget begrænset. Der er et meget stort flertal i Parlamentet, der ikke ønsker, at vi skal indgå i noget som helst, og som fra dag nummer et har forsøgt at holde os ude af alt. Det gjaldt også i konstitueringen. Vi skulle have haft to pladser i Parlamentets bureau, som er det, vi kalder præsidiet i Folketinget. Dem fik vi ikke. Vi skulle have haft en stribe pladser rundt omkring i de forskellige udvalg. Dem har vi heller ikke fået. Så fra første dag har de andre udnævnt os til at være rendyrket opposition.
RÆSON: Så hvis det stod til dig, så gik I med i flere politiske aftaler?
Ja, hvis vi kunne komme med, så ville jeg gerne. Men det kan vi ikke, når vi systematisk bliver holdt ude for alt, hvad der foregår. Og nogle gange stemmer vi jo også ja til noget, der kan være meget fornuftigt. Men det er ikke et samarbejde. Samarbejde er at lave kompromisser. Det er ikke samarbejde, hvis du bare får at vide, at du kan stemme ja eller nej til noget, de andre har bestemmer og fremlægger. Så vi er i den situation, at vi i de enkelte delegationer må vurdere sag for sag, når vi skal stemme i salen. Det er de konservative, socialdemokraterne, de liberale og til tider De Grønne, der bestemmer, hvad der skal ske
RÆSON: Du siger, at jeres politiske indflydelse er meget begrænset. Hvad får vælgerne, der har stemt på jer så til gengæld?
De får rendyrket oppositionspolitik. Men jeg synes snarere, at vælgerne, der har stemt på partier, der holder os udenfor, skulle spørge deres politikere om, hvorvidt det er sådan et demokrati bør fungere. Det er ikke mig, der skal stå på mål for, at andre holder mig ude. Det er dem, der holder mig ude, der må stå på mål for, hvorfor de gør det. Det er et princip, man slet ikke ville kunne forestille sig i Folketinget, hvor vi laver aftaler på kryds af tværs af alle partier. Men sådan er det ikke i Europa-Parlamentet.
Det er ikke mig, der skal stå på mål for, at andre holder mig ude. Det er dem, der holder mig ude, der må stå på mål for, hvorfor de gør det
_______
RÆSON: Hvilke politiske dagsordner vil EU’s højrefløj gøre sig gældende på i fremtiden?
Det bliver i meget høj grad et spørgsmål om Tyrkiet og den migrationspakke, der ligger i pipelinen, og som er udskudt til efteråret. Det bliver en meget stor ting, der vil vende tilbage, når coronakrisen forhåbentlig er håndteret og overstået. Vores budskab er, at vi skal lukke de ydre grænser og indføre den australske model.
RÆSON: Men er tingene ikke på vej i jeres retning? I Danmark er der jo for eksempel bred enighed om, at vi ikke skal fordele flygtninge solidarisk mellem EU-landene?
I Danmark er der heldigvis noget, der har forandret sig over i de seneste ti år. Man skal huske på, at den debat vi har haft om udlændinge og migration i for eksempel Danmark og Finland, den er meget anderledes, hvis man for eksempel kigger på den franske og tyske mainstream-holdning. Og jeg vil da sige, at der er væsentlig mere fornuft i Folketinget end i Europa-Parlamentet, når det kommet til udlændingedebatten. Men jeg er virkelig lykkelig for, at vi valgte at beholde retsforbeholdet i sin tid. Det kunne være endt mere galt for Danmark, end det potentielt kan komme til, hvis EU får sin vilje med at omfordele flygtninge.
EU kan ikke lide at spilde kriser. Det gør man aldrig i Bruxelles. Så det her er en god sag for os og den EU-skeptiske dagsorden
_______
RÆSON: Nu er der landet en aftale om EU’s næste syvårige budget og en coronahjælpepakke. Danmark fik forhøjet vores rabat, selvom vi skal betale mere til det samlede EU-budget. Hvad mener du om aftalen?
Det er et nederlag hele vejen rundt. Den tekniske rabat vokser en lille smule, men den er kun sat i verden for, at Mette Frederiksen kan komme hjem og sige, at hun har fået et eller andet. Men det er ren symbolik. Set i lyset af, hvor meget det samlede EU-bidrag kommer til at stige, så kommer Danmark til at betale en langt større regning end før. Aftalen vidner om en stor grad af arrogance fra EU’s side. Man opgav chancen for at kigge indad og se, hvordan vi bruger pengene. Der har ikke været et ønske om at skrue et budget sammen, hvor landbrugsstøtte og strukturfonde ikke står for en meget væsentlig del af EU’s udgifter. Hvis vi selv prioriterede dem i Danmark, så havde vi jo slet ikke brugt pengene på den her måde. Det er ikke særlig godt for Danmark. Hvis det var en statsminister fra Dansk Folkeparti, der havde forhandler det her budget på plads, så havde jeg nok sagt, at det var bedre bare at blive væk.
RÆSON: Hvordan passer den nuværende politiske debat om EU’s budget ind i højrefløjens politiske budskaber?
Det vil få en stor betydning for EU-skepsissen, at Danmark skal betale mere til budgettet. Og jeg tror, at folk får en slem overraskelse, når de opdager, at de ting, EU gør i forbindelse med corona kommer til at løbe mange år ud i fremtiden. Det er tydeligt, at coronakrisen kommer meget belejligt for de projekter, som EU-eliten allerede vil have. Nu kan man med den aktuelle krise få folk til at forpligtige sig mere til at betale, og man kan gøre nogle ting med pengene, som er meget spændende, hvis man er et EU-system, der gerne vil vokse. EU kan ikke lide at spilde kriser. Det gør man aldrig i Bruxelles. Så det her er en god sag for os og den EU-skeptiske dagsorden.
RÆSON: I DF har I skærpet retorikken omkring EU. Nu siger I klart og tydeligt, at I vil ud. Er det EU-kritikken, der skal få partiet ud af den nuværende krise?
Det er slet ikke så taktisk, sådan som du udlægger det. Jeg har selv skiftet holdning til det her spørgsmål. For et år siden tog jeg til Bruxelles og tænkte, at der måtte være nogle ting, man kunne skubbe i en anden retning. Men nu er jeg overbevist om, at det kan man ikke. Jeg er gået fra at være stærkt skeptisk til at være modstander. Systemet forpassede den mulighed, der var med Brexit og det nye Parlament. Men EU er en supertanker, der flyder i én retning, og den bliver mere og mere føderalistisk. Og hvis man ikke kan lave reformer, der kommer tættere på det, der var udgangspunktet med EF, så står Danmark bedre ved at have en løsere tilknytning eller melde os helt ud. Det er det, vi er kommet frem til. ■
Jeg er gået fra at være stærkt skeptisk til at være modstander. Systemet forpassede den mulighed, der var med Brexit og det nye Parlament
_______
Peter Kofod Hristov (født 1990 i Snogebæk på Bornholm) blev valgt til EP for DF juni 2019 hvor partiet gik fra 26,6 pct og fire mandater til 6,2 pct. og ét mandat. Medlem af Folketinget fra 2015 til 2019. Fungerede blandt andet som partiets retsordfører. Medlem af byrådet i Haderslev Kommune fra 2014 til 2015 og formand for Dansk Folkepartis Ungdom 2015- 2016. Uddannet Folkeskolelærer fra UC Syddanmark i Haderslev (2015); student fra Bornholms Gymnasium (2009) og modtog hærens basisuddannelse ved Telegrafregimentet, Fredericia (2010). ILLUSTRATION: Stephanie Lecocq/AFP/Ritzau Scanpix
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
